ARTIKEL FRA JERNESALT - 14.11.03.

Værdier på Venstres landsmøde

Kristeligt Folkeparti fik skiftet navnet ud med det fremmedklingende Kristendemokraterne, vist nok mest i erkendelsen af, at et parti der ligger lige omkring spærregrænsen på de 2 % ikke har megen ret til at kalde sig et folkeparti. Det var selvfølgelig hvad man i sin tid drømte om, da det lykkedes at rejse partiet på baggrund af dengang kontroversielle love om fri abort og fri porno, men som aldrig lykkedes.

Om navneændringen - og formandens shinen sig op hos en stylist - kan hjælpe stort på vælgertilslutningen vil vise sig. Objektivt set synes partiet temmelig overflødigt, lige bortset fra, at det i et demokrati er og bliver selv de allermindste mindretals soleklare ret at forsøge at gøre sig gældende. Men alle partier der havner i den situation at de i årevis må kæmpe for bare at komme over spærregrænsen, burde til sidst overveje at opgive kampen. Dette gælder naturligvis også Enhedslisten på venstrefløjen. Ellers bekræftes blot den amerikanske historiker Henry Steel Commager's gamle udsagn om, at ekstremistiske (herunder ensidigt dogmatiske) partiers eneste mission er at begå (langsomt) selvmord. Ved i tide at nedlægge våbnene kunne sådanne partier være med til at fremme muligheden for at friske kræfter kunne komme til.

Det konservative folkeparti kunne glæde sig over at have overvundet den gamle krise, og at det nu har god indflydelse på hvilken politik der skal fremmes i landet, sålænge de sidder i regeringen. Men de lukrerer bestemt ikke i meningsmålingerne på indflydelsen. Tværtimod står de i stampe. De har såmænd dygtige ministre, og de har i Bendt Bendtsen en både hæderlig og sympatisk formand, men det kan dog ikke forties, at partiet mangler såvel karismatiske førerskikkelser som visioner om en mere dybtgående samfundsforandring.

Betegnende for hele situationen er det da også, at det ikke er den nuværende formand, erhvervs- og vicestatsministeren, der kan høste det varmeste bifald på landsmødet, men den tidligere formand, udenrigsminister Per Stig Møller, der med lune og veltalenhed forsvarede sin politik. Han blev på mødet bakket fuldstændigt op netop på et tidspunkt, hvor hans autoritet ellers er undergravet eftertrykkeligt af statsminister Anders Fogh Rasmussens hårde facon. Men det blev der ikke talt om åbent eller direkte. Enhver har lov at tænke sit.

Medierne fokuserede som de plejer mest på den interne uenighed - i dette tilfælde uenigheden om den kommende kommunalreform. Strukturkommissionen arbejder med sine analyser og vil først senere fremkomme med ideer og forslag, så partiet Venstre har slet ikke lagt sig fast på nogensomhelst model. Men Venstres lokalpolitikere med de mange borgmestre og amtspolitikere i spidsen luftede deres bekymringer og advarede regeringen mod at fare så hårdt frem, at befolkningen og partimedlemmerne rundt omkring i kommuner og amter ikke kunne følge med. Statsministeren prøvede at berolige ved at slå på, at intet ligger fast, og at det kun er godt med debat i partiet. Men det er tydeligt, at mange i partiet er bange for udsigterne til færre kommuner og nedlæggelse af amterne.

Medierne, inklusive DR1's Anja Westphal og Bent Stuckert, fokuserede dernæst - også vanen tro - på formandens flotte formuleringer, når han fx kritiserede oppositionen og navnlig tidligere miljøminister Svend Auken: "Der er ikke en frø, ikke en fugl, ikke en fisk der har fået det ringere som følge af regeringens miljøpolitik. Den eneste, der har fået det ringere, er nok Svend Auken!" Eller når formanden til de unge sagde, at man godt kan hygge sig uden at fyre en fed. Eller når han afslutningsvis selv fyrede en fed af om, at vi kan skabe et dynamisk og rummeligt samfund, hvor der er plads til både biotek og Brugsen..... Pizzaer og frikadeller. "En stærk blanding af dynamik og Dannebrog. Det er det samfund vi vil arbejde for."

Politiken noterede med rette, at statsministeren brugte landsmødet til at sætte partiets unge, liberale fortrop - med borgmester Søren Pind og VU-formanden Claus Horsted i spidsen - på plads. Statsministeren kunne ikke se det specielt liberale i at pjække fra skolen, hvad næppe heller Pind eller Horsted kan! Pinds malplacerede ti teser er forlængst henvist til den senere debat om det nye partiprogram, men statsministeren forsøgte end ikke at komme de unge i møde ved blot at præcisere, hvori det centralt liberale efter hans mening ligger for Danmarks liberale parti.

Berlingske Tidende bebrejdede Anders Fogh Rasmussen, at han hellere vil være landsfader end statsminister, dvs hellere føre sig frem som en slags anfører for et hold der har fælles mål end udvise modet til at gå i gang med de nødvendige reformer af skatte- og fordelingspolitikken, som de Konservative og Berlingske Tidende så brændende ønsker, men som kan splitte befolkningen.

Det bemærkelsesværdige er ifølge avisens lederskribent, at Foghs tale om de grundlæggende værdier ikke er et afsæt til politisk handling, sådan som man kunne forvente det af en politiker! Den traditionelle opfattelse er, at man vælger sine politikere, for at de kan føre nogle værdier ud i livet via lovgivning. Men det gør Fogh ikke. Han vil angiveligt have holdningsændringer. Og det er ikke tilfredsstillende for den konservative lederskribent.

Men helt så enkelt er det nu nok ikke. For ud over i sin åbningstale lørdag at gennemgå de løfter til vælgerne som regeringen i de første to år allerede har indfriet i sundhedspolitikken, ældrepolitikken, udlændingepolitikken, retspolitikken og skattepolitikken samt uddannelsespolitikken, så benyttede statsministeren sin afslutningstale søndag til en præcisering af målsætningen for regeringen og dermed til en understregning af, at det efter hans mening stadig er tid til forandring i Danmark og Europa.

Forstå det ret sagde partiformanden til de delegerede: Venstre har ikke fået ansvaret for den politiske ledelse blot for at administrere det bestående. Vi har fået ansvaret, fordi befolkningen har tillid til, at vi vil forandre det bestående til det bedre.

Med hensyn til Danmark slog Anders Fogh fast, at politik ikke kun er at få bogholderiet til at stemme, men tværtimod først og fremmest er visioner, mål og drømme. Hans eget mål er at gøre Danmark til en nation af mennesker med initiativ, opfindsomhed, virkelyst og arbejdsglæde. Danmark skal udvikle sig til et førende IT-land, være i front med bioteknologien og den såkaldte nanoteknologi, dvs teknikken inden for mikroelektronikken.

De vigtigste punkter i den højteknologiske strategi er den fri konkurrence, et bedre samspil mellem den offentlige og den private sektor, øgede midler til forskning og udvikling og forbedrede uddannelser.

I denne forbindelse beklagede statsministeren hvis hans udtalelser ved Folketingets åbning om 'rundkredspædagogikken' var blevet opfattet som en kritik af lærerne. For sådan var den ikke ment, hævdede han. Det der er galt er, at det faglige niveau er for lavt og at elevernes stærke sider ikke bliver udviklet i tilstrækkelig grad. (Må det heller ikke opfattes som kritik af lærerne?) Der findes flere former for intelligens, understregede han, og det er denne erkendelse vi mangler at gøre til en officiel del af det danske samfund og af pædagogikken. Derfor skal læreruddannelsen og erhvervsuddannelserne forbedres.

Men der skal også gøres noget for at bryde den negative sociale arv. Og den mest effektive vej er igen uddannelserne. Der skal indføres pædagogiske læreplaner allerede for daginstitutionerne.

For indvandrernes vedkommende er det for statsministeren særligt vigtigt at slå fast, at også indvandrerne skal ind i uddannelsessystemet og ud på arbejdsmarkedet. Det er simpelthen undergravende for velfærdsssysemet, hvis indvandrerne kan komme til Danmark og hæve understøttelse uden reelt at stå til rådighed for arbejdsmarkedet. Der er behov for en holdningsændring - både hos visse indvandrere og hos visse kommuner.

Vi skal have et samfund med plads til mangfoldighed, forskellighed, og frihed til den enkelte. Alle skal have lige muligheder for at få del i samfundets vækst og velfærd. Alle skal have adgang til arbejdsmarkedet og samfundslivet - uanset køn, hudfarve og overbevisning. Men det danske samfund bygger samtidigt på nogle grundlæggende værdier som ikke er til diskussion: Frihed, folkestyre, tolerance, frisind, ansvarlighed, ligeberettigelse og respekten for andre.

Og til sidst kom partiformanden og statsministeren med en opfordring til alle i Danmark: Lad os én gang for alle droppe Janteloven, begrave indstillingen om, at du ikke må tro, at du er noget og kan noget. Lad os i fællesskab udvikle en ny grundholdning og indføre indstillingen om, at hver enkelt dansker tror mere på sig selv, er mere bevidst om de værdier, vort samfund bygger på og mere stolt over det vi kan i Danmark.

For så vidt er der intet unormalt i en sådan udvikling. De fleste mindretalsregeringer løber efterhånden ind i så store problemer med at få deres mærkesager igennem, at noget af gejsten går af dem. At tale om metaltræthed i tilfældet Venstre er nok at overdrive, for regeringsholdet synes fortsat at være oppe på mærkerne. Men som statsministeren selv understregede, så er det ikke tilfredsstillende for en regering der slog sig op på sin vilje til forandring blot at administrere det bestående. Der skal ske forandringer - også selv om konjunkturerne ikke har været eller er de allergunstigste for regeringen.

Smuk tale om værdier gør det heller ikke, selv om statsministerens betragtninger og formuleringer isoleret set er i lige så skøn orden som hans egen tro på værdierne. For sagen er, at værdier ikke er objektive størrelser som befolkningen blot kan opretholde ved at stå fast på dem. De skal tværtimod bestandigt fornyes og videreudvikles i en stadig tilpasning til de realiteter der forandres hele tiden.

Og netop her synes Anders Fogh Rasmussen at savne forståelse for væsentlige sider af den historiske udviklingsproces.

Det drejer sig her slet ikke om at holde fast ved de gode gamle, mere eller mindre liberale, endsige konservative ideer, men om at kunne udvikle de centrale fælles værdier på det gamle grundlag på en sådan måde, at de kan tjene det moderne samfund til fortsat udvikling og dets moderne borgere til fortsat identitet og fortsat fællesskab. Men det kræver sandelig nytænkning på grundlag af en langt dybere erkendelse end den der er gængs i dag blandt såvel politikere som eksperter og almindelige dannede mennesker.

Der er behov for intet mindre end en helt ny politisk etik og filosofi der baserer sig på en psykologisk indsigt i selve de processer der bestemmer ethvert menneskes subjektive værdiopfattelse, og som derved viser hen til en helt anden verdens- og samfundsforståelse end den der ensidigt bygger på naturvidenskaben eller den borgerlige nyttemoral. En sådan ny politisk etik og filosofi - og kun den - vil kunne give den fornødne psykiske kraft til den forandring af samfundet der er behov for og som statsministeren og mange andre mennesker drømmer om.

Denne værdifilosofi er ofte behandlet på Jernesalts sider og er specielt fornylig skitseret mere systematisk i artiklen Værdier i etisk, politisk, religiøs og psykologisk belysning", hvortil henvises.

Men statsministeren, regeringen, Venstre og de øvrige folketingspartier har endnu ikke taget en sådan dyberegående værdifilosofi op til overvejelse.

Statsministeren personligt ligner ikke en landsfader a la Stauning og har - så vidt vides - heller ingen intentioner om at blive en sådan. Han vil uden tvivl helst stå for fortsat forandring i en bestemt retning.

Det skal derfor blive ganske interessant at høre, hvad han har at sige til hele befolkningen i nytårstalen den 1. januar 2004. Den kan blive afgørende for såvel værdidebattens som hans egen politiske fremtid.

Den nye finanslov for 2004  (11.11.03.)

Fogh og Per Stig II  (31.10.03.)
mere om den dårlige kemi mellem de to ministre
Fogh og Per Stig (I)

Fogh Rasmussens åbningstale 7.10.03.
med konkretisering af værdidebatten

Fogh, EU og forbeholdene  (24.9.03.)
om statsministerens strategi for de kommende folkeafstemninger

Det nye regeringsgrundlag  (4.9.03.)
om VK-regeringens 2003-udgave af "Vækst, Velfærd, Fornyelse"

Fogh og 29. august  (2.9.03.)
om udenrigspolitik, etik og historisk vingesus

Gammel kulturkamp eller ny værdikamp?  (26.8.03.)
om Berlingske Tidendes afsporing af en nødvendig værdidebat