ARTIKEL FRA JERNESALT - 2.9.03.

Fogh og 29. august

Resultatet blev flådens sænkning, hærens internering og departementschefernes overtagelse af administrationen uden politisk kontrol - samt ikke mindst en stigende dansk modstand mod besættelsesmagten, en modstand der naturligvis steg yderligere med de allieredes voksende succes på slagmarken - herunder invasionen i Normandiet juni 1944. Den folkelige modstand besegledes for alvor juli 1944 gennem Folkestrejkerne.

Meningerne om samarbejdspolitikken og specielt om Erik Scavenius' rolle har naturligvis været delte, hvad der allerede fremgår af, at betegnelsen er delvist gledet ud af historikernes vokabularium til fordel for eufemien ‘forhandlingspolitikken'. Dermed vil man understrege, at Scavenius og de øvrige politikere ikke samarbejdede med tyskerne med det formål aktivt at tilpasse sig det tyske overherredømme, men førte en henholdende forhandlingspolitik for at fastholde så megen magt som muligt på danske hænder.

Men det kan ikke bestrides, at Erik Scavenius' politik fra starten, dvs fra 9. april 1940, var aktiv tilpasning, fordi han ganske enkelt var overbevist om, at Hitler ville vinde krigen, og at der derfor ikke i det lange løb var anden udvej. Skulle Hitler - mod forventning - gå hen og tabe krigen, så ville Danmark ikke få nær så meget vrøvl med englænderne om forståelse for tilpasningen, som problemer med tyskerne hvis Danmark havde valgt at støtte englænderne.

Mange danskere var imod hans linje og ræsonnement, især naturligvis de unge der så småt begyndte at forberede sig på egentligt modstandsarbejde. Men regeringen talte direkte imod dette ulovlige arbejde, specielt statsminister Vilh. Buhl i en berygtet radiotale 2.9.42., hvor han meget skarpt tog afstand fra den begyndende sabotage.

Men samarbejdspolitikken brød altså definitivt sammen 29.8.43., og en mand som socialdemokraten Frode Jacobsen, der ledede den illegale organisation ‘Ringen', følte sig som en lykkelig mand. Nu havde modstandsbevægelsen ikke længere to modstandere: den danske regering og den tyske besættelsesmagt, men kun én: besættelsesmagten.

Departementscheferne sørgede på fornem vis for, at den danske administration forblev intakt længst muligt - og stort set ukompromitteret. Gammelpolitikerne gik for de flestes vedkommende i hi, men enkelte trak i trådene til det sidste med henblik på deres placering efter krigens slutning. Modstandsbevægelsen tog det politiske initiativ, og specielt Frihedsrådet opnåede med sit opråb til befolkningen ved folkestrejken i København 30. juni 1944 at blive hele den danske modstands autoritet - på trods af anonymiteten og til stor overraskelse for gammelpolitikerne . Frode Jacobsen forsøgte at få mere fremtrædende repræsentanter for sit parti til at indgå i Rådet, men fik blankt nej af Buhls kronprins Hans Hedtoft, der også nedlagde forbud mod at andre socialdemokrater, fx socialborgmester Sigvard Munk, deltog, skønt han selv var villig.

Danskerne rykkede efter 29.8.43. frem fra at blive betragtet som passive ofre for den tyske besættelsesmagt til at være aktive medkæmpere mod nazismen, og fik i foråret 1945 - ikke uden problemer med russerne - officiel status som allieret med USA, Storbritannien og Sovjetunionen. Æren var i mere end én forstand reddet. Danskerne kunne se sig selv og amerikanerne, englænderne og russerne i øjnene. Kun nordmændenes agtelse kneb det med, for de syntes gennemgående danskerne havde været for længe om at vågne til dåd sammenlignet med dem selv. Norges udenrigsminister efter befrielsen, Trygve Lie, ville end ikke have Danmark med i FN da denne organisation blev oprettet i San Francisco!

I Politiken skrev statsministeren bl.a., at det gustne overlæg der kalder samarbejdspolitikken for nødvendig, klog og hensigtsmæssig er en meget farlig tankegang. "I sidste ende var det befolkningens voksende utilfredshed med samarbejdspolitikken og modige modstandsfolks indsats, som tvang regeringen til at opgive samarbejdet med tyskerne. Det skal vi være glade for og stolte af."

Statsministeren er klar over, at man naturligvis skal være forsigtig med at fælde domme over fortiden på nutidens præmisser, men han kommer til det resultat, at "selv bedømt på datidens præmisser forekommer den danske politik naiv" , ja, at det endog er "stærkt forkasteligt, at den politiske elite i Danmark i den grad førte ikke blot neutralitets- men aktiv tilpasningspolitik", for "i kampen mellem demokrati og diktatur kan man ikke stå neutralt. Man må tage stilling for demokratiet og mod diktaturet. Det er på dette punkt, at den aktive tilpasningspolitik udgjorde et politisk og moralsk svigt."

Ordene er faldet flere historikere og politikere for brystet. Således finder historikeren Bo Lidegård at det ikke var noget tilfælde at 29. august indtraf i 1943. Blot året før ville en lignende udvikling have været utænkelig. Og det kan selvfølgelig isoleret set være rigtigt nok, men Lidegård ser bort fra det afgørende, at politikerne mistede følingen med befolkningen - og indså det alt for sent. Buhl var klog nok til at gå af i november 1942, men Scavenius påtog sig rollen som leder af samarbejdspolitikken på et tidspunkt, hvor stemningen i befolkningen var i fuld gang med at vende.

Det er ikke uforståeligt, at Det Radikale Venstres leder, Marianne Jelved, tager afstand fra statsministeren. I det parti er de som bekendt principielt så pacifistiske og tilpasningsindstillede, at de under krigen ikke var at finde blandt modstandsfolkene. Scavenius var radikal. Hele den danske udenrigspolitik op til 9. april 1940 var radikal. Og den forblev det frem til 29.8.43. Partiets politiske leder, den folkeligt dybt forankrede Jørgen Jørgensen, var som undervisningsminister ufortrøden i sin kamp for at styrke det folkelige sammenhold mod alt nazistisk uvæsen og blev da også skarpt iagttaget af besættelsesmagten, der forlangte ham fjernet som undervisningsminister sammen med Buhl. Men han indvilligede i at fortsætte som indenrigsminister under Scavenius - i bedste mening, men igen fatalt, fordi han ikke begreb hvad der var i gære i bybefolkningen. Han var da også bitter over, at modstandsbevægelsen ikke ville acceptere ham som minister i befrielsesregeringen.

Endnu mere ejendommelig er dog SF's holdning. Holger K. Nielsen lægger sig nemlig på samme linje som de radikale, han der ellers repræsenterer et parti der oprindeligt er udgået fra den del af modstandsbevægelsen der var allermest kritisk over for samarbejdspolitikken. Og helt grotesk bliver det, når hans partifælle Villy Søvndal til radioavisen udtaler, at statsministeren hellere skulle tage og beskæftige sig med problemer som erstatningen til de danske soldater der har været udsendt i forskellige militære missioner rundt omkring i verden og har fået dårligt helbred af det. Goddag, mand. - Økseskaft!

Grotesk, ikke fordi disse menneskers problemer ikke fortjener opmærksomhed, men fordi det er et principielt helt andet problem end det statsministeren her beskæftiger sig med. Men problemer af denne historisk-politiske art, interesserer overhovedet ikke Søvndal, hvis han overhovedet er i stand til at forstå dem. SF er fornylig blevet kaldt et gammelmandsparti - og det er på mange måder en dækkende betegnelse, for vi står her over for et parti der i den grad har mistet fornemmelsen for hvad der i dag er i gære og retter sig mod fremtiden, at de må betragtes som vor tids gammelpolitikere par excellence.

Men her er det Heiberg der lader den lille moralisme løbe af med sig, fordi han ikke deler politisk mening med statsministeren om landets udenrigspolitik. Men statsministerens ærinde er ikke moraliseren i snæver forstand, men derimod at påpege, at politikere stillet over for store nationale udfordringer har moralsk forpligtelse til at tænke i historiske baner! Ikke for at gå historikerne i bedene i deres bestræbelser efter at drive såkaldt objektiv videnskab, men for at få almindelige mennesker til at tænke i netop det store perspektiv, hvor kampen mellem demokrati og diktatur afgøres, og hvor andre hensyn så som en befolknings i sig selv aldrig ligegyldige eller uforståelige muligheder for og ønsker om at leve i fred og ro og passe deres arbejde og familieliv en tid må underordnes.

Godt at professor Ditlev Tamm, der har beskæftiget sig intenst med besættelsestidens historie - og bl.a. skrevet standardværket om retsopgøret - stille og roligt kunne sætte tingene på plads i DR2's Deadline 1.9. hos Christine Antorini. Han forstod og accepterede også sammenkoblingen med det aktuelle spørgsmål om berettigelsen af dansk deltagelse i Irak-krigen.

TV2's ellers fortræffelige Christiansborg-kommentator Kaare R. Skov føler sig derimod kaldet til i nyhederne 31.8. at påstå, at Anders Fogh Rasmussen hverken kan sin Danmarkshistorie eller sit partis historie - og at han misbruger sammenligningen med 29. august til at retfærdiggøre regeringens deltagelse i en ikke-legitimeret krig mod Irak. Men regeringen mener i allerhøjeste grad at krigen er legitimeret af FN gennem tidligere resolutioner (jf artiklen Irakkrigen ubegrundet?). Det har man lov til at være uenig i, men regeringen gik med i krigen i fuld påberåbelse af denne legitimitet, og statsministeren kan følgelig tillade sig sammenligninger der har dette som forudsætning.

Og han kan såmænd også både sin Danmarkshistorie og sit partis historie, men han er altså - i fuld overensstemmelse med sin egen politik og dens etiske værdigrundlag - kommet til det resultat, at den politik samarbejdspolitikerne førte dengang - uanset dens begrundelse - var forkert. Bag statsministerens vurdering ligger med andre ord ingensomhelst uvidenhed om nogetsomhelst eller misbrug af fortiden til nutidig politik, men konsekvent og konsistent etik.

Det er lige præcis denne konsekvente og konsistente etik statsministerens kritikere ikke begriber, ja ikke engang synes i stand til at registrere.

Min egen bedømmelse er, at samarbejdspolitikken, så velment den end var, gik alt for vidt. Forbudet mod Danmarks kommunistiske Parti i juni 1941 var eklatant grundlovsbrud - og ikke noget nogen er stolt af i dag. Og Scavenius' politik var ikke blot en utroligt dygtigt og fuldt bevidst 'henholdende forhandlingsteknik', men også 'en forebyggende imødekommenhed', som historikeren Carsten Due-Nielsen kalder den i Encyklopædien. Og det var det særligt betænkelige. Scavenius stod efter krigen ved, hvad han havde gjort - så selv kommunisten Hans Kirk måtte tage hatten af for ham og kalde ham en hædersmand trods alt. Men politikerne svigtede befolkningen i løbet af 1942. De mistede følingen med bybefolkningen og dermed også enhver moralsk autoritet.

Det var først og fremmest modstandsfolkene der gjorde det rigtige. Og det blev Frihedsrådet der endeligt kom til at veje gammelpolitikerne op.

Om samarbejdspolitikerne dengang var naive, som Fogh hævder, er måske ikke den helt dækkende betegnelse, for de vidste hvad de gjorde og var på ingen måde dumme eller godtroende. Tværtimod førte Erik Scavenius udenrigspolitik på et usædvanligt højt bevidsthedsniveau og med en beundringsværdig konsekvens gennem alle årene. Men han var aristokrat og elitær. Han regnede ikke med folket - og ville ikke bøje sig for 'folkeviljen', før det var for sent.

Hvad spørgsmålet om det forsvarlige i at lade hensynet til befolkningens velfærd og bekvemmelighed være prioriteret over viljen til modstand og dermed over den folkelige selvrespekt angår, ville det ikke være en dårlig idé at bruge komplementaritetssynspunktet. Vi står ikke nødvendigvis som i spørgsmålet demokrati-diktatur over for et absolut enten-eller, der kan afgøres én gang for alle, men over for en proces hvor også de udslaggivende følelser forskydes, nemlig fra følelsen af overrumpling, magtesløshed og bekvemmelighed til følelsen af modstandsvilje og offervillighed. Sådanne modsætningspar er ikke forenelige i den enkelte situation hvor afgørelserne skal træffes. Men det er ikke desto mindre muligt - og forstandigt - at benytte begge synsvinkler på skift. Samarbejdspolitikernes nok største fejl var, at de aldrig rigtigt forstod, at modstandsviljen og offervilligheden vågnede - og måtte vågne jo længere undertrykkelsen fandt sted.

Er det så billig idealisme i dag at sige som Anders Fogh Rasmussen? Nej, for selvom situationen er en anden i dag, eftersom Danmark ikke er besat eller direkte truet af besættelse, så er forsvaret for demokrati og frihed netop efter 11.9.01. nået op på et decideret historisk niveau. Og det er på dette niveau den moralske bedømmelse er nødvendig, hverken som moralistisk fordømmelse eller som retorisk heltemod, men som påpegning af selve det historiske ansvar i det nye århundrede.

Sammenligner man med Østeuropa, kan man sagtens argumentere for, at oprøret i Ungarn i 1956, i Tjekkoslovakiet i 1968 og i Polen 1980/81 var tåbeligt i de konkrete situationer de fandt sted i, fordi tiden ikke var inde til at besejre den forhadte overmagt, men det afgørende er, at tiden overhovedet først blev modnet ved at befolkningen gjorde oprør, at nogle ofrede sig for sagen - og fik vendt stemningen.

Det er også relevant at minde om Tony Blairs store tale i kongressen i Washington for en måneds tid siden. Han påpegede den i det nye århundrede særligt store risiko for at terrorisme og masseødelæggelsesvåben finder sammen, og sagde:

"Lad os slå én ting fast: Hvis vi tager fejl, vil vi have fjernet en trussel som i det mindste har været ansvarlig for umenneskelige blodsudgydelser og lidelser. Det er jeg overbevist om, historien vil tilgive os. Men hvis vores kritikere tager fejl, hvis vi har ret - hvad jeg mener med hver eneste fiber af mit instinkt og min overbevisning, så vil vi [ved ikke at gå i krig] have tøvet foran denne trussel, når vi skulle have udvist lederskab. Det vil historien ikke tilgive os."

Her er ikke blot klar tale om klart lederskab, men også om klart historisk ansvar.

Forskellen mellem Anders Fogh Rasmussen og hans kritikere er i denne sag om samarbejdspolitik og tilpasningspolitik som i hele spørgsmålet om værdidebatten, at kritikerne ikke rigtigt fatter, at statsministerens strategi er særdeles klar og gennemtænkt - ligesom den underliggende politiske etik.

Anders Fogh Rasmussen føler som den første statsminister i nyere tid historiens sus under vingerne. Det skal han ikke lastes for. For det gør hele forskellen.