JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - Bushdoktrin

ARTIKEL FRA JERNESALT - 22.9.02

Bush-doktrinen 2002

Alt imens forsøget på at retablere fredsprocessen i den palæstinensisk-israelske krig kører af sporet trods velmente forsøg på fra EU-formandskabets side at forene FN's, Ruslands, EU's og USA's planer, så eskaleres konflikten mellem USA og Irak.

Efter præsident George W. Bushs' store tale på FN's generalforsamling den 12.9. (dagen efter dagen) besluttede Sikkerhedsrådet som ventet at forny sit krav til Irak om ubetinget og uhindret adgang for FN's våbeninspektører til at undersøge landets eventuelle produktion og beholdning af kemiske og nukleare våben. Resultatet blev - heller ikke overraskende - en formel accept fra irakisk side af kravet, og efterfølgende forhandlinger med den svenske leder af våbeninspektionen, Hans Blix.

Men aldrig så snart var den formelle accept modtaget i FN, før USA's udenrigsminister Colin Powel gjorde meget omhyggeligt rede for, at det langt fra var nok, at Irak i princippet siger ja til våbeninspektion. Landet skal fuldstændigt afvæbnes.

Og aldrig så snart var diskussionen om eventuel ny og betydeligt konkretiseret FN-resolution gået i gang med de forventede for- og imod-argumenter fra de mange implicerede lande, før USA's præsident i en rapport til den amerikanske kongres om USA's Nationale Sikkerhedsstrategi slog fast, at USA i kampen mod den globale terrorisme føler sig i sin gode ret, ja, forpligtet til

"at forsvare USA, det amerikanske folk og vores interesser hjemme og i udlandet ved at identificere og tilintetgøre truslen, før den når frem til vore grænser."

USA vil foretrække at gå i aktion i alliance med det internationale samfund, hedder det videre. Men "Vi vil ikke tøve med, om nødvendigt, at handle alene, for at udøve vor ret til selvforsvar ved at handle på forebyggende vis." I originalen bruges udtrykket ‘pre-emptively' der egentlig handler om at komme fjenden i forkøbet.

Principperne er omgående blevet døbt Bush-doktrinen til forskel fra tidligere tiders Truman-doktrin fra 1947 om inddæmning af kommunismen (George Kennan's containment-policy) og Reagan-doktrin fra 1985 om støtte til alle der modsatte sig sovjettisk aggression; Reagan gjorde støtte til frihedskamp ude i verden lig med støtte til selvforsvar af USA. Man taler også om Eisenhower-doktrinen af 1957 og Carter-doktrinen af 1980, men de var begge mere specifikke for Mellemøstproblematikken.

Populært kalder man Bush-doktrinen for ‘Slå-først-doktrinen' eller ‘Præventivkrigs-doktrinen', og disse unøjagtige betegnelser viser i det mindste, at der er tale om noget principielt nyt i forhold til de tidligere doktriner.

Årsagen til doktrinens fremkomst er indlysende. Det for Pentagon og præsident Bush totalt overraskende terrorangreb på USA den 11. september 2001 viste med al ønskelig tydelighed, at USA i vor teknologisk særdeles fremskredne tidsalder er langt mere sårbart som åbent og frit land end nogen havde forestillet sig. Præsidenten, regeringen og kongressen kan ikke lukke øjnene for denne kendsgerning, og da de samtidig er på det rene med landets faktiske monopolstilling som supermagt og dermed absolutte dominans og overlegenhed i verdenspolitikken, er det ikke mærkeligt, at princippet nu ophøjes til officiel doktrin, og ej heller om der i allernærmeste fremtid gøres alvor af at omsætte teorien til praksis i en krig mod Iraks Saddam Hussein.

Uhyre mange mennesker verden over er betænkelige ved en sådan krig. Pacifister er mod krig under alle omstændigheder, ligegyldigt hvilke motiver den drives af. De vil hellere leve i illusionen om fred på jorden, så dem kommer man hurtigt uden om i realpolitikken. De arabiske landes ledere frygter af gode grunde, at en krig mod Irak vil få hadet til USA, Vesten og FN til at blusse op og komme ud af kontrol. Det er her de stærke følelser for og imod venner og fjender der er afgørende og aldrig det gustne overlæg der tager højde for en langsigtet strategi. Rusland har som gammel ven af Irak været stærkt kritisk over for tanken om krig, men er allerede blødt op og vil i sidste ende sandsynligvis acceptere USA's skridt som det mindste onde. Såvel de arabiske lande og Rusland er til at forhandle og handle (!) med.

Det samme gælder langt de fleste EU-lande, blot FN kommer til at stå som garant for krigens retfærdiggørelse. Eneste EU-land der på forhånd har erklæret sig ubetinget imod krig er Tyskland, hvis kansler Schröder til USA's store fortrydelse har indtaget en meget entydig pacifistisk holdning for at tækkes vælgerne, som i skrivende stund går til valgurnerne for at afgøre hans skæbne. Schröders valgargument er den ganske banale, men meget isolerede sandhed, at Mellemøsten ikke har brug for en krig mere, men for fred (som om nogen kunne være uenig i det!). Han ser fuldstændigt bort fra, at krigen i Mellemøsten allerede er der, at Saddam Hussein, hvis han får lov at forblive ved magten, kun vil øge risikoen for dens udvidelse, og at konflikten mellem israelerne og palæstinenserne såvel som en ny krig mod Irak er uløseligt forbundet med kampen mod den internationale terrorisme.

Hvad specielt Irak angår, er det heller ikke til at komme uden om, at FN's hidtige økonomiske sanktioner mod landet ikke har rokket Saddam Husseins styre, men alene ramt den sagesløse civilbefolkning. Denne holdes stort set i uvidenhed om, hvad sagen egentlig drejer sig om, og har naturligvis heller ingen viden om, endsige tillid, til præsident Bushs forsikringer om, at en krig mod Irak ikke er rettet mod befolkningen, men alene mod diktatoren.

Men ret skal være ret. Bush-doktrinen bryder under alle omstændigheder med hidtidige principper for ‘retmæssig krig' (bellum justum), at det i det mindste må gøres klart hvad meningen er og hvad konsekvenserne eventuelt kan blive.

Fra gammel tid har det ligget fast, at retmæssig eller ‘retfærdig krig' (bellum justum) adskiller sig markant fra ‘hellig krig', dvs krig der er begrundet i religiøse anskuelser og i troen på, at den er ledet af Gud og derfor kan føres uden hensyn til skadevirkningerne på fjenden. At knuse den ugudelige fjende totalt er gudvelbehageligt. ‘Hellig krig' er i dag et skældsord i det sekulariserede Vesten, og derfor hopper vi ikke på muslimers forsikringer om, at ‘jihad' i deres teori er retfærdig krig. Hvor man ikke skiller religion og politik, kan man nemlig heller ikke skille ‘jihad' fra det religiøse, så er det iøvrigt ligegyldigt, hvor ‘retfærdig' krigen eventuelt er.

‘Retfærdig krig' er det først meningsfuldt at tale om, når et samfund har nået en sådan grad af civilisation, at skellet mellem religion og politik er blevet almen norm. For Cicero var krig kun retfærdig, hvis modparten blev konfronteret med nogle formelle krav, eller hvis krigen var erklæret, inden den brød løs. For den hellige Augustin skulle der en uretfærdig handling fra modpartens side til at retfærdiggøre krigsførelse. Og krigens formål var altid fred. For Thomas Aquinas var fredens genoprettelse eneste acceptable formål. Krigen skulle ske for almenvellets skyld. Krigsårsagen skulle ligge hos modstanderen, og erobringskrig var pr. definition uretfærdig.

Værd at notere er også, at den store humanist Erasmus af Rotterdam principielt var imod krig, men dog under visse omstændigheder kunne acceptere den som en ‘sidste udvej'. Tilsvarende gælder for de moderne konventioner om krig. Generelt må krig kun føres mod ‘skyldige'.

Det nye moment i sagen i forbindelse med eskaleringen af den internationale terrorisme er, at truslen om krig eller rettere om krigslignende angreb på suveræne og demokratiske stater kan komme fra lukkede og udemokratiske lande, der enten selv kan finde på at udføre angrebet (det var tilfældet, da Hitler angreb Polen i 1939, og da Saddam Hussein angreb Kuwait i 1991) eller kan give finansiel støtte og træningsmuligheder for fanatiske grupper der ønsker at udføre lyssky angreb (det var tilfældet med Taliban-styret i Afghanistan).

Allerede i forbindelse med Hitlers aggressivitet i slutningen af 1930'erne blev det klart, at der er diktatorer der ikke er til at stole på over en dørtærskel og som kynisk forfølger deres mål, selvom de i de indledende faser lader som om de er forhandlingsvenlige. Den britiske appeasement-politik under premierminister Chamberlain blev dyr for ikke blot England, men hele den vestlige verden. Og faktisk havde man dengang ret til at gribe forebyggende ind, for så vidt det ved fredsaftalen med Tyskland i Versailles i 1918 blev forbudt tyskerne at opruste påny. Men af magelighed gjorde man det ikke.

Med hensyn til Irak ligger det ligeledes fast, at dette land efter Golfkrigen 1991 indgik en fredsaftale med FN der forbød landet at opruste. Så her har man også allerede et vist retsgrundlag at bygge en præventiv krig på.

Ingen ønsker en gentagelse af hverken 2. verdenskrig eller Golfkrigen. Stort set ingen uden for Saddam Husseins familie og magtklike har nogensomhelst sympati for manden eller ønske om hans forbliven ved magten. Og selvom der ikke er håndfaste beviser på hans oprustning, er han vitterligt en risiko så længe han forbliver ved magten. Man kan ikke fortænke USA i at ønske sig manden fjernet - med eller uden FN's og EU's støtte. Risikoen ved at udskyde indgriben i landets indre anliggender bliver større for hver dag der går. Der er ikke tale om en erobringskrig fra USA's side, men ikke destomindre gælder, at risikoen ved indgriben ikke blot er til stede, men er uberegnelig. Og det uberegnelige ligger primært i de muslimske befolkningers følelsesmæssige reaktioner. Det er derfor under alle omstændigheder et alvorligt dilemma USA, FN og EU står i.

Det springende punkt turde imidlertid være Bush-doktrinens påberåbelse af USA's ret til om nødvendigt at gå enegang for at komme en fjende i forkøbet. Påberåbelsen er kun mulig, fordi USA nu er verdens eneste supermagt. Men dominansen betyder - som nævnt i anden sammenhæng (jf artiklen om USA's dominans) - at USA løber risiko for at ende i hybris, i et overmod der får følelsen af overlegenhed til at herske over den sunde fornuft. I Bush-doktrinen nævnes udtrykkeligt, at krigen også skal ‘føres på ideer', således at man støtter moderate og moderne regimer der vil bekæmpe terrorisme - og det lyder i det mindste ikke som forsøg på at retfærdiggøre krigen med henvisning til guddommelige instanser.

Men sålænge USA forbliver eneste supermagt i verden og sålænge den internationale terrorisme formår at sætte dagsordenen, så længe vil også risiko for misbrug af doktrinen være til stede. Derfor er en fortsat kritisk sans nødvendig fra USA's venner og allierede.

Læs også artiklen  USA's uafhængighed.

Den fulde tekst af Bush's National Security Strategy
kan læses på Det Hvide Hus' hjemmeside:   Klik

Til toppen   Til forsiden   PrintVersion

utils postfix clean