ARTIKEL FRA JERNESALT - 31.1.03.

Afgørelsen nærmer sig

Mandag den 27. forelagde chefen for FNs våbeninspektører, svenskeren Hans Blix, og direktøren for FNs atomenergiagentur, egypteren Mohamed Elbaradei, deres rapport til Sikkerhedsrådet (se links nederst).

Hans Blix kunne slå fast, at Irak hidtil har samarbejdet om våbeninspektionerne med hensyn til det mere formelle, adgangen til lokaliteter, men ikke med hensyn til substansen, den af FNs sikkerhedsråd krævede afvæbning.

Iraks redegørelse af 7.12.02. over sine våben efterlader flere åbne spørgsmål. Irak har således ikke redegjort for 6500 forsvundne bomber til kemisk krigsførelse, eller om den i landet producerede nervegas og miltbrandsporer. Især er der stærke indicier for, at Irak har produceret flere af de sidste end opgivet.

Men den primære indvending er, at Irak ikke er i gang med en egentlig afvæbning. Og Hans Blix har efterfølgende også måttet konstatere, at Irak på trods af løfter om bedre samarbejde med våbeninspektørerne ikke reelt har ydet mere. Han anbefalede fortsat inspektion.

Elbaradei kunne konstatere, at Iraks redegørelse af 7.12. ikke har givet ny information om de fra 1998 ubesvarede spørgsmål, men at våbeninspektørerne ikke har fundet ulovlige atom-aktiviteter eller beviser på, at Irak har genoptaget sit gamle atomvåbenprogram. Han ønskede dog mere tid til yderligere inspektion.

Irakerne reagerede som forventeligt med afvisning af alle beskyldninger og dokumentationer. Våbeninspektørerne betragtes fortsat som spioner for USA. Men Irak lovede dog at forbedre samarbejdet med FN.

Fra amerikansk side blev det omgående slået fast som det centrale, at Irak ikke efterkommer FNs krav om afvæbning. Allerede dagen efter, tirsdag den 28. januar, holdt præsident Bush den obligatoriske tale til kongressen om nationens tilstand - med al den pomp som denne årlige begivenhed er forbundet med, herunder ikke mindst de utallige ovationer, som virker irriterende på udenforstående. Der bliver klappet af hver tredie sætning og tilhørerne rejser sig næsten hver gang. Taleren udnytter ventetiden til at sende sit velkendte smil rundt til forskellige personer i salen.

Talens første halvdel drejede sig om den amerikanske økonomi og de muligheder præsidenten så for at fa sat skub i den igen - bl.a. ved skattelettelser. Men han kom også ind på problemerne på socialområdet og miljøpolitikken.

Størst spænding knyttede sig naturligvis til det udenrigspolitiske: Afrika, Nordkorea, Iran og navnlig Irak. Præsident Bush beskyldte Saddam Hussein for at stå i ledtog med al Qaeda terror-netværket, og for at have vist stor foragt for FN siden Sikkerhedsrådet vedtog sin resolution. Men først og fremmest slog præsidenten fast, at den irakiske diktator ikke er i gang med afvæbning af Irak. Tværtimod, han er i gang med at bedrage.

Præsident Bush gjorde det klart, at hans regering følte sig kaldet til at forsvare sikkerheden for sit folk og håbet for hele menneskeheden. Hvis det er nødvendigt for at beskytte amerikanerne, vil USA handle alene i denne sag. Vores sikkerhed lader vi ikke afhænge af andre lande, var hans ord. Han bebudede, at udenrigsminister Powell den 5. februar vil orientere FNs sikkerhedsråd om de efterretninger USA sidder inde med om Iraks våbenbesiddelser og tilknytning til Al Qaeda. Derefter måtte de nødvendige forholdsregler træffes. (link: klik)

Irak har taget afstand fra præsident Bush' tale og efterfølgende har et irakisk dagblad bramfrit kaldt præsidenten for "superidiot". Irak venter en krig, men Saddam Hussein lover enhver aggressor nogle over nakken.

Præsident Bush's tale var stort set som man kunne have forudset, og alle afventer nu udenrigsminister Powells redegørelse den 5.2. Stor var derfor overraskelsen da regeringsledere fra fem af de gamle EU-lande og tre fra de nye medlemslande offentliggjorde et indlæg i flere udenlandske aviser, herunder The Wall Street Journal, The Times og Berlingske Tidende, et indlæg som understregede vigtigheden af, at Europa og USA står sammen i Irak-konflikten.

Underskriverne var Spaniens Aznar, Portugals Barroso, Italiens Berlusconi, Storbritanniens Tony Blair, Tjekkiets Vaclac Havel, Ungarns Medgyessy, Polens Leszek Miller og Danmarks Anders Fogh Rasmussen (link til fulde tekst nederst).

Det centrale afsnit i indlægget lyder: "Det irakiske regime og dets masseødelæggelsesvåben udgør en klar trussel mod sikkerheden i verden. Denne fare er blevet udtrykkeligt erkendt af FN. Vi er alle bundet af sikkerhedsrådsresolution 1441, som blev vedtaget med enstemmighed. Vi europæere har siden gentaget vor støtte til resolution 1441, vort ønske om at fortsætte i FN-sporet og vor opbakning til FN's Sikkerhedsråd i forbindelse med NATO-topmødet i Prag og Det Europæiske Råd i København. Herved har vi sendt et klart, fast og utvetydigt budskab om, at vi ønsker at frigøre verden for den trussel, som Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben udgør. Vi må fortsat stå sammen om kravet om, at hans regime afvæbnes. Det internationale samfunds solidaritet, sammenhold og beslutsomhed er vort bedste håb for, at dette kan opnås på fredelig vis. Vor styrke ligger i vor enighed."

Efter forsikring om, at Europa ikke har noget udestående med det irakiske folk som sådant - det er i virkeligheden de primære ofre for Iraks nuværende brutale regime - hedder det afslutningsvis:

"Ifølge FN-pagten påhviler det FNs Sikkerhedsråd at opretholde fred og sikkerhed i verden. I dette øjemed må FNs Sikkerhedsråd opretholde sin troværdighed ved at sikre fuldstændig overholdelse af sine resolutioner. Vi kan ikke tillade, at en diktator systematisk krænker disse resolutioner. Hvis de ikke overholdes, vil Sikkerhedsrådet miste sin troværdighed, og verdensfreden vil lide skade. Vi er overbeviste om, at Sikkerhedsrådet vil leve op til sit ansvar."

Reaktionerne på de otte regeringslederes åbne brev kom omgående. Præsident Bush var naturligvis særdeles tilfreds. EU's uofficielle udenrigsminister Solana var efter sigende rasende, fordi han ikke var blevet orienteret. Brevet kom jo kun et par dage efter EU-udenrigsministrenes møde. Og den græske premierminister, der i dette halvår har formandskabet for EUs ministerråd, var også irriteret. Han var heller ikke blevet underrettet og understregede, at brevet stod for underskrivernes egen regning. Han har bebudet, at han vil indkalde til topmøde om sagen i midten af februar.

Herhjemme var SF, Enhedslisten, De Radikale og Socialdemokraterne straks ude med forudsigelig kritik. Niels Helweg Petersen mente brevet fraveg udenrigsministrenes krav om ny FN-resolution i tilfælde af indgreb, mens Mogens Lykketoft nøjedes med at sige, at signalet skabte forvirring, fordi ikke alle EU-lande var medunderskrivere. Men Anders Fogh Rasmussen fastholdt - bakket op af Venstre, De konservative og Dansk Folkeparti - at brevet var i overensstemmelse med EU's hidtidige linje, og at brevet ikke var vendt mod enkelte lande, men understregede nødvendigheden af at Europa stod sammen med USA.

Sådan blev teksten naturligvis også udlagt i The Times og BBC News der begge talte om, at de otte ledere bakkede op om USA, men dog for The Times' vedkommende fremhævede, at det var det 'nye' Europa der var tale om. Det var der flere kommentatorer der også pegede på under henvisning til, at Polen, Tjekkiet og Ungarn var medunderskrivere. Dermed var der skabt en ring i Europa uden om Tyskland og Frankrig - fra England, Spanien og Portugal over Italien, Ungarn, Tjekkiet og Polen til Danmark, der havde appelleret til de øvrige lande. Og dermed var den amerikanske forsvarsminister Rumsfelds famøse stempling af Frankrig og Tyskland som 'gamle europæere' så at sige givet kød og blod.

Frankrig og Tyskland har meget bevidst undladt alt for udiplomatiske meningstilkendegivelser; begge lande har sagt at brevets indhold er i orden, men aviskommentatorerne i disse lande lader intet tilbage med hensyn til afsløring af, at man er fornærmede. Det er åbenbart, at de ottes appel til europæisk-amerikansk sammenhold er blevet opfattet som kritik af det fransk-tyske forbehold over for den amerikanske strategi, men specielt af den tyske kanslers konsekvente afvisning af enhver form for tysk medvirken i en væbnet aktion mod Irak. Det er på denne måde lykkedes Bush at få spaltet Europa!.

Kommentatorerne, også de konservative og liberale, kritiserer på flere punkter brevskriverne - 'de otte musketerer' - men lægger ikke skjul på, at kansler Gerhard Schröder selv har været ude om at sætte tyskerne under pres på grund af hans enegang og hans i det hele taget dårligere og dårligere forhold til USA.

I Danmark har lederskribenterne naturligvis divergerende meninger om sagen. Information er mest negativ, mens Kristeligt Dagblad på den ene side roser Fogh Ramussen for at have været med til at sikre, at eventuelle videre skridt mod Irak skal være forankret i FN, men på den anden side er med til at bringe både EU og det transatlantiske samarbejde ud i en af sine værste kriser nogensinde. Bestræbelserne på at lave en fælles EU-udenrigspolitik ligger i ruin.

Jyllands-Posten giver Fog Rasmussen stor anerkendelse for 'sin dristige signatur på læserbrevet'. Med udspillet fra de otte er nemlig hele det politiske billede i Europa med ét lammende slag fundamentalt ændret. "Aksen mellem Berlin og Paris står tilbage i selvskabt isolation, samtidig med at de nye medlemmer af EU på dramatisk vis gør deres entré på scenen."

BT's Erik Meier Carlsen mener, at Fogh er kommet i godt selskab. Han fik og benyttede lejligheden til at befæste billedet af en offensiv dansk udenrigspolitik. "I en europæisk sammenhæng er brevet - skønt omhyggeligt holdt i moderate, fælleseuropæiske vendinger - et kærkomment modtræk til Tysklands og Frankrigs brovtende krigsmodstand, som de to 'gamle' total-dominerende EU-stormagter arrogant annoncerede på et fælles pressemøde for fjorten dage siden."

Våbeninspektørernes rapport var egentlig klar nok og tilstrækkelig som grundlag for direkte aktion mod Irak. Men de fik nogle uger til yderligere undersøgelser, ikke fordi nogen tror, at det vil give afgørende resultater, men fordi det ikke kan skade, og der jo er tid til det. Præsident Bush var også klar i sin tale. USA behøver ikke yderligere efterretning om Saddam Husseins masseødelæggelsesvåben og forbindelser. Udenrigsminister Powell vil den 5. februar fremlægge tilstrækkeligt materiale til at nødvendige slutninger kan drages. Det ligger også klart, at den militære opbygning fortsætter ufortøvet og vil være på plads sidst i februar.

Appellen fra de otte EU-ledere var en utvetydig solidaritetserklæring med USA, og lagde dermed det størst tænkelige pres på FNs Sikkerhedsråd om at være sit ansvar voksent og drage de nødvendige konklusioner nu og ikke lade sagen løbe ud i sandet, som så ofte før. Appellen var dermed også den størst tænkelige pression på Saddam Hussein om ikke at fortsætte sin legen kispus med våbeninspektørerne, men - hvis han ønsker at undgå krig - øjeblikkeligt gå i tæt samarbejde med dem om total afvæbning af Irak.

Appellen var desuden et overordentlig stærkt signal til Frankrig om nu at melde klare linjer og arbejde for enighed i FNs Sikkerhedsråd. Den var samtidig en klar melding til tyskerne om, at Tyskland er i sin gode ret til - af opportunistisk indenrigspolitiske eller principielt neutralistiske grunde - at afholde sig fra deltagelse i en fælles aktion mod Irak, men at denne holdning nødvendigvis må få følger for Tysklands placering i det nye Europa.

Appellen var endelig et meget klart - og af mange stærkt ønsket - signal om at en tysk-fransk dominans i Europa ikke er forenelig med de mange små landes nationale interesser. Den tysk-franske forbrødring, som Adenauer og de Gaulle indledte, og som Helmut Schmidt og Giscard d'Estaing samt Helmuth Kohl og Mitterand videreførte, er en stor ting i europæisk historie, der er værd at fejre. Men den er ikke tænkt som og vil aldrig kunne bære en dominans på bekostning af de øvrige europæiske lande. - Skulle appellen samtidig være grundskuddet under alle forsøg på at lave en fælles udenrigspolitik for EU vil det kun få mange til at græde tørre tårer. Den er uønsket af de fleste ligesom idéen om en EU-præsident.

Anders Fogh Rasmussens underskrift på appellen til de europæiske lande om at stå solidarisk med USA kan måske godt betegnes som dristig, men statsministeren er mand for sin hat, og appellen ligger helt på linje med hvad han tidligere har givet udtryk for. Dristigt var det først blevet, hvis statsministeren havde vovet at indrømme, at brevet - trods sin kloge formulering - i det mindste indirekte var et forsøg på at sætte Tysklands kansler Schröder og Frankrigs præsident Chirac på plads i spillet om Europas fællesskab og solidaritet med USA.

Under alle omstændigheder kommer sandhedens time nærmere og nærmere:

Irak skal nu afvæbnes, befries for sin diktator og dermed også for FNs lammende økonomiske sanktioner, der alene går ud over den irakiske civilbefolkning.

FN skal nu demonstrere sin berettigelse ved at gøre alvor af de beslutninger om handling som resolution 1441 lagde op til. Ellers mister institutionen sin troværdighed.

Europa må nu stå sammen med USA i forsvaret af de værdier vi har skabt i fællesskab og som er truet af den internationale terrorisme.

Krig er den dårligste løsning på politiske konflikter, for den vil altid gå ud over civilbefolkningerne og økonomien. Men så længe der findes hensynløse og hæmningsløse politiske ledere der er uden for politiske argumenters rækkevidde, kan krigen ikke afskrives som middel i politik. Den kan tværtimod være nødvendig og langt at foretrække for følgerne af eftergivenhed eller "appeasement".

De europæiske lande må hver for sig gøre op med sig selv, hvilket ben de vil stå på i det aktuelle opgør med den irakiske diktator, men de internationalt ansvarlige lande bør ikke unddrage sig solidariteten med USA af magelighed, konfliktskyhed eller naiv tro på, at undladelsen af indgreb mod Saddam Hussein vil være omkostningsfri.

Endelig bør den danske regering have mod til at gøre op med radikal og socialdemokratisk ansvarsforflygtigelse.

Saddam Hussein, USA og FN

Tidligere artikler:

Krig mod Saddam Hussein?
FNs resolution mod Irak
Bush-doktrinen
USA's dominans

Link:

Hans Blix's rapport
ElBaradei's rapport
White House  med link til præsident Bush's tale 28.1.
Brevet fra de otte statsledere