ARTIKEL FRA JERNESALT - 26.8.04.

Stadigt lange udsigter til fred i Irak

Den 8. juni vedtog FN's sikkerhedsråd enstemmigt en resolution der skaffede international opbakning til den irakiske regering, hvad der naturligvis af nogle blev opfattet som et nederlag for USA og en sejr for FN. Men sandheden er at opbakningen stort set kun har været verbal. FN har sendt en mission til Irak for at følge udviklingen, men foreløbigt ingen tropper der effektivt kunne støtte den irakiske regering og aflaste amerikanerne. Koffi Annan er blevet svigtet af Frankrig, Tyskland, Spanien, EU, Nato og alle de arabiske lande. Det er stadig den fra starten selvbestaltede koalition med USA i spidsen der står med det fulde ansvar for - og en stor part af de mange menneskelige og materielle omkostninger ved - at den igangværende genopbygning og demokratisering af Irak kan fortsætte indtil landet bliver stabiliseret.

Hovedsagen i hele udviklingsforløbet er - som vi med henvisning til udtalelser fra redaktør Omar Karmi for internetavisen Palæstine Report konstaterede den 13.6. - at uden det amerikanske udspil var demokratiseringen i Mellemøsten aldrig kommet på dagsordenen.

Men heldigvis er der også mere nuancerede kommentarer. Således gjorde chefanalytiker ved Middle East Media Research Institute i Washington dr. Nimrod Raphaeli i Deadline 19.8. opmærksom på, at al-Sadr aldeles ikke har civilbefolkningen med sig i sit oprør mod amerikanerne og den irakiske regering. Tilsvarende har den danske ambassadør i Irak, Torben Getterman, til Politiken udtalt at al-Sadr måske nok er en topfigur for den oprørske milits. Men denne milits er ikke en ideologisk sammentømret gruppe, men et sammenrend af alle mulige og umulige folk - inklusive importerede terrorister. Dertil kommer, at al-Sadr slet ikke kan regnes som en ansvarlig leder. Man kan ikke lave aftaler med ham, for han bryder dem igen dagen efter. -

Til Deadlines Martin Krasnik redegjorde Getterman også stille og roligt for den kendsgerning, at der ved siden af urolighederne og terroranslagene i Irak faktisk foregår en genopbygning af landet. Situationen i Irak er slet ikke så kaotisk som medierne fremstiller den. - Den ellers aggressivt udspørgende Krasnik blev for en gangs skyld temmelig spag i mælet.

I grunden er der tale om lodret misbrug af helligdommen fra al-Sadrs side. For han søger jo ikke blot personligt ly for forfølgelse på det fredhellige sted, men bekriger amerikanerne og de irakiske styrker fra bygningen med voldsomme midler (det nyeste er brugen af 120 mm mortérgranater). Moskéen i Najaf er slet ikke hans hovedkvarter; dette ligger i Bagdad. Og han udsender samtidigt tvetydige signaler om forhandlingsvilje, men ville eksempelvis end ikke mødes med de repræsentanter for den nationale konference (heriblandt hans egen onkel), der var kommet til byen for at overtale ham til at deltage i konferencen.

Det irakiske styre ville acceptere al-Sadr som forhandlingspartner for at inddrage ham i en politisk løsning af konflikten, men det er præcis en sådan han afviser. Hans ærinde er fortsat bekrigelse af den irakiske regering og deres amerikanske støtter. Han vil under ingen omstændigheder acceptere den pragmatiske adskillelse mellem religion og politik som den moderate shiamuslimske leder, storayatollah al-Sistani, er indstillet på, men prøver at trække tiden ud ved fx - ikke personligt, men gennem sin talsmand - at tilbyde indfrielse af delegationens krav mod at få amnesti. Men kravene bliver selvfølgelig ikke indfriet. Manden er lige så lidt til at stole på som Arafat i Ramallah.

Al-Sistani er vendt tilbage til Irak fra hjerteoperation i London og har straks opfordret sine tilhængere til at tilslutte sig en fredsmarch mod Najaf for at forhindre yderligere blodsudgydelser i byen og beskytte Imam Ali Abn Abi Talibs kiste i moskeen.

Der føres både våbenkrig, nervekrig og propagandakrig. Al-Sadrs folk er ikke mange og har ikke den almindelige civilbefolknings opbakning. Men det har amerikanerne, takket være deres mange fejlhandlinger, som bekendt heller ikke. Og både de og den irakiske regering viger tilbage for en endelig nedkæmpning af al-Sadrs milits, fordi de frygter konsekvenserne.

Det er imidlertid ikke holdbart som Herbert Pundik postulerer i Politiken 23.8. at USA gentager de fejl som de systematisk har begået i de øvrige arabiske lande ved at alliere sig med de bestående magtapparater og derfor bliver opfattet som undertrykkernes allierede. For demokratiseringsprocessen skrider vitterligt frem - med det utal af politiske og religiøse grupperinger der har dannet sig og folder sig ud. Så hvis denne proces ikke totalt ødelægges af terroristerne og de forførte masser, så vil den gavne hele befolkningen i det lange løb. Men problemet for mange menige irakere er just at forskyde perspektivet fra det korte til det lange løb.

Pundik gør sig skyldig i en udbredt vestlig eller rettere venstreorienteret illusion om, at demokrati er ensbetydende med råt folkestyre, dvs et udelukkende på massernes på umiddelbare følelser baseret styre, og ikke på et styre der sikrer demokratiske rettigheder for alle, herunder beskyttelse af mindretallene. Det er en illusion at der kan indføres et ægte demokrati i et land uden en elite til at føre an og uden en tilpas oplyst og økonomisk holden middelklasse til at sikre stabiliteten undervejs. Masseregimente derimod fører til diktatur og overgreb, hvad enten demagogerne er religiøse eller ideologiske fanatikere.

Og det er just her den midlertidige irakiske regering er i så store vanskeligheder, at der desværre endnu kan rejses det seriøse spørgsmål om den er en overgangs- eller en undergangsregering.

Anders Jerichow pegede allerede 14.8. på, at meningsmålinger viser at langt de fleste irakere har drømmen om sikkerhed øverst på deres ønskeseddel, og at de på én og samme gang ønsker demokrati og en stærk leder. Helt bortset fra at meningsmålinger i et land i opbrud ikke kan være særligt pålidelige, så lyder resultatet meget sandsynligt. Men når Jerichow tilføjer, at det er ministerpræsident Allawi der tilbyder demokrati, men al-Sadr der tilbyder sig som stærk mand, så turde det være en eklatant fejlbedømmelse.

For al-Sadr er ikke nogen stærk mand i nogen som helst konstruktiv forstand. Han er en hader, ødelægger og fanatiker, der bruger alle de demagogiske trick han kan finde på til at forhindre såvel demokratisering som stabilisering og genopbygning i Irak. Og Allawi på sin side nøjes ikke med at tale om demokrati, men arbejder vitterligt energisk og med ikke ringe held på at indføre det i praksis. Opgøret mellem ham og al-Sadr må derfor nødvendigvis føre til al-Sadrs nederlag, hvis demokratiet og genopbygningen overhovedet skal have en chance. Det véd de begge - og det véd amerikanerne. Derfor må Allawi og amerikanerne blive ved, indtil al-Sadrs milits er nedkæmpet.

Da samarbejdet med lande som Frankrig, Tyskland og Rusland har været yderst anstrengt i tilfældet Irak - og FN og EU må siges at have svigtet groft - er der ekstra grund til at understrege punkt 1 og 2. En demokratisering af Irak vil tage mange år - og indsatsen vil blive meget dyr.

Det er disse kendsgerninger amerikanerne og deres allierede må se i øjnene. Det er disse kendsgerninger den siddende præsident Bush må stå ved i den forestående valgkamp, hvis han vil fastholde sin doktrin om forebyggende angreb mod potentielle trusler. Og det er endelig også disse kendsgerninger en eventuel demokratisk præsident må forholde sig til efter valget i USA.

Det er sagt og skrevet utallige gange i det forløbne halvandet år, at USA trods sin enorme højteknologi på det militære område ikke er i stand til at vinde en guerilla-kamp i Irak. Og det påstås i den aktuelle bedømmelse af kampene i Najaf, at USA og den irakiske overgangsregering er tvunget til at få al-Sadr inddraget i den politiske proces.

Men hvis al-Sadr - hvad alt tyder på - under ingen omstændigheder vil inddrages i en politisk proces der fører til en demokratisering af Irak og dermed en adskillelse mellem religion og politik, men tværtimod vil fortsætte kampen mod denne vestlige uting med alle midler, så har amerikanerne og den irakiske regering intet andet valg end at få ham og hans milits uskadeliggjort. Dette vil ikke indebære at den antiamerikanske terror vil blive indstillet - her vil der stadig komme mange tilbageslag - men det vil trods alt betyde, at den skæbnesvangre shiamuslimske splittelse sandsynligvis vil kunne føres til ende, således at den moderate ayatollah al-Sistani kan få mulighed for at støtte demokratiseringsprocessen på shiitternes vegne.

Det bliver næppe muligt overhovedet at tage næste skridt i demokratiseringsprocessen, dvs. gennemføre et parlamentsvalg i Irak til næste år, medmindre kampen om Najaf i nærmeste fremtid fører til uskadeliggørelse af al-Sadr.

Har USA tabt spillet i Mellemøsten? (27.5.03.)
De grimme amerikanere  (3.5.04.)
Hamas, Sharon og Bush  (21.4.04.)
Truer kaos nu Irak?  (9.4.04.)
Førte Irak-krigen til fred, demokrati, stabilitet?  (22.3.04.)
Bush's vision om Mellemøsten  (10.11.03.)
Bush, FN og Europa  (27.9.03.)
FN's dilemma  (16.2.03)
Saddam Hussein, USA og FN  (9.2.03.)
Midtvejsvalget i USA  (USA - 5.11.02.)
Bush-doktrinen 2002
USA's uafhængighed

Men se også:

Gør 'danske værdier' indsatsen i Irak umulig?  (11.8.04.)
Medieskabt tortur-hysteri   (5.8.04.)