ARTIKEL FRA JERNESALT - 9.2.03.

Saddam Hussein, USA og FN

Bemærkelsesværdigt var den tidligere engelske Labourleder Tony Benns interview i Bagdad med selveste præsident Saddam Hussein, sendt på Channel 4 og dansk TV2 dagen før Colin Powells tale i FN. Tony Benn, der var hovedansvarlig for venstredrejningen af Labour-partiet i 1979, lagde ikke skjul på sin hensigt med interviewet, nemlig at få Saddam Hussein til at tale til fredstilhængerne i Storbritannien og den øvrige verden og give dem argumenter for deres hårdnakkede kamp for at undgå krig mod Irak. Benn er selv pacifist, fordi han har mistet familiemedlemmer i både første og anden verdenskrig. Og fordi han tror på, at vi alle har lov til at være her, også arabere og irakere. Han har selv en stor familie som omfatter hvide, sorte, muslimer, kristne, jøder og ateister.

Saddam Hussein på sin side havde indvilliget i at besvare de spørgsmål Tony Benn stillede - uden at kende dem på forhånd. Så sparede han tid. Men han blev bestemt heller ikke udsat for overraskelser endsige aggressiv udspørgen. Benn var umådeligt høflig, smilende, venlig og imødekommende - og det vidste man nu nok i Bagdad i forvejen! Resultatet blev derfor ikke på nogen måde overraskende, men gav trods alt en sjælden lejlighed til at se Saddam Hussein fra den rolige og ræsonnerende side. Han var særdeles afklaret, men til gengæld også fuldstændigt fastlåst i sine synspunkter. USA og den vestlige verden og FN har her ikke at gøre med en modstander der med nogen ret kan påstås at være utilregnelig, sålænge han har med velmenende pacifister og fredelige diplomater at gøre.

Saddam Husseins eventuelle farlighed ligger tværtimod i hans fuldstændigt urokkelige tro på sin sags retfærdighed og hans fuldstændigt kølige forståelse for, hvad det kan komme til at koste ham selv og Irak at vise det mod og den fasthed som kræves, når han om kort tid vil blive nødsaget til at slås for sin egen overlevelse imod en overmægtig fjende.

Der er kun én sandhed om masseødelæggelsesvåben i Irak, påstod han, nemlig at de ikke findes. Irak har heller ikke forbindelse til Al Qaeda. Spørgsmålet om våbeninspektørerne er ikke om de har adgang til alt i Irak, men om deres hensigt er fred eller krig, om de søger et påskud for FN's eller USA's krig mod Irak.

Saddam Hussein mindede om, at Irak var medunderskriver af FN-pagten og FN-erklæringen om menneskerettighederne. Irak tror på disse principper, men det gør stormagterne ikke længere. De søger ikke retfærdighed, men krig. Og hvad magthaverne i USA angår, så er de styret af stor fjendtlighed mod landene i Mellemøstern på grund af deres forbindelse til zionistiske kredse. Men både amerikanerne og zionisterne har glemt Guds retfærdighed og smidt palæstinenserne ud af deres retmæssige hjemland. Zionisterne fortæller amerikanerne, at hvis de vil have magten over hele verden, så skal de tage magten over olien. Det er klart for enhver, at det er USA's mål.

Vi har ret til at sige, at krig og ødelæggelse ikke på længere sigt er i amerikanernes egen interesse. For ti år siden kunne ingen se, at vi har ret. Det er der mange der kan i dag. Så i virkeligheden skulle vi have en belønning for vores menneskelighed.

Ja, det sagde Saddam Hussein, og Tony Benn smilede venligt og takkede for budskabet til sine fredstilhængere.

TV2 lod interviewet kommentere af Jacob Skovgaard-Petersen fra Carsten Niebuhr Instituttet, og han fandt det interessant at høre Saddam Hussein sige, at irakerne ikke hader det amerikanske folk, men at den amerikanske regering skubbes af nogle bestemte folk der vil krig. Irak-konflikten er således ikke en kamp mellem øst og vest, men mellem retskafne og fredselskende mennesker overalt i verden og magtgale mennesker der ønsker krig. For Skovgaard-Petersen var Saddam Hussein en meget ræsonnerende mand, der gør meget ud af troværdigheden og "nia", den gode hensigt.

Jacob Skovgaard-Petersen tegner naturligvis ikke hele sit institut, men kan nok alligevel tages som en meget typisk repræsentant for dette fortræffelige forskningscenter, der har drevet det så vidt, at man i bar forståelse for den arabiske, irakiske og palæstinensiske sag nedtoner faren fra fundamentalismen og det absolutte had til zionismen og dermed i realiteten drømmen om staten Israels udslettelse.

(Tilføjelse 23.9.03.: Skovgaard-Petersens medvirken i en tv-udsendelse om islamismen 31.8.03. på DR2's Deadline 2. sektion har overbevist mig om, at jeg tog fejl i ovennævnte vurdering. Jf. artiklen Eksistens på Deadline - I om islam.)

I realiteten kan man intetsomhelst slutte om Saddam Husseins troværdighed eller reelle hensigter ved at se og høre Tony Benn-interviewet, for magthavere af hans karat forstår ikke blot at belægge deres ord til lejligheden - godt hjulpet af deres rådgivere eller spindoktorer - men først og fremmest at vildlede offentligheden systematisk gennem deres sprogbrug. Det har faktisk været elementær diktator-kunst siden Lenins dage. Man kamuflerer sine egentlige mål ved at bruge positivt ladede ord om negativt ladede hensigter.

Colin Powells tale i FN's sikkerhedsråd den 5.2. var en redegørelse for den amerikanske regerings opfattelse af Iraks manglende afvæbning og manglende vilje til samarbejde med FN's våbeninspektører.

Ved hjælp af satelitfotografering og båndaflytninger havde USA's efterretningstjeneste skaffet sig afgørende indicier for, at Irak løber om hjørner med FN's våbeninspektører. Det vidste vi i forvejen gennem disses egne rapporter, men her fik vi det demonstreret så vi selv kunne høre og se det. Irakerne reagerede naturligvis straks med en afvisning af alle Powells påstande. Hans materiale var fabrikeret.

Det er da også klart, at det af Colin Powell fremlagte materiale ikke kan stå alene. Enhver har lov at tvivle om dets ægthed og holdbarhed. Men klart er også, at efterretninger af den art ikke lader sig verificere offentligt uden at det vil gå ud over kildernes sikkerhed. Vi står derfor i sidste ende over for spørgsmålet om hvem vi skal stole på. USA eller Irak? Et lille glas med miltbrandsporer beviser intet. Men ingen i den vestlige verden er vel i ringeste tvivl om, at Saddam Hussein faktisk råder over kemiske og biologiske våben af denne art, og altså kan befrygtes at ville anvende dem til alt andet end fredelige formål.

Colin Powells tale overbeviste ikke Kinas, Ruslands eller Frankrigs regeringer, der har veto-ret i sikkerhedsrådet, og naturligvis heller ikke Tyskland, der har formandssædet i februar. Men den flyttede trods alt nogle stemmer i meningsmålingerne i den vestlige verden. USA arbejder på højtryk for at sikre sig stemmer for en ny resolution i sikkerhedsrådet, når våbeninspektørerne har aflagt deres næste rapport fredag den 14. februar. Og det er ikke totalt udelukket, at USA kommer igennem med en ny resolution der giver grønt lys for militær indgriben inden for kort frist. Men præsident Bush har gjort det klart, at 'legen er forbi'. USA vil ikke lade sig trække rundt i manegen længere af Saddam Husseins manøvrer for at undgå afvæbning. Reelt er beslutningen truffet. USA går i militær aktion for at få Saddam Hussein afvæbnet - uanset om FN's sikkerhedsråd kan godkende det eller ej. Og USA vil tage konsekvensen af det, både hvad angår forholdet til FN og forholdet til Nato.

Det er i denne forbindelse ganske interessant at iagttage, hvor store bestræbelserne i den vestlige verden er for længst muligt at undgå at se kendsgerningerne i øjnene. I den arabiske verden, i Irak, og blandt irakiske flygtninger i Europa ved man godt, at krigen kommer. Det er længe siden, at Jordans kong Abdullah sagde, at kun et mirakel kunne redde Irak fra krig. Nok er der frygt i de arabiske lande for uro i befolkningerne, når krigen kommer, men lederne har i realiteten ikke noget imod at komme af med Saddam Hussein. Irakiske flygtninger rundt omkring ser naturligvis også med sympati på udsigterne til et systemskifte, og i virkeligheden gør meningmand i Irak det samme, selvom de ikke kan udtale det frit og mere eller mindre er lammet af fatalisme.

Men kirken, fredsbevægelserne og venstrefløjene i USA og Europa vender sig enstemmigt mod den krig, som alle uden undtagelse betragter som en ulykkelig måde at løse konflikter på. Der er rene pacifistiske toner i koret, folk som under ingen omstændigheder kan acceptere krig som middel i politisk magtkamp, men også mere ideologiske toner fra folk der anser USA for at være imperialistisk i ønsket om dominans i verden og specielt over dens olieressourcer.

I Danmark klamrer de fleste - inklusiv udenrigsminister Per Stig Møller - sig stadig til FN i håb om, at denne institution vil vise sig opgaven voksen. Men dens dilemma er jo, at den længst muligt prøver at undgå at tage konsekvensen af sine egne resolutioner i håbet om at bevare fredens mulighed på tapetet. FN's våbeninspektører har endog ladet skinne igennem, at man vil være i stand til at sikre en eller anden form for afvæbning af Irak gennem fortsat overvågning. Men man synes at glemme, at USA's ikke vil acceptere en sådan kostbar og alligevel usikker løsning. Resultatet er følgelig, at man ved at klamre sig til FN risikerer i den sidste ende at befæste FN's manglende evne til at sætte sin vilje igennem over for lande der åbenlyst trodser dets resolutioner og dermed kommer til at undergrave FN som troværdig institution.

Tysklands officielle stilling har vakt størst opmærksomhed, fordi Gerhard Schröder åbenlyst har udnyttet kampen mod krigen til at skaffe sig stemmer indenrigspolitisk. Det har ikke reddet hans nedtur i meningsmålingerne eller ved de to delstatsvalg den 2. februar, men har låst ham fast i en isolation som det kan blive vanskeligt for ham at komme ud af igen - selv om han midlertidigt kan alliere sig med Frankrigs Jacques Chirac. Deres nyeste fællesplan om en FN-afvæbning af Irak uden magtanvendelse er et glimrende eksempel på velment idealisme, der ikke har en jordisk chance for at blive realiseret.

Frankrig forventes dog i sidste ende at undlade at nedlægge veto mod USAs aktion, men spiller et spil der kan få følger for Nato. At spillet for Iraks vedkommende er forbi ifølge præsident Bush, betyder ikke at spillet er forbi for Nato, FN, Tyskland eller Frankrig. Forsvarsminister Rumsfelds udfald mod Tyskland, som han trods sin egen tyske afstamning har sat i bås med Cuba og Libyen, skal delvis tages fra den barske humors side, men svier trods alt i det land der gerne vil gå forrest i Europa.

Det store spørgsmål, når FN's våbeninspektører aflægger deres formentlig sidste rapport fredag den 14., er og bliver derfor, hvad FN's sikkerhedsråd vil beslutte sig til. Vil man endnu engang tillade Saddam Hussein at trække tiden ud, så han kan fortsætte sit bedrag mod FN, eller vil man sige definitivt stop og tillade USA at gribe ind på effektiv militær vis?

I første fald vil FN skulle opretholde de sanktioner mod Irak, som ene og alene går ud over den irakiske civilbefolkning, ja rammer den utroligt hårdt og menneskeligt nedværdigende. Samtidig giver man Saddam Hussein endnu en frist til at sysle med de forbudte våben og pønse på hævn over ydmygelsen i 1991.

I sidste fald vil man én gang for alle kunne komme af med Saddam Hussein og hans umenneskelige diktatur, ophæve sanktionerne og få sat gang i såvel den irakiske olieproduktion som landets økonomiske og politiske genopbygning. Risikoen er naturligvis, at krigen kan få uønskede, ja højst uheldige og i værste fald katastrofale følger for hele regionen i form af uro i de arabiske befolkninger og måske store ødelæggelser af olieproduktionsanlæggene.

Saddam Hussein er ikke på nogen måde utilregnelig i snæver psykiatrisk forstand, men han er helt uberegnelig i politisk forstand. Ingen véd hvad han kan finde på at gøre på længere sigt, hvis han får lov at sidde ved magten, og ingen véd hvad han vil gøre umiddelbart, hvis USA får lov eller tager sig lov til at fjerne ham. Der er store risici forbundet med begge optioner.

Spørgsmålet er om det internationale samfund kan være tjent med at trække problemet ud og dermed blive ved at ramme den irakiske civilbefolkning med hårde sanktioner og total udsigtløshed mht fremtiden og lade Saddam Hussein forblive ved den magt han ikke har for det godes skyld, eller om det vil slå til og fjerne Saddam Hussein hurtigst muligt - og få Irak inddraget i et samarbejde der vil gavne den irakiske befolkning, sikre olieleverancer fra området og øge mulighederne for fred i Mellemøsten.

Saddam Husseins fald vil ikke automatisk betyde fred mellem palæstinenserne og israelerne, eller forhindre Al Qaeda-netværket i at lave nye terror-aktioner rundt omkring i verden. Men det vil fjerne en enkelt vigtig basis for disse ting - og først og fremmest indebære, at det fremtidige pres i regionen vil komme til at ligge på Saudi-Arabien og dette lands forbindelser med og financiering af den muslimske terrorisme i verden.

Krig er og bliver den sidste udvej ansvarlige statschefer tyer til, når de skal løse politiske konflikter. Men der er fortsat brug for at skelne mellem retfærdig og berettiget krig og uretfærdig og uberettiget krig. Den sidstnævnte form for krig kan under ingen omstændigheder indledes af demokratiske institutioner eller stater som lægger vægt på menneskerrettighederne og et overordnet ønske om at leve i fred med hinanden. Men som diktaturstaternes og verdenskrigenes udvikling i det 20. århundrede har vist, så tjener det ikke demokratiske og menneskeretsrespekterende staters langsigtede interesser at lukke øjnene for, at der findes magtmennesker der ikke skyer noget middel for at nå deres umenneskelige mål. Det er derfor i givne situationer rimeligt og fornuftigt at gribe ind for om muligt at forebygge diktatorernes udskejelser. Om nødvendigt med militære midler. I denne forstand kan krig i sjældne tilfælde være et berettiget og retfærdigt middel i en politisk magtkamp.

Men det er godt - et tegn på menneskelighed, kultur og civilisation - at de demokratiske lande og institutioner ikke tyer til anvendelse af militære midler i konkrete situationer uden grundige overvejelser om den etiske forsvarlighed af aktionen.

I tilfældet Irak år 2003 har de nødvendige overvejelser imidlertid fundet sted. Der er ikke længere grund til at udskyde den nødvendige handling.

FN's dilemma  (16.02.03.)
Fra snak til aktivt indgreb  (18.3.03.
Irakkrigens første uge  (27.3.03.)
Irakkrigens mål og midler  (7.4.03.)
Arabisk desillusionering   (16.4.03.)

Afgørelsen nærmer sig
Krig mod Saddam Hussein?
FNs resolution mod Irak
Bush-doktrinen
USA's dominans