ARTIKEL FRA JERNESALT - 27.10.04.

Dette latterligt moralistiske parlament

I dag skulle det have været afgjort om den nye EU-kommission under den portugisiske kommissionsformand José Manuel Barroso kunne godkendes af EU-parlamentet, så den som planlagt kan tiltræde 1. november, eller om den ville blive forkastet så EU kommer ud i en af sine værste kriser overhovedet, nemlig en fundamental magtkamp mellem regeringscheferne og parlamentet. Men Barroso har nu fået afgørelsen udsat.

Er det parlamentet eller de enkelte medlemslandes suveræne regeringer der skal bestemme kommissionens sammensætning?

Formelt skyldes krisen, der er uden fortilfælde i EU's historie, at italieneren Rocco Buttiglione af Barroso er bleve placeret som kommissær for retslige anliggender, men at han som højreorienteret katolik har meninger om homoseksualitet og kvinder der gør ham aldeles uspiselig ikke alene for parlamentets socialister, men også for så mange af liberalisterne at han som den eneste i hele kommissionen nægtes godkendelse. Da parlamentet efter gældende regler ikke kan afvise en enkelt kommissær, griber dets flertal til den udvej at tvinge Barroso til at skaffe sig af med Buttiglione, hvis ikke han vil risikere at få hele sin nye komission underkendt.

Parlamentets flertal vil med andre ord demonstrere sin magt ved som noget helt nyt at benytte klausulen om dets godkendelse af hele kommissionen til at skaffe sig en ret det ifølge EU's forfatning slet ikke har, nemlig retten til at afvise en enkelt kommissær, hvis politiske kvalifikationer og habilitet iøvrigt ikke kan anfægtes. En sådan udvidet ret ville være et direkte og meget alvorlig indgreb i regeringschefernes suveræne ret til hver for sig at udpege deres lands kommissær.

Kampen for og imod Buttiglione er altså en kamp mellem parlamentet og regeringscheferne om suverænitet. Og dens udfald vil få betydning for EU-samarbejdet mange år frem.

Det er tilsyneladende et udbredt ønske i EU - eller påstås i hvert fald at være det på visse niveauer - at parlamentet skal have mere indflydelse. Og det vil det også få, hvis den nye EU-traktat går igennem landendes folkeafstemninger. På papiret kan det se ud som en sand demokratisering, men i realiteten er der - i hvert fald set her fra sognet - tale om en klar undergravning af hele fællesskabets oprindelige idé, at det er de enkelte medlemslandes regeringer og parlamenter der har ansvaret for EU's politik og organisation.

Regeringscheferne har i de forløbne uger, hvor debatten om Buttiglione har raset, bakket op om Barroso og hans nye hold og anbefalet ham at stå fast. Det har han stort set også gjort hidtil, idet han dog for at imødekomme parlamentet en smule har fjernet menneskerettighederne fra retskommissærens resort. Men giver han yderligere indrømmelser i form af overflytning af Buttiglione til andet kommissariat eller i form af anmodning til den italienske regeringschef Berlusconi om at finde en anden italiener til kommissionen, så har regeringscheferne tabt slaget - og det vil få konsekvenser for altid.

Katolikken Buttiglione lagde ikke skjul på, at han betragter homoseksualitet som en synd, men understregede samtidigt, at dette ikke var ensbetydende med at betragte homoseksualitet som en forbrydelse. Egentlig burde spørgsmålet dermed være udtømt, for som kommissær skal Buttiglione udenlukkende beskæftige sig med juridiske spørgsmål som kriminalitet og beskyttelse af menneskerettigheder. Hans meninger som katolik om moral og andet er sagen uvedkommende.

Og hvad angår kvindernes plads i samfundet, så har Buttiglione ikke lagt skjul på, at han personligt mener, at deres plads er i hjemmet. En udbredt opfattelse i stort set hele Europa op til 2. verdenskrig, og stadig en udbredt opfattelse i store del af Syd- og Østeuropa. Den regnes i de nordiske lande og blandt langt de fleste veluddannede og oplyste mennesker - og da ikke mindst hos ungdommen - overalt for at være reaktionær. Demokrati og sekularisering kan ikke udvikles uden kvindernes frigørelse, så de får uddannelse, karriere og frihed helt på linje med det andet køn. Men igen må det trods alt fastholdes, at en hvilken som helst kommissær i EU burde have lov til at have sin opfattelse af dette spørgsmål, uanset hvad den går ud på, blot den ikke er udslaggivende for hans arbejde i kommissionen. Og dette kan den i dette tilfælde ikke blive, eftersom det er kommissionen som helhed der fastsætter retningslinjerne for arbejdet.

Man kan mene om Buttiglione - som person, som katolik, som politiker - hvad man vil, man kan også mene, at Berlusconi kunne have fundet en mere ukontroversiel mand at gøre til kommissær, og man kunne endelig også mene, at Barroso kunne have placeret Buttiglione på en post der hverken direkte eller indirekte havde det fjerneste med menneskerettigheder og kvinders ligestilling at gøre - og det gælder faktisk de fleste kommissariater.

Men dette ville bare ikke fjerne hovedproblemet, at parlamentet i sin magtkamp mod regeringscheferne blander politiske og moralske principper sammen på lige netop den måde der bevirker at der kan tales om moralisme.

Men det er og bliver latterligt med denne moralisme i politik.

I nogenlunde civiliserede demokratiske samfund burde det være en selvfølge at politiske modstandere respekterer hinanden, sålænge parterne holder sig inden for lovens og den almindelige anstændigheds rammer. Det hører ingen steder hjemme at afvise politiske modstandere blot fordi de personligt har en anden moralsk eller religiøs overbevisning end én selv. Og det må kaldes direkte selvmodsigende at dømme en katolik som Buttiglione uden for menneskerettighedernes forvaltningsområde blot fordi han har den opfattelse af homoseksualitet er en synd. Det hører nemlig til menneskerettighederne at have lov til at have en sådan mening - blot man ikke undertrykker dem der har en anden mening og/eller lever efter denne.

For Anders Samuelsens vedkommende falder hans linje helt i tråd med den nye vægtning idealerne har fået i det ellers pragmatiske og realpolitiske Radikale Venstre. Samuelsen har i aviser og på tv brugt argumentet: "Vi kan ikke have en ræv som Buttiglione til at vogte de gæs, som borgerrettighederne er. Hvis der kun bliver lagt op til småændringer i porteføljen, stemmer jeg imod." Rene ord for pengene, må man sige, men også lidt komisk at kalde menneskerettighederne for gæs!

Det sjove er, at 'liberal' ved siden af at stå principielt for økonomisk liberalisme i form af markedsøkonomi også betyder 'frisindet'. Og frisind burde vel, hvis det er noget værd, også omfatte tolerance over for moralske og religiøse holdninger som man selv anser for at være forældede eller direkte reaktionære. Men i den liberale gruppe rækker frisindet åbenbart ikke så vidt. Her sættes der for nogles vedkommende en absolut grænse ved kontroversielle emner som homoseksualitet og kvinders placering. Der er her gået absolutisme i liberalismen, selvom det er en selvmodsigelse.

Ender sagen med, at Barroso i samråd med ministerrådet sammensætter en helt eller delvis ny kommission har både han og regerinscheferne lidt et eklatant nederlag, der vil svide til begge parter i mange år og - værst af alt - gøre EU til et andet end det er i dag. Det vil givetvis påvirke de kommende afstemninger om den nye EU-traktat.

Det er hvad der kommer ud af at politik bliver moralistisk. Og det er ikke godt for EU-samarbejdet, for en ny kommissions muligheder, for parlamentets prestige eller for udsigterne til at få en traktat igennem der giver parlamentet endnu mere magt.

Deres ærbødige

Jens Vrængmose

Øvrige udgydelser fra Jens Vrængmoses pen:  Klik

Andre relevante artikler:

Fænomenet Berlusconi og hans dyst med Martin Schultz (juli 2003)  Klik

Kansler Schüssels valgsejr (nov. 2002)  Klik