ARTIKEL FRA JERNESALT - 3.5.04.

De grimme amerikanere

Det er muligt, og måske endog sandsynligt, at de amerikanske vogtere eller forhørsledere personligt er så frigjorte mennesker, at nøgenhed for dem er mere ophidsende end krænkende, men ingen udenlandsk soldat i Irak eller noget andet muslimsk land burde være uvidende om hverken de almindelige konventioner om behandling af krigsfanger eller muslimernes store blufærdighed og kolossale følsomhed over for vanærende krænkelser af denne blufærdighed.

Det tjener naturligvis det amerikanske forsvar til ære, at det er dem selv der har afsløret krænkelserne og iværksat repressalier. Det er til dels også forståeligt, at enhver amerikansk soldat i området på grund af den overraskende voldsomme modstand mod besættelsesstyrkerne ser med frygt, foragt og had på de potentielle snigskytter og selvmordsbombere der går rundt mellem de almindelige irakere. Det er til dels også forståeligt, at en enkelt amerikansk soldat eller to ikke kan styre deres sadistiske tilbøjeligheder, hvis de får chancen for at udfolde dem. At kvindelige amerikanske vogtere medvirker til ydmygelsen kan i sig selv være stødende, men må vel først og fremmest ses som udslag af den kvindelige frigørelse i den vestlige verden kombineret med den almindelige forråelse alt militærliv nu engang er, og som mange soldater vil være fristede til at give efter for, medmindre de opretholder en høj personlig etik.

Men at systematiske krænkelser af den art der her er tale om har fundet sted inden for det amerikanske forsvars egne rækker og fængselsrammer vidner desværre om meget alvorlige brist i den amerikanske selvkontrol. Hvis det ydermere skulle vise sig, som den formelt ansvarshavende kvindelige general nu siger til sit forsvar, at krænkelserne har fundet sted efter direkte ordre fra den militære efterretningstjeneste, så er der virkelig grund til protest og grundig undersøgelse.

Det er mildt sagt, at de aktuelle udskejelser bringer den gamle anklage mod 'de grimme amerikanere' i frisk erindring. Den gik som bekendt - med Erling Bjøls ord - generelt på hele den selvsikkerhed, dollardominans, taktløshed og uvidenhed over for andre folk og andre kulturer som alle steder ledsagede den amerikanske indflydelse allerede fra dengang præsident Truman i 1949 påbegyndte sin udviklingsbistand til de østasiatiske lande, og som William J. Lederer og Eugene Burdich beskrev i deres bestseller fra 1959 'The Ugly American'.

Mildt, ja, fordi dominansen, taktløsheden og uvidenheden såmænd ikke er blevet væsentligt mindre siden, men fordi metoderne er blevet langt grovere og i værste fald - som vi nu må konstatere - afskyelige og fuldstændigt uacceptable.

Krig er altid et beskidt job, og jobbet bliver ikke mindre beskidt af at være professionaliseret i en grad der synes at sikre en ensidig udvælgelse af personale af netop så hårdfør, kontant og næsten mandschauvinistisk retning som vi oplever her - og som ene og alene kan holdes på plads, hvis den militære ledelse gør sit yderste for at belære personalet om, hvor grænserne går, og naturligvis også skrider hurtigt og skånselsløst ind hver eneste gang de overskrides.

I Irak har amerikanerne lige fra krigens start i marts 2003 begået nogle alvorlige fejl, der synes at kunne føres tilbage til forsvarsministeriets indbyggede tro på hårde militærteknologiske metoder kombineret med dets ringeagt for viden om psykologiske metoder. USA mangler ikke eksperter i muslimsk kultur, tankegang og psykologi, men alene at inddrage dem i den praktiske krigsførelse og navnlig i den efterfølgende fredsskabelse.

Hvad USA taber ved isolerede overgreb som de netop afslørede, skal der måneder til at rette op på i den irakiske befolkning, hvis det overhovedet kan lade sig gøre. Afsløringen kommer jo på det værst tænkelige tidspunkt, i slutningen af den værste måned amerikanerne har oplevet siden de egentlige krigshandlinger sluttede og altså midt i en krise der kan blive afgørende for om det lykkes at skabe en overgangsregering i Irak der kan magte situationen og få skabt en grundlæggende sikkerhed.

Det er i denne forbindelse for så vidt temmelig underordnet at afsløringen kan påvirke meningsmålingerne negativt for præsident Bush, ligesom tabstallene fra april måned og den nu indførte propagandistiske oplæsning i tv af navnene på de faldne. For både Bush's chancer for genvalg og Iraks chancer for en fredelig udvikling henimod demokrati står og falder med at det lykkedes at vende udviklingen inden for kun to måneder.

Der er som bekendt for tiden i USA en udenrigsminister af en meget høj etisk standard, som er dybt respekteret langt ind i hans politiske modstanderes rækker og som det under ingen omstændigheder går an at placere under betegnelsen 'De grimme amerikanere'. Tværtimod må han nærmest kaldes det stikmodsatte: 'Den ædle amerikaner par excellence'.

Colin Powell har netop været på besøg her i landet hos sin danske kollega og ven, Per Stig Møller, som han på mange måder kan sammenlignes med, fordi han prøver at trække i en lidt anden retning end sin regeringschef. Tilsyneladende er det ikke rigtigt lykkedes endnu, og det har for begges vedkommende rokket noget ved omdømmet. Mange har ment, at Powell for længst burde have forladt sin post, når han ikke har kunnet komme igennem med sin politik. Ingen regner med at han forbliver udenrigsminister, hvis Bush genvinder præsidentposten. Men det er nok - ligesom i tilfældet Per Stig Møller - for tidligt at konkludere, at manden bare giver efter fordi han gerne vil beholde sin taburet.

Da Powell under sit besøg her i landet besvarede spørgsmål om den amerikanske udenrigspolitik, fremhævede han udtrykkeligt, at amerikanerne altså ikke udelukkende tænker i militære baner, men skam også er særdeles aktive på det diplomatiske niveau. Det vil aktuelt sige på det niveau, hvor amerikanerne prøver at sikre sig hjælp fra såvel Nato som FN i forsøgene på at berede vejen for et civilt irakisk overgangsstyre der kan magte opbygningen af landet. Han sagde også udtrykkeligt, at det var hans agt at forsøge at genoplive den køreplan for fred i Mellemøsten som ellers syntes stendød efter premierminister Sharons besøg i Washington for en uge siden.

Om der overhovedet kommer noget ud af Powells bestræbelser er uvist, eftersom både Nato og FN synes at ville fastholde betingelser som det på nuværende tidspunkt ikke er muligt at opfylde. Og for Israels vedkommende gælder, at alle planer om tilbagetrækning til de gamle grænser før 1967 synes illusoriske.

Men intet skal forsværges, eftersom situationen på en måned er blevet så kritisk, at alle muligheder er åbne, inklusive den for præsident Bush og USA værst tænkelige, at engagementet i Irak har gjort den ønskede og tilsigtede demokratiseringsproces i Mellemøsten til et endnu fjernere mål end nogen kunne forestille sig for blot et par måneder siden. Det vil USA komme til at lide under i mange år, uanset hvem der vinder præsidentvalget til november. Men det vil også det internationale samfund og ikke mindst de vesteuropæiske lande kommer til at lide under. De kan i givet fald hovere over at de fik ret i deres forudsigelser om at den amerikanske strategi var en fejl. Men de kan ikke løbe fra ansvaret for en løsning af problemerne. Og heller ikke fra et ansvar for at have undladt i tide at fremkomme med en alternativ plan til løsning af problemet Irak der ikke blot ville have været en forlængelse af Saddam Husseins regime og FN's magtesløshed.

Hvorom alting er, så sidder den amerikanske regering i dag tilbage med den alvorlige og i virkeligheden skæbnesvangre afgørelse at finde en vej ud af moradset som på en og samme gang betyder en genvindelse af initiativet i Irak og genoprettelse af den for en så gennemgribende proces som demokratiseringen af Mellemøsten nødvendige moralsk standard.

Demokrati er løgn og bedrag og hykleri, påstår vestligthadende muslimer nu med fornyet appel. Det er op til USA - med Europas hjælp - at bevise det modsatte. Og dette er vel at mærke ikke et teoretisk anliggende, men ramme alvor, hvis udfald vil afgøre såvel amerikanernes og europæernes som muslimernes fremtid.

Har USA tabt spillet om Irak og Mellemøsten?  (27.5.04.)

Hamas, Sharon og Bush  (21.4.04.)
Truer kaos nu Irak?  (9.4.04.)
Førte Irak-krigen til fred, demokrati, stabilitet?  (22.3.04.)
Kompromis om Iraks forfatning - besvaret med terror  (3.3.04.)
Demokratiet og den muslimske verden  (16.2.04.)
Irakkrigen en fejltagelse?  (6.2.04.)

Bush's vision om Mellemøsten  (10.11.03.)
Terrorismens sande ansigt  (30.10.03.)
Fred og demokrati i Mellemøsten?  (23.6.03.)
FN-sanktionerne mod Irak ophævet  (24.5.03.)
Det ulykkelige Saudi-Arabien?   (16.5.03.)

Had og demokrati  (30.4.03.)
Arabisk desillusionering  (16.4.03.)
Irakkrigens mål og midler  (7.4.03.)
Saddam Hussein, USA og FN  (9.2.03.)
FN 's resolution mod Irak  (8.11.02.)

Arafat - et spørgsmål om tid?  (25.9.02)