ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.10.03.

Terrorismens sande ansigt

Præcis hvem der står bag denne terror er endnu uvist. Det kan være folk fra Saddam Husseins Republikanergarde og fra hans Baath-parti, eller det kan være Al Qaida-folk eller palæstinensere der er kommet over grænsen fra Iran for at ødelægge genopbygningen mest muligt. Der er formodninger om, at den tidligere irakiske general Izzat Ibrahim al-Douri kan være bagmanden. Han står højt på listen over eftersøgte og fik en af sine nære medarbejdere taget til fange i Mosul fornylig.

Hensigten med optrapningen er fuldstændig klar. Den er 1) at skabe frygt blandt irakerne, så de vender sig endnu mere mod amerikanerne og de landsmænd der samarbejder med amerikanerne for at skabe lov og orden i landet. Den er 2) at påføre amerikanerne tab af liv, materiel og prestige og således påvirke den amerikanske befolknings og de amerikanske soldaters holdninger negativt. Og den er endelig 3) at genere de internationale organisationer så meget, at de bliver tilbageholdende med hjælpen og trækker folk ud af Irak.

Altsammen tjener ene og alene det formål at forlænge den tid det tager og at forøge de omkostninger det kræver for alle gode kræfter at genopbygge Irak som et sikkert område, hvor irakerne selv kan leve fredeligt og efterhånden overtage mere og mere af styret.

Disse seneste terroranslag er kommet bag på amerikanerne - herunder både udenrigsminister Colin Powell og den synligt rystede viceforsvarsminister Paul Wolfowitz som tilfældigvis opholdt sig på Hotel Rashid da bomberne sprang. For her var ikke tale om sædvanlige bilbomber, men - så utroligt det end lyder - om raketter afskudt fra et mobilt militært batteri kun få hundrede meter fra hotellet, altså i et bevogtet område.

Men sagen er jo, at al bevogtning har sine huller, og først og fremmest at enorme mængder af våben stadig er i hænderne på de slagne Saddam Husseins-folk. Skøn siger et sted mellem en halv og en hel million ton!

Faktum er, at Hussein-folkene i sin tid forsætligt trak sig ud af kampen mod de militært totalt overlegne amerikanere for at ‘gå under jorden' og følge Saddam Husseins instrukser og trusler om hensynsløs illegal kamp mod besætterne. Og faktum er, at amerikanerne hverken har været indstillet på eller formået at rense de kvarterer af Bagdad og store dele af landområderne og byerne nordøst for Bagdad, hvor Saddam Husseins tilhængere holder til med deres våben.

Det er derfor meget rammende, når Politikens Anders Jerichow kalder den nye terrorbølge for ‘en massiv ydmygelse af USA', for den afslører særdeles fatale huller i den amerikanske efterretningstjenestes viden om de irakiske modstandsgruppers omfang, styrke, bevægelser og planer.

Præsident Bush kan nok så meget holde pressekonference og her smilende erklære, at det samlede billede peger i den rigtige retning, at de gode dage vil overgå de dårlige, at de morderiske terrorister er villige til at dræbe alt og alle for at forhindre fremskridt, og at de elsker frygt og kaos, men at "vi vil fange dem og stille dem til ansvar". For udsagn af denne type står og falder med kendsgerningerne eller rettere mulighederne for at løfter og trusler bliver til virkelighed.

Der skal med andre ord inden for overskuelig tid ske et sådant fremskridt i arbejdet for at skabe sikkerhed, lov og orden gennem effektiv nedkæmpelse af modstandsgrupperne, at udviklingen synligt og mærkbart vender, så den ikke længere kan betvivles af hverken de almindelige irakere eller de udenlandske iagttagere, og da slet ikke af de amerikanere der skal betale gildet med skattepenge og amerikanske soldaters liv.

Hertil kræves ikke blot tålmodighed og udholdenhed fra amerikansk side - og disse egenskaber har aldrig været deres stærkeste side - men også en betydelig og temmelig hurtig effektivisering af efterretningstjenesten og den militære indsats i Irak. Ellers kan USA i værste fald tabe kontrollen med situationen i Irak, præsident Bush kigge i vejviseren efter genvalg næste år og hele presset på palæstinenserne svækkes så fatalt, at der også i konflikten mellem dem og israelerne vil ske en forværring det bliver svært at rette op på.

I den sidstnævnte konflikt har den skrupelløse terror fra palæstinensisk side jo også vist, at der bliver længere og længere vej til en egentlig fredsproces og genoptagelse af realitetsforhandlinger mellem parterne. Fredsplanen fra ‘kvartetten's side (FN, EU, USA og Rusland) er efterhånden ikke det stykke papir værd den er skrevet på. Heldigvis foreligger der nu en ny og langt bedre, men foreløbigt kun som ideelt forslag. Den palæstinensiske premierminister Qureis mandat er fortsat lige så usikkert som præsident Yassir Arafats vilje til at stoppe terroren. Arafat kan i og for sig gøre hvad han vil, for han er og bliver en irrelevant person. Men fredsprocessen ligger død, stendød, så længe han trækker i trådene, dvs så længe han overhovedet er i live.

Foreløbig er det derfor Irak det gælder og kun Irak, og her burde det stå klart for alle vestlige lande, at USA's kamp mod Saddam Hussein var nødvendig for både det irakiske folks skyld og for de langsigtede storpolitiske muligheders skyld, og at den derfor skal føres til ende, hvis der i det lange løb skal kunne blive basis for en demokratisering af Irak og en sådan afsmitning på nabolandene at det vil give terroristerne et utvetydigt signal om, at deres had og morderiske handlinger kun fører til selvmord og selvdestruktion.

Terror kan ikke retfærdiggøres eller forsvares. Den kan have mange årsager - herunder også forståelig frustration - men den bygger altid på destruktivt had, og standser ikke definitivt før hadet er standset definitivt. Og indtil det sker, er der kun to ting at gøre: 1) at holde modet oppe hos de moderate kræfter der håber på og arbejder for en fredelig løsning og 2) at bekæmpe terroren med alle militære, politiske og efterretningsmæssige samt psykologiske midler, så de destruktive hadere og terrorister ikke tror de kommer nogen vegne med deres had og terror.

Disse to ting er hvad USA allerede gør, men hvad de nu må forstærke, og hvad de bør have de europæiske landes fulde opbakning til.

Kompromis om Iraks forfatning - besvaret med terror

Tidligere artikler:

Sikkerhedsrådet enige om Irak
Bush, FN og Europa  (27.9.03.)
Tilbageslag i Irak  (22.8.03.)
Irakkrigens mål og midler  (7.4.03.)
Irakkrigens første uge  (27.3.03.)
Fra snak til aktivt indgreb  (18.3.03.)
FN's dilemma  (16.2.03)
Saddam Hussein, USA og FN  (9.2.03.)
Midtvejsvalget i USA  (USA - 5.11.02.)
Bush-doktrinen 2002
USA's uafhængighed