JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - islambesvaer

ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.9.05.

Alt det besvær med islam

- om den muslimske canadier Irshad Manjis provokerende bog

Terrorismen, integrationsproblemerne, Mellemøsten-konflikten
Kan muslimske indvandrede bidrage til vestlig udvikling?
Islams indbyggede totalitære impulser
'Grundamentalismen'
Itjihad
Vurdering
Henvisninger

Terrorismen, integrationsproblemerne, Mellemøsten-konflikten Til toppen Næste afsnit

I snart mange år har den internationale terrorisme domineret såvel medierne og den offentlige debat som udenrigspolitikken på vore breddegrader. Det er ganske naturligt, fordi den i modsætning til den lokale eller regionale terrorisme i fx Tjetjenien, Spanien og Nordirland har langt større og alvorligere følger. Det civile og civiliserede samfund er oppe mod kræfter der har nedbrydningen af vestlige værdier og demokrati som hovedmål, som har opbygget celler og netværk i hele den vestlige verden og samtidigt råder over enorme økonomiske ressourcer og hele den moderne informationsteknologi. Når hertil kommer, at den destruktive politiske ideologi på smarteste demagogiske vis forbinder sig med fundamentalistisk, dvs ensidig, dogmatisk og puritansk-moralistisk fortolkning af islam, så er der virkelig tale om en faktor der ikke kan overses, ties ihjel eller klares med normale pædagogiske, humanistiske, sociale eller diplomatiske midler.

Men også indenrigspolitisk giver islam problemer i de fleste vestlige lande, fordi indvandringen af muslimer truer landenes evne til at holde deres sociale og kulturelle problemer inden for grænsen af mulig løsning. Problemet hedder manglende desintegration af indvandrerne med tilhørende ghettodannelser, sociale nederlag, kriminalitet og modtagelighed for fundamentalistisk, ja, terroristisk demagogi. Problemet hænger nøje sammen med indvandrermiljøernes fastlåste moralske målestokke, ikke mindst hvad angår kønsmoral og kvindesyn. Indvandrerne har generelt svært ved at acceptere de frie vestlige normer.

Endelig spiller hele den gamle Mellemøst-konflikt naturligvis en stor rolle som væsentligt element i såvel den følelsesmæssige som den politiske opfattelse af modsætningen mellem muslimsk og ikke-muslimsk kultur. Vesten er på engang og samme gang det forjættede land som kan indfri alle unge muslimer inderste drømme om frihed, og den store satan som ifølge de religiøse ledere står for vantro, moralsk opløsning og alle andre onder.

Frustrationerne er store hos muslimer i mange af Mellemøstens lande, men ikke mindst hos palæstinenserne. Men det samme er desværre også illusionerne eller livsløgnene. Demagoger af såvel politisk-ideologisk som religiøs art har rige muligheder for at forføre masserne til enkel destruktiv militant kamp i stedet for kompleks konstruktiv civil kamp. I sidste ende er sammenstødet mellem muslimsk og ikke-muslimsk kultur mere en kamp mellem modernisering, sekularisering og demokratisering på den ene side og forældet stammeagtigt, snæversynet og udemokratisk ufrihed på den anden side. Det er derfor både uhyre svært og direkte uklogt og urealistisk at se bort fra religionens rolle i dette spil.

Kan muslimske indvandrere bidrage til europæisk udvikling? Til toppen Næste afsnit

I sin bog 'Problemet med islam' stiller den canadisk-muslimske tv-journalist Irshad Manji det spørgsmål til europæerne, om vi overhovedet tror på at vore muslimske indvandrere som individer og borgere kan yde et positivt bidrag til kulturen og udviklingen. Svaret er, at det er der faktisk mange der tror og håber, men endnu flere der tvivler på eller blankt afviser. Problemet skal selvfølgelig løses ad åre, eftersom der bliver flere og flere indvandrere i forhold til ikke-indvandrere, og eftersom de vestlige lande i stigende omfang vil blive afhængige af muslimsk arbejdskraft, hvis velfærdsniveauet skal holdes. Men løsningen er spækket med vanskeligheder og fælder, fordi integrationen i vidt omfang er kikset.

Desintegrationen skyldes på den ene side uviljen i den ikke-muslimske befolkning over den alt for store tilstrømning af fremmede der udnytter velfærdssystemerne uden at yde fuldt bidrag til deres opretholdelse. På den anden side skyldes den manglende vilje hos indvandrerne til at lade sig integrerere ved at lære sproget, skaffe sig arbejde eller uddannelse og i det hele tage glide ind i det almindelige samfundsliv på dettes præmisser. For mange indvandrere isolerer sig i værn om deres medbragte kulturmønstre, moralske normer og religiøse fortolkninger, og det vil i vid udstrækning sige værn om værdier vi i Vesten anser som forældede, stammeagtige, landsbyagtige eller ligefrem 'middelalderlige'. De fleste indvandrerfamilier ser satellit-tv fra deres hjemlande. Mange af dem løsner bindingen til deres religiøse ledere, men opretholder i familierne deres strenge patriarkalisme. Mange indvandrerbørn gør heldigvis oprør. Det gælder også pigerne der ellers går glip af Vestens kvindefrigørelse. Men oprørene er individuelle, dyre og risikable. Islam som religion betragtet forbliver med få undtagelser intakt som anti-vestlig og anti-sekulær. Nok findes der muslimer der kæmper for euroislamisme eller for muslimsk frisindethed, men dialogen med ikke-muslimer foregår nærmest kun på akademisk niveau. Islams egne religiøse ledere - i Vesten som i moderlandene - er afvisende for den altafgørende selvkritik eller selvbesindelse. Islams grundlag tages ikke op til kritisk vurdering og nyfortolkning.

Islams indbyggede totalitære impulser Til toppen Næste afsnit

Irshad Manji siger lige ud at der lurer totalitære impulser i den almindelige islam. Børn lærer allerede i koranskolerne at recitere Koranen udenad på arabisk - uanset om de forstår arabisk eller ej. Dette er muligt fordi arabisk er et rytmisk sprog der let lader sig lære udenad som lyde. Men den slags udenadslære fremmer ikke kritisk tænkning, og Manji har for sit eget vedkommende gang på gang som barn og ung oplevet at få afvist spørgsmål hun har stillet af helt naturlig nysgerrighed. Hun blev til sidst smidt ud af madrassaen i sin by i Canada. Sine spørgsmål gik hun derefter på kommunebiblioteket - og senere på internettet - med for at få besvaret.

Efterhånden fandt hun ud af at Koranen ikke er selve Sandheden med stort S, den ubetvivlelige åbenbarede sandhed, men en bevidst redigeret sammenskrivning af forskellige udvalgte tekster som kræver fortolkning - og dermed ansvarlighed. Koranen er ikke entydig, men fuld af selvmodsigelser. Hun går følgelig også imod Sharia-loven som målestok for islam. Det er en væsentlig pointe i hendes analyse at hun kan gå fuldt ind for den almindelige jødiske konsensus, at ansvarlighed er ensbetydende med at man går imod stammearrogancen, dvs patriarkaliteten og klan-æren og den dermed forbundne fundamentalistiske fortolkning af åbenbaringen.

Manji går følgelig imod hele den stammeteologi som kendetegner Osama Bin Laden og Al Wahhab samt præstestyret under Taliban eller i Iran og som hun under ét kalder ørken-adfærden. Det Muslimske Broderskab i Egypten betegner hun rent ud som en koran- og revolverbande. Gruppepresset er hende en vederstyggelighed, for det er i praksis det skjold der værner om livsløgnene og forhindrer al fornyelse

Som feminist, ja endog erklæret lesbisk kvinde, er Irshad Manji naturligvis særligt kritisk over for al muslimsk kvindeundertrykkelse (og fordømmelse af homoseksualitet). Hun kender den fra sin egen familie, fra en far der systematisk tvang sin vilje igennem med vold og trusler om vold. Men hun får den jo også stukket i næsen af kolleger, når en kvinde i det islamiske Nigeria idømmes 180 piskeslag for sex før ægteskabet, skønt den sex der var tale om var tre mænds grove voldtægt af hende. Den slags ryster hende som den ryster alle med normal vestlig dømmekraft. Men hun er klar over at den ikke så meget er udtryk for islam som for primitiv klanadfærd: klanens uhyggeligt rigide opfattelse af absolut vanære - uden hensyn til omstændighederne.

'Grundamentalismen' Til toppen Næste afsnit

Irshad Manjis kritik af den islamistiske fundamentalisme er så hård, at hun finder det nødvendigt at finde en ny betegnelse for den, nemlig 'Grundamentalismen'. Desværre opgives ikke det engelske ord i den danske oversættelse, for der er jo tale om en lidt kunstig konstruktion, som i hvert fald næppe slår igennem på dansk. Men mon ikke hun blot omformer 'fundamentalism' til 'foundamentalism'. Udtrykket går på islamisternes defensive besættelse at fortiden og især på fastlåstheden på det øjeblik religionen blev grundlagt. Resultatet af en sådan grundamentalisme er at gejstligheden de facto bliver islams dørvogtere, og at alle former for innovation bliver mistænkeliggjort.

Her spiller det ind at araberne dominerer billedet, dels på grund af Koranens grundsprog, dels på grund af Mekkas og Medinas beliggenhed på den Arabiske Halvø. Men den arabiske dominans gør allerede ikke-arabere til kættere på linje med teologiske afvigere, og det spiller ind i større målestok, nemlig terrorismens, fordi Osama Bin Laden er fra Saudi-Arabien. Ham har styret som bekendt længe haft problemer med, men det er selv hårdhændet absolutistisk i sin islam-fortolkning og -praksis.

Itjihad Til toppen Næste afsnit

Som modvægt mod al den 'grundamentalisme' anbefaler Irshad Manji 'Operation Itjihad' i stedet for jihad, det vil sige fri tænkning, dialog, introspektion og værdighed i stedet for blindt had og kamp. Hun betegner sig selv som muslimsk refusenik i analogi med de jødiske refuseniks i Sovjetunionen der afviste den gældende ideologi. Men hun understreger samtidigt at hendes afvisning ikke gælder islam som sådan, men den robotagtige fremmarch i Allahs navn. Hun oplever splittelsen mellem friheden i den sekulære verden og bindingen til traditionen i den ikke-sekulære verden som sin personlige kulturkamp, og hun har været fristet til at vælge ateismen. Men hun fastholder altså trods al kritik sin religion, fordi hun har lært - bl.a. ved dialog med jøder - at religion i frisindet udgave faktisk kan være det bedste værn om diversitet. Religion er, skriver hun, en af grundene til at Israel består som et multireligiøst demokrati midt imellem sine egne demagoger og et væld af arabiske dynastier.

Men det skal i samme forbindelse understreges, at det er multireligiøsitet hun ønsker og ikke multikulturalisme. Forskellighed og mangfoldighed er en god ting, men multikulturalisme er et dække for ikke at acceptere dialogen og det ægte fællesskab, men at grave sig ned i egne lukkede kulturer. Specielt de skjoldbærende muslimer betegner hun som multikulturelle floskelmagere, fordi de nægter ikke-muslimer retten til at stille spørgsmålstegn ved deres religion. Og omvendt viger mange ikke-muslimer af misforstået multikulturel hensyntagen tilbage fra at stille de spørgsmål de egentlig går med og som det er nødvendigt at få frem for at få dialogen. Men ikke-muslimer bør ikke afholde sig fra at sige deres mening om islam Muslimer må finde sig i at blive konfronteret med seriøs kritik fra ikke-muslimer. For sit eget vedkommende takker hun udtrykkeligt Vesten for den frihed der har givet hende muligheder for selvstændig tænkning og dialog med andre.

Vurdering Til toppen Henvisninger

Irshad Manji lægger ikke skjul på at sekulariseringen er en stor udfordring for muslimer. Den står som en trussel for mange der ikke kender den, og den kan komme som et chok for dem der pludseligt kastes ud i den. Men i længden er den uundgåelig, fordi det er afgørende for alle mennesker at kunne ånde frit i den kultur og den religion de må leve i. Hun siger det ikke klart, men det bør gentages og gentages: uden sekularisering intet demokrati, og uden sekularisering derfor heller ingen fuldgyldig integration i demokratiske lande.

Set ud fra et helhedsrealistisk synspunkt er det tiltalende ved Irshad Manjis synspunkter, at hun vover at tage fat om nældens rod, de totalitære stammeagtige impulser i den oprindelige islam, som fortsat præger store dele af Mellemøsten og som forhindrer fornyelse, sekularisering og demokratisering, herunder kvindernes frigørelse. Hun skelner klart mellem islam og islamistiske fortolkninger, og lægger ikke fingrene imellem når det gælder terrorismen, men hun tør fastholde religion som central menneskelig funktion.

Skal der rettes kritik af hendes bog - der iøvrigt netop er udkommet på arabisk i Mellemøsten - så bliver det på områder som gudsspørgsmålet og mytologien. Det er ejendommeligt, at hun slet ikke - trods omfattende læsning og mange referencer - er klar over at en vej ud af absolutismens uhyggelige mørke og konsekvenser er den mytologiske betragtning af religionerne. For det er faktisk mytologien med sin vægt på billeder og fortællinger der er allerbedst til at forebygge eller forhindre den dogmatiske skriftfortolkning der præger al fundamentalisme eller grundamentalisme.

Det er også myterne der er i stand til at gøre humoren til en helt naturlig ting ved religionen. Netop humoren peger på og spiller på tvetydighed i de grundliggende fortællinger. Manji har stor forståelse for humoren og citerer med klar afstandtagen en imam der advarer mod 'overdreven latter'. Men latter hører med til al religion. Og latteren mangler i islam.

Som nævnt har Manji angiveligt været fristet til at vælge ateismen i protest mod den absolutiske fortolkning hun blev udsat for. Men tilsyneladende forstår hun ikke, at det igen er myterne og det mytiske sprog der i sig rummer gudsforestillingerne, som af samme grund hverken kan monopoliseres af dogmatisk teologi eller overflødiggøres af videnskabelig tænkning.

En frisindet islamisk reformation er ifølge Irshad Manji mulig, men den forudsætter islamisk selvkritik såvel som ikke-muslimers mod til at sige klart fra over for udemokratiske tendenser i islam. Besvær vil der fortsat være med islam i såvel Mellemøsten som den vestlige verden. Men håbløs er situationen ikke, hvis der tages hul på kritik, selvkritik og dialog.

Henvisninger: Til toppen

Irshad Manji: Problemet med islam (The Trouble With Islam).
Oversat af Kristian Ditlev Jensen. Jyllands-Postens Forlag. 2004.

Irshad Manjis egen hjemmeside: Klik

Nogle af hendes links:

Beliefnet
Islamfortoday
Memri (Middle East Media Research Institute)
Secularislam (eksmuslimer eller muslimske dissidenter)
wluml.org (Women Living Under Muslim Laws)

Henvisninger til Jernesalts artikler: