ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.9.04.

Valgoptakt i Danmark

af Jens Vrængmose

Med landsmøderne i den forgangne uge hos de to oppositionspartier er der så småt lagt op til valgkampen i Danmark. Forinden fik vi finansloven og markeringen af de hårdt optrukne linjer i Folketinget. Endnu mangler statsministerens åbningstale. Men så skulle banen også været kridtet op til det valg der skal finde sted senest november 2005, men som sandsynligvis kommer før. Hvornår bestemmer alene Anders Fogh Rasmussen, og før det er afgjort, får vi ikke for alvor gang i kampen.

Socialdemokraternes kongres forløb helt som forventet med en lang og grundig beretning af den trimmede formand, Mogens Lykketoft, stormende bifald til forhenværende statsminister og nuværende EU-parlamentariker Poul Nyrup Rasmussen og gæsten fra Norge, formanden for søsterpartiet Jens Stoltenberg, samt vedtagelse af det nye principprogram.

Lykketoft lagde naturligvis ikke fingrene imellem når han skulle karakterisere regeringen. Han tog syv punkter fra sidste års kongres op som de centrale: børn, skole, uddannelse, forskning, miljø, job, ældre og sundhed. Og han gentog at regeringen havde stjålet flere socialdemokratiske mærkesager. Det er der også andre socialdemokrater der mener, men da der vitterligt er bred enighed både blandt politikerne og i befolkningen om overordentligt megen lovgivning i landet, og da det simpelthen er den store brede midte der bestemmer og den der følgelig må appelleres til af de magtsøgende partier, så bliver det en ret håbløs og formålsløs opgave at påvise hvem der hugger fra hvem. Ingen har patent på de gode løsninger. Og det er rentud sagt tåbeligt at tiltro enkelte den gode vilje og de andre den onde.

Og når Lykketoft ydermere sluttede angrebet med ordene: "Regeringen tænker på næste valg og Dansk Folkeparti. Socialdemokraterne tænker på næste generation af både gamle og nye danskere.", så er der ikke alene tale om en billig påstand, men om en floskel ethvert parti kunne gøre brug af ved simpel udskiftning af navnene. Sandheden er at ethvert parti med respekt for sig selv tænker på såvel næste generation - og dermed det lange sigt - som næste valg og dermed det korte sigt. Et parti der ser bort fra det korte sigt, vil aldrig få held til at arbejde på langt sigt.

Visionen kunne siges at være indeholdt i det nye principprogram der blev vedtaget under navnet 'Hånden på hjertet' og som afløste det gamle fra 1992. Det nye er blevet udleet af flere kommentatorer, bl.a. Politikens lederskibent, eller afvist som ligegyldigt af en forsker i Deadline, der generelt mente at principprogrammer hører fortiden til. Programmet bør dog ikke af den grund forbigås i tavshed, men derimod udsættes for selvstændig bedømmelse. Blot ved senere lejlighed.

Savnet af 'noget der kunne løfte' var nok mere karakteristisk og mere afgørende. For det peger på det forhold socialdemokraterne vanskeligt kan komme uden om, at deres nye formand på ingen måde kan hamle op med den afsatte, når det gælder talegaver og karisma. Det dokumenterede bifaldet til Poul Nyrup Rasmussen på en måde det måtte have været ubehageligt for Lykketoft at være vidne til.

TV-værten Tine Götzsche spurgte i DR1's Profilen 8.9. Mogens Lykketoft hvorfor han havde ladet sig klippe og befriet sig for fipskægget, og det svarede manden selvfølgelig uanfægtet på. Det er trods alt ikke et samvittighedsspørgmål som da Jens Otto Krag i sin tid blev spurgt om, hvorfor han på ti minutter skiftede standpunkt med hensyn til samarbejde med Aksel Larsen. Krag svarede udenom. Det gjorde Lykketoft ikke her. Enhver har lov til at lade sig klippe som man gerne vil. Sagen er blot, at det har virket lidt påfaldende og sat Lykketoft i et lidt komisk skær som en partileder der gerne vil være statsminister, dvs søge magten, men altså ind imellem bekymrer sig om sit udseende.

Isoleret set en lille ting, bevares, men sammen med alt muligt andet et signal om, at socialdemokraterne ikke kan være sikre på med Mogens Lykketoft at have fået en partiformand der vil være i stand til at bringe partiet til regeringsmagten ved næste valg.

Meningsmålingerne var i lang tid særdeles gunstige for socialdemokraterne og ugunstige for regeringen. Men det har ændret sig på det sidste - uden at det på nogen måde kan sluttes, at ændringerne holder. Men regeringen fik en saltvandsindsprøjtning med udskiftningerne i begyndelsen af august (jf artiklen Fogh's rokade), og socialdemokraterne og de radikale har skændtes om forskellige punkter som 24-årsreglen som middel mod tvangsægteskaber og nu også om en gradvis afskaffelse af efterlønnen. Det har vendt billedet. Det er ikke længere en selvfølge, at en SR-regering er alternativet til VK-regeringen.

Partilederen vakte for kun en måned siden postyr med en udmelding om, at det ville være en betingelse for et regeringssamarbejde mellem de radikale og socialdemokraterne, at Mogens Lykketoft opgav 24-års-reglen for giftermål med udlændinge, hvad han naturligvis hverken ville eller kunne. Men det rejste spørgsmålet om de radikale efterhånden er blevet så blåøjet og verdensfjernt idealistisk at samarbejde med et realpolitisk socialdemokrati er ved at blive umuligt eller for problematisk.

Synspunktet er siden blevet en smule opblødt, og begge partiledere har bedyret at der trods visse uenigheder fortsat vil være basis for et godt samarbejde. Problemet er blot, at socialdemokraterne på den ene side er nødt til at fastholde en stram udlændingepolitik for ikke påny at miste stemmer til Dansk Folkeparti, og at Det Radikale Venstre med sin stadigt mere idealistisk-humanistiske linje ikke henter fremgang fra midten, men fra venstresiden af det gamle politiske spektrum, dvs konkurrerer med det ligeledes idealistiske SF om humanismen.

Det turde være ganske symptomatisk for de radikales uforsonlige linje, at partiets formand, Søren Bald, på landsmødet fandt det passende, at sige, at integrationens største fjende ikke er 24-års reglen, men Dansk Folkepartis hadske tone. Og at han derefter nedlod sig til at tilføje, at "Hvis nogen får erindringer om Der Stürmer, forstår jeg det godt."

Der Stürmer var som bekendt nazisternes grove antisemitiske ugeblad i 1920'erne, men Balds sammenligning mellem dette blad og det danskhedsforsvarende, men ingenlunde racistiske DF er faktisk af samme skuffe som Der Stürmer - af den ganske bestemte grund, at den udnytter de psykiske primærprocessers yderst primitive mulighed for i tilhørernes indre blik at skabe identifikation mellem to forskellige ting ved blot at nævne et enkelt lighedstræk mellem dem. Den slags burde en radikal landsformand holde sig for god til. Men det må nødvendigvis knibe hermed, når man har svært ved at skelne mellem racisme og værn om danskhed.

De radikales linje betyder at SR ikke længere kan gøre alvorligt indhug i regeringens og Dansk Folkepartis tilslutning fra de midtervælgere der ønsker stram udlændingepolitik, værn om danskheden og vedkender sig internationale forpligtelser i kampen mod den tiltagende terrorisme. En SR-regering er fortsat en mulighed, men den er ikke en selvfølge, ja, meget taler efterhånden for, at socialdemokraterne vil stå sig bedst ved i givet fald at danne mindretalsregering.

Marianne Jelved kan i så fald komme til at stå med en mandatmæssig fremgang som ikke kan bruges til noget. Og i værste fald kan både Jelved og Lykketoft helt gå glip af regeringsmagten. De vil - som Politiken 14.9. tørt bemærkede - kunne komme til at mangle ca. 200.000 vælgere for at kunne danne regering. Og da får begge et problem som partiledere.

Johannes Andersen går så vidt som at påstå at de radikale har overhalet socialdemokraterne venstre om, og at dette - i forening med svækkelsen af CD og Kristendemokraterne - reelt betyder at den politiske midte i dansk politik er blevet tom!

Det er efter min mening en løs påstand, der stiltiende forudsætter den præmis, at det gamle højre-venstre-skel i dansk politik fortsat er brugbart i analyserne, men dette er lige præcis ikke tilfældet. Det har Anders Fogh Rasmussen forlængst understreget med sin bemærkning om at klassekampen er passé. Det er hvad der ligger bag socialdemokraternes konstatering af at afskaffelsen af ejendomsretten til produktionsmidlerne ikke længere er en målsætning for dem. Og det er såmænd hvad der ligger bag den tidligere SID-formand Hardy Hansens sure bemærkning om, at socialdemokraternes nye program ikke taler til partiets kernevælgere, lønmodtagerne, men retter sig mod en moderne middelklasse.

Middelklassen, ja netop. Den er den brede midte i dansk politik anno 2004. Og den er en stand af veluddannede og velorienterede funktionærer (og dermed lønmodtagere), der fuldtud accepterer den private ejendomsret og markedsøkonomien, men samtidigt har en ganske stærk national identitetsfølelse og en betydelig social ansvarsfølelse, og som gerne vil være med til forandringer og reformer, men ikke til revolutioner eller vilde eksperimenter.

Middelklassen lever med andre ord i bedste velgående. Den bliver større og større dag for dag. Og der kan ikke længere regeres imod den i dette land!

Det er ganske rammende, når chefredaktør Erik Meier Carlsen i en leder i BT 13.9. konstaterer at de Radikale på nøglepunkter som udlændingepolitikken, EU-politikken og velfærdspolitikken står langt fra det store befolkningsflertal og derfor ikke vil have noget reelt alternativ til en socialdemokratisk regering. Men til gengæld holder hans påstand ikke, at partiet efterhånden er blevet et elitært fløjparti. Det er igen det gamle venstre-højre skel der spolerer analysen. Midten i dansk politik er nemlig reelt så bred, at de radikale fortsat hører til på midten. Men inden for midtens vide rammer er de blevet et specialiseret humanistisk parti - og det er dette der gør partiet væsentligt mindre realpolitisk end det hidtil har været.

Det Radikale Venstres udvikling de seneste år har givet det en på mange områder overraskende fremgang i vælger- og medlemstilslutning, men den giver problemer i forhold til socialdemokraterne og muligheden for regeringssamarbejde. Til gengæld giver den regeringen langt bedre spil op til næste valg.

Deres ærbødige
Jens Vrængmose

Lenin malplaceret på Arbejdermuseet?  (5.9.04.)

Er de radikale blevet ekstremister?  (17.8.04.)

Fogh's rokade  (3.8.04.)

Kommunalreformen på plads  (25.6.04.)

Øvrige artikler om dansk politik:  Klik