ARTIKEL FRA JERNESALT - 3.8.04.

Fogh's rokade

Den ydre foranledning var udnævnelsen af et regeringsmedlem til ny kommissær i EU-kommissionen. Det blev ikke favoritten Bertel Haarder, men fødevareminister Mariann Fischer Boel, og det skulle være begrundet i den nye kommissionsformand José Manuel Barrosos ønske om at få flere kvinder i kommissionen. Og Fischer Boel er da også kvalificeret til posten samt velanskrevet i EU, men hun kan ikke betegnes som en sværvægter i EU-sammenhæng og vil næppe formå at gøre sig markant gældende som fx Henning Christophersen eller Ritt Bjerregaard. Det er endnu uvist hvilket kommissorium hun får tildelt, men uanset udfaldet vil hun formentligt havne på Poul Nilssons niveau som en ret upåagtet kommmissær. Det er muligvis realpolitik fra Fogh Rasmussens side, men dermed også udtryk for en vis nedtoning af Danmarks rolle i det udvidede EU.

Integrationsminister Bertel Haarder får udvidet sin resort med U-landsministeriet, der hidtil har været en del af Udenrigsminisiteriet. Det giver mulighed for fuldstændig koordinering af bestræbelserne for at kunne lede en væsentlig del af den danske ulands-bistand hen til områder der 'producerer' mange flygtninge - og altså dermed lette mulighederne for at kunne sende flygtninge der ikke kan få asyl i Danmark hurtigere hjem til de lande de kommer fra. En god ting, men selvsagt også en ting der vækker skepsis blandt de traditionelle hjælpeorganisationer. - Haarder bliver også nyt medlem af regeringens koordineringsudvalg sammen med modpolen, udenrigsminister Per Stig Møller.

Regeringsrokaden kom kun til at omfatte en enkelt fyring, nemlig af den 59-årige skatteminister Svend Erik Hovmand, der sammenlagt har været minister i otte år, men aldrig som skatteminister kom på højde med hverken sine embedsmænd eller sin opposition - og iøvrigt havde sit image imod sig ved efterhånden at virke temmelig sat. Afløseren, den kun 33-årige finansordfører Kristian Jensen, er både energisk og godt inde i sagerne. Så han bliver utvivlsomt en gevinst for regeringen.

Hidtidige socialminister Henriette Kjær (K) får et helt nye ministerium for Familie- og Forbrugsanliggender og får dermed chancen for at placere familierne og forbrugerne mere centralt i debatten. Socialministeriet overtages af den 40-årige socialpolitiske ordfører Eva Kjer Hansen (V) der får chancen for at vise hvad hun virkeligt duer til. Hun har hidtil haft svært ved at markere sig både i folketinget og i EU-parlamentet.

Ny fødevareminister efter Fischer Boel bliver den 50-årige hidtidige miljøminister Hans Chr. Schmidt (V), der har gjort sig mest bemærket for regeringens kraftige nedskæringer på miljøbevillingerne og for dens fulde opbakning til det nye Institut for miljøvurdering og dets første direktør, Bjørn Lomborg, men også mindre flatterende for nogle uheldige bevillinger til 'venner'.

Den nye miljøminister, den konservative DR2-journalist Connie Hedegaard, var rokadens helt store overraskelse. Dels fordi hun meget pludseligt forlod folketingspolitikken og en sikker politikerkarriere for 14 år siden, skønt Poul Schlüter betragtede hende som et politisk naturtalent, dels fordi hun ikke har lagt skjult på sin kritik af den nuværende regering. Men endelig også fordi hun ikke blot nu vender tilbage til den praktiske politik, men i og med dette rykker direkte ind i magtkampen eller rettere arvefølgekampen i det konservative folkeparti.

Under Bendt Bendtsens lederskab er der faldet ro over det parti der efter Poul Schlüter var plaget af magtkampen mellem Per Stig Møller og Hans Engell, og som var truet af regulær splittelse på grund af Engells usympatiske undergravning af Stig Møllers position, da han ødelagde sin egen lederposition ved ar ramle ind i den meget omtalte betonklods. Men de to fløje har alligevel været opretholdt på lavere niveau. Højre-fløjen blev svækket med Gitte Seebergs overtagelse af den konservative førsteplads i Europa-parlamentet. Men med Connie Hedegaards indrykning i regeringen bliver den moderate Stig Møller-fløj positivt styrket og specielt den drabelige kulturkæmper Brian Mikkelsen mærkbart svækket. Hedegaard er ven med Stig Møller og har som politisk kommentator rettet hård kritik mod den konservative kulturkamp, som hun anså for så forfejlet i sin intolerance, at hun talte om 'Borgerlige selvmål i kulturkampen' (Politiken 13.9.03.).

Om Connie Hedegaard ender med at blive Bendt Bendtsens arvtager som partileder vil vise sig. Det forudsætter naturligvis at hun indstiller sig på det, lader sig opstille til folketinget og iøvrigt klarer ministerposten udmærket. I givet fald vil hun uden tvivl deplacere såvel Brian Mikkelsen som Lene Espersen som kandidater.

Om hun samtidig vil formå at rykke værdikampen derhen hvor hun foretrækker at den foregår, er et andet spørgsmål. Hun ønsker fremadrettet kamp for borgerlige værdier i spørgsmål om forholdet mellem borger og stat, fordelingspolitikken og forholdet til udlandet. Hun ønsker også opgør med klientgørelsen i samfundet og har efterlyst et decideret kulturskifte på undervisningsområdet, så man stiller krav til eleverne.

Som resortminister er der grænser for hvor meget hun kan blande sig i sine kollegers politik, og miljøministeriet er næppe det ministerium der ligger nærmest hendes egne kulturinteresser. Men da hun unægteligt forstår både kommunikationens og den indirekte provokations kunst skal hun nok få sine meninger ud. Så må man tage med at denne meget dygtige journalist gestikulerer lige så særegent som selveste Gyldenspjæts Rasmine, hvad der undertiden afleder opmærksomheden fra det hun siger!

Alt i alt må man sige, at regeringen er blevet styrket ved nye, yngre og kompetente folk - og at der ved omlægninger er lagt vægt på de bløde værdier som familie, forbrug og miljø. Samt at der også med selve placeringen af kvinderne i fokus er signaleret at statsministeren måske ikke er helt så hård i filten som navnlig mange kvindelige vælgere åbenbart har fået indtrykket af gennem prioriteringen af EU-politikken og deltagelsen i Irak-krigen.

Kristeligt Dagblad tolker rokaden som et ideologisk tilbagetog i forhold til regeringens første tid, hvor man nedlagde ministerier og sparede på ulandsbistand og miljøbevillinger samt 'smagsdommere'. Det turde dog være en lidt forhastet tolkning, for intet tyder på, at regeringen nu begynder at rutte med pengene. Derfor er der mere hold i formodningen om at rokaden primært er det taktiske bud på at vinde næste valg. Men bladet finder det opmuntrende, hvis der reelt er tale om at regeringen vil føre en mere midtsøgende linje på de bløde felter.

Berlingske Tidende er i modsætning til Jyllandsposten også tilfreds med rokaden, som efter chefredaktørens mening giver gode muligheder for at sikre en borgerlig sejr ved det kommende valg. Selvom udnævnelsen af Connie Hedegaard vil give murren i de konservative rækker, hvor Lars Barfod, Pia Christmas-Møller og Helge Adam Møller blev forbigåede, så er der overordnet set ekstra bid i det nye hold, dvs regeringens profil er blevet mere borgerlig, aggressiv og klar.

Også BT's Erik Meier Carlsen finder Foghs hold styrket. Specielt fremhæves Connie Hedegaards udnævnelse som en decideret garanti for fastholdelsen af en anstændig og midtsøgende politisk linje, der kan appellere til tænksomme borgerlige og uafhængige vælgere, herunder ikke mindst kvinderne. Følgevirkningen af kommissærudnævnelsen kan vise sig at være en afgørende forbedring af Foghs chancer for at overleve det kommende valg, slutter Carlsen.

Politiken tolker udnævnelsen af Mariann Fischer Boel til EU-kommissær som en klar nedprioritering af det europæiske samarbejde. I DR2's Deadline lagde Tøger Seidenfaden ikke skjul på, at det var sværvægtere som Henning Christophersen eller Uffe Elleman Jensen der var brug for til posten. Ministerrokaden er udtryk for at statsministeren har valgt at satse på hjemmefronten, påstår lederen, skønt de to ting vel ikke udelukker hinanden. Bladet betragter udnævelsen af Connie Hedegaard som et trimumfkort for regeringen, fordi hun med sin humanistiske, socialkonservative profil vil bidrage til at trække VK-regeringnen længere ind mod midten i dansk værdipolitik. - Kulturkampen er slut, konstaterer Politiken, og i stedet tegner sig billedet af en regering der vil satse på at skabe en lidt blødere værdipolitisk profil med appel til alle midtervælgerne.

Med regeringsrokaden signalerer statsministeren nu klart, at midterlinjen skal fastholdes, og han har med såvel foryngelsen af holdet som kvindetilvæksten også givet klare signaler til de kvindelige vælgere der måtte være blevet mere eller mindre skræmt af Irak-politikken. Signalet betyder blot ikke, at denne politik eller den principielle tilslutning til et aktivt udenrigspolitisk engagement skulle være undsagt. Man tager fejl af Fogh Rasmussen, hvis man udlægger rokaden på denne måde. Men omvendt gælder også, at mange i forvejen har taget fejl af Fogh Rasmussen som en hård politiker. Han er nok kontant og målrettet, men aldeles ikke en foragter af bløde værdier.

Nu er det imidlertid ikke en ministerrokade og nogle ministerudnævnelser der afgør en regerings skæbne. Men derimod dens politik. Derfor er ministerrokaden kun første skridt i den forestående valgkamp, næste skridt hedder statsministerens åbningstale i folketinget i begyndelsen af oktober. Dernæst de vigtige forhandlinger om den nye finanslov og udmøntningen af det smalle forlig om kommunalreformen. Og endelige statsministerens kommende nytårstale. Først herigennem vil det for alvor blive afsløret, hvad valgkampen kommer til at dreje sig om. Banen er ved at være kridtet op, men valgkampen starter først efter nytår.

Den bliver under alle omstændigheder spændende, for resultatet er langt fra givet på forhånd, selvom meningsmålingerne i den sidste tid er gået Venstre imod. Statminister Anders Fogh Rasmussen har nu alt i alt sikret sig et godt team at gå til valg på. Hverken Mogens Lykketoft eller Marianne Jelved får det lettere.

Regeringens forårspakke  (20.3.04.)
Regeringsgrundlag, det nye  (4.9.03.)

Kommunalreform bliver nu alvor  (12.1.04.)
Værdier på Venstres landmøde  (14.11.03.)
Kulturministerens kamp mod vejrmøller  (27.8.03.)