JERNESALT - status310805
ARTIKEL FRA JERNESALT - 310805
Terror, vold, opbrud, solidaritet og håb
- lille sommerstatus på given foranledning
Solidaritetsbevægelsen
Europa
Danmark
Den islamiske udfordring
Henvisninger
Da Jernesalts kommentarer til politiske og eksistentielle problemstillinger - af rent tidsmæssige årsager - har været lidt uregelmæssige de sidste to måneder, skal her gøres en ganske lille status over sommerens begivenheder.
Solidaritetsbevægelsen Til toppen
Næste afsnit
Den 31. august 2005 er 25 års-dagen for etableringen af Solidaritetsbevægelsen i Polen, der fik enorm betydning for udviklingen i Europa og som trods sin store nedtur for fem år siden er værd at fejre, fordi denne 'knælende revolution' stadig står som den skønneste dokumentation af at det er muligt at forandre et samfund grundlæggende uden at ty til voldelige midler. Den af elektrikeren på Lenin-værftet i Gdansk Lech Walesa startede bevægelse blev en hurtigt voksende organisation som kunne samle meget store dele af den polske befolkning takket være alliancen mellem arbejdere og intellektuelle og stærke bånd til den katolske kirke. De kommunistiske magthavere med general Jaruzelski i spidsen og Kreml i ryggen forsøgte at knække bevægelsen med krigsretstilstand i december 1981, men uden held. Den polskfødte pave, Johannes Paul II, valgt som pave i 1979, havde ved besøg i sit hjemland givet bevægelsen sin fulde moralske og åndelige støtte - og bevægelsen var uknækkelig. Ånd var stærkere end magt - som den også viste sig at være i Tjekoslovakiet og Østtyskland. Det kommunistiske styre måtte give sig i 1989 og indlede forhandlinger med den forbudte organisation om demokratisering af landet.
Nedturen kom og måtte komme hurtigt, fordi det nu engang efter sagens natur er problematisk at gøre en åndsfaktor til en magtfaktor. Lech Walesa personligt sejrede stort ved det første frie præsidentvalg i 1990, men viste sig så uforsonlig over for sine gamle modstandere, at han kom i konflikt med sine egne forsoningsindstillede tilhængere - heriblandt den første premierminister Tadeusz Mazoviecki, ja modarbejdede regeringen, så det var umuligt at undgå splittelse i egne rækker og genopvækkelse af de gamle kommunister som ny-socialdemokrater.
Walesa tabte i 1995 præsidentposten til den midtersøgende og samarbejdsvillige socialdemokrat Aleksander Kwasniewski. Og ved præsidentvalget i 2000 stillede Walesa op mod Solidaritetsbevægelsens egen kandidat. Kwasniewski blev genvalgt, Walesa blev ydmyget med kun en procents tilslutning - og Solidaritetsbevægelsens formand måtte tage konsekvensen og træde tilbage. Bevægelsen er ikke længere hvad den har været. Helt nye partier som Borgerlisten kom på banen og udgør i dag realfaktorerne i polsk politik. Polen er også blevet fuldgyldigt medlem af EU.
Walesa forsonede sig ved pavebegravelsen tidligere på året langt om længe med Kwasniewski og meddelte kort efter at han trækker sig helt ud af sin gamle bevægelse. Med både parlamentsvalg og præsidentvalg i løbet af efteråret går Polen ind i en helt ny politisk fase. Men tilbage står, at ånden sejrede over magten, og at resultatet heraf er uforudsigeligt i enkelthederne. Fast står kun, at friheden vinder, ikke nødvendigvis personer eller institutioner. Friheden indebærer også større råderum for det private initiativ og private virksomheder. Fagforeningernes rolle mindskes.
Europa Til toppen
Næste afsnit
Hvad Europa iøvrigt angår er det mest slående, at EU nærmest er havnet i en slags dødvande efter det klare nej til EU-forfatningstraktaten ved folkeafstemningerne i Frankrig og Holland. Kommission og regeringer skal vinde tid, men ingen EU-leder er kommet med fornuftige bud på, hvad man vil gøre for at overvinde krisen. Om det så er forhandlingerne med Tyrkiet om optagelse skal de fortsætte efter de gamle planer, skønt befolkningerne er imod - ligesom den borgerlige tyske forbundskanslerkandidat Angela Merkel.
Tyskland er også i opbrud. Kansler Schröder har måttet ty til udskrivning af nyvalg i utide
fordi han var kørt fast efter en stribe socialdemokratiske nederlag ved delstatsvalgene. Han vandt i 2002 som bekendt kun med få hundrede stemmer over sin modkandidat, Bayerns ministerpræsident Edvard Stoiber, fordi han erklærede sig som ubetinget modstander af tysk deltagelse i Irak-krigen, men han har på grund af den dårlige økonomi og de høje arbejdsløshedstal støt mistet tilslutning. Tyskerne ønsker forandring og regner også med at en borgerlig regering vil være bedre til at løse de økonomiske problemer. Men den borgerlige topkandidat står endnu ikke som sikker sejrherre.
Angela Merkel er en overordentlig dygtig og kompetent politiker, der har overrasket ved at nå så hurtigt til tops i sit parti, men hun har hverken Schröders charme eller talebegavelse. Meningsmålingerne tyder fortsat på sejr til CDU/CSU og FDP, men der er skabt en del usikkerhed om resultatet, fordi der på venstrefløjen er dukket et parti op der har vist sig i stand til i samarbejde med det tidligere østtyske socialistparti at appellere stærkt til utilfredse østtyske vælgere. Partisammenslutningen WASG med den tidligere socialdemokratiske partiformand Oskar Lafontaine i spidsen har i meningsmålingerne været helt oppe på 12-13 procent af samtlige vælgere (langt over 30 i de tidligere østtyske Länder), men er dog efterhånden kommet ned på niveau med De Grønne og FDP omkring 8 %. Det betyder at de kan gå hen at blive Tysklands tredje største parti - og måske sikre Schrøder genvalg som kansler, men i så fald også yderst indskrænkede manøvremuligheder. Lafontaine er en hævner og ødelægger og ikke en mand østtyskerne kan sætte deres lid til. Han bruger begrebet solidaritet til at skabe splittelse. Givet er kun, at tyskerne generelt ønsker forandring.
I såvel Frankrig og Holland er der uro efter folkeafstemningerne om EU. I Frankrig er situationen ekstra speget, fordi oppositionen er svækket med lederkrise i Socialistpartiet.
Solidaritet er heller ikke dér længere et entydigt begreb.
Danmark Til toppen
Næste afsnit
I Danmark er den politiske situation lige så velafklaret som i Storbritannien, fordi valget er overstået til den siddende regerings fordel. Finanslovsforslaget er netop fremlagt og skal nu gennem de lange og seje forhandlinger. Forslaget er præget af forsigtighed og af landets gode økonomiske situation og statens gode ekstraindtægter fra de høje olie- og naturgaspriser. Kommunalreformen skal føres ud i livet - og kommunalvalget overstås til november. Men alle venter på Velfærdskommissionens udspil. Hvad skal der gøres for at bevare det danske velfærdssamfund og solidariteten med de svageste i de kommende årtier, når de store demografiske forskydninger betyder øgede udgifter til de ældre og færre erhvervsaktive til at skaffe indtægterne?
Efterlønnen har ganske naturligt været bragt på bane. Alle regner med at den må ændres efter næste folketingsvalg, fx ved at aldersgrænsen hæves eller retten til efterløn gøres betinget af egentlig nedslidning. Socialdemokraternes nye formand, Helle Thorning Schmidt, har allerede vist mod til at gøre op med partiets gamle løfter og principper - endda med et meget kontroversielt forslag om at ændre den nugældende 40-års aldersgrænse. Men regeringen har klogeligt valgt at vente på udspillet fra Velfærdskommissionen. Hvorfor diskutere konkrete regler om efterlønnen, før alle analyser ligger på bordet? Nye regler skal under alle omstændigheder først træde i kraft efter et nyt valg, og det afgørende er at befolkningen som helhed efterhånden er indforstået med ændringer.
Velfærd er andet end den med rette eftertragtede efterløn. Presset på uddannelses- og sygehusvæsenerne blive større og større og vil kræve meget bevidste prioriteringer, hvis udgiftsstigningerne skal holdes i ave. Arbejdsløsheden er på retur, men til gengæld vokser behovet for kvalificeret arbejdskraft til mange fag. Uddannelse bliver vigtigere og vigtigere, men dette sætter samtidigt fokus på integrationsproblemerne. Alt for mange unge indvandrerbørn får ikke en ordentlig uddannelse, og dette er både uholdbart socialt, økonomisk og politisk. Det er i enhver henseende usolidarisk. Der bliver med andre ord nok at tage stilling til de kommende år.
Regeringen ligger for øjeblikket lunt i svinget, men kommer for alvor på prøve de næste to år. Her vil det blive afgjort om Venstre og Konservative virkeligt tør tage ansvaret for en tilpasning af det danske velfærdssamfund til udfordringer fra værdidebatten, globaliseringen, teknologien, indvandringen og den islamiske kultur og religion.
Den islamiske udfordring Til toppen
Næste afsnit
Den sidstnævnte udfordring er ikke at definere som en konflikt mellem to kulturer eller religioner, men som en konflikt mellem demokrati og ikke-demokrati, hvad der igen vil sige en kamp mellem sekularisering og fundamentalisme.
Konflikten mærkes i alle europæiske og amerikanske lande med store mindretal af muslimske indvandrere, ikke mindst som følge af den internationale islamistiske terrorisme, men den er naturligvis allerstærkest i Mellemøsten, hvor muslimerne er i stort flertal, og hvor særlige islamistiske grupper dels animerer til had og terror mod vestlige værdier, dels modarbejder alle former for demokratisering af egne nationer. Allerstærkest er udfordringen i Irak, hvor koalitionen mellem USA, Storbritannien og en række vestlige lande i 2003 greb dybt ind i landets indre anliggender ved at fjerne den hensynsløse despot Saddam Hussein og hans Baathparti fra magten og igangsætte en omfattende demokratiseringsproces.
Det svier til USA og dets koalitionspartnere, men allermest til de demoktatisk sindede irakere, at opgøret med de gamle magthavere blev så forkludret som det blev. Irak er blevet udsat for langt mere og hårdere vold og terror end frygtet. Ikke alene gjorde de afsatte magthavere og deres tilhængere oprør, de fik også hjælp fra terrorister i udlandet såvel som fra det iranske præstestyre og andre der ønsker et decideret islamisk styre i Irak. Værst af alt er borgernes almindelige sikkerhed samt forsyningen af el og vand ikke bragt til at fungere.
Et forfatningsudkast der sikrer de etniske og religiøse mindretal samt kvindernes rettigheder og som fordeler olieindtægterne på en rimelig måde mellem provinserne er langt om længe blevet vedtaget af parlamentet, men uden accept fra sunnimuslimsk side. Det kan følgelig falde ved folkeafstemningen i oktober - og risikoen for en decideret borgerkrig vil i så fald blive stor. Men vedtages forfatningen og bliver der efterfølgende gennemført et reguleret parlamentsvalg, er der et vist håb for fremtiden. Det har under alle omstændigheder været en kolossal læreproces i demokratisering politikerne og befolkningen har været igennem. Der vil selv i bedste fald være lang vej til en fuldstændig sikring af demokratiet. Men tingene skrues ikke tilbage, medmindre en borgerkrig skaber kaos.
Det store problem er ikke islams rolle, for med et massivt flertal af muslimer i Irak er det klart at islam må være en af kilderne til Iraks nye forfatning og demokrati. Nej, det altafgørende bliver hvor langt det shiitiske flertal vil gå i bestræbelserne på at skabe en islamisk stat med hvad dertil hører af indskrænkninger i den personlige frihed.
Derfor kan udviklingen i Irak ikke isoleres fra udviklingen i de øvrige lande i Mellemøsten. Varigt demokrati sikres ikke uden fremadskridende demokratiseringsproces i alle regionens lande eller uden fred eller tålelig sameksistensordning mellem palæstinenserne og de sekulariserede israelere. Det er rigtigt, at islam som sådan ikke forhindrer demokrati, men det er omvendt også ubestrideligt, at islam af visse muslimske kredse bruges i kampen mod demokrati og 'vestliggørelse' (to ting der propagandistisk gøres synonyme). Det er derfor nødvendigt at holde sig for øje, at demokratiet ikke kan sikres uden en sekularisering af den art der skiller politisk magt fra religiøs magt (præstestyre, sharialov eller hvad man vil kalde det) uden derfor nødvendigvis at skille religionen ud fra samfundslivet som helhed.
Her vil det givetvis komme til at spille en stadig større rolle, at de opvoksende generationer af muslimer - ikke mindst kvinderne - ønsker større frihed inden for den islamiske kultur og religion. Det gælder i stort set alle muslimske lande, inkl. Iran, men også de muslimske indvandrere eller indvandrerbørn i den vestlige verden. En gensidig påvirkning er ikke alene en nødvendighed, men allerede en realitet - og det giver også håb.
Terroraktionerne i London i juli måned vakte både harme og modforholdsregler i den vestlige verden. Det er en selvfølge at demokratiske lande ikke kan accepterer terror som middel i kampen for politiske mål, men tværtimod ønsker at værge sig imod den med alle nødvendige midler, inklusiv skærpet overvågning og efterretningstjeneste. Men lige så selvfølgelige burde det være, at muslimerne i de vestlige lande tager klart afstand fra den islamistiske terror og medvirker til at bekæmpe den. Terroren rammer også dem selv, for så vidt den sker i islams navn, for så bliver muslimer ugleset og marginaliserede. Forudsætningen for muslimernes klare afstandtagen til al terror er i sidste ende, at de efterhånden accepterer den relative sekularisering: den ubetingede adskillelse mellem religiøs og politisk magt - kombineret med fuld accept af religionen som eksistentielt grundlag.
Denne relativisme er i virkeligheden en meget stor udfordring, fordi relativisme desværre oftest forbindes med moralsk og religiøs opløsning. Men denne fejlopfattelse er i sig selv et udslag af absolutisme og fundamentalisme, dvsf at man ikke kan forestille sig bindende moralske og religiøse forpligtelser der ikke har basis i ydre autoriteter som hellige bøger eller religiøse overhoveder.
Nu som før er der brug for solidaritetsfølelse og -bevægelse i verden. Og nu som før må det huskes at der er forskel på ånd og magt. Solidariteten er en konstruktiv faktor der udelukkende bygger på ånd.
Henvisninger:
Mellemøsten i historiens smeltedigel (18.8.05.)
Europas forudsætninger (15.8.05.)
Terrorstatus august 1905 (8.8.05.)
Artikler om: Polen
Artikler om: EU
Artikler om: Danmark
Artikler om: Mellemøsten
Artikler om: Religion
Artikler om: Sekularisering
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|
.jpg)
