utils prefix normal JERNESALT - libanon

ARTIKEL FRA JERNESALT - 6.3.05.

Ceder-revolution i Libanon?

Det er allerede store ting der er sket i Libanon siden mordet på den tidligere libanesiske ministerpræsident Rafiq Hariri i det centrale Beirut den 14.2.

Mordet chokerede de politiske iagttagere i såvel Libanon som i vestlige lande. Men Hariri selv var fuldstændigt på det rene med, at hans eget liv var i fare, for Syrien var blevet direkte advaret mod mord på ham af FN's koordinator for Syriens tilbagetrækning fra Libanon, nordmanden Terje Røed-Larsen.

Rafiq Hariri var Libanons ministerpræsident 1992-98 og 2000-04; han var født 1944 i en fattig sunnimuslimsk familie i Sidon i det sydlige Libanon. Han var uddannet lærer, men etablerede entreprenørvirksomhed i Saudi Arabien og blev milliardær. Hariri var nær personlig ven af Frankrigs præsident Jacques Chirac, der da også deltog i begravelsen.

Det hårdt prøvede libanesiske folk er en blanding af kristne, muslimer, drusere og arabere - og det har mange bånd til Europa. Men borgerkrigen fra 1975 til 1990 var bitter og blodig. Efter dens afslutning i 1990 krævede den såkaldte Taif-traktat en omgruppering af de syriske styrker til det østlige Libanon. Den blev fulgt op af en aftale om en køreplan for en fuldstændig tilbagetrækning. Men ingen af delene har hidtil kunne opfyldes - trods resolution fra FN's sikkerhedsråd.


Der rejstes hurtigt anklager imod Syrien for det politiske mord. Men bl.a. direktøren for Det Danske Institut i Damaskus Jørgen Bæk Simonsen mente, at anklagen næppe holdt, eftersom Syrien efter afslutningen af Irakkrigen har været sig fuldt bevidst, at USA vil bruge en hvilken som helst anledning til at slå ned på det. Ud fra Syriens interesse ville mordet være totalt vanvid, mente han.

TV-stationen al-Jazeera sendte en video hvori en islamistisk gruppe hævdede at have dræbt Hariri som retfærdig straf for hans tætte bånd til Saudi-Arabien.

USA's viceudenrigsminister William Burns deltog i den store folkelige begravelseshøjtidelighed af Hariri i Beirut 16.2. og krævede fuldkommen og øjeblikkelig tilbagetrækning. USA kaldte sin ambassadør i Damaskus Margaret Scobey hjem: Ingen tvivl om at de forhold som er skabt af Syriens tilstedeværelse alvorligt destabiliserer situationen i Libanon, sagde hun ved afrejsen. USA's udenrigsminister Condaleezza Rice beskyldte på sin side utvetydigt Syrien for at arbejde mod USA.


Da hundredvis af demonstranter med libanesiske flag i hænderne vendte tilbage til det centrale Beirut for at kræve Syrien ud af Libanon, blev libaneserne åbenlyst støttet af den amerikanske udenrigsminister, der konstaterede, at den libanesiske befolkning er begyndt at udtrykke sit ønske om demokrati. Ved et møde i London gentog Rice og den franske udenrigsminister Michel Barnier kravet om at Syrien skal trække sine 14000 styrke ud af Libanon.

Og i teltbyen på Martyrpladsen i Libanons hovedstad, Beirut, krævede kristne, muslimer og drusere i fællesskab frihed. Den unge generation af libanesere vil bygge et nyt Libanon, og de vil gøre det i fællesskab på tværs af etniske og religiøse fronter. Men syrerne skal ud.

Stemningen er nærmest revolutionær, men ligesom stemningen tidligere på året i Ukraine eller ved sammenbruddet af det kommunistiske system i Østeuropa omkring 1990, så er der tale om en stemning af fredelig revolution, en fløjs-revolution, en orange-revolution - eller som den efter cedertræs-symbolet i nationalflaget hedder i Libanon en 'Ceder-revolution'.


Uden at lægge alt for meget i ordet 'demokrati' kan det således konstateres, at demokratiet eller noget der ligner demokrati er på fremmarch i Mellemøsten. Det har været tilfældet i Kuwait og Bahrain, men i den allersidste tid også i Irak, Palæstina, Egypten og Saudi-Arabien. Og nu altså også så småt i Libanon og Syrien. Demokrati vil her i første omgang sige frie valg som i Irak og Det Palæstinensiske Selvstyre eller friere eller delvis frie valg i lande som Saudi-Arabien og Egypten. Men der er lang vej igen, fordi de mere eller mindre diktatoriske regimer fortsat blot giver indrømmelser til deres befolkninger i håb om kunne forhindre definitiv magtafgivelse.

Som sædvanligt forsøger mange kommentatorer at nedtone effekten af det amerikanske pres i området, men det er vanskeligt at bestride, at dette er enormt og trods alt direkte såvel som indirekte bidrager til hele den demokratiske bølge i Mellemøsten.

Dog advarer visse kommentatorer mod at presset også kan få den modsatte effekt, således at Bushregeringen risikerer at støde sine potentielle venner i den arabiske verden fra sig, jo mere den selv presser på. Den amerikanske politiske kommentator David Ignatius (Washington Post) har ligeud skrevet, at dette ikke er "det rette tidspunkt for amerikansk sejrsrus eller for at hovere eller prædike for araberne. Det er den slags arrogance der skaffede os problemer i Irak under det første år af besættelsen. Det var først, da irakerne selv begyndte at tage ansvaret for deres skæbne at projektet begyndte at lykkes."

Og det sidste har manden ubetinget ret i, men han glemmer, at Bushregeringen på intet tidspunkt har regnet med at demokrati kan indføres udefra. Det skal altid komme indefra, men Bushregeringen er til gengæld også overbevist om at det vil komme, fordi ønsket om frihed er et universelt ønske, alle mennesker nærer. Deraf Bushregeringens sikre politik.

Der er derfor intet selvmodsigende i, at USA lægger øget pres på Syrien for at få det til at trække sine soldater ud af Libanon omgående, eller at både USA og Frankrig er skeptiske over for præsident Assads melding om at tilbagetrækningen kan begynde i løbet af få måneder, således som han sidst gentog den lørdag den 5.3.

Tværtimod er det bemærkelsesværdigt at også den saudiske kronprins på et møde med den syriske præsident Assad gav denne klar besked om at forlade Libanon øjeblikkeligt. Han véd hvad vej vinden blæser.


Politikens Anders Jerichow har med rette spurgt om præsident Assad efterhånden har malet sig selv op i et hjørne eller blot vist, at han stadig er en uomgængelig magtfaktor og helt nødvendig at tage med på råd?

Hvis det er den syriske præsident Assads regime der står bag mordet på Hariri, skriver Jerichow, så skulle det have tjent som advarsel til libanesere der ønskede frigørelse fra Syrien. Men i stedet har det ansporet oppositionen til at ønske de syriske soldater hjem til Syrien. Og dette sker vel at mærke samtidigt med at Syrien af USA mistænkes for at stå bag et andet terrorattentat i Israel sidste weekend og generelt mistænkes for at støtte terroristerne i Irak.

Det er altså ikke alene præsident Assad der er kommet i klemme, det gælder stort set alle magthaverne i Mellemøsten. Ingen kan vide hvad udviklingen ender med - hverken på kort eller langt sigt, men fast står at presset mod de gamle regimer vil stige, fordi en frihedskamp er indledt som umuligt kan manes i jorden igen.


Kampen mod den internationale, men muslimsk inspirerede og ledede terrorisme har nu stået på i et par år, og den har via Irak-krigen fået sat fokus på selve ufriheden og manglen på demokrati i de muslimske lande. Arafats død betød nye muligheder for palæstinenserne, som efterfølgeren Abbas heldigvis har forstået at satse på. Frie valg i flere lande har inspireret befolkningerne i andre lande til kravet om frie valg. Udviklingen kan ikke skrues tilbage. Terroristerne har langt fra tabt deres destruktive kamp, men de har måttet sande, at det ikke blot er amerikanerne og deres koalitionspartnere der ønsker demokrati i Mellemøsten, men også landenes egne befolkninger.

Slutresultatet af denne udvikling kendes ikke. Det vil formentlig først kunne bedømmes om ti eller femten år, men forjættende er under alle omstændigheder at befolkningerne er vågnet til krav om frihed og demokrati, og at de vælger fredelige demonstrationer i stedet for våben for at nå deres mål. Det vil umiddelbart gavne processerne i Israel og i Irak.


Henvisning:

Øvrige artikler om udviklingen i Mellemøsten:   Klik.


Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  

utils postfix clean
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
utils postfix normal