ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.4.04.

Hamas, Sharon og Bush

Israelernes likvidering af Hamaslederen Abdel Aziz al-Rantissi lørdag aften den 17.4. fandt sted kun få dage efter premierminister Ariel Sharons besøg hos præsident George W. Bush i Washington. Da likvideringen ikke blev fordømt af amerikanerne, blev den af palæstinenserne og araberne nærmest betragtet som accepteret af, for ikke at sige aftalt med, amerikanerne, skønt enhver med blot minimalt kendskab til israelsk krigsførelse véd, at den israelske regering ikke venter på godkendelse fra USA af nogetsomhelst skridt på det rent taktiske plan. Det er der hverken tid eller råd til.

Likvideringen var da også forudsigelig - og ventet af Rantissi selv. Israel har i lang tid ikke lagt skjul på, at Hamaslederne var og er i kikkerten. For nogle uger siden fik man endeligt ram på den gamle fjende, Sheik Yassin. Rantissi har tidligere været på sigtekornet, og israelerne vil også forfølge de kommende ledere, selvom palæstinenserne forsøger at holde deres navne og opholdssteder skjulte.

Det er dog ikke alene palæstinenserne - med Arafat, Qurei og Hanan Ashrawi i spidsen - der siger fra. Det gør også Amre Moussa fra den ellers splittede og efterhånden betydningsløse Arabiske Liga. Og det gør den russiske udenrigsminister Sergej Lavrov, FN's generalsekretær Koffi Annan, EU's pseudoudenrigsminister Javier Solano, den irske udenrigsminister og EU-formand Brian Cowen og såmænd også den danske udenrigsminister Per Stig Møller, det vil m.a.o. sige alle opdrivelige repræsentanter for Freds-Kvartetten med undtagelse af amerikanerne. Og grunden er stort set den samme. Man betragter likvideringer af denne art som skadelige for fredsprocessen og som uacceptable og umoralske for retstanken.

Det Israel-venlige, men Sharon-fjendtlige dagblad Politiken undlod ikke mandag den 19.4. på lederpladsen at kalde likvideringerne for mord - og dermed bringe salig Hartvig Frischs utilslørede og provokerende dom sommeren 1945 over besættelsestidens stikkerlikvideringer i erindring. Også de var udenretlige, men blev af modstandsbevægelsen betragtet som nødvendige, fordi landet var i krig, og fjenden udviste kold kynisme i sit forsøg på udradering af modstanden.

Israel er som bekendt også i krig, og det vel at mærke i en decideret og fuldstændigt hensynsløs udryddelseskrig fra palæstinensisk side der i vid udstrækning rammer uskyldige civile ofre. Og selvom det fortsat er aldeles ubestrideligt, at krig betragtet som systematiske voldshandlinger ikke i sig selv fører til løsninger af politiske problemer, så glemmer mange i deres moralske fordømmelse at se kendsgerningerne i øjnene: at forhandlinger med terrorister heller ikke fører til politiske løsninger på nogetsomhelst, men at systematisk militær og anden bekæmpelse af hensynsløse terrorister, der i grænseløst had har andre folks udryddelse som erklæret mål, er nødvendig lige indtil der opstår sådanne tilstande i konflikten at politiske forhandlinger og løsninger bliver mulige og meningsfulde. Som det fx er sket i Nordirland.

Fredsplaner på teoretisk eller utopisk niveau kan på papiret være så smukke og gode de være vil. De hjælper intet, hvis konfliktens aktive og udslaggivende parter ikke vil en fred der indebærer accept af modpartens ret til at eksistere i sikkerhed. Moderate folk findes heldigvis på begge sider, men de er for øjeblikket magtesløse, fordi specielt den ene side, den ansvarlige palæstinensiske top, ikke formår at kontrollere de militante grupper der i deres totale desillusionering hellere vil lide martyrdøden i terroraktioner end acceptere kompromisser og israelernes ret til at eksistere.

Sharon fik med andre ord godkendt sin politik hen over hovedet på palæstinenserne - og protesterne fra disse udeblev ikke. For selv om de dybest set burde være yderst tilfredse med israelernes tilbagetrækning fra Gaza, så er de imod de andre punkter og navnlig vrede over slet ikke at være medforhandlere af aftalen.

Deres manglende deltagelse i forhandlingerne har naturligvis sin gode grund, al den stund israelerne lige siden Arafats nej til Camp David-aftalen med Barak og Clinton i 2000 og hans efterfølgende accept af den nye intifada mod Israel med fuld ret har betragtet Arafat som irrelevant for alle forhandlinger - og ligeledes har betragtet de forskellige palæstinensiske regeringschefer som stort set autoritetsløse og irrelevante, sålænge de ikke formåede at tage kampen op mod Arafat og Hamas.

Igen kan man på det teoretiske plan kun give alle de velmenende fredsfortalere ret i, at der naturligvis aldrig bliver en holdbar fred i den dybe konflikt uden palæstinensernes medvirken. Kendsgerningen er blot, at der for tiden ikke er nogen palæstinensiske ledere der er i stand til at få de militante grupper under kontrol og således standse terroren. Og følgelig heller ingen at slutte reel fred med. Og hvad FN's resolutioner angår, så kan Kofi Annan henvise til dem lige så meget han vil. Det ændrer ikke ved, at det med præsident Bush's ord er urealistisk at regne med, at Israel ved de kommende forhandlinger om de fremtidige grænser vil trække sig helt tilbage til 1967-linjen.

Palæstinenserne bebuder nu at de vil bekæmpe Israels tilbagetrækningsplan. Qurei truede direkte med at gå af som regeringschef, men gjorde ikke alvor af truslen. Og Arafat gik på tv og forsikrede palæstinenserne om at de stadig har ret til at vende tilbage hvor de kom fra.

Per Stig Møller, som i 2002 var medskaber af Køreplanen for Fred i Mellemøsten måtte indrømme, at planen var blevet 'stærkt forsinket', men ville ikke acceptere, at den var død. Der er plusser og minusser i aftalen, mente han, idet han dog efterfølgende skiftede til entalsform. Plusset er at Israel nu trækker sig fra Gaza. Minusset er at den delvise tilbagetrækning fra Vestbredden ikke holder i længden. Han mente det gjaldt om at holde begge parter fast på den gamle køreplan, hvad der vil indebære, at også israelerne accepterer grænserne fra 1967 som det endelige mål. - Intet tyder på at dette nogensinde bliver tilfældet, men Per Stig Møller er og bliver optimist på utopiernes løse grundlag.

Men skjules kan det naturligvis ikke, at begge d'herrer fortsat ser ud til rent ud sagt at blæse på det internationale samfunds reaktioner. De gør det ganske vist næppe fordi de ligefrem betragter det som et formål i sig selv. Tværtimod ville de nok gerne være det foruden og i stedet have opbakning til deres politik fra større dele af verdenssamfundet, ikke mindst Europa. Men de betragter enegangen som nødvendig, når nu verden er sådan indrettet, at størstedelen af FN og store dele af EU ikke vil være garanter for staten Israels eksistens og sikkerhed, men i ly af gamle FN-resolutioner og allehånde menneskeretskonventioner nærmest ubetinget forsvarer palæstinensernes ret til at vende tilbage til de områder de oprindeligt kom fra - uanset hvad der i mellemtiden er sket og har skabt øgede risici for israelernes sikkehed.

Holdningsskredet ligger til dels i den vægtning mange velmenende, humanistisk indstillede mennesker giver menneskerettighederne på bekostning af de enkelte demokratiske samfunds muligheder for at overleve. Denne vægtning indebærer at individualsynspunktet kommer til at dominere over samfundssynspunktet, således at den grundliggende komplementaritet mellem disse to hver for sig berettigede synspunkter ophæves og demokratiernes ret til at forsvare sig med alle nødvendige midler undergraves.

Holdningsskredet ligger desuden i en dybt beklagelig og i virkeligheden temmelig rystende ophævelse af den tidligere selvfølgelige europæiske forståelse for det fulde medansvar for statens Israels eksistens og sikkerhed. Herom har lederen af Political Research Center i Jerusalem, Harry Kney-Tal, der tidligere har været Israels ambassadør i EU og Nato, fornylig udtalt sig til Politiken. "Israels tilknytning til USA voksede ud af ren nødvendighed", siger han. "Forud for seksdageskrigen [1967] var de europæiske ledere stort set ligegyldige over for Israels ønske om hjælp. USA derimod viste venlighed og solidaritet på et yderst kritisk tidspunkt for os. Sådan opstår venskaber. Amerikanerne har hjulpet os, mens jorden brændte under vores fødder, hvor europæerne flere gange har truet os med sanktioner. Det er forskellen i en nøddeskal."

Kney-Tal påpeger videre, at de europæiske medier ikke generelt giver Israel en retfærdig dækning, for der er en underliggende følelsesmæssig identifikation med palæstinenserne som fremstilles som ofrene. Den mest alvorlige følge af denne medieskabte virkelighed omkring konflikten er, fortsætter han, at Israels legitimitet bliver draget i tvivl. I nyhedsdækningen, i avisernes ledere, i kommentarerne og på læserbrevssiderne er det altid Israels motiver som bliver draget i tvivl. Israel er dømt til på forhånd at skulle optræde i forsvarsposition, mens det efterhånden er småt med forsøg på at prøve at forstå den israelske virkelighed.

Kney-Tal erklærer ligeud: "Modstanden imod zionisme er ikke, som mange mennesker fejlagtigt tror, blot en måde at være imod Israel på, det er værre endnu; det er politisk antisemitisme, som har til formål at frakende jøder, det mest forfulgte mindretal i Europas historie, deres ret til eget land. Før i tiden sagde man 'Jøderne ud af Europa'. Nu om stunder lyder det: 'Jøderne ud af Palæstina'. Jamen, hvor vil I have vi skal være?"

I Weekeendavisen den 7.11.03. spurgte den danske redaktør Martin Krasnik - med vanlig sans for det opsigtsvækkende - hvad helvede der foregår, når det nu forholder sig sådan, at de fleste europæere i dag anser Israel for den største trussel mod verdensfreden. Og hvorfor mister ellers begavede mennesker dømmekraften, når de begynder at skrive om Israel. Hans eget bud lød, at det sandsynligvis skyldes den grundlæggende myte, at Israel kan tillade sig hvad som helst på grund af verdens dårlige samvittighed over Holocaust. Men det er altså efter Krasniks mening en myte. For den opmærksomhed der har eksisteret omkring Israel lige siden statens oprettelse i 1948, har reelt betydet, at Israel kan tillade sig mindre end nogen andre stater. Herunder med hensyn til at have lov til at forsvare sig med alle nødvendige midler.

Krasnik minder i den forbindelse om, at Arafat svigtede katastrofalt, fordi han - endda uden noget modforslag - sagde nej til den Camp David-aftale 2002 der ville have givet palæstinenserne en stat. Resultatet blev som bekendt en ny bølge af terror, der i første omgang bragte Sharon til magten i Israel og i anden omgang til en eskalering af volden på begge sider, men navnlig til israelernes totale undsigelse af Arafat og hans kumpaner - med det slutresultat, at man er længere fra en palæstinensisk selverkendelse og forståelse for kompromissets kunst og dermed længere fra en fredsaftale og en palæstinensisk stat end man var dengang.

Krigen mod Israel har kun ét mål, påpeger Ilka Schröder, og det er en destabilisering af det israelske samfund, svækkelse af Israel som militær og politisk faktor og til slut Israels tilintetgørelse. Terrorhandlingerne mod israelerne forøves ikke kun af oppositionelle kræfter i de palæstinensiske områder, skriver hun videre. De forøves også af brigader som har tætte forbindelser til al-Fatah [Arafats oprindelige organisation], og de understøttes logistisk og militært af PA-undersøttede politi- og agentapparater.

Schröder kalder den gennemsnitlige EU-parlamentarikers bevidsthedstilstand om problemerne for en blanding af naivitet, moralisme, antiamerikanisme og antizionisme, og det er efter hendes mening en farlig blanding. Og hun erindrer om, at den åndelige mobilisering mod Israel begyndte længe før den nye intifada i september 2000. Der er tale om en særlig arabisk antisemitisme, der ikke kun er en kortvarig opblomstring af krigspropaganda. Antisemitiske hetzartikler findes i regeringsnære aviser; antisemitiske 'statements' formuleres af officielle studentersamfund og velrenommerede professorer ved nationale, panarabiske og internationale konferencer. Og hele denne udbredelse af antisemitisk litteratur ville ikke være mulig uden bl.a. PA's velvillige understøttelse eller stiltiende anerkendelse.

Heroverfor står imidlertid de synspunkter som formanden for Den Parlamentariske Komité mod Antisemitisme i Storbritannien, Stephen Byers, har fremsat i samme avis. Antisemitismen er ikke rationel, men derimod en muterende virus. "Den vil ikke blive besejret, medmindre den bliver behandlet som udtryk for et meningsløst had, som ikke har nogen logik, ingen årsag og ingen retfærdiggørelse. Den ligger og slumrer på et leje af nedarvede myter og stivsindede misforståelser, som fører til stereotypisering."

Nu kan man ud fra en ganske jævn psykologisk betragtning dårligt bestride, at den israelske fremfærd mod palæstinenserne, uagtet at dens mål er terrorister og terrororganisationer, også rammer uskyldige civile mennesker, eller bestride at de utroligt strenge foranstaltninger mod den palæstinensiske terror gøre livet besværligt for alle palæstinenserne i de besatte områder, eller bestride, at palæstinenserne ikke har deres egen stat og ikke har muligheder for at leve et frit civilt liv. Altsammen fører det naturligvis til frustrationer og en forståelig harme det er let for de forskellige terrororganisationers demagoger at lede i den bestemte retning der hedder ubegrænset had til Israel og israelerne.

Men når dette er sagt, må også siges, at hadet aldrig fører til noget godt, positivt eller konstruktivt. Det er og bliver meningsløst som dybt skadeligt irrationelt fænomen. Og netop fordi det som Byers påpeger hviler på et leje af nedarvede myter og stivsindede misforståelser, så er vejen ud af det ikke at modparten giver efter for det eller så meget som viser forståelse for det. Det skal angribes i sin rod, i palæstinenserne egne sjæle og i de myter og symboler det beror på.

Den israelske stat er i sin gode ret til at bekæmpe al terror med alle nødvendige midler. USA er i sin gode ret til at støtte Israel i kampen mod den antisemitiske terror. Men europæerne svigter palæstinenserne ved direkte og indirekte at støtte antisemitismen, antizionismen og antiamerikanismen - i stedet for at lade palæstinenserne forstå, at deres had er meningsløst og frugtesløst i sin destruktivitet og kun vil føre til yderligere desillusionering.

Det kan lyde logisk nok, når Herbert Pundik i sin kommentar i Politiken 18.4. til aftalen mellem Sharon og Bush konkluderer, at de moderate palæstinenserne nu intet alternativ har til Yassir Arafat, som de ellers i stigende grad mente havde udspillet sin rolle. Nu må de tværtimod i fælles protest mod Bush og Sharon samles omkring denne mand mange af dem foragter.

Det udtrykker uden tvivl dilemmaet hos mange moderate. Men logikken holder ikke. For alternativet til Arafat såvel som til Sharons og Bushs politik er der stadig i fuldstændig uændret form: det totale ophør af den palæstinensiske terror, den ubetingede anerkendelse af staten Israels ret til at eksistere i sikkerhed, den definitive opgivelse af kravet om flygtningenes ret til at vende hjem til de områder de kom fra og - en fuld koncentration om den konstruktive opgave at bygge en palæstinensisk stat op der vil fred og samarbejde med omgivelserne.

Demokratiet og den muslimske verden  (16.2.04.)
Bush's vision om Mellemøsten  (10.11.03.)
Terrorismens sande ansigt  (30.10.03.)
Fred og demokrati i Mellemøsten?  (23.6.03.)
Had og demokrati  (30.4.03.)
Arabisk desillusionering  (16.4.03.)

Jævnfør også artiklen:
Individ og samfund som komplementære fænomener