ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.3.04.

Spaniens 11. marts 2004 - Rykker terroren nærmere?

Udåden skabte selvfølgeligt umiddelbart frygt og sorg hos alle mennesker i Spanien og i vide kredse udenfor, og den førte lige så naturligt til enstemmig fordømmelse fra vestlige og muslimske ledere.

Men da udåden fandt sted kun få dage før det spanske parlamentsvalg, fik den også følger for dette valg. Selve valgkampen blev straks indstillet, men valget heldigvis ikke udskudt. Den konservative regering der i meningsmålinger forud for valget stod til en kneben sejr på trods af sin ubetingede støtte til præsident Bush i Irak-krigen, var øjeblikkeligt klar over, at valgsejren var i fare, hvis terroren blev forbundet med Al Qaeda og dermed indirekte med den spanske deltagelse i Irak-krigen, og den var derfor så tåbelig, at den prompte, meget ensidigt og meget ihærdigt pegede på den baskiske terrororganisation ETA som ansvarlig for udåden - uanset at mange ting pegede i anden retning, og at efterretningsfolkene - som deres professionalisme tilsagde dem - gik efter flere spor samtidigt.

Når ETA ikke uden videre kunne udpeges som ansvarlig, skyldtes det, at ETA takket være regeringens hårde bekæmpelse gennem flere år var svækket betydeligt, at organisationen ikke plejer at rette sin terror mod tilfældige og sagesløse mennesker, men målrettet mod politiske ledere og politifolk, og endelig at den heller ikke plejer at koordinere flere bombesprængninger i én aktion. At den politiske del af organisationen, det forbudte parti Batasuna, hurtigt fralagde sig ethvert ansvar, tæller i denne forbindelse mindre. Der kunne sagtens tænkes desparate enkeltmedlemmer af ETA på spil. Kun fundet for nogle uger siden af en vogn med sprængstof beregnet for terror pegede i retning af ETA.

Derimod var der flere ting der pegede på muslimske terrorister - med eller uden tilknytning til Al Qaeda. Først og fremmest sammenkædningen af flere bombesprængninger og at disse var rettet mod tilfældige civile ofre. Dernæst vidneudsagn om arabisk eller marokkansk udseende folk i togene. Endvidere fundet af en ueksploderet rygsæk der bl.a. indeholdt detonatorer som Al Qaeda-folk bruger. Og endelig blev dette spor yderligere bekræftet gennem anholdelse af marokkanere med forbindelse til Al Qaeda. At en mystisk muslimsk organisation via en radio i London påtog sig skylden for terroraktionen var mindre væsentligt, da man intet kender til denne organisation og kan mistænke den for udelukkende at sprede sine budskaber som afledning.

Men uanset at sporene mod Al Qaeda var langt stærkere end sporene mod ETA, så vedblev regeringen at give ETA skylden, ja, den gav allerede torsdag de spanske diplomater rundt omkring i verden besked om at pege på ETA - og fik sågar trumfet igennem, at FN's sikkerhedsråd, stik imod al sund fornuft, udpegede ETA som skurken, før sagen var undersøgt til bunds. Ikke underligt at der bredte sig den opfattelse i den spanske befolkning, at regeringen manipulerede med efterretningerne og måske ligefrem skjulte sandheden.

De kæmpemæssige protestdemonstrationer mod terroraktionen på den regnfulde fredag den 12., der samlede ca. 11 millioner mennesker i de store byer eller rundt regnet en fjerdedel af hele befolkningen, alene to millioner i Madrid, var naturligvis først og fremmest vendt mod terroristerne. De var dernæst en helt nødvendig åbning af de følelsesmæssige ventiler for at komme af med frygten, sorgen og frustrationerne. Men den var delvist også rettet mod regeringen, selvom dennes medlemmer med premierminister Aznar i spidsen deltog i dem. Og om aftenen og den følgende lørdag var der også demonstrationer vendt direkte mod det konservative partis hovedkvarter - og her sparede deltagerne ikke på de verbale udfald mod regeringen. De store demonstrationer om fredagen viste derimod spaniernes mere værdige sammenhold og vrede.

Det tæller nok mindre, at Aznars regering har siddet i to hele perioder, og at Aznar personligt havde trukket sig som kandidat til en ny periode. For han var ikke populær, og et regeringsskifte efter otte år er ikke en uting i sig selv. Men når det konservative Partido Popular i vid udstrækning svigtede folks tillid, kan partiets nederlag kun betegnes som selvforskyldt og retfærdigt.

Det var mere eller mindre det han vandt valget på, så det kan på ingen måde overraske. Og ved at holde døren på klem for deltagelsen i en eventuel FN-styrke har Zapatero også vist lidt fleksibilitet og realitetssans. Men hans anklage mod USA og Storbritannien for at have bragt Irak i en katastrofesituation på falske forudsætninger, er mildest talt ikke egnet til at læge sårene i Europa efter splittelsen mellem dem der fulgte USA i krigen og dem der tog afstand fra krigen. Fra de ivrigste europæiske modstandere af krigen, Frankrig og Tyskland har der da også i flere måneder lydt helt andre toner. Alle er jo først og fremmest tilfredse med at Saddam Hussein blev styrtet. Alle erkender også et vist medansvar for genopbygningen af Irak. De fleste kan også se, at der faktisk sker fremskridt i Irak, omend langsommere end ønsket. Og som det allervæsentligste: trods stor uenighed om vægten af de højst usikre formodninger om irakernes besiddelse af masseødelæggelsesvåben i begrundelsen for krigen, så kan den endelige bedømmelse af krigen og tingenes tilstand og kommende udvikling først ske ad åre.

Dette betyder, at alle vestlige lande, der betragter det som et gode, at Irak er kommet af med Saddam Hussein, og som en forpligtelse at hjælpe Irak med genopbygningen samt som en nødvendighed at bekæmpe den internationale terrorisme med alle de midler der overhovedet findes, de må også vedkende sig det historiske ansvar for at det der er sat i gang i Mellemøsten med Irak-krigen fuldføres på en sådan måde, at slutresultatet bliver til gavn for ikke alene irakerne selv, men også for den øvrige muslimske befolkning i Mellemøsten - og for den vestlige verden.

Spaniens Zapatero kan lige så lidt som Tysklands Gerhard Schröder eller Frankrigs Jacques Chirac læne sig hoverende tilbage over de problemer USA har skaffet sig på halsen - militært, økonomisk og politisk gennem krigen mod Irak. De må tage et medansvar for en løsning af problemerne. Og ganske særligt gælder dette for øjeblikket selve kampen mod terrorismen.

Det sagen når alt kommer til alt drejer sig om i forbindelse med krigen mod den internationale terrorisme er, at modstanderen er en så fordækt og sofistikeret og samtidig hensynsløs aktør, at alle midler må tages i brug for at bekæmpe ondet, og at det samtidigt er fuldstændigt naivt at gøre sig forhåbninger om at komme ondet definitivt til livs med ét eller nogle få relativt korte og målrettede slag inden for overskuelig tid. Kampen mod terrorismen kræver uendelig kløgt og tålmodighed, og den må nødvendigvis omfatte alle midler lige fra højtkvalificeret efterretningstjeneste med telefonaflytning og infiltration over forfølgelse og uskadeliggørelse af mistænkelige personer og netværk til regulær militær indsats mod samlingssteder, træningslejre og våbendepoter som terroristerne måtte have. Endelig må kampen også omfatte pres på og eventuel krig i gammeldags forstand mod regimer der giver husly til terroristerne eller støtter dem finansielt.

Den nye terrorisme er særlig farlig, fordi den råder over våben og kommunikationsudstyr som ikke fandtes så effektive tidligere. Der er derfor nok grund til at holde hovedet koldt for både politiske ledere og almindelige mennesker, så ingen gribes af panisk angst for fænomenet, der målt i dræbte, sårede og materielle skader rent statistisk set kun undtagelsesvist er værre end ulykker som jordskælv, flystyrt, skibskatastrofer og trafikulykker. Men alligevel er der også grund til at holde sig den reelle fare for øje: Terrorismen er ikke udslag af hændelige uheld af den art vi må regne med enten fra naturens side, fra den komplicerede tekniks side eller fra den menneskelige svigts side. Den er tværtimod udslag af en fuldt bevidst og særdeles kynisk hensynsløshed. Terrorismen skyer tilsyneladende ingen midler for at accellerere ødelæggelsernes omfang med det formål at påkalde sig opmærksomhed og skabe frygt. Den kan tværtimod frygtes i fremtiden at ville bruge endnu frygteligere våben som de biologiske og atomare. Og moralsk set kan den simpelthen ikke betragtes som andet end ondskab i allerværste klasse der sætter den uden for det civiliserede samfunds normale rammer.

Set ud fra dette hovedsynspunkt er det fuldstændigt naivt at forestille sig, at man kan fjerne terrorismens trussel fra den vestlige verden ved at imødekomme terroristernes ønsker om indrømmelser i Mellemøsten ved fx at falde Israel i ryggen eller ved i almindelighed at standse den kulturelle, politiske og demokratiske påvirkning som vesten udøver ved overhovedet at eksistere og gøre sig gældende på verdensplan.

Vist er der specielt i Mellemøsten grobund for terrorismen, fordi mange af staterne i regionen er ude af stand til eller uden vilje til at sørge for en økonomisk, social og uddannelsesmæssig udvikling i deres lande. Men herfra og til at acceptere - for ikke at sige stimulere - de frustrerede unge menneskers kanalisering af deres vrede mod vestens værdier og interesser i stedet for mod deres egne statslederes og religiøse lederes forsømmelser, autoritet og diktatur er der et spring så stort at følgen bliver katastrofal. Den vil nemlig indebære, at de frustrerede unge mennesker der står i fare for at falde for fristelsen til at vælge at blive martyrer i terroristernes dødsbrigader frem for at kæmpe for et bedre liv ikke får mulighed for i tide at erkende, at de er på dødens, ondskabens og meningsløshedens veje.

Selv efter udåden i Spanien 11. marts er der ikke grund til panik i Europa. Den internationale terrorisme er forlængst gået over både Atlanten og Bosperusstrædet, og kan ikke siges at være rykket nærmere Europa, al den stund den hele tiden har været international og opererer hvor den finder det opportunt. Naturligvis må udåden i Spanien føre til skærpede sikkerheds- og efterretningsforanstaltninger mange steder i Europa, især i de større byer. Det er nu engang vilkårene i et århundrede der - ligegyldigt hvad vi gør og hvor effektive terrorbekæmpelsen gøres - vil være præget af den internationale terrorisme. Men først og fremmest må befolkningen i hele den vestlige verden påtage sig det historiske ansvar for situationen: Uden total kamp mod den internationale terrorisme vil det først gå galt.

Kompromis om Iraks forfatning - besvaret med terror  (3.3.04.)
Demokratiet og den muslimske verden  (16.2.04.)
Irakkrigen en fejltagelse?  (6.2.04.)
Død over Saddam Hussein?  (25.12.03.)
Saddam Hussein fanget  (15.12.03.)
Bush's vision om Mellemøsten  (10.11.03.)
Terrorismens sande ansigt  (30.10.03.)