ARTIKEL FRA JERNESALT - 19.11.04.

Overgreb i Fallujah?

af Jens Vrængmose

Såvel de amerikanske befalingsmænd og den amerikanske ambassadør i Irak har reageret prompte med erklæringer om suspension af de involverede soldater og en nærmere undersøgelse af deres handlinger.

Menneskeretsforkæmpere har naturligvis omgående protesteret mod nedskydningerne og uden videre kaldt dem for brud på konventionerne.

De fleste vestlige medier har bragt billedreportagerne i redigeret stand, dvs med fraklip af selve de dræbende skud. Mens den arabiske Al-Jazeera-station har bragt sekvenserne uden fraklip. Det gør man normalt ikke, eftersom det betragtes som uetisk at vise henrettelser af civile. "Men dette er et mord, der sker i en kontekst af krig, og dér er grænserne anderledes."

Fra en almindelig borger i Jordans hovedstad Amman lød kommentaren til en vestlig korrespondent: "Amerikanerne er kriminelle, de gør ikke forskel på en moské og en slagmark, de ønsker at udrydde araberne og slette Irak og dets befolkning af landkortet."

Dagbladet Politiken brugte ikke alene stor overskrift på forsiden af avisen den 17. nov., men gjorde også episoden til genstand for en leder den følgende dag. Og her kaldtes nedskydningen for mord og 'et krystalklart overgreb på militær lovgivning og Genèvekonventionen'.

Alle reaktioner er fuldt forståelige. Krig er og bliver modbydelig. Og at få billeder af nedskydninger af liggende mennesker smækket lige i synet fra tv-skærmen er og bliver modbydeligt og kan i det aktuelle tilfælde kun bekræfte krigsmodstandernes værste anelser og krigstilhængernes værste frygt.

For det første er det selvfølgeligt stødende, at nedskydningerne sker i en moské der normalt burde betragtes som et helligt sted, hvor den slags ikke bør finde sted. Men sagen er, at situationen i Fallujah - eller i Irak i det hele taget - ikke er normal. Modstanden mod amerikanerne og den midlertidige irakiske regering føres fra terroristernes side med alle midler, herunder anvendelsen af moskér som baser og skjulesteder. Hvis amerikanerne skulle skåne moskérne i de områder der skal renses for oprørere, ville det umuliggøre enhver effektivitet i bekæmpelsen af terroristerne. Amerikanerne vil tværtimod være tvungne til også at rense moskéerne, selvom de udmærket godt véd, at noget sådant vil blive brugt i propagandaen imod dem. På det allersidste har man måtte ty til det ubehagelige og i sig selv modstandsvækkende angreb på en moské i Bagdad som åbenlyst er base for sunnimuslimsk oprør.

For det andet er al billedreportage manipulerende i den forstand at vi ikke får vist eller fortalt de nærmere omstændigheder for de skildrede begivenheder. I de to tilfælde der er blevet rapporteret forefandtes de irakere der blev dræbt foran kameraerne i liggende tilstand. Men det fremgik ikke om de var sårede, og i givet fald hvor sårede de var. De amerikanske soldater kunne følgelig ikke vide, om de pågældende irakere havde udløselige bomber på sig eller om de i givet fald ville udløse dem. De må faktisk altid vogte sig for terrorister der simulerer døde.

Da kampene om Fallujah hele tiden har været en ubønhørlig kamp mod terrorister som indebærer at amerikanerne i de områder der skal renses for oprørere må gå fra hus til hus for at dræbe eventuelle tilbageblevne oprørere eller tage dem til fange, og da amerikanerne endelig véd at de fleste oprørere hellere vil dø og om muligt tage nogle modstandere med i døden end overgive sig, så turde det for det tredje være indlysende, at de amerikanske soldater ikke ønsker - og heller ikke militært set er forpligtet til - at tage chancer. For det kan koste dem selv livet - og det har vitterligt kostet nogle af dem livet.

Det fremgik klart af den anden af de reporterede tilfælde, at de indtrængende amerikanske soldater reagerede voldsomt, da de opdagede at en af de irakere der lå på gulvet var i live. En anden mentes at simulere at være død. En amerikansk soldate råbte omgående: Lad os se at komme ud! - Hele hændelsesforløbet kom ikke til at ligge klart, men slutresultatet var i hvert fald at irakerne blev skudt ned, inden de kunne foretage sig noget.

Her må det fjerde element tages i betragtning, nemlig den menneskelige reaktions form. Det turde være indlysende, at en marineinfanterist der er specialtrænet i operationer af den art der her er tale om reagerer lynhurtigt og primært med skydning, hvis der er fare på færde. Alt andet vil være selvmord. Ulykken er imidlertid, at han i en sådan situation umuligt kan bedømme faren med nogen form for større omtanke, endsige egentlig udforskning. Han må og skal reagere omgående og har end ikke den smule overblik som billederne fra et kamera giver fotografen og tv-seerne hjemme i stuerne.

Disse forhold vil utvivlsomt indgå i det amerikanske forsvars egen undersøgelse af sagerne - og det vil undre meget, om auditørerne skulle komme til det resultat, at de pågældende marineinfanterister overhovedet kunne have handlet anderledes end de gjorde i den konkrete situation. Det vil undergrave soldaternes moral, hvis de skal pålægges pligt til med største risiko for deres eget liv at undersøge alle eventualiter på stedet nøjere inden de handler.

Men man skal i så fald være klar over, at man ubetinget sætter det enkelte menneskes værdi over samfundet - uanset om den enkelte som det konkret drejer sig om er en hensynløs, kynisk og selvmorderisk terrorist eller ej og uanset om samfundet er et demokratisk land eller ej. Det må konstateres, at der rent faktisk er mange humanister og mange organisationer der har denne ubetingede indstilling. Og det må naturligvis respekteres.

Men har man den modsatte indstilling, at det enkelte menneske nok under alle omstændigheder har sin værdi, men at samfundet ikke desto mindre alligevel er vigtigere end individet, fordi individet simpelthen ikke er noget og ikke vil kunne eksistere uden samfundet, så bliver den moralske vurdering af krig også en anden.

Krig vil stadighed være et modbydeligt, dvs. følelsesmæssigt frastødende fænomen, der bør undgås. Den kan ikke forsvares med Clausewicz' gamle begrundelse, at den kun er en fortsættelse af politikken med andre midler, for dels er dette 'kun' uacceptabelt, dels er krig ikke en fortsættelse af politikken, men en suspendering af politikken. Men krig kan - uanset dens moralske, menneskelige og alle andre omkostninger - være nødvendig, og den bliver nødvendig, når de politiske, diplomatiske og forhandlingsmæssige midler kommer til kort over for trusler fra konkrete mennesker, organisationer, klaner eller stater der vil og kan undertrykke eller ligefrem udrydde andre.

Krigen i Irak har ikke til formål at gøre Irak til en koloni eller lydstat, endsige udrydde befolkningen, men tværtimod at gøre det til et frit og demokratisk land, der igen - efter 30 års diktatur - vil få muligheder for at udnytte sine rige naturressourcer til opbygning og udvikling. Men krigen vil - som alle andre krige - uundgåeligt have store omkostninger for såvel civilbefolkningen som militæret sålænge modstanderne af demokratiseringsprocessen kynisk fastholder terroren som deres eneste våben. Det er reelt modstanderne der bestemmer en krigs varighed og grusomhed.

Opbygningen kræver nemlig et langt sejt træk med små skridt ad gangen. Den er psykologisk set baseret på de såkaldte sekundære psykiske processer til forskel fra ophidselsen der bygger på de primære psykiske processer.

Stemningen i den vestlige verden påvirkes i allerhøjeste grad af samme mønster. De ubehagelige billeder fra urocentrene vækker følelsesmæssigt stor modstand mod krigen, hvorimod de langt mindre spektakulære fremskridt i genopbygningen dårligt nok tages i betragtning.

At de arabiske medier som tv-stationen Al-Jazeera ikke viger tilbage for at puste til ilden, er måske ikke så mærkeligt, selvom det vitterligt i den sidste ende kan blive katastrofalt for både irakerne selv og de øvrige muslimer i nabostaterne og selv i bedste fald vil kunne trække uroen og destabiliteten i langdrag.

At krigsmodstanderne i de vestlige verden ikke holder sig tilbage i skildringen af negative træk ved krigsførelsen er heller ikke mærkeligt, selvom også dette skader den irakiske civilbefolkning lige så meget som den amerikanske koalition. De vestlige medier henviser altid til deres pligt til som fri presse at informere befolkningen om de faktiske begivenheder. Men reelt er der tale om en vægtning af omkostningerne for civilbefolkningen og enkeltpersoner (inkl. de gidsler de irakiske terrorister tager) på en sådan formålsbestemt måde, at individernes skæbne her og nu sættes over samfundets - på trods af at det er samfundets interesser på langt sigt der burde være afgørende.

Medierne er med andre ord aldeles ikke hverken neutrale eller objektive, men parter i sagen. Derfor kan man på ingen måde betragte dem som sandhedsvidner eller blot uskyldige vidner.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose

Andre udgydelser af Jens Vrængmose:

Hvorfor Moore ikke tager sit eget liv  (8.11.04.)
om den amerikanske og politiserende filminstruktør

Dette latterligt moralistiske parlament  (26.10.04.)
om EU-parlamentets modstand mod italiensk kommissær

Hån mod Ole Grünbaum  (26.10.04.)
om Jes Stein Pedersens døde Deadline2-udspørgen

Valgoptakt i Danmark  (14.9.04.)
om socialdemokraternes og de radikales landsmøder

Medieskabt tortur-hysteri   (5.8.04.)
om stormen i det glas vand der blev nægtet en irakisk fange

Artikel om komplementariteten mellem individ og samfund:   Klik

Arafat - en saga blot  (Mellemøsten - 11.11.04.)
Stadigt lange udsigter til fred i Irak  (Mellemøsten - 26.8.04.)
Vil den nye FN-resolution betyde fred i Irak?  (Mellemøsten - 13.6.04.)
Hamas, Sharon og Bush  (Mellemøsten - 21.4.04.)
Truer kaos nu Irak?  (Mellemøsten - 9.4.04.)
Førte Irak-krigen til fred, demokrati, stabilitet?  (Mlmøsten - 22.3.04.)
Kompromis om Iraks forfatning - besvaret med terror  (Mlmøst-3.3.04.)
Demokratiet og den muslimske verden  (Mellemøsten - 16.2.04.)