ARTIKEL FRA JERNESALT - 6.3.05.

Ceder-revolution i Libanon?

Mordet chokerede de politiske iagttagere i såvel Libanon som i vestlige lande. Men Hariri selv var fuldstændigt på det rene med, at hans eget liv var i fare, for Syrien var blevet direkte advaret mod mord på ham af FN's koordinator for Syriens tilbagetrækning fra Libanon, nordmanden Terje Røed-Larsen.

Rafiq Hariri var Libanons ministerpræsident 1992-98 og 2000-04; han var født 1944 i en fattig sunnimuslimsk familie i Sidon i det sydlige Libanon. Han var uddannet lærer, men etablerede entreprenørvirksomhed i Saudi Arabien og blev milliardær. Hariri var nær personlig ven af Frankrigs præsident Jacques Chirac, der da også deltog i begravelsen.

Det hårdt prøvede libanesiske folk er en blanding af kristne, muslimer, drusere og arabere - og det har mange bånd til Europa. Men borgerkrigen fra 1975 til 1990 var bitter og blodig. Efter dens afslutning i 1990 krævede den såkaldte Taif-traktat en omgruppering af de syriske styrker til det østlige Libanon. Den blev fulgt op af en aftale om en køreplan for en fuldstændig tilbagetrækning. Men ingen af delene har hidtil kunne opfyldes - trods resolution fra FN's sikkerhedsråd.

TV-stationen al-Jazeera sendte en video hvori en islamistisk gruppe hævdede at have dræbt Hariri som retfærdig straf for hans tætte bånd til Saudi-Arabien.

USA's viceudenrigsminister William Burns deltog i den store folkelige begravelseshøjtidelighed af Hariri i Beirut 16.2. og krævede fuldkommen og øjeblikkelig tilbagetrækning. USA kaldte sin ambassadør i Damaskus Margaret Scobey hjem: Ingen tvivl om at de forhold som er skabt af Syriens tilstedeværelse alvorligt destabiliserer situationen i Libanon, sagde hun ved afrejsen. USA's udenrigsminister Condaleezza Rice beskyldte på sin side utvetydigt Syrien for at arbejde mod USA.

Og i teltbyen på Martyrpladsen i Libanons hovedstad, Beirut, krævede kristne, muslimer og drusere i fællesskab frihed. Den unge generation af libanesere vil bygge et nyt Libanon, og de vil gøre det i fællesskab på tværs af etniske og religiøse fronter. Men syrerne skal ud.

Stemningen er nærmest revolutionær, men ligesom stemningen tidligere på året i Ukraine eller ved sammenbruddet af det kommunistiske system i Østeuropa omkring 1990, så er der tale om en stemning af fredelig revolution, en fløjs-revolution, en orange-revolution - eller som den efter cedertræs-symbolet i nationalflaget hedder i Libanon en 'Ceder-revolution'.

Som sædvanligt forsøger mange kommentatorer at nedtone effekten af det amerikanske pres i området, men det er vanskeligt at bestride, at dette er enormt og trods alt direkte såvel som indirekte bidrager til hele den demokratiske bølge i Mellemøsten.

Dog advarer visse kommentatorer mod at presset også kan få den modsatte effekt, således at Bushregeringen risikerer at støde sine potentielle venner i den arabiske verden fra sig, jo mere den selv presser på. Den amerikanske politiske kommentator David Ignatius (Washington Post) har ligeud skrevet, at dette ikke er "det rette tidspunkt for amerikansk sejrsrus eller for at hovere eller prædike for araberne. Det er den slags arrogance der skaffede os problemer i Irak under det første år af besættelsen. Det var først, da irakerne selv begyndte at tage ansvaret for deres skæbne at projektet begyndte at lykkes."

Og det sidste har manden ubetinget ret i, men han glemmer, at Bushregeringen på intet tidspunkt har regnet med at demokrati kan indføres udefra. Det skal altid komme indefra, men Bushregeringen er til gengæld også overbevist om at det vil komme, fordi ønsket om frihed er et universelt ønske, alle mennesker nærer. Deraf Bushregeringens sikre politik.

Der er derfor intet selvmodsigende i, at USA lægger øget pres på Syrien for at få det til at trække sine soldater ud af Libanon omgående, eller at både USA og Frankrig er skeptiske over for præsident Assads melding om at tilbagetrækningen kan begynde i løbet af få måneder, således som han sidst gentog den lørdag den 5.3.

Tværtimod er det bemærkelsesværdigt at også den saudiske kronprins på et møde med den syriske præsident Assad gav denne klar besked om at forlade Libanon øjeblikkeligt. Han véd hvad vej vinden blæser.

Hvis det er den syriske præsident Assads regime der står bag mordet på Hariri, skriver Jerichow, så skulle det have tjent som advarsel til libanesere der ønskede frigørelse fra Syrien. Men i stedet har det ansporet oppositionen til at ønske de syriske soldater hjem til Syrien. Og dette sker vel at mærke samtidigt med at Syrien af USA mistænkes for at stå bag et andet terrorattentat i Israel sidste weekend og generelt mistænkes for at støtte terroristerne i Irak.

Det er altså ikke alene præsident Assad der er kommet i klemme, det gælder stort set alle magthaverne i Mellemøsten. Ingen kan vide hvad udviklingen ender med - hverken på kort eller langt sigt, men fast står at presset mod de gamle regimer vil stige, fordi en frihedskamp er indledt som umuligt kan manes i jorden igen.

Slutresultatet af denne udvikling kendes ikke. Det vil formentlig først kunne bedømmes om ti eller femten år, men forjættende er under alle omstændigheder at befolkningerne er vågnet til krav om frihed og demokrati, og at de vælger fredelige demonstrationer i stedet for våben for at nå deres mål. Det vil umiddelbart gavne processerne i Israel og i Irak.

Øvrige artikler om udviklingen i Mellemøsten:   Klik.