ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.9.03.

Fogh, EU og forbeholdene

For den danske regerings vedkommende stiles der mod at få de andres medlemslandes accept af, at de fire danske forbehold vedr. euro, militært samarbejde, EU-borgerskab og retspolitik indarbejdes som protokollat i den nye traktat, således at folkeafstemningen ikke kommer til at dreje sig om ophævelse af disse forbehold, men alene om betingelserne for det udvidede EU.

Statsminister Anders Fogh Rasmussen har aldrig lagt skjul på, at han og Venstre helst ser forbeholdene ophævet, men han er særdeles realpolitisk og vil ikke tabe troværdighed ved at fifle med forbeholdene, således at vælgerne ikke får mulighed for at stemme særskilt om deres eventuelle ophævelse.

De andre partier har ikke været lige begejstrede for denne strategi, især havde de radikale og socialdemokraterne foretrukket en alt-eller-intet-afstemning: enten en ny traktat uden forbehold eller en forkastelse af traktaten og hele medlemsskabet med de uoverskuelige konsekvenser dette ville få.

Man glemmer i sin kritik, at statsministeren åbent har erkendt at have taget dybtgående ved lære af forgængeren Poul Nyrup Rasmussens fatale fejlvurdering af vælgernes reaktion på løftebruddet med efterlønnen. Fogh Rasmussen agter at opretholde sin troværdighed ved at holde sine løfter til punkt og prikke - og holde sig langt væk fra fx at fifle med forbehold og efterlønsordning, så vælgerne ville kunne bebrejde ham ikke på forhånd at have sagt hvad han ville byde dem. Det turde dog i enhver henseende være forståeligt og respektabelt.

Når den politiske udvikling ikke destomindre ændrer forbeholdenes (og efterlønsordningens) langsigtede konsekvenser i uønsket retning, er det eneste ansvarlige naturligvis at erkende det og give vælgerne mulighed for særskilt - dvs uden sammenkobling med afstemningen om den nye traktat - at tage stilling til deres eventuelle ophævelse. Alt tyder på, at partierne bag det nationale kompromis såvel som det store flertal af vælgerne i dag er stemt for ophævelse af forbeholdene vedr. militært samarbejde og EU-borgerskab.

Derimod tyder alt for øjeblikket på, at der ikke er sikkert flertal for at gå ind i euro-samarbejdet. Meningsmålingerne peger måske nok på stigende tilslutning, men usikkerheden er for stor, og er bestemt ikke blevet mindre efter det svenske nej 14. september. Dette blev en katastrofe for Göran Persson, fordi han havde undervurderet modstanden, ikke mindst i egne rækker, og totalt negligeret selve problemets kerne: at euroen på grund af tyskernes og franskmændenes hovmodige overtrædelse af stabilitetspagtens grænser for budgetunderskud og inflation ikke fungerer som den skal, og at tiden med andre ord slet ikke er inde til dens iværksættelse. Måske fungerer den slet ikke efter hensigten under lavkonjunkturer og recessioner - og de kommer jo med mellemrum

Tager den danske regering en folkeafstemning om dansk tilslutning til euroen inden for de nærmeste to-tre år, vil den højst sandsynligt tabe den. Hvordan landet derimod ligger om 6-7-8 år er et helt andet og åbent spørgsmål, specielt hvis konjunkturerne er vendt, og landene har fået styr på deres inflation og budgetter.

Men med hensyn til det sidste af de fire forbehold, det retspolitiske er sagen mere kompliceret. For her tyder alt på, at flertallet gerne vil af med de dele der vedrører politisamarbejdet, bekæmpelsen af terror og tilbagetagelsen af asylansøgere, men også at samme flertal vil bevare forbeholdet vedr. udlændingepolitikken, herunder navnlig familiesammenføringen, fordi Danmark har strammere regler end resten af EU. Ingen kunne ved afstemningen i 1993 forudse, at de forskellige elementer i retsforbeholdet ville vise sig af vidt forskellig betydning og konsekvens. Og det er derfor meget rimeligt nu, hvor udlændingepolitikken spiller så stor en rolle i Danmark, at forbeholdet her skilles fra de øvrige elementer og opretholdes indtil de øvrige lande eventuelt overtager de danske stramninger eller man i hvert fald nærmer sig hinandens regler.

Problemet er naturligvis om de øvrige medlemslande vil acceptere de danske ønsker om ændring af dette ene forbehold og opretholdelsen af alle forbehold på ubestemt tid. Men foreløbig er regeringens egen vurdering fra forhandlinger med de andre lande, at ideen har været godt modtaget - og at det justerede forbehold iøvrigt svarer til særordninger som briterne og irerne allerede har.

Socialdemokraterne og de radikale har længe været tilhængere af en alt-eller-intet-afstemning for at skabe rene europæiske linjer - hvad også Venstre oprindeligt (under Uffe Ellemann-Jensen) var indstillet på. Det ville efter deres mening bære afstemningen om den nye EU-traktat igennem, fordi der fortsat er principiel tilslutning i befolkningen til selve medlemsskabet. Men usikkerhed vil der af gode grunde altid være med en sådan enten-eller-afstemning, for ingen kan være helt sikre på, hvordan de EU-skeptiske og de EU-forbeholdne vil stemme. Det kunne blive afgørende, om det er tilhængere eller modstanderne af den nye traktat der argumenterer og propaganderer bedst og mest appellerende til folk. Eller hvor mange EU-skandaler der tilfældigvis folder sig ud under debatten.

Socialistisk Folkeparti der som bekendt i 1993 trods sin principielle uvilje mod EU var med i det højst ejendommelige nationale kompromis, har meldt klart ud om, at man ikke vil være med i et nyt kompromis. Man deltager ikke længere i forhandlingerne med regeringen.

Men udslaggivende blev Dansk Folkepartis klare udmelding på landsmødet 20.-21. september, hvor Pia Kjærsgaard krævede rene linjer: et nej til den nye EU-traktat skal tages som et nej til medlemsskabet af EU og krav om forhandlinger om en associeringsaftale a la Norges.

Anders Fogh Rasmussen tog omgående handsken op og erklærede sig enig med Pia Kjærsgaard i, at Danmark ikke kan regne med at forhandle sig frem til nye forbehold i tilfælde af et nej til traktaten. Et nej til denne betyder efter al realistisk vurdering et farvel til EU - også selvom EU-landene ikke formelt kan skaffe sig af med en sådan genstridig partner ud fra de gamle regler. Men ratificerer de øvrige lande alle den nye traktat, vil presset mod Danmark blive stort for selv at tage den logiske konsekvens af sit nej.

Klar tale skulle man mene, men straks begyndte protesterne. Dels fra Junibevægelsens Trine Pertou Mach og Folkebevægelsens Ole Krarup. Dels fra radikale og socialdemokraterne. SF er der efterhånden ingen der regner med - og de konservative er bogstaveligt blevet taget på sengen, mens udenrigsministeren var i udlandet. De går naturligvis med på Fogh Rasmussens strategi, men havde nok drømt om en anden.

Folkebevægelsen er imod medlemsskabet og imod traktatændringen. Junibevægelsen er kun imod den sidste - og ingen af dem er specielt interesseret i et justeret retligt forbehold.

De radikale er lodret imod en ændring af det retlige forbehold, fordi de er principielt, ja næsten fundamentalistisk imod stramninger af udlændingepolitikken. De står - og ønsker at stå - som de eneste virkeligt humanistisk principfaste modstandere af forbeholdene og tilhængere af EU.

Men socialdemokraterne under en svag og på grund af en vis bogudgivelse svækket Mogens Lykketoft er i klemme, fordi de på den ene side nødigt vil have klart brud med de radikales linje og på den anden side ikke tør bryde med den stramme udlændingepolitik et flertal af befolkningen kræver. De gik derfor tirsdag den 23. med til en aftale med regeringen om et justeret forbehold, men under protest. Mogens Lykketoft var rasende på Fogh Rasmussen, fordi denne havde håndteret hele sagen på en sådan måde, at der ikke længere var reel mulighed for at komme til at stemme om ophævelse af det eksisterende udelte forbehold. Derimod åbnes der for mulighed for, at Folketinget hen ad vejen stykvis kan ophæve særforbeholdet om udlændingepolitikken, hvis det eventuelt skønnes nødvendigt senere.

Hertil er dog at sige, at EU-udvidelsen for mange vil være en så afgørende gevinst for det europæiske samarbejde, ja et så betydeligt historisk skridt for Europa, at de vil tage enkelte mindre heldige elementer eller risici i den nye traktat med i købet. Reelt er ikke ret mange så helhjertede tilhængere af EU, at de er uden forbehold over for de iboende tendenser mod centralstyring som alle store organisationer besidder. Det ville også være for naivt. Men den kommende folkeafstemning drejer sig netop ikke om et prekært emne som euroen.

Dernæst er det rigtigt, hvad Politikens analytiker Jakob Nielsen gør gældende, at det i Anders Fogh Rasmussens strategi har været realpolitikken der vandt over kærligheden til EU. Fogh har blot ikke kunnet udskyde en afgørelse om det retlige forbehold til efter et folketingsvalg på grund af "den turbo der er sat på det retlige område i den kommende EU-forfatning".

Hvis Anders Foghs strategi lykkes, vil den bringe Danmark tilbage i kernen af det europæiske samarbejde, skriver Jakob Nielsen. Slår den derimod fejl, fortsætter han, vil historien kun dømme ham som statsministeren der lod indenrigspolitiske hensyn gå forud for hensynet til Danmarks EU-engagement. Og så vil han også - kunne Nielsen lige så godt have tilføjet - lide et nederlag i forhold til socialdemokraterne og de radikale.

Der er derfor ingen tvivl om, at regeringen vil gøre alt hvad den kan for at få et retligt forbehold justeret på plads og vinde afstemningen om den nye traktat. Fogh Rasmussen afviser over for Jakob Nielsen at være populist, fordi han ikke vil tage et opgør om det retlige forbehold, bare fordi meningsmålinger viser at det er svært. - Hvad det overhovedet skulle have med populisme at gøre at være realist og tage befolkningens meget bastante holdninger på et bestemt område ad notam, siger Nielsen intet om. Ordet er blevet en billig kliché som visse meningsdannere forsøger at hæfte på statsministeren, skønt han netop på andre felter har vist at han tør tage de nødvendige opgør med såvel vælgerne som sine egne partimedlemmer.

Det er tværtimod med statministerens egne ord til Jakob Nielsen ‘lederskab at være troværdig og stå fast' på den udlændingepolitik der er gennemført af et flertal i folketinget under den nuværende regering og som bakkes op af et meget bredt flertal i befolkningen.

Ikke destomindre påstår Jakob Nielsen også i en overskrift på forsiden af Politiken 23.9., at Foghs EU-strategi vakler. Og i en leder dagen efter skriver samme avis, at Foghs EU-politik nu er blevet en kompliceret konstruktion, der viser regeringens udenrigspolitiske akilleshæl. Den parlamentariske modsætning er nemlig skærpet, fordi regeringens støtteparti kræver Danmark helt ud af EU. Og den politiske modsætning er blevet gedigen, fordi den danske udlændingepolitik er en illusion, eftersom Danmark slet ikke kan lukke sine grænser uden også at lukke dem for Europa.

Sandheden turde være, at Fogh Rasmussens EU-strategi er klar og fornuftig, således som den også fremtræder i hans tale på Københavns Universitet den 23.9. (som kan læses på statsministeriets hjemmeside) Strategien har først og fremmest den store fordel, at Anders Fogh Rasmussen bevarer sin fulde troværdighed: der bliver ikke fiflet med forbeholdene. De bliver ikke bortforhandlet ved regeringskonferencerne om traktaten. De bliver sendt til afstemning senere, det retlig forbehold dog i en ændret form der præcist svarer til befolkningens ønsker. Og den stramme udlændingepolitik kan løbe uændret videre - indtil den politiske udvikling eventuelt gør ændringer nødvendige. Og de kan i så fald vedtages af Folketinget.

Det er endnu uafklaret, hvornår folkeafstemningerne skal finde sted. Det ville komplicere sagen unødigt, hvis det lå fast inden forhandlingerne om traktaten og forbeholdene er ført til ende. Men når først det er sket, bliver det også klart hvad der skal stemmes om. Det bliver faktisk helt ukompliceret.

Hvad mere kan vælgerne forlange?

Ny EU-traktat?  (EU - 30.6.03.)
Den historiske EU-udvidelse

samt øvrige artikler om EU
og om Danmark