JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - mellemoest02

ARTIKEL FRA JERNESALT - 18.8.05.

Mellemøsten i historiens smeltedigel

Indledning
Israel
Iran
Iran
Afslutning og henvisninger

Indledning

Tilfældigvis synes den politiske situation netop nu at tilspidse sig samtidigt i tre af Mellemøstens store lande, nemlig Israel, Iran og Irak; i Israel i forbindelse med tilbagetrækningen fra Gaza, i Iran hedder sammenhængen præsidentskiftet og atomprogrammet, og i Irak gælder det uenigheden om en ny forfatning og bekæmpelsen af terroren. Problemerne hænger ikke direkte indbyrdes sammen, men deres samtidige tilspidsning lægger alligevel op til at forsøge at trække det store historiske perspektiv op som er fælles for hele regionen.

Israel Afsnit om Iran

Den israelske tilbagetrækning fra Gaza med nedlæggelse af de mange, store og efterhånden veletablerede bosættelser er en uhyre smertelig proces for alle jøder, mest naturligvis for de bosættere det går personligt ud over og som til det sidste har nægtet at tro på virkeliggørelsen af tilbagetrækningen. Men sandelig også for premierminister Ariel Sharon, som i årtier har været politikeren der animerede til bosættelser for at sikre sit lands fremtid, men som nu har måttet erkende at det internationale pres er blevet for stort, og at specielt selve det relativt store bosættelsesområde i Gaza (40 % af Gazastriben) med sine kun 1700 familier eller 8000 mennesker sikkerhedsmæssigt er alt for sårbart over for den voldsomt stigende palæstinensiske befolkningstilvækst (en forventelig fordobling på ca. femten år fra 1,3 mio til omkring 2,6!).

Det siger sig selv, at det må være en personlig tragedie for bosætterfamilierne der i årtier har boet i Gaza i relativ tryghed under den isralske hærs beskyttelse, og som har skabt blomstrende landbrug og forretninger i håb om at kunne forblive på stedet til evig tid og ovenikøbet har betragtet det hele som Guds vilje og gave. De mest ortodokse har til det sidste håbet på et mirakel fra Gud der kunne standse Sharons og hans 50.000 udkommanderede soldaters fremfærd, og de mest fanatiske har nu - yderst ubetænksomt hjulpet af tilstrømmende fanatikere fra Israel - barrikaderet sig i en synagoge i Kfar Darom for at besværliggøre og udskyde den uundgåelige fjernelse. Desillusioneringen er stor, for det viser sig at bosætterne ikke længere har sympati tilbage i den brede israelske befolkning, for denne forstår tilbagetrækningens politiske nødvendighed og tåler ikke at se deres egne sønner og døtre i den israelske hær udsat for vold eller grov verbal forulempelse.

Palæstinenserne på deres side har i første omgang reageret med triumf. Også de nærer illusioner og tror at det er deres intifada der har tvunget israelerne ud, og at den også vil kunne tvinge israelerne væk fra alle bosættelser på Vestbredden samt ud af Øst-Jerusalem. Selv ministerprædient Abbas har valgt med glæde i øjnene at dette er palæstinensernes mål. Men i næste omgang vil palæstinenserne få jordnære problemer med selve økonomien i Gaza. Der bliver nemlig færre arbejdspladser til palæstinenserne, når alle israelerne er ude. Og disses efterladte huse vil blive jævnet med jorden for at give nødvendig plads til højhuse til de stadigt flere palæstinensiske munde der skal mættes. Palæstinenserne vil fortsat være afhængige af arbejdsmuligheder i Israel. Planer om byggeri af havn og lufthavn i Gaza realiseres ikke uden videre.

Hertil kommer naturligvis det helt store problem: Vil den mangestrengede Hamas-bevægelse, der helst ser Israel udslettet, øge volden mod Israel og dermed ødelægge Abbas' chancer for at få fredsforhandlingerne på sporet igen. Eller vil de indgå et kompromis, der så til gengæld vil give den af Iran og Syrien støttede terrororganisation Islamisk Jihad vind i sejlene. Under alle omstændigheder satser Hamas på at vinde lokalvalgene til januar.

Givet er at der ikke kommer reelle fredsforhandlinger mellem palæstinenserne og israelerne, og ingen genoptagelse af den af USA, EU, FN og Rusland på papiret smukke 'køreplan for fred', medmindre terroren mod Israel holdes i skak. Sharon er her ubøjelig, så ubøjelig at der er kommentatorer - som fx Politikens Herbert Pundik - der mener at selve hans dygtige skaktræk med tilbagetrækningen fra Gaza kun er et led i strategien for at undgå realforhandlinger om fred. Han kalkulerer efter disses mening med at Abbas ikke vil kunne styre Hamas eller terroren. Andre - som bl.a. Politikens leder 18.8. - udnævner Sharon til en fremsynet statsmand, netop fordi han har erkendt at bosættelsespolitikken ikke er holdbar i længden. Men som han udtrykkeligt gjorde opmærksom på i sin korte, men stærke tale til nationen forud for den ubarmhjertige aktion mod de israelske Gaza-bosættere, så er det nu op til palæstinenserne at vise om de vil fred eller ej.

Sharon har ret. Han er personligt gået et langt skridt i erkendelsen og vist stort mod til at tage konsekvensen af sin nye indsigt. Det er nu palæstinenserne, inklusive Mahmoud Abbas, der skal igennem en erkendelsesproces der vil vise om de er konstruktive realister der vil se sandheden i øjnene eller destruktive ilussionsbærere der vil fastholde livsløgnen urokket.

Iran Afsnit om Irak

Den nye præsident Mahmood Ahmadinejad præsenterede søndag den 14. august sin nye regering, og den blev som ventet konservativ, nogle kalder den endog ultrakonservativ. Men i grunden ved man ikke rigtigt, hvad den er, eller hvad konservatisme i Iran egentligt indebærer. For Ahmadinejad vandt ganske øjensynligt præsidentposten ved at love befolkningen opgør med korruptionen, og hvad han måtte udrette i dette opgør vil gavne den almindelige befolkning. Men hertil kommer at det er nødvendigt at skelne mellem moderate konservative og fundamentalistiske konservative i iran. Og den nye regering består af begge slags, så det er kun fremtiden der kan vise, hvad den ender med. Desuden er der tale om et betydeligt generationssskifte. Gennemsnitsalderen skal være helt nede på 48 år. Flere er veteraner fra krigen mod Irak 1980-88.

Det er ingen hemmelighed, at Iran systematisk har støttet og støtter oprørerne i Irak både med asyl, træning, våben og penge. Det er klart, at styret ønsker at ramme den amerikanske indflydelse i regionen, men også at forhindre dannelsen af et stærkt og demokratisk Irak. Men som det danske Forsvarsakademis Irak-ekspert Ali Alfoneh forleden gjorde gældende i Deadline, så er forholdene langt mere komplicerede, for dels er det ikke alle irakere der vender hjem fra eksil i Iran der rent faktisk bliver oprørere, dels går påvirkningen også den anden vej, fra irakere der oplever muligheder for mere frihed og selvstændighed til undertrykte iranere der savner disse muligheder.

Internationalt set er hovedproblemet dog Irans atomprogram. Hverken FN eller USA og EU ser med ro på at Iran udvikler et atomvåben og stoler ikke et eneste øjeblik på forsikringer om at Irans atomprogram kun tjener en fredelig udnyttelse af atomkraften. Teknologisk er der ikke langt fra den fredelige udnyttelse til den militære, og det vil være intet mindre end en katastrofe for udviklingen i Mellemøsten, hvis Iran kommer i besiddelse af atomvåbenet.

Den nye regering i Iran har allerede meddelt at den vil lade hånt om kravet fra det internationale atomenergi agentur IAEA om at indstille atomprogrammet. Den nye iranske chefforhandler, Ali Larijani, er en af ayatollahs Khameneis nære allierede og vil ikke opgive den afgørende uran-berigelse i landets atomprogram. Den tyske avis 'Die Zeit' kan ovenikøbet fortælle, at en af de iranske underforhandlere Hosein Muzavian til iransk fjernsyn har oplyst, at man i virkeligheden kun har forhandlet med EU på skrømt med henblik på at vinde tid - og man på denne måde rent faktisk har fået et år forærende, siden IAEA oprindeligt gav Iran en frist på 50 dage. Det viser lidt om, hvor effektive forhandlere iranerne er - ganske som så mange andre politikere i Mellemøsten - og omvendt hvor dårlige EU-forhandlerne er til at gennemskue deres modpart. Det er faktisk ikke mange uger siden, at den tyske udenrigsminister Joschka Fischer udtalte sig optimistisk om forhandlingerne og Tysklands, Frankrigs og Storbritanniens tilbud om handelspræferencer m.m. mod restriktioner i atomprogrammet.

Men Iran vil ikke have sit atomprogram dikteret af Vestmagterne eller det internationale samfund. Så det store spørgsmål er nu, hvordan man fra vestlig side vil forhindre iranerne i at udvikle atomvåbenet. Ganske tankevækkende er det at Politiken 6.8. kunne gøre gældende, at man måske er nødt til at tage andre midler i brug end forhandling, når hverken disse eller sanktioner fører til noget. Ja, lederskribenten mente at Europa alvorligt burde overveje, "om ikke tiden er kommet til for en stund at opgive forhandlingsvejen og støtte op om Bushregeringens hårde linje." - Unægteligt andre toner end i debatten om Irak-krigen. Bladet trak da også i land den 16. august (hvor chefredaktør Seidenfaden var kommet hjem fra ferie). Det alt andet end beroligende ved udsigten til at Iran får atomvåben blev understreget, men det blev nu pludseligt understreget, at europæerne ikke vil kunne vende situationen gennem forhandlinger, så længe præsident Bush vedbliver at holde spørgsmålet om et muligt angreb mod Iran flydende.

Sagen i en nøddeskal er, at Iran frygter at blive inddraget i nogensomhelst form for en demokratiseringsproces, og at styret betragter en atombombe som eneste garanti imod indblanding udefra. Omvendt må alle demokratiske lande frygte, at atomvåbnet i givet fald kan blive brugt til andet end afskrækkelse. Hele striden viser, at også Iran er en del af totalløsningen for Mellemøstens vedkommende. Uden en demokratisering i hele regionen - inklusive Iran - bliver der ingen sikkerhed for fred.

Irak Afslutning og Henvisninger

Mens volden og terroren tager til i Irak næsten dag for dag i stadig voldsommere form og i stadig større omfang med civilbefolkningen som sagesløse ofre, så strides de politiske partier og religiøse og etniske grupper i landet om udkastet til en ny forfatning. Forhandlingerne skulle have været afsluttet i mandags, men er blevet udskudt, fordi parterne ikke kunne blive enige. Stridsspørgsmålene er først og fremmest islams rolle, kvindernes rettighederne, centraliseringens omfang og olieindtægternes fordeling.

Olieressourcerne er meget ulige fordelt mellem syd og nord i Irak. Det overvejende shia-arabiske Basra-område i syd har store reserver, og det samme gælder det nordlige, overvejende kurdiske område, der dog for deles vedkommende går ind i det blandede kurdiske og sunnimuslimske område og specielt giver problemer med hensyn til byen Kirkuk, som både kurderne og sunnimuslimerne gør krav på. Den eneste mulige retfærdige løsning er naturligvis at centralregeringen står for fordelingen af olieindtægterne. Men såvel kurderne som shia-muslimerne ønske vidtstrakt selvstyre med rådighed over olien. Men da shia-muslimerne er i flertal i landet som helhed, kan de også bruge en ordning med central fordeling.

Det er kurderne og shia-muslimerne der har oplevet den største undertrykkelse fra Saddam Husseins sunni-muslimsk støttede styre, og derfor helt selvfølgeligt ønsker vidtstrakt selvstyre, dvs en føderal stat. Men omvendt gælder også at det for de fleste irakere vil være ønskeligt at bevare en national enhed. Sunni-muslimerne står af flere grunde svagest i kampen, fordi de er i mindretral og desuden er bosiddende i de mindst udviklede områder af Irak, lige bortset fra hovedstaden Bagdad. De kæmper naturligvis for en stærk centralmagt - og vil også objektivt set komme til at stå sig bedst ved en sådan. Og ganske specielt er de imod en autonom shia-muslimsk region i syd.

Kvinderne oplevede under Saddam Hussein en relativ frihed, som de naturligvis ikke ønsker opgivet til fordel for en shiamuslimsk ordning med sharia-lov a la den der findes i Iran. Kurderne er også imod sharia-restriktioner. Men shiamuslimerne er i flertal, og også ortodokse kvindelige shia-muslimer går ind for shariaen. I sidste ende er spørgsmålet om kvindernes rettigheder et spørgsmål om demokrati og relativ sekularisering, og dermed et spørgsmål om islams rolle i det nye Irak.

Kurderne har en stærk sekulær tradition og deres identitet er i højere grad baseret på etniciteten end på religionen. Sunnimuslimerne ønsker under ingen omstændigheder et præstestyre som i Iran, men de konservative sunnimuslimer på landet og i de små byer adskiller sig fra de sekulære sunnimuslimer ved et klart ønsket om at betone islams rolle forfatningsmæssigt. Men det er først og fremmest de langt overvejende konservative shiamuslimer der direkte ønsker sharia-lovgivningen indført. Og det er dem der hidtil har stået så stejlt på deres krav at de har blokeret for enighed om den nye forfatning.

Parterne står over for den udfordring, at de ikke blot skal blive enige om et udkast som parlamentet kan godkende og sende til folkeafstemning den 15. oktober, men også sørge for at udkastet bliver acceptabelt for alle grupper i befolkningen. Det kan falde, hvis blot to tredjedele af vælgerne i tre af de 18 provinser stemmer nej, og det vil i praksis først og fremmest sige, hvis sunni-muslimerne på deres lederes råd vælger at stemme nej, fordi de føler sig forfordelt.

Amerikanerne presser naturligvis på, alt hvad de kan for at sikre en tilfredsstillende løsning som er acceptabel for alle grupper og ikke indebærer at shiamuslimerne får held til at lave en islamisk stat. Spørgsmålet er jo ikke om republikken skal vedkende sig islam som hovedreligion og få nedfældet dette i forfatningen. Dette ville i grunden være en formalitet som spørgsmålet om kristendommen skal eller ikke skal nævnes i præamblen til EU-forfatningen. Men som det fremgik af debatten om EU-traktaten, så blev spørgsmålet i høj grad kontroversielt her. Det er det ikke på helt samme måde i Irak, hvor langt den overvejende del af befolkningen er muslimer og føler sig som sådanne. Her er problemet derimod defineringen af islams konkrete rolle i lovgivningen som overordnet rettesnor.

Det er med andre ord selve spørgsmålet om sekulariseringen og dens art og omfang der spøger. Sekulariseringen opfattes i de muslimske lande som iøvrigt af de fleste mennesker i de vestlige lande som en total verdsliggørelse, der sætter religionen uden for det offentlige liv og gør den til en privatsag. Men - som ofte påpeget på Jernesalts sider - så er dette slet ikke sekulariseringens grundliggende princip, det er derimod adskillelsen mellem den verdslige og den kirkelige magt, herunder retssystemet. Sekulariseringen er gennemført, når den politiske magt er fjernet fra præsterne (præstestyret eller pavemagten alt efter hvor man er). Derimod er der intet til hinder for at religionen iøvrigt kan spille en stor og betydelig rolle moralsk og kulturelt.

Men mange sondrer ikke på denne måde. Heller ikke den pakistansk fødte, britiske muslim, forfatter og kommentator Ziauddin Sardar. Han erklærer sig ifølge Adam Holms interview i Politiken 13.8. som modstander af sekularisme, fordi han mener at god religion kan tilbyde nogle vigtige etiske principper som samfundet som helhed kan have gavn af. Men samtidigt kritiserer han islam for ikke klart at tage afstand fra de tendenser i religionen selv der bruges af ekstremister til legitimatisering af vold og terrorisme.

Det er en uhyre vigtig kritik Sardar kommer med, men når han samtidigt tager afstand fra sekulariseringen, så viser det også at han ikke helt forstår den grundliggende problematik. Og den ligger helt og holdent i magtaspektet. Hvis religionen gøres til et spørgsmål om magt, så kan den ikke længere principielt adskilles fra troen på absolutte idealer eller værdier. Så bliver det tværtimod i religionens egen interesse at sikre absolut magt. Relativisering og magtdeling bliver umulig og dermed også en grundliggende respekt for anderledestænkende og deres ret til at tænke, tro og leve anderledes.

Afslutning

En modernisering af landene i Mellemøsten er ensbetydende med en demokratisering, og denne er igen i sidste ende et spørgsmål om relativ sekularisering, dvs ikke en total adskillelse af religion fra samfundsliv og menneskeliv, men en total adskillelse af den religiøse magt fra den verdslige. Uden sekularisering ingen demokratisering. Det gælder i Irak som i Iran, i Syrien som i Saudiarabien og hele vejen rundt. Det eneste sted i Mellemsøsten hvor sekulariseringen er fuldt gennemført er i Israel, og det er i øjeblikket det mest truede land i området, takket være muslimers sammenblanding af politik og religion.

Hvor de gamle styreformer fortsætter - hvad enten der er tale om præstestyre, kongeligt enevælde eller klan-styre - dér er udviklingen gået i stå, dér hersker feudalismen og bagstræbet, og dér skabes frustrationerne og dermed den baggrund for vold og terror, som på det psykologiske plan giver sig udslag i opdyrkelsen af had og destruktivitet.

Mellemøsten er i dag kommet i den store historiske smeltedigel - og resultatet kan ikke betragtes som sikkert. Men afgørende på længere sigt er ikke om Vesten umiddelbart kan holde stand mod terrorismen, selvom alt må gøres herfor. Afgørende er om muslimerne tør begynde for alvor at rokke ved deres egne fordomme og livsløgne - og se i øjnene at de ikke kommer videre i udviklingen medmindre de relativiserer deres religion og begiver sig ind på sekulariseringens og demokratiseringens vej. Forbilleder i Vesten er der såmænd nok af, og det er gavnligt at mange muslimer på egen krop stifter bekendtskab med frihedsrettighederne i de vestlige demokratier og efterhånden lærer at værdsætte dem. Det er nok det der i længden vil gøre udslaget. Men sålænge de muslimske lande er lukkede for påvirkning udefra og sålænge fundamentalister og ekstremister har held til at holde unge muslimer fast i (selv)destruktive illusioner, så forbliver disse lande tilbagestående og ufri.

Henvisninger: