ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.5.03.

FN-sanktionerne mod Irak ophævet

Men så let skulle det ikke gå, for de lande der i Sikkerhedsrådet førte an i modstanden mod krigen, først og fremmest Rusland og Frankrig, ønskede at blokere for den mulighed, at Irak fik lov til at sælge sin olie frit og således blive i stand til at betale genopbygningen af landet selv. De ville have medindflydelse på hvad indtægterne blev brugt til.

USA's første resolutionsudkast om en ophævelse af sanktionerne kunne de derfor ikke acceptere. Det måtte ikke se ud som om de med deres accept legitimerede USA*s og Storbritanniens krig, og selvom alle i princippet var enige om, at en ophævelse af sanktionerne var forudsætningen for at hjælpe Irak på fode igen og herunder forbedre situationen for den almindelige irakiske befolkning, så holdt specielt russerne fast på formaliteter der ville være ensbetydende med en længere udskydelse af sanktionernes ophævelse. De forlangte nemlig at FN's våbeninspektører først skulle erklære Irak fri for masseødelæggelsesvåben.

Mange forhandlinger måtte til. Udenrigsminister Colin Powell måtte på rundrejse til Moskva, Berlin og Paris, og den russiske, tyske og franske udenrigsminister måtte mødes - under pres fra præsident Chirac. Og resultatet blev at alle tre lande torsdag den 22. maj i Sikkerhedsrådet kunne stemme for et revideret resolutionsforslag, der således blev vedtaget med 14 stemmer mod nul. Kun Syrien undlod at stemme, ja boykottede simpelthen afstemningen.

Resolutionen ophæver alle sanktioner mod Irak øjeblikkeligt, dog med undtagelse af våbenembargoen.

Olie-for-mad-programmet afvikles over 6 måneder.

Der oprettes en udviklingsfond for Irak under den irakiske centralbank, men med en international styringsgruppe, og denne udviklingsfond forvalter i samarbejde med besættelsesmagten (USA og Storbritannien) samt overgangsstyret indtægterne fra olien, indtil en egentlig internationalt anerkendt irakisk regering er på plads.

FNs generalsekretær udpeger en repræsentant, som skal samarbejde med besættelsesmagten om genopbygning og reformering af Irak.

Sikkerhedsrådet genovervejer våbeninspektion.

Resolutionen er i kraft indtil en permanent og internationalt anerkendt irakisk regering er på plads.

FN skal senest om et år evaluere situationen.

Enkelte kommentatorer som fx Peter Viggo Jacobsen har givet udtryk for at vedtagelsen af den nye resolution har legitimeret USA's og Storbritanniens krig mod Irak, men det holder ikke. For man kan ganske enkelt ikke 'legitimere' nogetsomhelst baglæns. Når krigen mod Irak ikke kunne få Sikkerhedsrådets accept før den gik i gang, så bliver krigen som sådan aldrig FN's. Den komme aldrig ind under FN's almindelige konventioner om krig. Den fandt sted fordi USA og Storbritannien ville have den, og fordi præsident Bush forlængst havde udstedt en doktrin om præventiv krig der retfærdiggjorde krigen i USA's egne øjne - uanset hvad FN måtte mene og vedtage.

Men den nye resolution har alligevel sin betydning, fordi den er et meget klart udtryk for, at medlemmerne af Sikkerhedsrådet, herunder alle de permanente medlemmer, nu accepterer de ubestridelige kendsgerninger, at krigen er gennemført, at FN heller ikke i fremtiden kan forhindre USA i som suveræn supermagt at føre hvad den selv definerer som præventiv krig, men at FN ikke destomindre kan få en vis rolle at spille i den konkrete løsning af de mange problemer krigen har skabt - både i forhold til den sagesløse irakiske civilbefolkning og i forhold til samarbejdet i FN.

FN får ikke meget at skulle have sagt i Irak - og slet ikke noget i retning af det Blair og Bush på mødet i Nordirland kaldte en "vital rolle". Men Bush afslog jo også dengang at definerer udtrykket nærmere (jævnfør artiklen Arabisk desillusionering). Trods alt er det dog bedre, at organisationen er på banen igen, fordi det tiltrækker flere 'interessenter', og fordi det må betragtes som givet, at der fremover kommer flere konflikter af lignende art.

Frankrigs præsident har gentaget sin principielle afstandtagen fra doktrinen om præventiv krig, men ønskede FN på banen igen, og han fik arrangeret det møde mellem den tyske, russiske og franske udenrigsminister som endte med en opgivelse af videre modstand mod en ophævelse af sanktionerne mod Irak. Rusland bakkede ud af det absolutte krav om en erklæring fra våbeninspektørerne og lod sig nøje med resolutionens uforpligtende passus om overvejelser med hensyn til ny våbeninspektion.

For Natos vedkommende smittede den tysk-franske holdning af på afgørelsen om en støtte til Polens bestræbelser på at organisere en militær enhed der skulle indsættes til kontrol af det nordlige Irak. Opgaven blev lagt i hænderne på Polen, da Danmark måtte sige nej til USA om at løse den. Men Polen var i første omgang lidt for hurtig til at acceptere opgaven, for man forestillede sig, at den for Polen, Danmark og Tyskland fælles Nato-kommando kunne bruges. Men både Tyskland og Danmark sagde nej. Tyskland af principielle grunde. Danmark, fordi man på forhånd vidste at Tyskland ville sige nej.

I Nato-hovedkvarteret i Bruxelles så man hovedrystende og hånligt grinende på den polske forsvarsministers lidet diplomatiske udspil. I Berlin talte man i regeringskredse om "eine ziemliche Chuzpe" (et jiddisk ord for uforskammethed!). Men skårene blev dog klinket på et møde mellem præsident Chirac, præsident Kwasniewski og kansler Schröder i Wroclaw, hvor alle talte om samarbejde og tillid, og hvor alle tre iøvrigt blev varmt hyldet af befolkningen på deres vandring gennem byen. Og på et Nato-topmøde i Bruxelles for et par dage siden enedes man endeligt om at hjælpe Polen og Nato ud af klemmen ved at støtte landet med råd, men uden at Nato som sådan blev involveret i projektet.

I EU er splittelsen mellem lande der bakkede USA op i krigen mod Irak og dem der var imod stadig ikke overvundet. Det græske formandskab får næppe held til det fornødne, eftersom det spiller mærkbart ind, at der i EU er uenighed om, hvordan den kommende traktat skal se ud - og specielt om, hvorvidt EU overhovedet skal have en fælles udenrigspolitik med en egentlig EU-udenrigsminister i spidsen. Tyskland har kandidaten, men Storbritannien er imod. Og Polen vil utvivlsomt også på dette punkt afsløre sig som svoren USA-ven.

Men ophævelsen vil utvivlsomt også indirekte få konsekvenser for fredsprocessen i hele Mellemøsten, fordi USA nu kan koncentrere sig langt bedre om denne opgave, og fordi FN på sin side kan arbejde med på sagen - i kvartet-samarbejdet med EU, USA og Rusland.

Som en af kvartettens initiativtagere har udenrigsminister Per Stig Møller været på rundrejse dernede, men uden de store resultater. Han snakker gerne demokratisering, men er der noget man ikke gider høre for meget om i Saudi-Arabiens hovedstad, så er det netop dette vestlige fænomen.

Colin Powell fik heller ikke meget ud af sin rundrejse til Mellemøsten. Selvmordsbomben i Jerusalem netop som han var til møde med Sharon gjorde ikke denne venligere stemt for tanken om indrømmelser til palæstinenserne. Men der er dog nu udsigt til et møde mellem præsident Bush, premierminister Sharon og den nye palæstinensiske premierminister Abu Mazen. Bush ser ud til at have indset, at der nu også må handling bag ordene om en genoptagelse af fredsprocessen.

Den vil være så meget vigtigere som de nye trusler fra Al- Qaida-netværket taler deres tydelige sprog om det destruktive hads og den absolutte uforsonligheds fortsatte floreren. Al-Qaida slog til i Marokko og har fremsat en generel udmelding om snarlige terrorhandlinger mod USA, Storbritannien, Australien og Norge, således at terrorberedskabet i disse lande er blevet forhøjet eller aktualiseret. Al-Qaida-netværket er trods udbombningen i Afghanistan langt fra nedkæmpet. Det er formentlig ganske betydeligt svækket, men vil sagtens kunne udrette isolerede aktioner mange steder i verden - og vil utvivlsomt gøre det.

Blot dette at Norge er kommet udtrykkeligt med som mål for terror fra den kant, viser lidt om hadets natur. For Norge har som bekendt ikke deltaget i krigen mod Irak, men var med i krigen mod Taliban-styret og Al-Qaida i Afghanistan - og det huskes.

Men den løser hverken problemet med den beskidte og uforsonlige internationale terrorisme som Al-Qaida-netværket står bag - eller den for mange utålelige kendsgerning at USA er den eneste supermagt i verden i dag, og derfor også den eneste instans der er i stand til at tage kampen mod terrorismen effektivt op, forudsat viljen er der. Og det er den altså fortsat.

Saddam Hussein fanget  (15.12.03.)
Fred og demokrati i Mellemøsten?  (23.6.03.)

Tidligere artikler om Irakkrigen:

Arabisk desillusionering  (16.4.03.)
Irakkrigens mål og midler  (7.4.03.)
Irakkrigens første uge  (27.3.03.)
Fra snak til aktivt indgreb  (18.3.03.
FN's dilemma  (16.2.03)
Saddam Hussein, USA og FN  (9.2.03.)
Afgørelsen nærmer sig  (31.1.03.)
Krig mod Saddam Hussein?  (26.1.03.)
FNs resolution mod Irak  (8.11.02.)

Men jævnfør også:

Had og demokrati  (30.4.93.)
Bush-doktrinen 2002  (22.9.02.)