ARTIKEL FRA JERNESALT - 10.11.03.

Bush's vision om Mellemøsten

Trods store problemer med at få styr på udviklingen i Irak på grund af den fortsatte terrorist-aktivitet i landet - og nu også i Saudi-Arabien - kombineret med den forståelige modstand mod den fortsatte besættelse så er der nu efter denne tale ingen som helst tvivl om alvoren eller målsætningen i det amerikanske engagement i Mellemøsten. USA vil gøre genopbygningsarbejdet i Irak færdigt for at skabe basis for den demokratisering i landet og hele regionen som alene kan skabe stabilitet, fred og udvikling på længere sigt.

Præsident Bush betegnede det som en særdeles vigtig og ubestridelig kendsgerning, at frie nationer i det lange løb bliver stærkere, mens diktaturer bliver svagere. Frihed belønner og forløser den menneskelige kreativitet - og kreativitet bestemmer igen nationernes styrke og velfærd.

Friheden og kampen for friheden er det centrale element i Bush's politiske opfattelse. Fremskridt for friheden er en magtfuld tendens, slog han fast. Men friheden kan også tabes, hvis den ikke forsvares. Frihedens succes bestemmes ikke af en eller anden dialektik i historien, den hviler pr. definition på frie folks valg og mod og på deres villighed til at ofre sig. Hver nation har lært eller burde have lært en vigtig lektie: Frihed er værd at kæmpe for, at dø for og gå ind for og fremgangen for friheden fører til fred.

Og så fulgte den klare strategi for fremtiden. Nu må vi føre denne lære ud i vores egen tid. Vi har nået endnu et stort vendepunkt - og den beslutsomhed vi viser vil forme det næste trin i den verdensomspændende demokratiske bevægelse.

Efter kort omtale af problemer i diktaturer som Cuba, Burma, Nordkorea og Zimbabwe samt i et Kina under forandring, så vendte præsidenten sig til de problemer i Mellemøsten som vil være i fokus for amerikansk politik de næste årtier.

Over for de mange mennesker verden over der er skeptiske med hensyn til at demokratisere de muslimske lande fastslog præsident Bush at det skulle være klart for alle, at Islam - troen for en femtedel af menneskeheden - er forenelig med demokratisk styre. Mere end halvdelen af alle muslimer i verden lever i frihed under demokratiske regeringer. De trives i demokratiske samfund, ikke på trods af, men på grund af deres tro. En religion der kræver individuel moralsk ansvarlighed og opmuntrer mødet mellem individet og Gud er fuldt forenelig med selvstyrets rettigheder og pligter.

Men unægteligt er der i dag en stor trussel i Mellemøsten, fortsatte Bush. Den verdensomspændende demokratiske bølge har næppe nået de arabiske stater. I mange af disse lande er der dyb fattigdom som spreder sig; kvinder savner rettigheder og nægtes skolegang. Hele samfund forbliver stillestående mens verden bevæger sig fremad. Men alt dette er ikke kulturens eller religionens fejl. Det er politiske og økonomiske doktriners fejl.

Der er stadig regeringer i Mellemøsten der frygter og undertrykker fri og uafhængig tænkning og kreativitet og privat initiativ. Men mange forstår nu også, at militærdiktatur og teokratisk styre er en vej der ingen steder fører hen.

I Marokko, i Bahrain, Oman, Qatar, Yemen, Kuwait og Jordan sker der fremskridt, men for andre er der store problemer. De palæstinensiske ledere der blokerer og underminerer demokratiske reformer, og som nærer had og opmuntrer til vold, de er slet ikke ledere. De er hovedhindringer for freden og for folkets fremgang.

En af grundene til modstanden mod demokratiet er, at al modernisering udlægges som vesternisering, men de to ting er ikke det samme. De demokratiske styreformer kan afspejle alle slags kulturer. For de essentielle principper er fælles for alle fremgangsrige samfund og kulturer. De begrænser statens og militærets magt. De beskytter friheden, giver plads til sunde civile institutioner, garanterer religionsfriheden, privatejendomsretten og privatøkonomien, og de forbyder og straffer korruption.

Hvad angår sikringen af demokratiet i Irak er den mange hænders værk: de amerikanske styrkers, koalitionsstyrkernes, hjælpeorganisationers m.v. Det er et vanskeligt foretagende, men det er anstrengelserne og ofrene værd, fordi vi kender belønningen. Etableringen af et frit Irak i hjertet af Mellemøsten vil blive en skelsættende begivenhed i den verdensomspændende demokratiske revolution.

Generelt gælder ifølge præsident Bush og hans regering, at stabilitet i det lange løb ikke kan erhverves på bekostning af frihed. Derfor vil det være sådan, at så længe Mellemøsten forbliver et område hvor friheden ikke blomstrer, vil det også forblive et område for stagnation, bitterhed og vold som er klar til at blive eksporteret. Og med spredningen af våben som kan bringe katastrofal ødelæggelse til vort land og vore venner, ville det være dumdristigt at acceptere tingenes tilstand.

USA har derfor besluttet sig for en ny politik, en frihedens fremtidsstrategi for Mellemøsten. Denne strategi kræver den samme udholdenhed og energi og idealisme som vi før har udvist. Og den vil give de samme resultater. Som i Europa og Asien som i enhver region i verden, sluttede Bush, vil fremgangen for friheden føre til fred. Fremgangen for friheden er vor tids kald og vort lands kald. Vi tror at frihed er naturens hensigt. Vi tror at frihed er historiens retning.

I Vesten er der også delte meninger, men her er det vanskeligt overhovedet at erklære sig uenig i talens indhold. Politikens Tøger Seidenfaden kalder ligefrem talen et kæmpe fremskridt, både intellektuelt og moralsk. Man han påpeger også nogle problemer. For det første om USA har tænkt sig at føre politikken ud i livet, og for det andet om den i givet fald kan lykkes.

Det er efter Seidenfadens mening ikke noget nyt at USA ikke lever op til sine egne idealer, men derfor kan kursskiftet jo godt have værdi. Men hvad angår sandsynligheden for at demokratibølgen kan bringes til at skylle ind over Mellemøsten, finder han det svært at bedømme om den arabiske verden er nået til det punkt hvor presset indefra er så stærkt at det ikke kan siddes overhørigt. Irakkrigen har her næppe hjulpet.

Men værst er ifølge Seidenfaden, at talen modsiger den faktisk førte krig mod terroren, for denne tager alle midler i brug mod terroristerne, hvilket også vil sige samarbejdet med netop de tyranniske regimer, der modsætter sig al demokratisering.

Men her forekommer det at Seidenfaden skyder ved siden af. For alt tyder på, at USA faktisk er i gang med en omstilling af sit samarbejde med de stater i Mellemøsten det hidtil har været formålstjenligt at støtte. De har tværtimod alle fået klare tilkendegivelser om, at de må skifte spor, hvis samarbejdet skal fortsætte.

Det skal derfor understreges, at den nyformulerede amerikanske strategi ikke må forveksles med en kortsigtet taktik, men netop er en langsigtet strategi der kræver et langt sejt træk over flere årtier. Det er direkte og utvetydigt påpeget i præsident Bush's tale.

Der er derfor al mulig grund til at se talen som alt andet end retorik. Den er en genuin vision, der formår at klargøre den langsigtede målsætning for amerikansk udenrigspolitik - og det vel at mærke på en måde der må få alle demokratiske lande i verden til at slutte op om den.

Jernesalt deler fuldtud målsætningen. Kampen mod terrorismen og for demokratiet er ikke en kamp mod islamisk kultur eller religion, men mod kræfter der modsætter sig demokrati, frihed og sekularisering.

Irakkrigen en fejltagelse?  (6.2.04.)
Bush, FN og Europa  (27.9.03.)
Irakkrigens mål og midler  (7.4.03.)
Irakkrigens første uge  (27.3.03.)

Fra snak til aktivt indgreb  (Mellemøsten)
om præsident Bush's ultimatum til Saddam Hussein 17.3.03.

FN's dilemma  (16.2.03)
Saddam Hussein, USA og FN  (9.2.03.)
Midtvejsvalget i USA  (USA - 5.11.02.)

Bush-doktrinen 2002

USA's uafhængighed