ARTIKEL FRA JERNESALT - 25.12.03.

Død over Saddam Hussein?

Tilfangetagelsen var en triumf for USA og koalitionen og har allerede givet store udslag i meningsmålingerne i USA til fordel for den ellers trængte præsident Bush og hans krigsførelse. Men om de holder afhænger naturligvis af den fortsatte kamp mod den hårdnakkede modstand mod amerikanere fra Hussein-tilhængernes og terroristernes side. Grov oprydning i deres rækker er endnu nødvendig, men samtidig også den møjsommelige genopbygning af den irakiske infrastruktur og civiladministration.

Reaktionen på tilfangetagelsen af Saddam Hussein har været mange og ganske sigende. De har spændt fra muslimers tvivl på ægtheden af oplysningen og billederne - over forargelsen over at man åbenlyst udstillede den førhen så stolte og urørlige diktator i en ydmygende aflusningssituation. Videre til hans i Jordan boende døtres fordømmelse af anholdelsen, som de påstår beroede på bedøvelse af manden. (Jordan har siden fundet det nødvendigt at give døtrene mundkurve på for ikke at undergrave deres opholdstilladelse!) Sandheden om tilfangetagelsen var vist nærmere, at det var et held, at man ikke garderede sig ved at smide en håndgranat ned i Husseins hul.

Og så er der den almindelige vestlige forargelse over, at de amerikanske myndigheder bevidst udstillede Saddam Hussein i en ydmyg situation. Man kan ganske vist ikke lide manden, men bestemt heller ikke amerikanerne og deres krig. Og så hefter man sig mest ved billederne af aflusningen og halsundersøgelsen, der tjente det formål af få taget en spytprøve til en dna-test. Ikke at der er noget forkert i disse undersøgelser, men at de blev vist på tv til hele verden umiddelbart efter den officielle meddelelse om tilfangetagelsen fra Paul Bremers side.

Til sammenligning viste flere tv-kanaler billeder af den overlast Mussolini i 1945 og Ceaucescu i 1989 blev udsat for - og så burde kritikerne dog indrømme, at forskellen er markant. Saddam Hussein led ikke på nogen måde fysisk overlast - tværtimod blev han trukket op af et koldt og ubekvemt hul i jorden og ført til en varm og sikker celle, hvor han kan få mad og drikke og hvile ud. Man skånede ham i enhver henseende for lynchning fra de mange tusinde irakere der gerne ville have kastet sig over ham for at hævne sig på ham. Den psykiske overlast var kortvarig og minimal og tjente ene og alene det helt nødvendige formål at fortælle den ganske verden, men specielt Saddam Husseins fanatiske tilhængere og sympatisører i den muslimske verden, at deres store håb og forbillede ikke længere var en magtfuld eller så meget som urørlig mand. Absolut nødvendige billeder af en diktators, demagogs og illusionists store fald.

Det ser ud til at amerikanerne klogeligt vil overlade retforfølgelsen til irakerne selv - det vil først og fremmest sige helt uden om FN og den internationale krigsforbryderdomstol i Haag. Det vil have den store og afgørende fordel, at retsopgøret mod Saddam Hussin bliver et central led i hele det opgør med 35 års diktatur som vil være nødvendigt for demokratiserings- og oplysningsprocessen i landet. Man undgår hele den tomme og abstrakte proces som nu foregår mod Eksjugoslaviens præsident Milosevic i Haag og som er totalt løsrevet fra den yderst komplicerede politiske proces hjemme i Serbien.

Problemet med en rent irakisk retssag mod Sadddam Hussein er manglen på juridisk ekspertise, men her kan uddannelse af de bedstuddannede jurister og bistand udefra formentlig gøre udslaget. Den egentlige retssag skal tidligst i gang om et halvt års tid. Den skal under ingen omstændigheder jages igennem. Den skal foregå værdigt og i fuld offentlighed - og forudsætter derfor at sikkerhedssituationen i Irak i mellemtiden er kommet under kontrol.

De fleste vil huske billedet fra hans hårdhændede ledelse af en kongres i Baathpartiet for årtier siden, hvor han siddende i sin formandsstol udpegede medlemmer der havde sagt ham imod, hvorefter de pågældende blev ført ud af lokalet - og skudt. Eller huske hvordan han kaldte sine svigersønner hjem fra Jordan under foregivelse af at have tilgivet dem deres kritik, hvorefter han simpelthen myrdede dem.

I Danmark som i hele Europa er der utallige flygtninge fra hans bestialske regime.

Ingen tvivl om at den internationale domstol i Haag i givet fald ville give ham lovens strengeste straf. Altså formentlig fængselsstraf på livstid.

Dødsstraf er efterhånden afskaffet i de fleste vestlige lande, excl. USA og accepteres hverken af FN eller EU. Afskaffelsen er en længere historie, der bl.a. omhandler tvivl på at dødstraffen overhovedet skulle have nogen bedre effekt på forebyggelse end livsvarig straf. Men først efter 2. verdenskrig med FN's oprettelse og erklæring om menneskerettighederne blev det for alvor understreget, at individet har umistelige rettigheder, herunder altså retten til livet.

Men så sent som i 1945-46 var det ikke det mindste odiøst at eksekvere dødsdomme, afsagt af de allieredes Nürnberg-domstol over de værste naziforbrydere, eksklusiv dem der forinden nåede at tage deres eget liv: Hitler, Goebbels, Himmler, Göring. Man mente at de dømtes forbrydelser var i en særklasse der ikke kunne opvejes af deres rettigheder som mennesker. At de med andre ord netop havde sat sig ud over al menneskelighed ved deres bevidste tilsidesættelse af andres menneskerettigheder.

Menneskerettighedserklæringen har således forskudt hele problemet. Ved at gøre individet absolut ukrænkeligt har man i realiteten sat individet over samfundet i et rent og skært juridisk-intellektuelt forsøg på at dogmatisere et princip der er i strid med hele ideen om samfundets grundlæggende hellighed og ukrænkelighed.

Det bør i denne forbindelse understreges, at det er meningsløst at begynde at diskutere om den ene eller anden forbryder er et absolut ondt menneske, eller om absolut ondskab overhovedet eksisterer. For selv de værste forbrydere er og forbliver mennesker, sålænge de er i live. Der er endda ingen tvivl om, at de altid selv mener at deres handlinger var til bedste for menneskeheden eller deres nation, og at de altså havde reelle hensigter. Den slags er vanskeligt at afgøre rent moralsk, eftersom de fleste forbrydere af denne kaliber har umådelig ringe indsigt i moralske problemstillinger. De er normalt ikke filosofisk indstillede. Men psykologisk kan man godtgøre påstanden, fordi den grundlæggende, indre menneskelige lov om altid at være etisk konsistent forhindrer ethvert menneske i at åbenlyst over for sig selv at vedkende sig onde motiver!

Det sagen derfor bør dreje sig om, er spørgsmålet om der gives forbrydelser - der uanset deres bevidste eller ubevidste motiver og hensigter - er så skadelige for et samfund, for dets opretholdelse, dets værdighed og hellighed, at de mennesker der gør sig skyldige i dem, definitivt sætter sig uden for dette samfunds normer og derfor ikke længere er beskyttede af samfundet.

Dødsstraf skal ikke være en almindelig straf for alvorlige forbrydelser som mord. Men det er en nødvendig sanktion mod sådanne alvorlige forbrydelser som direkte retter sig mod samfundet som sådan - og dermed dets ukrænkelighed og hellighed.

Samfundet er forudsætningen for alle individers liv og tilværelse. Det er netop derfor - ligesom naturen, men til forskel fra individet - absolut ukrænkeligt, dvs helligt.

Derfor kan en dødsdom over Saddam Hussein fuldt ud forsvares. Den er ikke inhuman og uciviliseret, men vil tværtimod være i allerhøjeste grad udtryk for humanitet og civilisation. Derfor bør den danske regering ikke udtale sig imod den, men overlade en afgørelse til irakerne alene.

Deres er ansvaret.

Saddam Hussein fanget