ARTIKEL FRA JERNESALT - 3.3.04.

Kompromis om Iraks forfatning - besvaret med terror

Det holdt hårdt, fordi der til det sidste var uenighed om i hvilket omfang islam skulle danne grundlag for de fremtidige love, det vil først og fremmest sige om shariaen skulle gælde som retssystem eller ej. USA havde med støtte fra de sekulariserede irakere nedlagt veto mod sharialovgivningen, og kompromiset blev, at islam fremover kun skal være inspirationsgrundlag for lovgivningen, men at denne dog ikke på noget punkt må stride direkte mod islam.

Som led i en påskønnelsesværdig udvikling hen mod kvindernes ligeberettigelse blev det vedtaget, at 25 % af parlamentets pladser i fremtiden skal være forbeholdt kvinder - og det er helt uden sidestykke i den arabiske verden i dag.

Også kurderne fik betydelige indrømmelser. Kurdisk bliver officielt sprog i Irak ved siden af arabisk. Kurderne får foreløbigt lov til at beholde deres egen milits - og Irak skal indtil videre være en føderal stat der giver kurderne mulighed for selvstyre i Nord-Irak.

Dernæst gælder at domstolene bliver uafhængige, og at magten i landet skal varetages af civile personer, og ikke af militære. Valg til det nye parlament skal ske senest den 31. januar 2005.

Den nye forfatning garanterer ytrings-, forsamlings- og religionsfrihed. Den indfører religiøs og etnisk ligestilling, således at flertallet af arabiske shiamuslimer ikke kan undertrykke det sunnimuslimske mindretal eller kurderne og turkmenerne.

Forfatningsforslaget blev godkendt af shiamuslimernes leder, ayatollah al-Sistani, der ellers havde forlangt valg i forbindelse med overgangen til selvstyre pr. 30. juni i år. Forfatningen skulle efter planen have været underskrevet onsdag den 3.3., men dette har måttet udskydes på grund af terrorhandlingerne tirsdag.

Men alt i alt er der tale om et bemærkelsesværdigt kompromis - ja, en stor bedrift, som Colin Powell sagde. De mange parter er enedes om en demokratisk løsning der vil kunne bære en fredelig og fordragelig udvikling - forudsat at parterne holder aftalen og terroranslagene mod landets genopbygning ikke bliver alt for alvorlige.

Og netop det sidste truede faktisk allerede stabiliteten og aftalen tirsdag den 2. marts, hvor shiamuslimerne fejrede den særlige helligdag for deres store martyr, profeten Muhammeds barnebarn Husayn ibn Ali's død i 680 i Kerbala. I alt ni selvmordsbombere dræbte her mindst 58 civile irakere og sårede flere hundreder tidligt om morgenen omkring moskeerne. Og samme dag skete også terrroranslag mod shiamuslimerne andre steder, bl.a. i Bagdad, således at det samlede dødstal oversteg 140. Heldigvis blev tilsvarende terroraktioner forhindret i Najaf og Basra.

På grundlag af et dokument amerikanerne fandt i Bagdad blev der straks peget på al-Qaeda som bagmændene, dvs. udlændinge der har deres egen destruktive dagsorden for Irak og hele regionen, men uanset hvem der står bag terroren, så spreder den frygt og rædsel blandt almindelige mennesker. Og desværre er der også demagoger i det irakiske præsteskab der ikke undser sig for at give amerikanerne skylden for terroren. Men der er ikke tvivl om, at den systematiske terror er et målrettet forsøg på at skabe borgerkrig i landet, dvs sætte shiamuslimer og sunnimuslimer op mod hinanden i et blodigt opgør der vil gøre alt håb om fred og demokrati til en illusion. Derfor er det uhyre positivt, at de ledende sunnimuslimer tager afstand fra terroren, og vigtigt at alle der vil fred og opbygning bevarer roen og undgår hævnaktioner.

Hadet forsvinder hverken af sig selv eller ved militær- og sikkerhedsmæssige foranstaltninger. Dets ulykkelige konsekvenser vil utvivlsomt fortsat i mange måneder være en del af hverdagen for irakerne - ganske som det er det for Israelerne. Men selv det uudslukkelige had i de yderligtgående kredse udelukker ikke en langsom opbygning af landet og vil altså heller ikke i det lange løb kunne forhindre en demokratisering, hvis viljen til demokrati kan bevares. Blot må alle være indstillet på, at prisen for frihed og demokrati vil blive stor, men at dette ville have været tilfældet ligegyldigt, hvordan man var kommet af med Saddam Hussein og hans barbariske diktatur. Fejlen ved alt diktatur er nu engang, at parterne aldrig indstiller sig på at ordne deres mellemværender på fredelig vis, affinder sig med kompromiser og respekterer såvel mindretallenes rettighederne som en demokratisk valgt regerings mandat til at styre landet gennem alle vanskeligheder på ordentlig og civiliseret vis.

Det mest beskidte træk ved serie-terroren tirsdag den 2. marts var at det med fuldt overlæg udløstes på en stor helligdag - og altså ikke alene ramte civilbefolkningen og de irakiske lederes kloge kompromis om en ny forfatning, men direkte sårede almindelige shiamuslimers religiøse følelser. Terrorens sande ansigt kunne ikke vise sig på mere uhyggelig eller tragisk måde.

Har Irak-krigen ført til fred, demokrati og stabilitet?

Nogle af de tidligere artikler:

Demokratiet og den muslimske verden  (16.2.04.)
Irakkrigen en fejltagelse?  (6.2.04.)
Død over Saddam Hussein?  (25.12.03.)
Saddam Hussein fanget  (15.12.03.)
Bush's vision om Mellemøsten  (10.11.03.)
Terrorismens sande ansigt  (30.10.03.)