ARTIKEL FRA JERNESALT - 22.3.04.

Har Irakkrigen ført til fred, demokrati og stabilitet?

FN's sikkerhedsråd havde ved resolution nr. 1441 af 8.11.02. enstemmigt bebudet alvorlige konsekvenser for Irak, hvis landet ikke gik i gang med den fuldstændige og øjeblikkelige afvæbning, som var forlangt allerede ved resolutionerne 678 og 687 fra begyndelsen af 1990erne. Og da præsident Bush den 18.3.03. gav Saddam Hussein en sidste frist på 48 timer til at forlade Irak, hvis diktatoren ville undgå et amerikansk angreb, kunne han kun konstatere, at Irak ikke havde gennemført den forlangte afvæbning.

Bush konstaterede også, at USA i fire måneder forgæves havde arbejdet på at få Sikkerhedsrådet til at gennemtvinge sine egne beslutninger. Sikkerhedsrådet havde følgelig ikke levet op til sine forpligtelser, fortsatte Bush, "men vi vil leve op til vore."

Bush gjorde det klart, at USA - modsat stater og organisationer der veg tilbage for at påtage sig det fulde ansvar for at holde styr på fjender af freden og sikkerheden - nu valgte handlingens vej, fordi risiciene ved ikke at gøre det ville være større. Sikkerheden i verden havde brug for afvæbningen af Saddam Hussein nu.

Kendsgerningen den 18.3.03. var, at det internationale samfunds pres mod Saddam Hussein for at få ham til at opfylde alle krav i resolution 1441 var ramt af en dyb og beklagelig indre splittelse, der i realiteten betød, at offentligheden i både Vesten og Mellemøsten fik indtryk af, at det store flertal i Vesten hellere ville lade Saddam Hussein blive siddende ved magten og fortsætte sin endeløse legen kispus med FN's våbeninspektører end risikere en krig der definitivt kunne gøre ende på diktatorens leg, men unægteligt også ville kunne komme til at koste menneskeliv og materielle skader og provokere en folkelig urobølge i Mellemøsten.

USA, Storbritannien og (Aznars) Spanien var på et krigsråd på Azorerne blevet enige om at give Saddam Hussein en allersidste frist. Men allerede i flere måneder forud stod det klart, at præsident Bush ville have gennemført et regimeskifte i Irak for at komme af med landets farlige diktator, hans farlige våben og hans muligheder for at fremstille og bruge de farlige våben.

I sin afgørende og ultimative tale 18.3. undlod præsident Bush store og illusionskabende ord om en ny verdensorden og en demokratisering af de muslimske lande, ligesom han undgik religiøse metaforer om ondskabens akse. Men han påtog sig det fulde lederskab for kampen mod terrorismen og de regimer der direkte og indirekte støttede terrorismen.

I sin tale den 19.3. i år i anledning af et-års dagen for krigen sagde præsident Bush i samme ånd bl.a., at krigen mod terror ikke er en metafor. Det er et kald for vor generation som den ikke kan komme udenom. Terrorister føler sig ikke blot krænkede af vor politik, de er krænkede af selve vor eksistens som frie nationer. Ingen indrømmelse vil dæmpe deres had. Ingen imødekommenhed vil tilfredsstille deres endeløse krav. Deres ultimative ambitioner er af kontrollere befolkningerne i Mellemøsten og at afpresse resten af verden med våben og masseterror. Den eneste sikre vej til beskyttelse af vore folk er forenet og beslutsom handling.

Noget andet er, at diskussionerne om krigens begrundelse fortsat går videre med alle mulige beskyldninger om løgne fra koalitionspartnernes side og tilhørende krav om høringer om sagen. Og det vil de formentlig gøre i lang tid endnu, for vitterligt blev befolkningerne i alle de vestlige lande splittet i temmelig skarpe grupperinger mellem tilhængere og modstandere af krigen, ligesom Europa blev splittet mellem statsledere der var for og andre der var imod. Splittelsen angik først og fremmest vurderingen af hele spørgsmålet om Saddam Husseins besiddelse af masseødelæggelsesvåben. Den slags er det komplet umuligt at afgøre med nogensomhelst sikkerhed på et tidspunkt hvor der ikke er fri adgang til at undersøge sagerne. Men desværre så man i vid udstrækning bort fra denne usikkerhed. Man fokuserede på beviser for tilstedeværelsen af eventuelle lagre i Irak i stedet for på selve det faktum ingen har kunnet benægte, at Irak indtil Saddam Husseins-regimets fald havde alle fysiske, tekniske og programmæssige muligheder for til hver en tid at fremstille de farlige våben - og derfor var en fare for omverdenen.

Enkelte af dem der dengang var for krigen, har fortrudt det, netop fordi tilstedeværelsen af lagre aldrig blev bekræftet. Det gælder først og fremmest Polens præsident Kwasniewski, der forleden udtalte, at han føler sig ført bag lyset. Her kunne man nemt få indtrykket af en mand der har skiftet standpunkt, fordi opinionen har svinget i hans land. Men man skal huske, at den ellers tro USA-partner altid har ønsket gode relationer til såvel Tyskland som Frankrig og derfor blev meget vred over, at premierminister Leszek Miller uden videre tilsluttede sig brevet fra Aznar til støtte for krigen - og derved bragte Polen i en anden koalition end Tyskland og Frankrig.

Man skal heller ikke se bort fra, at spørgsmålet om krigens berettigelse og nødvendighed deler de amerikanske vælgere, eller at den aktuelle situation i Irak derfor vil få betydning for udfaldet af det kommende præsidentvalg. Bush's modkandidat, John Kerry, var dog for et år siden tilhænger af krigen - og kan følgelig ikke udnytte sagen optimalt. Han kan heller ikke tillade sig at love amerikansk tilbagetrækning fra Irak fra den ene dag til den anden. Hvis han overhovedet bliver valgt, vil han hænge på problemerne i Mellemøsten i mange år.

Det gælder derfor nu for alle parter om i langt højere grad at se fremad end tilbage. Krigen kan ikke gøres om. Den løste ikke problemerne definitivt, for det gør krig aldrig; den kan højst skabe grundlag for de nødvendige politiske løsninger. Men den førte under alle omstændigheder til det gode og afgørende resultat, at Saddam Hussein faldt, og at Irak nu har muligheder for at blive en fredelig stat med en styreform der sikrer politisk og religiøs frihed. Forudsætningen er, at landet får fortsat hjælp til at bekæmpe de terrorist- og Baath-kræfter der gør hvad de kan for at ødelægge de vundne muligheder. Endvidere, at landet får økonomisk hjælp til opbygning af infrastrukturen. Og endelig at landet får det selvstyre der kan forberede endelig forfatning og frie valg samt tage ansvaret for landets sikkerhed, lov og orden, gerne med bistand af en FN-styrke.

Hverken freden eller demokratiet er altså vundet på nuværende tidspunkt, men der er særdeles gode grunde til at tro, at udviklingen går den rigtige vej, og at der i Irak som i omverdenen er både vilje og kræfter samt evner til at løse de store problemer. Et af de allerstørste problemer er de irakiske islamisters holdning til en demokratisk udvikling.

Ingen benægter i og for sig selve risikoen. Ej heller at erfaringen fra andre lande, herunder ikke mindst Iran, må siges at være temmelig negativ, når det gælder velmenende og oplyste menneskers muligheder for at styre de religiøse masser og deres fanatiske og bevidst demagogiske ledere. Men på den anden side er der stor forskel på et Iran, der for 25 år siden reagerede imod et sekulært diktatur der var knyttet til USA, og et Irak, der takket være USA-koalitionen er blevet befriet for 30 års sekulært diktatur der støttede sig til et sunnimuslimsk mindretal. Selvom modstanden mod den midlertidige amerikanske og britiske besættelse af landet er stor, fordi al besættelse nu engang er utilfredsstillende, og selvom de religiøse ledere gang på gang lader befolkningen demonstrere mod besættelsen, så er der trods alt irakere der uden besvær kan se forskellen mellem Saddam Husseins diktatur, der umuliggjorde forandring, og den midlertidige besættelse der har forandring hen mod selvstyre og demokrati til selve sit hovedformål.

Hertil kommer, at de religiøse kræfter i Irak slet ikke på forhånd kan eller skal afskrives som deltagere i en demokratisk udvikling, selvom deres positive medvirken vil betyde, at det irakiske demokrati bliver af en noget anden kategori end det vestlige. Det skal Vesten imidlertid ikke prøve at forhindre, for demokrati i vestlig forstand kan ikke eksporteres. Et demokrati kan inspireres udefra og hjælpes igang udefra, men det skal til syvende og sidst udvikle sig på sine egne præmisser - og det vil for muslimske landes vedkommende sige på religiøse præmisser.

Sekularisering er nødvendig for så vidt stat og religion ikke må blandes sammen på en sådan måde, at tros-, tanke- og ytringsfriheden eller de politiske rettigheder indskrænkes. Men sekularisering indebærer ikke, at religiøse motiver og synsvinkler slet ikke må indgå i den politiske debat og kamp. Det er jo tværtimod de vestlige demokratiers svaghed, at de i dag prøver at gøre religion til en privatsag der overhovedet ikke må influere på andet end det private gudsforhold og den private moral. Der kommer derved til at mangle et overordnet motiv for politikken og deltagelsen i det offentlige liv.

En af de amerikanske forskere der har været med til at udforme Iraks nye forfatning er professor Noah Feldman, og han gør i et interview i Politiken 20.3. opmærksom på, at den islamiske verden i dag befinder sig i en slags reformationsperiode, hvor der både vil og skal ske ændringer. Koranen betyder enormt meget for den muslimske tankegang og forståelse, men den skal fortolkes og bliver fortolket.

Når vi beskæftiger os med Mellemøsten og demokratiseringen, så skal vi forstå, understreger Feldman i en bemærkelsesværdig formulering, at det er "fysisk umuligt at borttænke islam". Derfor er opgaven at prøve efter bedste evne at støtte de mere moderate islamistiske kræfter. Dét er den bedste kur mod fanatismen.

Feldman er overbevist om, at størstedelen af den irakiske befolkning i dag ønsker at islam og demokratiet skal gå hånd i hånd. Derfor har vi fra vestlig side ikke andet valg end at arbejde for, at demokratiet finder fodfæste i Irak ved hjælp af de religiøse partier. Det er de religiøse bevægelser, naturligvis med undtagelse af ekstremisterne, der rummer kimen til et folkeligt engagement og dermed til det demokratiske fundament, som vi skal være med til at cementere.

Det lyder måske selvmodsigende i almindelige sekulære øren, men er dels sagt af en mand der er godt inde i problemstillingen, dels svarer det i realiteten til demokratiseringsprocessen i vor eget land i det 19. århundrede. For her var processen umulig at adskille fra den samtidige religiøse vækkelse og oplysning. Så vi skal altså ikke på forhånd være så skeptiske eller pessimistiske på irakernes vegne, at vi udelukker demokratiseringen - selvom den givetvis vil komme til at tage sin tid og blive stillet over for mange udfordringer undervejs.

Men Mellemøsten som helhed er ikke kommet ud i det kaos eller den ustabilitet som mange havde frygtet. Tværtimod gælder, at forholdene i langt de fleste lande er forbløffende stabil og ser ud til at kunne blive yderligere stabiliseret i kraft af det pres der lægges på de forskellige regimer for at gøre noget effektivt ved bekæmpelsen af de eksisterende terror-netværk. Heller ikke her er der udsigt til snarlige definitive løsninger. Processen mod øget stabilitet vil afhænge af processen hen mod øget oplysning og demokrati og ikke at forglemme processen hen mod øget økonomisk og social udvikling. Det væsentligste er, at der er sat gang i en udvikling der betyder at magthaverne i regionen ikke kan sætte uret i stå, endsige skrue tiden tilbage.

Alligevel er det værd at understrege, at terrortruslen i Europa har været der hele tiden - endda fra før 11. september 2001 - og at det ikke tjener noget formål for hverken statslederne eller den almindelige befolkning i de forskellige lande at piske en frygt op som kan minde om den diffuse og helt overdrevne angst for atomkrig i 1960erne og 70erne. Terrortruslen i dagens Europa er reel og den skal selvfølgelig tages alvorligt af statsledere og efterretningstjenester. Den skal også føre til øget opmærksomhed fra almindelige borgere mod særlig mistænkelig optræden af enhver art. Men den bør ingensinde føre til hverken panik eller usund og unødig angst.

Livet skal gå videre som sædvanligt, og det er nu som før almindelige menneskers væsentligste opgave at leve dagliglivet i fuld tillid til at alt går som det skal, når hver enkelt af os blot passer sit arbejde, sine børn, ægtefæller, samlevere, venner og bekendte - og sine interesser samt deltager i den politiske og kulturelle debat. Livet er under alle omstændigheder fuldt af risici - og ulykkerne rammer altid tilfældigt. Men det går først galt, hvis vi gribes af angst og panik så vi glemmer det nødvendige i dagligdagen.

Skal dette lykkes, er der imidlertid behov for to ting: at forstå nødvendigheden af at hvert enkelt menneske og hver enkel nation arbejder med opretholdelsen af sin indre etiske konsistens, og at forstå nødvendigheden af at det store historiske og religiøse perspektiv overhovedet ikke kan undværes i den menneskelige eksistens.

Har USA tabt spillet om Irak og Mellemøsten?  (27.5.04.)
De grimme amerikanere  (3.5.04.)

Nogle af de tidligere artikler:

Spaniens 11. marts 2004 - Rykker terroren nærmere?  (16.3.04.)
Kompromis om Iraks forfatning - besvaret med terror  (3.3.04.)
Demokratiet og den muslimske verden  (16.2.04.)
Irakkrigen en fejltagelse?  (6.2.04.)
Død over Saddam Hussein?  (25.12.03.)
Saddam Hussein fanget  (15.12.03.)
Bush's vision om Mellemøsten  (10.11.03.)
Terrorismens sande ansigt  (30.10.03.)

Men jævnfør også:

Værdier - i etisk, politisk, religiøs og psykologisk belysning  (16.9.03.)

Etik og eksistens  (31.3.03.)
essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens.