ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.4.03.

Irakkrigens mål og midler

Irakkrigens grusomhed kan og skal ikke benægtes.

Alle krige er grusomme i den betydning at de koster både menneskeliv og ødelæggelse af materielle værdier, men trods alt må det om Irakkrigen siges, at grusomhederne bevidst søges minimeret og heldigvis også i praksis har vist sig relativt små, fordi den avancerede teknologi som koalitionen råder over, gør det muligt at rette skytset af bomber og missiler præcist mod veldefinerede mål, og at definere målene som primært militære og administrative. Dette forhindrer naturligvis hverken deciderede fejl og uheld eller så omfattende ødelæggelser at det vil blive forbundet med store anstrengelser og økonomiske midler at bygge Irak op igen.

Men grusomhederne i den aktuelle krig rokker ikke ved dens nødvendighed, hvis man ser den med koalitionens langsigtede mål. Dette er afvæbningen af Irak, fjernelsen af Saddam Hussein som Iraks leder, indsættelsen af en overgangsregering som kan sikre elementær borgerlig, politisk og religiøs frihed, standsningen af flygtningestrømmen fra Irak, muligheden for tilbagevenden af irakiske flygtninge rundt omkring i verden, og sidst men ikke mindst, opgør med hele den stilstand i Mellemøsten som har muliggjort finansiel og moralsk støtte fra visse regimers side til den internationale terrorisme og samtidig blokeret for ethvert fremskridt i forhandlingerne om en løsning på konflikten mellem Israel og Palæstina - og blokeret for enhver modernisering af de arabiske lande.

Irakkrigen er legitim, fordi den er en konsekvens af FN-resolution nr. 1441, og den bliver ikke illegitim af at visse lande i FN's sikkerhedsråd i sidste omgang nægtede at se kendsgerningerne i øjnene m.h.t. til Saddam Husseins vilje til afvæbning. Og dens nødvendighed er derfor et simpelt spørgsmål om konsekvens i logikken og dermed om fuld ansvarlighed for de lande der ikke stiltiende kan sidde og se på at de fortsat skal være ofre for den internationale terrorisme.

Og selvom krigen vitterligt er grusom - fordi krig altid er grusom - så er der ikke fra koalitionens side tale om nogen form for kynisme. Man er i de krigsførende lande ikke ligeglade med omkostningerne, men forsøger tværtimod at minimere dem. Og man er på intet tidspunkt kommet derhen i sine vurderinger, og kommer det heller aldrig, hvor man siger at målet helliger ethvert middel. Dræbte eller sårede og lemlæstede soldater og civile er ikke opbyggende at se. Og børnenes forskræmthed gør dybt indtryk, fordi de vidner stærkt om hvor dybe traumer krigen giver.

Disse ofre og omkostninger helliges ikke af målet, men kan omvendt heller ikke vanhellige dette.

Målet er ikke uden klare magtmæssige eller interessemæssige aspekter, men er ikke destomindre stort og moralsk tænkt. Målet er at få gang i en proces som i sidste ende bogstaveligt vil tvinge muslimer verden over til at afgøre med sig selv om de fortsat vil være i hadets vold og dermed fortsat gå destruktionens og det personlige eller nationale og kulturelle selvmords vej eller om de vil opgive hadet og gå ind på den konstruktive vej, som fører til sund social, økonomisk og kulturel udvikling i deres hjemlande.

Kynisme er der følgelig slet ikke tale om, for regeringslederne i koalitionens lande sidder ikke og laver kalkulationer over, hvor store tabstallene og de øvrige omkostninger på begge sider må være. For de er klare over, at disse tal er fuldstændigt inkommensurable med de fordele der vil være ved at føre krigen igennem til sejr, så de langsigtede mål kan komme i fokus.

Med et fint ord kunne man tale om komplementaritet i spørgsmålet om krigens grusomhed, omkostninger og risici på den ene side og krigens nødvendighed, fordele og muligheder på den anden side.

(jf. aksiomet om   Komplementaritetssynspunktet.)

De to ting kan ikke vejes op mod hinanden, fordi de er af principielt samme art som det generelle forhold mellem individ og samfund i al politik. Ser man et politisk problem (fx sygehusbehandling) fra individets side kommer man til et helt andet resultat end hvis man ser det fra samfundets side. Set fra individets side vil det være en fordel at myndighederne lader hånt om ressourcernes begrænsning. Set fra samfundets side er myndighederne og politikerne nødt til at tage hensyn til denne begrænsning, for ikke at havne i uansvarlighed.

Set fra individets side er krig af det onde, fordi den koster menneskelige og materielle tab. De mange modstandere som krigen har ikke blot i den muslimske verden, men også blandt almindelige mennesker i den vestlige verden vidner slet ikke om større menneskelighed eller større idealisme end man finder hos dem der finder krigen nødvendig - hvis de selv tror dette er de temmelig blåøjede - men derimod om langt større ensidighed i bedømmelsen og dermed manglende evne til at anskue problemerne komplementært.

De vil fred, fordi dette umiddelbart giver færrest synlige ofre. Men de tager ikke hensyn til samfundets (enkelte nationers og de internationale samfunds) overordnede mål og interesser. For disse kræver nu engang at lederne påtager sig ubehagelige opgaver, herunder krig, for at nå deres politiske mål, herunder fredens genskabelse, når de politiske muligheder ikke er til stede.

Det er ikke krigen som sådan der løser de politiske problemer, for det kan krig ikke gøre. Men det er krigen der kan gennemtrumfe at de magthavere kommer til der kan sikre freden og den fredelige, civiliserede løsning af de politiske problemer.

Den preussiske officer Karl von Clausewitz påstod som bekendt for 170 år siden, at krig blot er politik med andre midler, men det er og bliver et bedrageri, der vender op og ned på begreberne. Udviklingsmæssigt set forholder det sig nemlig omvendt, at det er politik der kan betegnes som krig med andre midler. Politik er en måde at løse problemer og konflikter på uden anvendelse af militære magtmidler. Det er med andre ord en civiliseret måde at løse interessekonflikter på. Men det vil igen sige, at politik kræver en vis civilisation eller kultur, for at den kan afløse krig som udvej af en konflikt.

Netop i den foreliggende Irak-konflikt er hovedproblemet, at Irak under Saddam Hussein ikke har den kultur eller civile standard der gør det muligt at løse de problemer landet har i relation til det internationale samfund med fredelige politiske midler. Så var det nemlig sket forlængst. Men Saddam Hussein er et magtmenneske af samme kaliber som Stalin, Mao, Hitler og Mussolini. Den slags ledere er despoter af værste primitive art, der kun kender absolut magt og absolut sejr. De vil sejre for enhver pris, inklusiv den sidste rest af menneskelighed. De forstår kun magtens sprog, og det vil i alvorlige konflikter med omgivelserne sige at de kun forstår krigens sprog.

Man kan derfor til lejligheden formulere endnu et afmagtspostulat om konfliktløsningen i sådanne tilfælde, dvs. et postulat der fastslår den principielle umulighed af at løse visse problemer på en ønskelig rationel og civiliseret måde. Det lyder i al sin enkelhed:

Det er ikke muligt at afvæbne et land uden anvendelse af militære magtmidler, hvis landets leder er et magtmenneske, der ikke anerkender civile politiske løsninger som en udvej.

(Jf de øvrige afmagtspostulater om krig:  Klik)

Men propagandaen fra irakisk side er ikke alene ensidig, den er rentud latterlig, fordi den irakiske informationsminister dag efter dag fortier kendsgerningerne om den amerikansk-britiske fremrykning og i storpralende stil forsøger at bilde den irakiske befolkning ind at den irakiske ledelse har situationen under kontrol, selvom amerikanske tropper vitterligt kører rundt i Bagdads gader omtrent som det passer dem. Man kommer uvægerligt til at tænke på en vis soldat i Holbergs komedie: Jacob von Thyboe.

I sig selv svækker det enhver ledelse at den må ty til lodret løgn for at give indtryk af styrke, og selvom irakisk tv er et absolut statsmonopol, der udelukker enhver indsigelse eller modifikation af den officielle information, så skal man trods alt ikke tro, at folk sluger den råt. De har bl.a. muligheden for at høre anden arabisk tv-nyhedsformidling. Desuden svækker det den irakiske ledelse betydeligt, at præsidenten ikke viser sig på skærmen i noget der blot ligner en kommentar til kendsgerningerne.

Propaganda findes imidlertid også i de frie demokratiske lande når det gælder protester mod krigen. Der skal ikke antydes ringeste tvivl om, at megen protest er velment og kommer fra rene hjerter, dvs folk der virkelige inderst inde betragter krig som forkastelig under alle omstændigheder og den aktuelle krig som illegitimt udtryk for visse stormagters magtbegær. Men massemøder og masseprotester er og bliver underkastet massepsykologiens love, og det vil først og fremmest sige, at det er de forenklede budskaber der får lov at dominere og de stærkeste antipatier der får lov at løbe af med folk. Begge dele svækker det sunde omdømme - og i realiteten derfor også den indflydelse de protesterende måtte have i reel påvirkning af beslutningstagerne.

Det gør i denne sammenhæng ikke sagen bedre, at de politiske ledere i specielt Tyskland og Frankrig - ud fra meget forskellige motiver - har prøvet at udnytte folkestemningen, ja vel nærmest at puste til den. Det giver øjeblikkelige gevinster, men skaffer problemer på længere sigt. Det er bl.a. utroligt, at Tyskland kan gøre sig så store anstrengelser for at hævde at landet selv, EU og FN skal have et afgørende ord at sige når krigen er overstået og spørgsmålet om Iraks genopbygning kommer på tapetet. USA's udenrigsminister Colin Powell har derfor allerede slået koldt vand i blodet på tyskere og franskmænd og gjort opmærksom på, at USA (og Storbritannien) vil komme til at sætte dagsordenen.

Der er naturligvis endnu stor usikkerhed om, hvordan genopbygningen af Irak vil komme til at forme sig. Krigen er langt fra overstået endnu. Og mange af mulighederne for fremtiden vil komme til at afhænge af, hvor hurtigt og hvor smertefrit sidste del af krigens rasen kommer til at foregå. Givet er kun, at det bliver vanskeligt at stable et stabilt styre i Bagdad på benene, men også at amerikanerne vil fastholde målet, at det nye Irak bliver et land uden masseødelæggelsesvåben og uden muligheder for fremtidig støtte til den internationale terrorisme.

Freden bliver følgelig under ingen omstændigheder en tilbagevenden til status quo ante bellum, men tværtimod en langstrakt og besværlig proces henimod et opgør med det had og den destruktivitet der kendetegner Saddam Husseins styre og store dele af den muslimske verden. Amerikanerne er langt henne i forberedelserne og synes at have udvalgt manden der skal lede overgangsregimet. Og de har ikke lagt skjult på deres drømme om en demokratisering af Irak, der kan smitte af på resten af Mellemøsten.

Det er nu nok at tage munden for fuld, for demokrati er ikke noget man indfører i gamle enevældige systemer på kort tid. Det kræver tværtimod tålmodighed, motivation og viljestyrke samt virkeligt hårdt og stædigt opgør med gamle tankemønstre fra klankulturen. Der er givetvis en slags potentiale for demokrati i de muslimske lande, fordi der heldigvis findes mange fornuftige, moderate, oplyste og mere eller mindre sekulariserede mennesker. Men der vil være mange både bevidste og ubevidste kræfter der vil modarbejde en demokratisering. For ikke alene er klankulturen og dens opdragelsessystem en dyb psykologisk hindring, også religionen gør den nødvendige sekularisering yderst vanskelig.

Det muslimske opdragelsessystem - som også i Danmark og andre vestlige lande er den største hindring for en virkelig integration - er baseret på opbygningen af en autoritetstro over for familieoverhovedet, som er fuldstændig uforenelig med moderne pædagogik og kultur. Den består i opbygningen i ethvert barn af det Freud kaldte 'overjeget', den indre kontrolinstans som er identisk med den ydre autoritets faste normer og dogmer, og som følgelig simpelthen er den dummeste og mindst fleksible del af menneskets personlighed. (Jf. afsnittet om den menneskelige samvittighed i artiklen   Kan moral begrundes?)

Hertil kommer den manglende ligestilling mellem kønnene og det forkvaklede syn på seksualiteten. Begge dele umuliggør kvindernes frigørelse og dermed også en fuld demokratisering. Helt galt er det naturligvis de steder, hvor almindelig skolegang nægtes pigebørnene. Men også udelukkelsen af det frie forhold mellem unge af begge køn, således som vi betragter det som selvfølgeligt i de vestlige lande, holder muslimer fast i gamle udemokratiske mønstre.

Den muslimske religion - som også i vestlige lande spærrer for integrationen - er ligeldes baseret på opbygningen af autoritetstro, blot over for Allah, hans profet Muhammed og den åbenbarede Koran. Den indlæres ved tom udenadslæren af skriften, ved bønnens underkastelsesgestus og ved den fundamentalistiske tro på én sandhed.

Alle disse ting skal der gøres op med, hvis en ægte demokratisering skal finde sted. Potentialet til et opgør findes, men opgaven bliver alligevel uhyre krævende, fordi motivationen nu engang skal komme indefra, fra muslimerne selv.

Krigens direkte årsag må naturligvis fortsat findes i Saddam Husseins overgreb på Kuwait i 1990 og hans efterfølgende undladelse af at opfylde FN's krav om afvæbning. Men uden terrorangrebet på USA den 11. september 2001 ville den amerikanske præsident næppe have involveret sit militær og sin prestige i en sådan grad i kampen mod den internationale terrorisme, at det forpligter ham til et skarpt og indædt opgør med det had til USA som næres i muslimske kredse.

Nogle gør i denne forbindelse i ramme alvor gældende, at dette had kun vil øges, jo mere præsident Bush fremturer i sin kamp mod terrorismen, men de har ikke rigtigt forstået sagens kerne.

Hadet til USA har - så psykologisk forståeligt det end måtte være - ikke rod i berettiget social harme og har følgelig intet fornuftigt grundlag. Det er i enhver henseende irrationelt og forbundet med had til israelerne og den israelske stat. Det er desuden - og det er det helt afgørende - i en enhver henseende uhensigtsmæssigt, ja selvmorderisk, fordi had af denne art blokerer totalt for den konstruktivitet der alene kan bane vej for fornuftige, for begge parter, rimelige krav om gensidig respekt og samarbejde.

Når hadet i de sidste år i muslimske kredse har vokset sig så enormt og fatalt stort som tilfældet er, så skyldes det ikke religionen som sådan eller statens Israels eksistens og USA's støtte til Israel, men palæstinensernes og de arabiske landes manglende evne og vilje til at løse deres egne økonomiske, sociale og politiske problemer på en ordentlig og civiliseret måde. Hele den muslimske del af Mellemøsten har i årevis stået i stampe, skønt den har særdeles gode muligheder for at sætte gang i en udvikling, der kunne lede befolkningens energi ind i konstruktive frem for destruktive baner.

Had er ingen vej frem for nogensomhelst eller nogensomhelst. Had skal ikke mødes med forståelse (men gerne med psykologisk analyse). Det skal derimod mødes med fornøden håndfasthed. Ingen der går hadets vej, skal opleve at få sin vilje. For så går det først galt.

Når den muslimske verden i dag i så stort omfang som tilfældet er, er ramt af hadets massepsykose, så skal den ikke forvente at få forståelse eller opleve eftergivenhed. Og hvis den ydermere gør sig skyld i det kæmpeselvbedrag at tro, at den kan ophøje dette had til hellig krig mod de vestlige værdier, mod demokratiet og friheden, så vil den - som det nu er blevet umisforståeligt demonstreret - blot opleve at den vestlige verden i stigende grad bliver bevidst om sine egne grundlæggende værdier og i stigende grad føler vilje og forpligtelse til at forsvarer dem.

Derfor må Irakkrigen og den videregående freds- og moderniseringsproces der nu sættes i gang med krigen ikke forveksles med en religionskrig, uanset hvor stærkt visse bagstræberiske muslimer prøver at gøre den til en sådan. Nej, den er en krig mod terrorismen og det irrationelle og destruktive had der nærer den.

USA vil i første omgang vinde krigen mod Irak og dermed i en længere årrække kunne kontrollere regimet og forhindre dets tilbagevenden til terrorismen. Dette er det tilsigtede mål for krigen. Men som den britiske historiker Paul Johnson har påvist i sin fortræffelige Verdenshistorie, så findes der en slags lov for historiens gang som kan kaldes 'loven om utilsigtede virkninger'. Den siger, at alle tilsigtede virkninger i historien altid også vil have utilsigtede. Beslutningstagerne kan nemlig aldrig overskue situationen ned til mindste detalje, eftersom historiens gang hverken er en rationel eller en determineret proces.

Denne lov betyder for Irakkrigens vedkommende, at selvom de tilsigtede virkninger opnås, så kan de utilsigtede og uønskede ikke forudses. Blandt andet er der ingen der kan vide, hvad den betydelige følelsesmæssige uro som nu er rejst i befolkningerne i Mellemøsten vil ende med. Til gengæld er der heller ingen der kan vide, hvad undladelsen af indgriben over for Irak ville have ført med sig. Det er i hvert fald en illusion at tro, at stabilitet i Mellemøsten ville have kunnet opretholdes med Saddam Hussein ved magten i Irak.

På et eller andet tidspunkt i nær fremtid er det nødvendigt at muslimerne besinder sig og opgiver hadets vej, og at de samtidigt erkender, at de vestlige lande og de vestlige værdier ikke lader sig løbe over ende af folk der ringeagter disse værdier.

Arabisk desillusionering  (16.4.03.)

Irakkrigens første uge  (27.3.03.)
Fra snak til aktivt indgreb  (18.3.03.
FN's dilemma  (16.2.03)
Saddam Hussein, USA og FN  (9.2.03.)
Afgørelsen nærmer sig  (31.1.03.)
Krig mod Saddam Hussein?  (26.1.03.)
FNs resolution mod Irak  (8.11.02.)

Men jævnfør også artiklerne om religion og sekularisering:   Klik