JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - USA's uafhængighed

ARTIKEL I JERNESALT - 8.7.02.

USA's uafhængighed

Hver 4. juli fejrer USA sin uafhængighed således som den blev proklameret i 1776. Uafhængigheden gjaldt den definitive løsrivelse fra det britiske kolonivælde og indledte Den Amerikanske Revolution, der i første omgang var et snævert liberalistisk forsvar for ejendomsrettens ukrænkelighed, men som efterhånden takket være en socialt bred mobilisering endte som et forsvar for politisk lighed og demokrati. Idealerne kom til at spille en betydelig rolle for de senere revolutioner i Europa.

I mellemtiden er USA som bekendt blevet en stormagt der fik afgørende indflydelse på udfaldet af verdenskrigene 1914-18 og 1939-45 og på forløbet af den kolde krig fra 1946 til 1991.

Med Sovjetunionens sammenbrud ikke alene ophørte denne meningsløse kolde krig, der var tabt på forhånd for Sovjetunionen p.gr.af manglen på realisme og frihed, også dualiteten af supermagter ophørte. Der har fra 1991 kun været én supermagt tilbage i verden - og det skabte en politisk verdensorden som vi ikke har set før, et emergent fænomen i historien som har sin ubestridelige betydning, men også sin pris.

Den positive betydning ligger naturligvis i, at der fra USA udgår en utrolig inspiration og innovation - økonomisk, teknologisk og kulturelt. Man kan lide den eller ej, den sætter sit præg på alle andre lande og kulturer.

Den negative effekt ligger først og fremmest i den styrke, suverænitet og selvbevidsthed som gør USA altdominerende på en lang række områder. USA er sandelig ikke blot uafhængig af tidligere britisk overherredømme af kolonialistisk og dermed undertrykkende art, men af enhver form for overherredømme, selv den angiveligt humanitære eller idealistiske som FN.

USA har fra starten i 1945 været et fremtrædende medlem af FN, men har også fra starten gennem sin vetoret i Sikkerhedsrådet sikret sig imod flertalsafgørelser der måtte gå landets eller dets nærmeste allieredes interesser imod, herunder ikke mindst Israels. USA har endog indtil for ganske nylig generet FN økonomisk ved at tilbageholde sit kontingent til foreningen.

I den aktuelle Mellemøst-konflikt har USA klart demonstreret sin uafhængighed af alle andre lande bortset fra Israel. Præsident Bush har bakket premierminister Sharon op og afskrevet Yassir Arafat som forhandlingsrelevant person. Det er faldet alle EU-landene for brystet. Men så sent som i sin tale om Mellemøst-konflikten den 24. juni - jf. artiklen "Arafat - eller fred?" - fastholdtes synspunktet, at palæstinenserne må vælge ny ledelse, hvis de vil gøre sig forhåbninger om en selvstændig stat. Den danske udenrigsminister, Per Stig Møller, skulle på sit møde med sin amerikanske kollega efter Danmarks overtagelse af EU-formandskabet forsøge at presse amerikanerne til en anden holdning, men han fik klar besked fra Collin Powell: Præsident Bush vil ikke forhandle med Arafat! Basta!

USA har desuden på det seneste understreget sin uafhængighed og sit behov for at værne om denne uafhængighed ved at nægte at acceptere det oprindelige forslag til en Kyota-aftale fra december 1997 om begrænsning af drivhusgasserne og ved at nægte at anerkende den internationale domstol ICC, som netop er trådt i funktion pr. 1. juli i år.

Om den skrabede Kyota-aftale overhovedet vil gavne er et åbent spørgsmål, eftersom alle beregninger er usikre og aftalens målsætning meget lav. Det mest tvivlsomme ved aftalen blev muligheden for at handle med kvoterne for tilladelig udledning af kuldioxid , og her var det USA der fik en fordel som faldt andre for brystet. Givet er, at USA ikke vil indlade sig på afgørende reduktion af sin egen udledning, skønt den udgør en betragtelig del af verdens totale udledning og desuden er resultatet af det vi andre betragter som det rene frådseri med energi. Men en ændring af dette frådseri er et så dybt indgreb i amerikansk livsstil at formentlig ingen præsident vil kunne overleve det. Det er unægteligt bagsiden af amerikanske kapitalisme, magt og frihed.

Præsident Bush's tilbagetrækning af Bill Clintons underskrift på anerkendelsen af Den internationale Domstols beføjelse til at undersøge og dømme alle landes soldater, hvis de begår handlinger der strider mod de internationale konventioner om krigsførelse skyldes et helt andet hensyn, nemlig at USA ikke vil risikere at skulle lade sine soldater i felten eller civile ledere bag fronten - lige til forsvarsministeren eller præsidenten - blive udsat for retsforfølgelse af en instans der i kraft af sin udvælgelse kan blive af politisk eller ideologisk art. Den kan eksempelvis blive en decideret religiøst anti-amerikansk instans, fordi ikke-vestlige lande efterhånden vil få klar dominans i ICC - lige som i FN's generalforsamling - og dette vil USA altså ikke udsætte sig for.

Selveste Washington Post advarede såmænd den amerikanske regering, fordi en manglende anerkendelse af domstolen ville sende verden "det budskab, at USA ser med foragt på internationale traktater og instituioner og er uvillig til at lade sig binde af de regler, man forventer, at andre nationer skal acceptere."

Og direktøren for international ret i organisationen Human Right Watch, Richard Dicker, har til Le Figaro kaldt det "ironisk, at USA modarbejder ICC, netop som man søger støtte i international ret til kampen mod terrorismen."

Men forsvarsminister Rumsfeld holder fast i sit: "USA er et unikt land. Vi er det eneste land, som kan løse mange konflikter, og hvis verden ønsker, at vi skal løse konflikter, så må den også acceptere vores spilleregler." Det sidste vil sige, at amerikanerne selv skal undersøge og i givet fald retsforfølge eventuelle tilfælde i egne rækker af krigsforbrydelser.

Resultatet er blevet at USA stiller nogle ultimative krav for deltagelse i militære hjælpeoperationer under FN, herunder først og fremmest

1) at amerikanske soldater og civile skal have fuldstændig immunitet mod retsforfølgelse ved ICC, og
2) at de lande som amerikanske soldater opererer i skal skrive under på, at de ikke vil overføre amerikanere til ICC uden amerikansk godkendelse.

Kravene har øjeblikkeligt givet problemer for FN's politimission i Bosnien-Hercegovina, hvor USA har over 3.500 mand involveret, foreløbigt indtil nytår. Der forhandles i FN om en særordning for amerikanerne, idet de ellers bliver trukket tilbage - og missionen dermed i praksis bliver umuliggjort, fordi EU ikke med så kort varsel kan erstatte det amerikanske kontingent.

Også i dette spørgsmål skulle Per Stig Møller i sin samtale med Collin Powell den 2. juli prøve at få amerikanerne til at ændre standpunkt. Ja, medierne blæste det op til at Møller skulle over at ‘tale dunder' til Powell. Musen skulle tale dunder til elefanten, det er da i det mindste en vittig tanke. Men USA er urokkelig. Man vil ikke acceptere domstolens jurisdiktion over amerikanske statsborgere. Og dundertalen til Powell er dårlig nok nævnt i amerikanske medier.

Det hele kan betragtes som en magtkamp mellem et FN og et EU der er dybt afhængigt af USA's militære og økonomiske hjælp, og et USA der vil hævde sin absolutte uafhængighed af instanser der ikke er garanteret pro-amerikanske. Men som det er blevet påpeget er mere på spil, nemlig dybest set en kamp mellem nationalstatsprincippet og overnationalitetsprincippet.

Amerikanerne har af særdeles gode grunde stadig tillid til nationalitetsprincippet. Nationalstaten er for amerikanerne garantien for deres sikkerhed og politiske frihed. Det har den også i mange år været for alle de europæiske lande, men der er her bl.a. i kraft af EU's vækst sket en forskydning i holdningen, således at man har afgivet stadig mere suverænitet til EU for at fremme væksten i EU til alles fordel. Den økonomiske gevinst er ikke til at bestride, men ikke mindst i spørgsmålet om euroen og udenrigspolitiken er der delte meninger. Det er ikke en fælles mønt som sådan der er anstødsstenen, men indskrænkningen i de nationale pengepolitiske beføjelser. Og for udenrigspolitikkens vedkommende er det ikke koordinering eller samarbejde der vækker betænkelighed, men etableringen af en overnational instans.

En direkte sammenligning mellem USA og EU er meningsløs, eftersom USA fra uafhængigheden har været en føderation af stater med vidtrækkende selvstyre, mens Europa hele tiden har været et konglomerat af nationalstater med selvstændige styreformer og kulturer. Det Europæiske Økonomiske Fælleskab (EEC) blev af de politiske ledere fra starten betragtet som et Nationernes Europæiske Fællesskab. Det er først en nyere generation af teknokrater der har fundet på opfattelsen af EU som en politisk union. Der var som bekendt strid om ordet ‘union', men det blev accepteret i den nye traktat med den begrundelse af ordet slet ikke betød ‘union', skønt alle vidste, at det var union i bogstavelig forstand man mente med det sydpå.

Tilliden til nationalitetsprincippet er fortsat stor i befolkningerne. Det er den politiske og administrative elite der ønsker mere magt til EU-bureaukratiet, og den der vil have fordel af det, og den der ser stort på den diversitet man ellers i princippet lovpriser (i hvert fald når det drejer sig om klodens dyre- og plantearter!).

For den internationale domstol ICC er det også kendetegnende, at det er en elitær tankegang der styrer idéen og udformningen, og gør det under dække af humanitære hensyn og principper, som i virkeligheden er universelle og derfor bør opfattes som ideelle og ikke som praktisk-realisable. Fejlen er ikke at man nærer ideerne om at kunne retsforfølge soldater og politiske ledere, som begår krigsforbrydelser, men at man ikke konsekvent overlader det til nationale domstole at realisere retsforfølgelsen efter nationale love.

Set i lyset af disse sondringer er USA's afvisning af domstolen et sundt demokratisk tegn, som andre lande burde tilslutte sig. Det er ikke USA der her er gået for vidt i egeninteresse, men andre lande der har svigtet deres elementære egeninteresse.

USA er virkeligt et uafhængigt land. Og det bliver det forhåbentligt ved med at være.

Til toppen Til forsiden Printversion

utils postfix clean