ARTIKEL FRA JERNESALT - 8.8.03.

Irakkrigen ubegrundet?

Det troede iøvrigt også FN's våbeninspektør Hans Blix forud for krigen, selvom heller ikke han kunne skaffe beviser og derfor udtrykte sig med største forsigtighed og ønskede mere tid til inspektion. Og det troede fremfor alle andre FN's tidligere våbeninspektør, Rolf Ekéus, der så at sige blev sat fra bestillingen i 1998, fordi Saddam Hussein ikke ønskede ham i Irak. Han var meget tæt på opklaringen af de programmer Irak havde til fremstilling og anvendelse af masseødelæggelsesvåben dengang - og han fremhæver nu i et interveiw med Weekendavisen 25.7., at det aldeles ikke er lagre af våben man skal lede efter, men programmerne. Og han siger ligeud, at såvel våbeninspektionen under Hans Blix's ledelse som koalitionsstyrkernes undersøgelsesteam ganske enkelt leder efter det forkerte, for Iraks politik omkring kemiske og biologiske våben var ikke at producere til lagre, men i givet fald at være i stand til at producere direkte til slagmarken, altså til øjeblikkelig anvendelse. Og han føler sig nu - i 2003 - omkring 95 % sikker på, at irakerne stadig (ved krigens begyndelse) havde disse våbensystemer.

Seniorforsker ved Institut for Internationale Studier i København Mikkel Vedby Rasmussen spurgte i Weekendavisen 3.7. om de manglende beviser for masseødelæggelsesvåben betyder, at krigen var unødvendig. Og han gør i den forbindelse op mærksom på, at alt hvad man vidste med sikkerhed var, at Irak havde haft disse våben og fortsat gerne ville have dem. Alt andet var åbent for fortolkning, fortsætter han, men et totalitært styret land som Irak er ikke særlig åbent for at blive tolket. Men først og fremmest slår han fast, at sikkerhedspolitik ikke er baseret på sikker viden. "Man kender først den sande trussel, når man er blevet offer for den, og da er det for sent at handle. Derfor må statsmænd handle på baggrund af en idé om, hvad fremtiden vil byde af trusler, og søge at forhindre dem i at blive fakta."

Og med hensyn til hovedspørgsmålet skriver Vedby Rasmussen efter en kort skitsering af rækken af årsager: "Hvis man skal vurdere om Irak-krigen 12 år senere var nødvendig, må man se på alle disse bagvedliggende årsager og ikke blot på de argumenter som britiske, amerikanske - og danske - politikere havde for at udløse krigen."

Ikke desto mindre har vi nu i et par måneder været udsat for en højrøstet og tendentiøs kampagne fra visse politikere og medier mod Bush og Blaire og deres regeringer med påstande om, at de ved løgn og fortielse skulle have ført deres parlamenter, partifæller, befolkninger og allierede bag lyset. Især Blaire har måttet stå for skud, fordi han hele tiden har haft særdeles mange modstandere af krigsprojektet inden for sit eget parti, men navnlig fordi sagen har kostet en af det britiske forsvarsministeriums egne eksperter og rådgivere, David Kelly, livet. Han begik som bekendt selvmord, da han efterhånden følte presset mod sig for stort efter at han var blevet beskyldt for at have lækket fortrolige oplysninger til BBC om ministeriets selektion af den viden der forelå.

En sådan sag er naturligvis særdeles pinlig for premierminister Tony Blaire, hvis popularitet og troværdighed da også er dykket voldsomt på bare to måneder. Kelly-sagen - herunder også BBC's rolle - skal nu undersøges af en kommission med en dommer i spidsen, og resultatet kan blive afgørende for Blaire's videre skæbne, eftersom en del af hans egne parlamentsmedlemmer tilsyneladende kun har stemt for krigsdeltagelse, fordi de anså Blaire's påstande om beviser for masseødelæggelsesvåbnene for absolut sikre. Det kan man sagtens bebrejde dem, men det rokker ikke ved, at Blaire satte sin personlige prestige ind på sagen netop på dette punkt. De konservative, der gik ind for britisk deltagelse i krigen, kan sidde og se til - de kan kun profitere af premierministerens vanskeligheder.

Tony Blaire har prøvet at rette op på situationen ved en blændende velformet tale for kongressen i Washington, som da også kvitterede med stort bifald. Han påpegede den i det nye århundrede særligt store risiko for at terrorisme og masseødelæggelsesvåben finder sammen, og sagde:

"Lad os slå én ting fast: Hvis vi tager fejl, vil vi have fjernet en trussel som i det mindste har været ansvarlig for umenneskelige blodsudgydelser og lidelser. Det er jeg overbevist om, historien vil tilgive os. Men hvis vores kritikere tager fejl, hvis vi har ret - hvad jeg mener med hver eneste fiber af mit instinkt og min overbevisning, så vil vi have tøvet foran denne trussel, når vi skulle have udvist lederskab. Det vil historien ikke tilgive os."

Klar tale om klart lederskab og historisk ansvar.

De postulerer ovenikøbet, at det ville have været bedst at vente med en endelig stillingtagen til FN's våbeninspektører havde fået den ønskede tid til at gøre arbejdet færdigt, dvs to-tre måneder eller maske et halvt år ekstra, hvad der ville have betydet et alvorligt afbræk i USA's allerede igangværende opbygning af hele det militære apparat til angreb mod Irak.

Der var i februar-marts ingensomhelst garanti for, at en udsættelse af afstemningen i FN's sikkerhedsråd ville have fået Frankrig og Tyskland over på USA's side og dermed skaffet det flertal for angrebet der ville have gjort krigen til en FN-krig. Alt tyder tværtimod på, at Frankrig og Tyskland vedblivende ville have været imod for at kunne pleje egne interesser i sagen - Tyskland først og fremmest internt, Frankrig i forhold til afrikanske og arabiske lande.

Hvad hele debatten i FN og Europa afslørede var derfor, at man ikke var eller kunne blive enige om at tage konsekvensen af tidligere FN-resolutioner (senest nr. 1441 fra 8.11.02.) med deres ubetingede krav til Saddam Hussein om samarbejde og afvæbning af Irak, og dette på trods af 12 års modarbejde fra Saddam Husseins side og lige så mange års efterhånden humanitært katastrofale økonomiske sanktioner mod landet. Man benyttede bevidst og målrettet usikkerheden omkring beviserne for masseødelæggelsesvåben til at forhindre FN i at gøre alvor af sine egne trusler mod Irak - og opnåede dermed kun at svække FN, EU og Nato samt tvinge USA og Storbritannien ud i en enegang med få mindre allierede om at få fjernet den tyran og det regime der var blevet selve hovedtruslen i Mellemøsten og mod FN, USA og Europa.

Bagefter er det let at se det betænkelige i, at USA og Storbritannien overhovedet indlod sig på at udskyde en afgørelse efter våbeninspektørernes første rapport i januar, for det gjorde måske blot sagen værre. Men de gjorde det jo i håb om at få specielt Frankrig og Tyskland med. Og at USA og Storbritannien i givet fald ville gå deres enegang kunne ingen med bare et minimun af kendskab til de to landes officielle linie et halvt år tilbage være i tvivl om.

Den 26.1. skrev vi, at det omtrent eneste sikre synes at være, at USA's beslutning [om krig mod Irak] ikke vil afhænge af FN-inspektørernes rapport, der afgives til Sikkershedsrådet mandag den 27. januar. Rapporten er nemlig ikke endelig som opgaven og tidsfristen ellers lød på i FN-resolutionen af 8.11.02.

31.1. refereres, at præsident Bush i sin tale til den amerikanske nation 28.1. gjorde det klart, at hans regering følte sig kaldet til at forsvare sikkerheden for sit folk og håbet for hele menneskeheden. Hvis det er nødvendigt for at beskytte amerikanerne, vil USA handle alene i denne sag. Vores sikkerhed lader vi ikke afhænge af andre lande, var hans ord.

9.2. har Bush gjort det klart, at ‘legen er forbi'. USA vil ikke lade sig trække rundt i manegen længere af Saddam Husseins manøvrer for at undgå afvæbning. Reelt er beslutningen truffet. USA går i militær aktion for at få Saddam Hussein afvæbnet - uanset om FN's sikkerhedsråd kan godkende det eller ej.

16.2. konstateres, at våbeninspektørerne under ingen omstændigheder vil tages til indtægt for en krigserklæring mod Irak, men at Colin Powell endnu engang understreger, at FN ikke har brug for yderligere våbeninspektion, men for Iraks afvæbning.

18.3. refereres præsident Bushs tale aftenen i forvejen om krig mod Irak inden for 48 timer, medmindre Saddam Hussein strækker våben. Med henvisning til FN-resolution af 8.11.02. Påpegede Bush, at Sikkerhedsrådet allerede dengang enstemmigt bebudede alvorlige konsekvenser for Irak, hvis landet ikke gik i gang med fuldstændig og øjeblikkelig afvæbning. Og han gjorde det klart, at USA nu vælger handlingens vej, fordi risiciene ved ikke at gøre det ville være større.

USA og Storbritannien - samt Australien, Spanien, Italien, Danmark og Polen - gik den nødvendige smalle koalitions gang og har stor ære af det. Men beslutningen førte naturligvis til vanskeligheder med efterfølgende at inddrage FN i den besværlige genopbygning af Irak efter de egentlige krigshandlingers ophør. Det giver ikke alene et beklageligt fravær af aflastning af USA i løsningen af de enorme opgaver, men også - og allerværst - mangel på massiv demonstration over for den irakiske befolkning og over for terrorister der blander sig af, at FN og EU står fuldstændigt bag Saddam Husseins regimets fald og den nødvendige opbygning af et nyt demokratisk civilsamfund i Irak.

USA har begået store fejl i planlægningen af denne opbygning, bl.a. andet fordi Pentagon altid har været bedst til deciderede militære operationer. Men man fik dog hurtigt udskiftet den første administrator, den tidligere trestjernede general Jay Garner, med en mere civil ekspert, Paul Bremer. I en redegørelse for køreplanen for et frit Irak, gengivet i Politiken 20.7., erkender han på koalitionens vegne nødvendigheden af at lade bestræbelserne på at skabe velfærd og politisk frihed gå hånd i hånd. Ressourcer skal bruges til at genetablere basale fornødenheder og skabe job samt skabe et socialt sikkerhedsnet.

Bremer erkender også, at vejen langtfra er farefri. "Kombinationen af en sammenbrudt infrastruktur og sabotagehandligner vil kunne gøre denne sommer til et barsk tid. Vi vil lide tab, når det faldne regimes tabere griber til vold. Vi udsættes også for et stigende antal terrorhandlinger begået af ikkeirakere, men der skal ikke herske tvivl om, at vi vil sætte magt ind for at imødegå voldshandlinger."

At opgaven er enorm skal ikke forties. Herbert Pundik ironiserede i samme udgave af Politiken over den amerikanske magtfuldkommenhed - og især over, at amerikanerne ikke forudså den guerillakrig der nu koster et amerikansk liv dagligt. "Guerillakrigen har forstærket den problematik der fra begyndelsen har været indbygget i USA's fremtidsvision om et nyt demokratisk, verdsligt, proamerikansk regime i Bagdad." Og Pundik siger lige ud, at hvis USA forlænger opholdet i Irak, bliver det nye regime ikke proamerikansk. Hvis det forlader Irak, bliver det ikke demokratisk i vor forstand. Plat eller krone. Uanset hvordan mønten falder, taber USA.

Men man skal nu heller ikke overvurdere vanskelighederne. For godt nok er der næsten dagligt terrorangreb mod amerikanske soldater - og i går det hidtil alvorligste terroranslag overhovedet side krigshandlingernes ophør, nemlig en bilbombe mod den jordanske ambassade. Den slags vil der givetvis kommer mere af en rum tid endnu med beklagelige tab af såvel amerikanske soldater som civile irakere til følge. Men flere og flere Saddam Hussein-tilhængere uskadeliggøres trods alt, og den dag det lykkes at indkredse og fange Saddam Hussein, der efter sigende må skifte opholdssted tre-fire gange dagligt, vil tilhængere blive tvunget til at erkende at slaget er tabt - hvis der overhovedet er en smule realitetssans tilbage i dem. Og det kan man aldrig være helt sikker på. Det er ikke mindst dette den internationale styrke - og alle hjælpeorganisationer - bør rette op på ved støt og roligt at opbygge et normalt civilsamfund.

Opgaven er stor, men nødvendig. Dens løsning afgør ikke blot Iraks skæbne - eller præsident Bush's, men hele Mellemøstens, herunder ikke mindst køreplanen for fred mellem palæstinenserne og israelerne.

Netop derfor er der al mulig grund til at fastslå, at krigen mod Irak var særdeles velbegrundet set ud fra ønsket om bekæmpelse af den internationale terrorisme. Det er en fuldstændig legitim opgave for historikerne at afdække hele hændelsesforløbet omkring beslutningerne i USA, Storbritannien og Danmark. Men den usikkerhed der kan være omkring visse formuleringer på forskellige tidspunkter og i forskellige sammenhænge er - bortset fra den specielle sag i London - ikke længere af politisk interesse.

Politisk må der nu ses fremad. Opgaven er at genopbygge Irak og bringe det så langt henimod et stabilt, verdsligt og civilt samfund som det er muligt - og dermed bryde den onde cirkel i Mellemøsten samtidig med at man fortsætter fredsprocessen Israel/Palæstina. Krigen mod terrorisme hører ikke op foreløbig. Men den er mere nødvendig end nogensinde, fordi de teknologiske muligheder for katastrofale terroranslag mod vestlige interesser bliver større og større. Terrorister overalt på kloden skal derfor ikke på noget tidspunkt være i tvivl om, at de har en vestlig verden imod sig, som har vilje og beslutsomhed til at værne om deres værdier og gribe ind hvor disse trues.

Kompromis om Iraks forfatning - besvaret med terror
Irakkrigen en fejltagelse?
Tilbageslag i Irak   om terroranslaget mod FN i Bagdad 19.8.

Tidligere artikler:

Fred og demokrati i Mellemøsten?  (23.6.03.)
FN-sanktionerne mod Irak ophævet  (24.5.03.)
Det ulykkelige Saudi-Arabien?   (16.5.03.)
Arabisk desillusionering  (16.4.03.)
Irakkrigens mål og midler  (7.4.03.)
Irakkrigens første uge  (27.3.03.)
Fra snak til aktivt indgreb  (18.3.03.)
FN's dilemma  (16.2.03)
Saddam Hussein, USA og FN  (9.2.03.)
Afgørelsen nærmer sig  (31.1.03.)
Krig mod Saddam Hussein?  (26.1.03.)
FNs resolution mod Irak  (8.11.02.)

Men jævnfør også:

Had og demokrati  (30.4.93.)
Bush-doktrinen 2002  (22.9.02.)