ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.8.04.

Gør 'danske værdier' indsatsen i Irak umulig?

Sagen om de påståede og forlængst til Forsvarets eget Auditørkorps indberettede overgreb mod tilbageholdte irakere i den danske Camp Eden lejr flere måneder tilbage har unægteligt ført til offentlig debat og sat spørgsmålstegn ved ganske mange forhold så som pressens motiver, forsvarsledelsens moral, forsvarsministerens dømmekraft og på det sidste nu også ved selve berettigelsen af den danske tilstedeværelse og indsats i Irak.

Hele sagen er med stor behændighed kørt op i en spids takket være mediernes utæmmelige lyst til sensationer frem for nøgtern bedømmelse og ikke mindst takket være de mest ensidige regerings- og Irakkrigs-kritiske mediers åbenlyse fornøjelse ved dag for dag at diske op med nye detaljer i passende små doser der holder gryden i konstant kog. Bl.a. har Danmarks Radio haft fat på en de afhørte irakere der har postuleret at have være tvunget til at sidde i en smertefuld stilling i lang tid. Påstanden er ikke undersøgt af auditørerne, men det er oplyst at manden er tilknyttet al-Sadrs organisation, hvilket ikke ligefrem gør ham til et af de allermest troværdige vidner.

Forsvarsledelsen har været under pres fra både offentligheden og egne ansatte, herunder de hjemkaldte chefer og forhørsfolk, og har reageret med dobbeltmoralsk at gøre gældende at det danske personale på den ene side har haft klar besked om at holde sig til reglerne, men samtidigt røbet, at man på den anden side har sendt tilbageholdte irakere videre til de engelske styrker selvom disse tilsyneladende følger andre og hårdere regler. Englænderne skal bl.a. have tilkendegivet, at den nu sigtede danske kaptajn ikke har overtrådt de engelske normer for afhøring.

Forsvarsministeren har overreageret ved at kalde Camp Eden-ledelsen hjem fordi han ikke længere har tillid til den, på trods af at denne selv korrekt har indledt hele undersøgelsen. Men ministeren har ikke villet afvente auditørernes undersøgelse, før han tog affære. Særligt bemærkelsesværdigt er det, at selv den tolk der oprindeligt har rejst medie-sagen og åbenlyst har været et af problemerne i den danske mission, offentligt har sagt, at han finder ministerens reaktion for overdrevet. Hertil kommer, at ministeren nu på sit arbejdsbesøg i USA har indstillet udleveringen af irakiske fanger til de britiske styrker, med den begrundelse at de risikerer videreudlevering til de irakiske myndigheder og dermed til mulig dødsstraf.

Hertil kommer den generelle kritik af tolkenes uddannelse og normer. Uddannelsen er for kort og integrerer slet ikke tolkene i militærets specielle og temmelig hårde miljø. De har ikke brudt sig om forhørene eller forhørsmetoderne (hvad heller ikke ret mange almindelige civile mennesker ville gøre). Men dermed har de i realiteten været uegnede til jobbet - og gjort det til et problem for den danske mission overhovedet at foretage afhøringer af irakere der er blevet tilbageholdt på grund af mistanke om deltagelse i aktioner mod koalitionsstyrkerne eller de irakiske myndigheder.

En af de kritiserende tolke har direkte til pressen udtalt, at han finder afhøringerne i Camp Eden i strid med 'danske værdier' - og dermed turde sagen faktisk være sat i relief på allerbedste måde. For dels benytter de modvillige tolke sig altså - på trods af anden etnisk baggrund end den danske - de for dem selv fremmede 'danske værdier' til at kritisere den danske indsats for netop bekrigelsen af terror og for forsvaret for genopbygningen af et civiliseret Irak. Dels sætter udtalelsen fokus på grundspørgsmålet om det overhovedet er muligt at forsvare danske og vestlige værdier mod angreb fra folk der enten slet ikke eller også kun pro forma accepterer disse værdier uden at forråde værdierne.

I forlængelse af denne problemstilling kan nævnes at redaktør Herbert Pundik i en kommentar i Politiken 8.8. påpeger at de potentielle irakiske mordere efter anholdelsen blev udsat for en behandling i Camp Eden der tilsyneladende er i modstrid med de 'danske værdier' som han betragter som uforenelige med al-Sadrs værdier. Pundik undlader med vilje at diskutere hvor relevante danske ideer er i den irakiske sammenhæng, hvor modparten stræber deres fjender efter livet. Men han konstaterer at i den situation må de danske værdier kommer til kort.

Og så konkluderer Pundik ellers: "Udstyret med 'dansk værdier' er det ikke muligt at gennemføre et effektivt efterretningsarbejde der er en del af det forsvar der er nødvendigt for at sikre, at de danske tab under krigshandlinger i Irak bliver de mindst mulige. 'Danske værdier' lader sig ikke gradbøje efter de omstændigheder, hvor de bliver sat på prøve. Det er forsvarsministens, hans ministeriums og forsvarsstabens valg. Det er deres ansvar. Man må respektere deres valg....... Derfor må konsekvensen være, at den danske regering af hensyn til soldaterne og deres familiers ve og vel bliver hentet ud af det irakiske helvede og kaldt hjem." Eller med andre ord (brugt som overskrift:) "Danmark må ud af Irak".

For god ordens skyld skal nævnes, at Pundik hele tiden har været imod den danske regerings deltagelse i Irak-krigen, men at han - som det fremgår - iøvrigt mener at krig af den art der foregår i Mellemøsten (herunder mellem israelere og palæstinensere) logisk medfører accept af forhørsmetoder der ikke er acceptable i fredstid og ikke på vore egne breddegrader.

Lad det dernæst være slået fast, at de afhørte irakere ikke har været betragtet som krigsfanger, men som almindelige kriminelle, og at de ikke har været udsat for egentlig tortur. De har derimod været udsat for hård og ubehagelig afhøring, hvad alle hårde kriminelle bliver, men den er muligvis på enkelte beklagelige punkter gået over stregen. Men generelt må hårde forhørsmetoder anses for nødvendige for overhovedet at kunne foretage en så effektiv efterretning på stedet at det er muligt at opretholde rimelig sikkerhed for det danske personale og bedst muligt forebygge overfald og anden destruktivitet.

Lad det ydermere være slået fast, at uden effektiv kamp mod terrorister, mordere og sabotører samt fjender af de irakiske myndigheder og den irakiske genopbygning, så er den fortsatte tilstedeværelse af koalitionsstyrkerne i Irak ikke alene alt for risikabel, nej, så er den meningsløs.

Spørgsmålet er derfor ikke om de hårde forhørsmetoder er ubehagelige for såvel de personer de går ud over som de almindelige borgere der via medierne holdes underrettede om dem og ser billeder af dem, for de er givetvis meget ubehagelige - uanset om de holder sig på den rigtige side af grænserne for egentlig tortur. Spørgsmålet er om koalitionen tør stå ved den ubehagelige opgave den har påtaget sig ved at gå i krig mod terroren i almindelighed og Saddam Husseins-styret og dettes trusler i særdeleshed. Og om koalitionen tør gøre arbejdet færdigt, indtil de irakiske myndigheder er stærke nok til selv at påtage sig det fulde ansvar for udviklingen, herunder efterretning, retssager og domsfuldbyrdelse.

Den danske regering var ligesom det danske forsvar fra starten af sin deltagelse i Irak-krigen villig til at påtage sig de risikable og ubehagelige opgaver. Og den har - endda med socialdemokraternes og de radikales tilslutning - påtaget sig at forblive i Irak, så længe irakerne ønsker det, også selvom opgaven har vist sig langt vanskeligere end først antaget og selvom det er kommet frem, at specielt amerikanerne har overtrådt konventionerne om behandling af krigsfanger ved overgrebene i Abu Ghraib-fængsel. De udsendte danske soldater, incl. cheferne, har generelt været velkvalificerede og velinstruerede til opgaven. Det synes alene at være tolkene der er alvorlige problemer med.

Nu synes modet imidlertid at svigte regeringen - takket være den krigskritiske presses hetzagtige og hysteriske dækning af den yderst lille sag om mulige og begrænsede overgreb mod enkelte farlige irakere.

I stedet burde regeringen have erkendt, at missionen i Irak forudsatte efterretningsarbejde af ubehagelig art, og helt generelt at krigen mod terror og for demokrati og vestlige værdier umuligt kan vindes, hvis humanitære normer af den allermest rigoristisk-idealistiske art gøres principielt vigtigere end hensynet til de samfundsmæssige normer, herunder normerne for forsvar af demokratiet. Tortur er absolut uacceptabel, men hårde forhørsmetoder er absolut acceptable og nødvendige, medmindre man vil opgive at værne demokratiet. Der er slet ikke tale om at gradbøje torturbegrebet eller de danske værdier, men om at forstå at hensynet til samfundet står over hensynet til individet, og at forsvaret for demokratiske og vestlige værdier som de danske kan gøre hårde forhørsmetoder nødvendige - på nøjagtig samme måde som de er det i normal retspleje over for hårde kriminelle i Danmark.

Regeringen burde følgelig også acceptere, at dødsstraf kan være en nødvendighed i Irak, i hvert fald indtil terroren hører op. Dens indførelse burde derfor ikke kunne afskrække regeringen eller give den grund til at afvise af videresende tilfangetagne kriminelle personer til britiske eller amerikanske myndigheder, blot fordi fangerne i sidste ende kan risikere dødsstraf ved irakiske domstole.

Det giver sig selv, at de der er principielt imod krigen benytter ethvert nok så lille fejltrin fra koalitionens side såvel som enhver vanskelighed til at erklære krigen for en fejltagelse. Hvorimod de der principielt er tilhængere af krigen, vil være tilbøjelige til at medgive, at krig mod terrorister og fanatiske modstandere af civilt og demokratisk styre i Irak ikke kan vindes, medmindre koalitionen farer frem med fornøden hårdhed både når det gælder den militære kamp og når det gælder afhøring af kriminelle i efterretningsøjemed.

Krig kan ikke føres igennem til sejr med totalt uplettede hænder, ganske enkelt fordi selve kampen og det fornødne efterretningsarbejde er så hårdt, farefuldt og tidsmæssigt presset, at det er umuligt i enhver aktuel situation at tage højde for alle hensyn og leve op til alle idealer.

Det er let nok at være pacifist - og betragte enhver krig og enhver hårdhændet behandling af kriminelle folk som umoralsk og inhuman. Det løser bare aldrig problemer af den art som den internationale terrorisme skaber i disse år. Og det løser heller ikke opgaven for dansk udenrigspolitisk, der netop - som det fremgår af Nikolaj Petersens nye bind 6 om Dansk udenrigspolitisk historie 'Europæisk og globalt engagement' - er blevet stadigt mere aktiv eller aktivistisk gennem de sidste 15 år, med den foreløbige kulmination i VK-regeringens beslutning om deltagelse i Irak-krigen.

Selvom der har kunnet konstateres stigende pacifistisk og radikal modstand mod krigen i såvel Danmark som andre lande, fordi velfærdsmennesker nu engang ikke bryder sig om hårdhed eller aktivistisk politik, selv hvor den er tvingende nødvendig, så bør tiden være inde til at erkende at 'syndefaldet' i Camp Eden er sket og nu på afgørende måde må udfordre Danmarks selvforståelse, således som Mikkel Vedby Rasmussen er inde på i sin helt aktuelle analyse i Politiken d.d. Han stiller tingene op så de ikke er til at misforstå: "Enten må man gå i krig, med hvad dertil hører - eller blive hjemme og pleje idealerne".

Den danske regering burde ikke være i tvivl om valget - eller give sine vælgere tvivl om valget.

Medieskabt torturhysteri

Øvrige artikler om Mellemøsten  Klik

Artikel om det mytologiske syndefald og dets moderne forståelse  Klik: