ARTIKEL FRA JERNESALT - 18.10.03.

Sikkerhedsrådet enige om Irak

Men bemærkelsesværdigt nok blev det ikke en resolution som kun et lille flertal med USA, Storbritannien og Spanien i spidsen kunne bakke op om, men en enstemmig vedtagelse, hvor også de hidtidige mest umedgørelige lande Frankrig-Tyskland-Rusland stemte for, ja selv Syrien gjordet samme. I den forstand en triumf for USA og præsident Bush, der da også strålede af tilfredshed.

Vedtagelsen betyder at det af USA indsatte irakiske regeringsråd senest den 15. dec - og ikke først til foråret - skal aflevere en tidsplan for udarbejdelsen af en ny irakisk forfatning og afholdelse af et frit demokratisk valg i 2004, og at regeringsrådet anerkendes som civil irakisk myndighed indtil dette valg.

Dernæst skal FN overvåge den politiske og økonomiske genopbygning af Irak og etablere en fredsskabende styrke til at beskytte FN's medarbejdere, regeringsrådet og de internationale organisationers hjælpearbejde foreløbigt et år.

Endelig efterlyses økonomisk og militær hjælp til Irak, men USA-koalitionen beholder den øverste militære magt

Det sidste punkt var FN's generalsekretær Kofi Annan ikke helt tilfreds med; han havde foretrukket at FN overtog det fulde ansvar, og den fransk-tysk-russiske akse havde foretrukket en bindende resolution med kortere tidsfrister for overdragelsen af myndighed til irakerne. Men Annans appel på FN's generalforsamling 22.9. havde åbenbart ikke været helt forgæves. Han sagde her, at det ikke var nok at fordømme unilaterialismen, medmindre man også ser direkte på de problemer som får visse stater (underforstået USA og Storbritannien) til at føle sig særligt sårbare og derfor driver dem til at gå engegang. Man bliver også nødt til at vise, at deres bekymringer tackles effektivt gennem fælles handling.

Frankrig, Tyskland og Rusland havde efterhånden gennem indbyrdes konsultationer indset at det ville være uklogt for dem selv og deres rolle i FN fortsat at blokere for en sådan fælles handling, selvom den primært ville blive på USA's præmisser. Og USA's udenrigsminister Colin Powell og det amerikanske diplomati havde da også været i stor aktivitet for at få en løsning i stand uden at rokke sig på det afgørende punkt, at USA fortsat skulle have det fulde ansvar for den militære operation.

Altså en betydelig sejr for FN og Kofi Annan, men alligevel den største sejr for USA, fordi det faktisk blev accepteret at USA og dets allierede gik enegang i maj til kamp mod en trussel mod deres egne interesser og territorier.

Den nye resolution kan medføre, at folketinget bliver enig om at forlænge de danske troppers tilstedeværelse i Irak udover 31. december, hvad der må betegnes som særdeles positivt.

Der bliver nu i FN-regi indkaldt til en donorkonference for at få flere lande til at bidrage til Iraks økonomiske genopbygning og militær sikkerhed. Men der ventes ikke den helt store gavelyst. USA får fortsat lov til at betale hovedparten af gildet og dermed også til at høste den største gevinst, når Irak kommer på fode, men det helt centrale for øjeblikket turde også være at signalere til verden i almindelighed og den islamiske verden i særdeleshed, at FN nu står bag den fjernelse af Saddam Hussein der er en kendsgerning, og den opbygning af et demokratisk eller demokrati-lignende Irak der er det første mål, som givetvis vil tage sin tid, men som givetvis også vil have en afsmittende virkning på hele Mellemøsten.

På baggrund af den netop afholdte islamiske Konfereence (OIC) i Malaysia er det særligt vigtigt at de vestlige lande nu igen kan vise enighed udadtil mod truslerne mod dets fundamentale værdier, for den islamiske konference viste endnu engang så stor interne uenighed om sin strategi, at den af nogle blev betegnet som en islamisk kaffeklub.

Ovenikøbet åbnede Malaysias premierminister konferencen med en mildest talt meget udiplomatisk, men egentlig afslørende påstand om, at der står jøder bag alle de fortrædeligheder muslimer rammes af. Men ser man på den faktiske situation i konflikten mellem israelerne og palæstinenserne, så har det i den sidste tid været allermest påfaldende at heller ikke palæstinenserne kan finde ud af hvilket ben de skal stå på.

Både Kurei og Yussuf var i åbent skænderi med Arafat der heller ikke dennegang ville slippe tøjlerne. Yussuf skal på et møde for nogle uger siden havde slynget Arafat selve sandheden lige i øjnene:

"Du er den mest mislykkede leder på jordens overflade. Du har ført det palæstinensiske folk fra katastrofe til katastrofe."

Allerede 15. oktober kom så bekræftelsen på denne dom over Arafats manglende evne og vilje til at foretage sig det afgørende. Den kom i form af en terrorbombe i Gazastriben der sprængte en skudsikker bil med amerikanske sikkerhedsfolk i luften.

Hvem de reelle bagmænd er vides ikke med sikkerhed, men som bekendt er der mange der af hjertet ønsker ethvert tilløb til fortsat fredsproces standset hurtigst muligt og med ethvert middel. Og bevises kan det jo heller ikke - som Israels udenrigsminister ellers ville vide - at de palæstinensiske myndighder intet gør for at afmontere terrorens infrastruktur. For det kan sagtens være palæstinensiske fjender af denne afmontering der på trods af myndighedernes bestræbelser er på spil. Eller det kan være Al-Qaida-bevægelsens efterhånden mange spredte kræfter der er i stand til at omgå de svage palæstinensiske myndigheder.

Og der kan som bekendt også rejses adskillige tungtvejende anklager mod Israels preimierminister Sharon for at modarbejde fredsprocessen med sin fortsatte bosættelses- og -indhegningspolitik. Palæstinensernes og Al-Qaidas had til Israel og USA kan få næring fra alt.

Men humlen er og bliver, at så længe Arafat er i live og nægter at slippe kontrollen med de palæstinensiske sikkerhedsstyrker, så bliver der ingen afgørende ændring i situationen.

Det er slet ikke irrelevant, hvad en af deltagerne i Oslo-forhandlignerne i 1993, Ron Pundak, i dag leder af Peres Peace Center i Tel Aviv, den 17.10. skrev i en kronik i Politiken, at der må skelnes mellem to former for palæstinensisk terrorisme. En som er affødt af selve kampen for et fædreland, og som er pragmatisk og præget af vilje til kompromis, og en som er næret af fundamentalistiske islamister i Hamas og Islamisk Jihad, og som er fast besluttet på at udslette Israel og nægter at slå sig til tåls med mindre.

Og det er næppe urigtigt at alt for mange israelere ikke længere foretager denne sondring, men tilslutter sig Sharons opfattelse, at alle terrorister tilhører sidstnævnte gruppe.

Men det er til gengæld uholdbart at se bort fra Arafats rolle i dette spil - og det er hvad Pundak gør.

Arafats rolle er at være selve symbolet på hadet til israelerne og amerikanerne. Han ville i givet fald få alvorlige problemer med pludseligt at skifte mening og status. Men han er den eneste der ville være i stand til det og dermed totalt ændre alle hadende palæstinenseres identitet.

Alternativet til en sådan ændring er ganske enkelt hadets kontinuitet og fredsprocessens umulighed. Alle må afvente at den syge mand ikke længere er i stand til at trække vejret. Jo længere tid der går inden dette stadium nås, jo længere tid vil der gå med at give de moderate, pragmatiske og kompromisvenlig palæstinenserne en chance for at køre fredsprocessen frem til alle palæstinenseres inderste håb, en selvstændig stat.

Set i dette lys er det uhyre vigtigt, at USA-koalitionens mission i Irak fører til en for irakerne acceptabel og holdbar genopbygning af deres land på et demokrati-lignende niveau, og at FN slutter bedst muligt op om denne mission. For kun dette kan fortælle alle hadende muslimer, at had fører til selvødelæggelse og intet andet.

Nye artikler:

Kompromis om Iraks forfatning - besvaret med terror
Saddam Hussein fanget  (15.12.03.)
Terrorismens sande ansigt  (30.10.03.)

Tidligere artikler:

Bush, FN og Europa  (27.9.03.)
Tilbageslag i Irak  (22.8.03.)
Irakkrigens mål og midler  (7.4.03.)
Irakkrigens første uge  (27.3.03.)
Fra snak til aktivt indgreb  (18.3.03.)
FN's dilemma  (16.2.03)
Saddam Hussein, USA og FN  (9.2.03.)
Midtvejsvalget i USA  (USA - 5.11.02.)
Bush-doktrinen 2002
USA's uafhængighed