ARTIKEL FRA JERNESALT - 11.11.03.

Den nye finanslov

Dernæst omfatter finansloven et forlig om kriminalforsorgen der sikrer flere fængselsceller, bl.a. i Horsens, og et helt nyt tiltrængt fængsel på Sjælland.

Endvidere blev ældrechecken gjort til en permanent ordning.

Altsammen mærkesager for DF, der da også var særdeles tilfreds med udfaldet.

Hertil kom imidlertid også bevillinger til flere hospicehospitaler i landet og mere it-udstyr til folkeskolen.

Med hensyn til lejernes muligheder for at købe deres lejligheder i det almennyttige boligbyggeri måtte regeringen nøjes med en forsøgsordning. Det er for så vidt en god ordning, fordi der er behov for at få dokumenteret hvor stort behovet egentlig er, inden man lovgiver endeligt.

Den fremtidige boligstøtte og børnecheck skal reguleres ud fra prisudviklingen og ikke som hidtil ud fra lønudviklingen. Ikke nogen stor ændring og heller ikke noget der skæpper meget i kassen. Men lidt har også ret.

Men den store besparelse skulle have været en ændring af dagpengereglerne, således at højtlønnede for fremtiden ville miste retten til dagpenge fra første ledighedsdag og i værste fald kunne risikere at miste de første fem ugers understøttelse. Det var finanslovsforligets mest kontroversielle forslag, og det blev omgående mødt med masssiv modstand fra ikke blot de højtlønnede selv, dvs fra mange af Venstres egne vælgere, men også fra såvel lønmodtagerorganisationerne som arbejdsgiverorganisationerne. For forslaget bryder med et hidtil ufravigeligt princip i arbejdsløshedsunderstøttelsen, nemlig solidariteten.

Det er da rigtigt nok, at højtlønnede funktionærer med mere end 27.700 kr. i løn om måneden, ville kunne leve med ordningen i kraft af muligheden for at tegne privat forsikring til at dække eventuelt tab ved ledighed de første uger. Men også mange højtlønnede spænder deres økonomiske bue så stramt, at mange ikke umiddelbart vil have råd til den ekstra forsikring. Finansloven træder jo ikke i kraft med et helt års varsel, men allerede fra 1. januar. Så modstanden mod forslaget var forståelig. Og det er netop i skrivende stund blevet bekræftet, at regeringen trækker forslaget tilbage. Den vil ikke have skyld for løftebrud, selvom forslaget strengt taget ikke rører ved dagpengesatserne. Men faktisk lovede Anders Fogh Rasmussen under valgkampen i november 2001 udtrykkeligt, at en borgerlig regering ikke ville røre ved dagpengesystemet - så det nu skrinlagte forslag ville med rette kunne ses som et løftebrud og ville givetvis have kostet regeringen stemmer ved næste valg.

Hele historien er en meget flov affære for beskæftigelsesminister Hjort Frederiksen, der så sent som på Venstre's landsmøde i weekenden overlegent erklærede, at han ikke kunne tage de højtlønnedes protester alvorligt. Hjort Frederiksen har ikke gjort nogen heldig figur som beskæftigelsesminister. Han har gang på gang måtte trække i land, når han har forsøgt at røre ved hævdvundne rettigheder. Hans fejl er ikke, at han gerne vil fjerne uhensigtsmæssigheder i dagpengesystemet, men at han ikke stikker fingeren i jorden og mærker, hvor vandene skiller, og hvor han eventuelt vil kunne sikre sig forhåndstilsagn om kontroversielle forslag. Og i det konkrete tilfælde har han ikke blot savnet held til at spare sølle 200 millioner kr., men i realiteten 800-900 mio, for det var besparelser af den størrelsesorden han lagde op til da regeringen fremlagde sit finanslovsforslag i september.

Men iøvrigt skal det ikke forbigås, at finanslovsforliget indebærer et vigtigt trafikforlig der giver flere penge til såvel jernbanerne som motorvejene, og som de radikale begejstret kom med i ved siden af kristdemokraterne og DF, men hvor socialdemokraterne til gengæld holdt sig udenfor.

Der tales i den forbindelsen om, at finansminister Thor Pedersen har haft held til at splitte oppositionen, det vil først og fremmest sige det hidtidige nære samarbejde mellem socialdemokraterne og de radikale. Det skal man nu nok ikke lægge alverden i, for de radikale har altid været pragmatisk indstillet på at være med i forlig, hvor de saglige forhold tilsiger det, men lader det taktiske komme i anden række. Nej, det mest bemærkelsesværdige er, at socialdemokraterne kun kom med i kulturaftalen.

Mogens Lykketoft har slået det hen. Han finder den nye finanslov helt forkert skruet sammen, men reelt er taberen socialdemokraternes finanslovsordfører Niels Vammen der på grund af sin manglende erfaring og noget hovne væsen forspildte en chance for at komme i fortrolig snak med finansministeren. Han var indbudt personligt - dog ikke som de radikale til stegte sild - men havde misforstået invitationen og mødte til finansministerens store irritation op med sine ordførerkolleger fra de radikale, SF, kristdemokraterne og enhedslisten. Kemien mellem Thor Pedersen og Vammen har i det hele taget ikke været fremmende for forligsmulighederne.

Om det får følger for Vammen til næste år, er ikke godt at vide, men han hører til den noget ubehagelige, hårde og kontante type af socialdemokratiske automatsvarere, der har det med at kunne lire flere minutters lektie af bare der bliver trykket på en knap, og som derfor er et problem for partiet. Der er næpppe tvivl om, at socialdemokraterne med en smidighed som den Pia Gjellerup eller Mogens Lykketoft er i stand til at udvise under forhandlinger, ville kunne være kommet med i flere delforlig.

Alt i alt kan regeringen og Dansk Folkeparti være tilfredse med den nye finanslov. Den er på ingen måde visionær eller revolutionerende, men efter at de famøse forslag om ændring af dagpengereglerne for de højtlønnede er taget af bordet, er den forsvarlig - og bekræfter endnu engang Dansk Folkeparti som et ansvarligt parlamentarisk parti.

Finanslovsforhandlingerne afslører dog ganske godt, at det kniber for VK-regeringen, og navnlig Venstre, at få modificeret det udbredte indtryk af en regering og et parti der lægger hovedvægten på de hårde værdier, lov- og orden-værdierne, men svigter eller undervurderer de bløde værdier og deres betydning. Dette er så meget mere beklageligt som statsminister Anders Fogh Rasmussen dermed forsømmer at holde liv i værdi-debatten på en måde der kan skabe forståelse for hans dybere hensigter, hvis han måtte have sådanne. Og det er hverken Venstre, regeringen eller landet tjent med.

Tværtimod er der som ingensinde før brug for at føre værdi-debatten op på et niveau der kan hæve den over slagsmålet om bevillinger og slagsmålet om den kolde krig, men det kræver at statsministeren selv tager den alvorligt. Det kigger vi på i en særskilt artikel om Venstres landsmøde.

Værdier på Venstres landmøde

Færdigt arbejde?