|
|
ARTIKEL FRA JERNESALT - 25.9.02.Arafat - et spørgsmål om tid?Kun en god månedstid varede den stilstand i den palæstinensiske terror mod Israel, som ellers var ved at give nogle politiske ledere et vist håb om at få genoplivet fredsprocessen i Mellemøsten. Men så slog Hamas-bevægelsen til igen med to selvmordsbomber mod civile israelere.Reaktionen fra Israel kom hurtigt og voldsomt. Den israelske hær belejrede Yassir Arafats hovedkvarter i Ramallah og smadrede store dele af bygningskomplekset (et tidligere fængsel), så kun Arafats kontor og beboelse stod tilbage. Vi har efterhånden set det mange gange. Sharons regering skyer intet middel for at komme den palæstinensiske terror til livs og derfor heller ikke noget middel for at isolere og ydmyge den mand de frem for alle giver hovedansvaret for den manglende interne bekæmpelse af terrorismen. Således opretholdes belejringen med det udtrykkelige formål at få udleveret 20 navngivne terrorister som angiveligt skal befinde sig i Arafats bygning. Allerede lørdag den 21. sept. fordømte såvel det franske udenrigsministerium som EU's såkaldte udenrigschef Javier Solana den israelske belejring. Solana skal også have udtrykt sin dybe bekymring for situationen over for de israelske ledere. Han tog afstand fra eskaleringen af volden på begge sider, men fik dog nævnt, at Israels bekymring for sikkerheden var berettiget. Et par dage efter fordømte også statsminister Anders Fogh Rasmussen på EU's vegne israelernes belejring, men han fordømte samtidig på det stærkeste den seneste palæstinensiske terror i Israel. Men først og fremmest var han foruroliget over den eskalering af volden i området som Israels ‘hævnangreb' var udtyk for. Fog Rasmussen talte også i telefon med Arafat og lovede at lægge pres på den israelske regeirng for at få ophævet belejringen. Men igen beklagede han de palæstinensiske terrorangreb mod civile israelere og betegnede hele situationen som en ond cirkel - hvad ingen heller kan bestride, at den er. Endelig vedtog så FN's sikkerhedsråd den 24. sept. en resolution der kræver Israels belejring af Arafats hovedkvarter ophævet, de israelske besættelsesstyrker trukket tilbage til positionen før september 2001 (hvor den palæstinensiske intifada begyndte) og de skyldige selvmordsterrorister bragt for de palæstinensiske selvstyremyndigheders domstole. Det bemærkelsesværdige ved resolutionens vedtagelse var, at USA ikke nedlagde veto imod den, men undlod at stemme. USA havde ellers ønsket en klar fordømmelse af den palæstinensiske terror med navns nævnelse på terroristlederne fra Hamas, men det ville Syriens repræsentant i rådet ikke acceptere. Og da USA arbejder målrettet mod at få vedtaget en resolution der gør et angreb på Saddam Hussein muligt i FN-regi, var det opportunt ikke at blokere for et kompromis der kunne vedtages. Den slags kan USA gøre, fordi man ved, at Israels Sharon er ligeglad med hvad FN vedtager - sålænge den palæstinensiske terror fortsætter og Arafat er ved magten. Israel har siden 11. sept. 2001 benyttet sig af den frihed det indirekte har fået til at bekæmpe terrorismen derved at USA har gjort terrorbekæmpelse til sit erklærede hovedformål. Israel véd, at præsident Bush ikke har skiftet mening om Arafat. "Såvidt jeg kan se", sagde Bush om Arafat umiddelbart efter dennes tale til sit parlament 10.9. i år, "så har han været en komplet fiasko og en fuldkommen skuffelse." Man skal til Europa for at se politiske ledere der fortsat tror på, at der kan bygges fred med Arafat som palæstinenserleder. Endnu 16. september kunne den danske udenrigsminister Per Stig Møller på EU's vegne give udtryk for håbet om, at "den seneste måneds relative ro i området uden palæstinensiske terroraktioner bruges til at genoptage politiske forhandlinger mellem Israel og palæstinenserne og til at give dem et politisk perspektiv om en fredelig afslutning på konflikten." Og Per Stig tilføjede: "Et politisk perspektiv er af helt afgørende betydning for at styrke palæstinensernes tro på, at en palæstinensisk stat er inden for rækkevidde - og israelernes tro på, at de endelig kan opnå sikkerhed bag egne grænser." (Berl. Tid. 16.9.) Intet kan, isoleret set, være mere rigtigt end denne tilføjelse - og man kan næppe finde et menneske ved sine fulde fem der i ramme alvor vil påstå noget andet. Sagen er blot, at det politiske perspektiv umuligt kan omsættes til brugbare politiske handlingsplaner i en regulær og fremadskridende fredsproces - medmindre terroren hører op. Vold og krig er slet ikke politiske midler, som teoretikeren Clausewicz i sin tid påstod. Terroren må høre op, før man kan komme videre. Det véd Arafat og alle de palæstinensiske ledere udmærket godt. De gør bare ikke noget ved det. Og de får desværre heller ikke påpeget det som det i den nuværende situation eneste absolut fornødne - af dem der mener palæstinenserne det godt. Derfor fortsætter voldsspiralen endnu en rum tid. Også efter FN's nyeste resolution. USA har nemlig ingensomhelst tiltro til Arafat - og satser nu ganske åbenlyst på en snarlig løsning af Irak-problemet. Så må det andet problem vente. Sharon og hele den israelske regering er lige så skråsikre. Der bliver ingen fred, ja end ikke forhandlinger med Yassir Arafat, selvom palæstinenserne skulle genvælge ham til januar. Israelerne er ikke ude på at tage livet af ham, således som han selv tror og påstår. Man er nemlig udmærket klar over, at det kun vil give bagslag. Hans popularitet er allerede steget som følge af belejringen. Nej. Vi har ikke til hensigt at gøre ham fysisk skade, sagde forsvarsminister Ben-Elieser til fjersynskanalerne. Dette ville være en fejltagelse. Vi vil sikre os at han er isoleret fra sit folk. For han er en hovedhindring for fred. Og hvad mon kodenavnet for den israelske regerings aktuelle belejring af Arafat er? Såmænd ‘A Matter of Time' - et spørgsmål om tid. En kynisk israelsk form for humor, javel. Men også den bitre sandhed for Arafat - og hans europæiske venner. Øvrige artikler om Mellemøsten: Klik Til toppen Til forsiden PrintVersion |
|
|
Komplementær helhedsrealisme som ebog i opdateret udgave |
|
|
Vilh. Grønbech Kulturopgør? |
|
|
Niels Bohr komplementær filosof? |
|
|
Erling Jacobsen - moralbegrunder? |
|
|
Konrad Lorenz - Kulturopgør? |
|
|
Isaac Newton Geni eller gal? |
|
|
E-bog om Newton og eksistensen |
|
|
Storm P. et sandt humormenneske? |
|
|
Romantikken nu som ebog? |
|
|
J.S. Bach musikalsk helhedsrealist? |
|
|
Ingmar Bergman 100 års drama? |
|
|
Virkelighed som ebog? |
|
|
Mozart skønhed eller dybde? |
|
|
Mozart - Mahler nu som ebog? |
|
|
Tidssvarende bud på eksistensen som e-bog |
|
|
Blake skør eller genial? |
|
|
Niels K. Jerne eksistens eller filosofi? |
|
|
Kulturopgør som ebog? |
|
|
Nihilisme eller romantik? |
|
|
Grundtvig profet eller fantast? |
|
|
Peer Sendemand - enfoldig tale? |
|
|
Hjælp! Hvordan læse Jernesalt? |
|
|
Konsistensetik nu som e-bog |
|
|
Carl Nielsen - fortsat modernist? |
|
|
Blicher en drømmer? |
|
|
Blicher og Grundtvig nu som ebog? |
|
|
H.C. Ørsted holistisk naturfilosof? |
|
|
Ugler i mosen eller guider til Jernesalt? |
|
|
R. Wagner en folkeforfører? |
|
|
Grim ælling eller geni i svøb? |
|
|
Skabelsen sandhed eller myte? |
.jpg)
|
|
Frans en hellig mand? |
|
|
Johannes Paul II - reaktionær? |
|
|
Bohrs filosofi nu som ebog? |
|
|
Filmskabere nu som ebog? |
|
|
Blake og Chagall nu som e-bog |
|
|
Gustav Mahler - skabelsesberetter? |
|
|
Livskvalitet nu som ebog? |
|
|
Storm P. og anden humor nu som e-bog |
|
|
Dragekamp - kollektivt ubevidst? |
|
|
begrebsleg eller livskvalitet? |
|
|
Troldtøj - blot overtro? |
|
|
Politiken højeste oplysning? |
|
|
1Q84 - løgn eller virkelighed? |
|
|
|
Bolde i luften - latterligt? |
|
|
Helios - myte eller sandhed? |