JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - hamas2

ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.1.06.

Hamas vandt valget, men står nu over for sit afgørende valg:
Volden eller dialogen, opbygningen og freden

Til alles overraskelse gik Hamas-bevægelsen hen og vandt det palæstinensiske parlamentsvalg med et absolut flertal. Hamas fik 76 af de 132 mandater, hvorimod det hidtil regerende Fatah-parti kun fik 43. Ministerpræsident Ahmed Qureia trådte omgående tilbage, og præsident Mahmoud Abbas har bedt Hamas om at danne regering.

Med valget er der vendt op og ned på palæstinensernes ledelse og fremtidsmuligheder. Alle meningsmålinger havde spået sejr til Hamas, men ikke på så overvældende en måde. Tværtimod havde man regnet med at Fatah - Arafats gamle parti, der har regeret siden 1989 - fortsat ville være størst, men dog miste sit absolutte flertal og dermed være tvunget til at inddrage det store oppositionsparti i et samarbejde. Nu blev det omvendt Hamas der har fået mandater til så at sige at regere hen over hovedet på alle andre, men det var ikke det de havde drømt om, for det er en meget ubehagelig situation for dem. Det tvinger dem nemlig til at påtage sig et politisk ansvar for udviklingen i stedet for blot at kunne opponere samt undergrave de officielle myndigheders autoritet og fortsætte det ideologiske og demagogiske felttog mod Israel. Hamas har da også foreslået Fatah et regeringssamarbejde, men har forståeligt nok fået det afvist. Nu kommer så sandhedens time med dens afgørende valg.

Hamas' formål og idé er oprettelsen af en islamisk stat og Israels fjernelse fra palæstinensisk jord. Men det var ikke dette program bevægelsen vandt på, for selv om mange palæstinensere utvivlsomt drømmer om begge dele, så er der så megen realitetssans hos flertallet, at det langt fra er sikkert at Hamas vil få folket bag sig, hvis de satser på programmet. Hamas vandt, fordi Fatah-styret var blevet korrumperet i et omfang der virkeligt sprang i øjnene og forargede menigmand på gaden, allerede i form af dyre biler for ministre og andre. Og hertil kom at Fatah-lederne ikke - på trods af aftaler med Hamas om indstilling af terroren - havde leveret den vare de havde stillet i udsigt, fred med Israel og oprettelsen af egen stat. Af begge årsager var de palæstinensiske vælgere dybt frustrerede - og afgav deres stemme derefter, som protest.

Den største enkeltstående begivenhed i det sidste halve års konflikt mellem israelerne og palæstinenserne var den israelske tilbagetrækning fra Gaza. Den var i enhver henseende ensidigt gennemført fra nu afgåede og dødssyge Ariel Sharons side og blev derfor ikke nogen fjer i hatten til Mahmoud Abbas. Alligevel var den objektivt set en gevinst for det palæstinensiske selvstyre. Sådan blev det bare aldrig bedømt af Gaza-stribens palæstinensere. De så tværtimod overvejende den israelske tilbagetrækning som en følge af deres egen vold og terror. Flertallet - og det vil på de kanter sige de helt unge - jublede. De mange lokale militser fik vind i sejlene - og volden tog til uden at regeringen eller myndighederne kunne forhindre det.

Nu har sejrsrusen så også ramt Vestbredden, og det store spørgsmål bliver om Hamas-bevægelsens ledere overhovedet formår at holde de ophidsede gemytter i ave, så der kan regeres i landet. Bevægelsen har fordele af et veludbygget praktisk netværk for det sociale, sundhedsmæssige og undervisningsmæssige arbejde i alle lokalområder. Og den råder af samme grund over betydelige tilskud fra mange donorlande, inkl. EU. Men tilskuddene er i fare, hvis udviklingen løber løbsk, og i så fald ender selvstyret i rent kaos.

I demokratiske lande er der ofte set eksempler på at partier der har kunnet køre politisk frihjul i ansvarfri opposition, er blevet ansvarsbevidste i samme øjeblik de har fået del i regeringsansvaret. Det morsomste eksempel i Danmark sås da Viggo Starckes Retsforbundet gik ind i H.C. Hansens overraskende trekantsregering i 1957. Partiet klarede i og for sig opgaven pænt, men dets vælgere syntes bestemt ikke om det - og dømte det ned under spærregrænsen i 1960. Det viser problemet i en nøddeskal: vælgerne skuffes, når store, uforpligtende valgløfter ikke indfries.

Hamas (Den islamiske modstandsbevægelse) har hidtil med held kunnet spille på to kort: den sociale, humanitære indsats og den militante, krigeriske. Den første har hjulpet tusindvis af almindelige palæstinenserne med at klare hverdagen. Den sidste har bundet tusindvis af unge palæstinensere til at opretholde deres identitet gennem ophidselse, demonstrationer, vold og selvmordsterror. Bevægelsen, der blev grundlagt efter den første intifadas udbrud i 1988 af Sheihk Yamin Assin, gik imod Arafats forhandlingslinje og dermed Oslo-aftalen i 1993, og har således fra starten stået for og opildnet til uforsonlig kamp mod Israel. Men som noget helt nyt stillede partiet denne gang op til parlamentsvalget.

Nu betyder regeringsansvaret lige pludseligt at bevægelsen må forsøge at kanalisere hele denne aggressive energi ind i mere konstruktive baner, for ellers går det galt. Overholdes våbenhvilen ikke i store træk og holdes terroren ikke nede på lavt niveau, bliver der ikke alene ingen genoptagelse af fredsprocessen og ingen forhandlinger med Israel, der bliver heller ingen fortsat økonomisk støtte udefra. Og da skrider hele grundlaget for det palæstinensiske selvstyre.

Dilemmaet afspejles tydeligt i de kommentarer der er kommet fra to af Hamas-bevægelsens ledere. Den øverste leder, Ismail Haniyeh, udtalte at Hamas ikke opgiver våbnene og ikke vil forhandle med israelerne, før disse ophæver besættelsen af de palæstinensiske områder og lader fem millioner flygtninge vende tilbage! Men lederen i Gaza, Mahmoud a-Zahar, lovede på sin side at overholde bevægelsens aftale med Fatah om våbenhvile, men kun sålænge israelerne holder sig i ro.

Hamas bliver dog under alle omstændigheder tvunget til at tage stilling til de vestlige landes krav: accept af staten Israels eksistens og ophør af al terror.

Vælgerne har talt, og det må respekteres. Fatah-regimet er faldet på grund af uduelighed og korruption. Arafat er ikke længere brugbar som myte. En ny begyndelse skal gøres.

Men Hamas står over for en enorm opgave, fordi bevægelsen for det første skal blive enig med sig selv om den politiske linje som regeringsparti og for det andet skal holde sammen på både kernevælgerne og protestvælgerne. Og dette sidste forudsætter igen at Hamas tør bevæge sig og sine tilhængere ind i en ægte realitetsprøvelse, dvs ind i en erkendelse og erfaring af forskellen på de politiske realmuligheder og de propagandistiske, demagogiske og utopiske slagord og forestillinger. Dette betyder i den hårde praktiske virkelighed at alle de unge palæstinensere skal have omstillet deres identiteter fra destruktiv aggressivitet til konstruktiv aggressivitet. Og det er psykologi, for det er forskydning af tænkning og følelsesliv fra ophidselse til stilfærdig erkendelse, hvad der igen vil sige fra den ensidige brug af de psykiske primærprocessers intense, men ustabile processer til en jævn og støt brug af de psykiske sekundærprocessers svagere, men til gengæld stabile processer.

Valget mellem disse to alternativer er altid svært, når man har med frustrerede og desillusionerede mennesker at gøre. Men det er i den aktuelle situation ekstra svært, fordi Mellemøsten for øjeblikket - som bl.a. den arabiske reaktion på Muhammed-tegningerne i en dansk avis tydeligt har afsløret - er inde i en bølge af intens ophidselse, demagogi og massehysteri, som totalt spærrer for besindelse, fornuftig adfærd og langsigtet konstruktivitet. Hamas-lederne har ingen erfaring i at styre uden om massehysteriet, og har foreløbig heller aldrig vist hverken forståelse for problemets art eller vilje til at gribe det an ved roden.

Nu skal præsident Abbas først have fremskaffet en ny palæstinensisk regering under Hamas' banner. Så skal alle afvente det foranstående valg i Israel og se hvilken regering der kommer ud af den proces. Men derefter kommer sandhedens time for palæstinenserne: Vil og kan de vælge dialogen fremfor terroren, opbygningen frem for ødelæggelsen, friheden frem for ufriheden, ja, humoren frem for hadet og dermed freden frem for volden.

Dybest set er dette valg et valg mellem moralsk konsistens og inkonsistens. Had, psykisk besættelse, destruktivitet, vold og terror udelukker moralsk konsistens.

Henvisninger:

Hamas, hadet og humoren (14.4.06.)