ARTIKEL FRA JERNESALT - 15.12.02.

Den historiske EU-udvidelse

Jaltakonferencen kan betragtes som et højdepunkt af allieret samarbejdsvilje i 2. verdenskrigs sidste måneder, men 'Jaltasystemet', vestens accept af hele Østeuropa som sovjettisk 'interessesfære', viste sig hurtigt at være en helt uforudset katastrofe for de østeuropæiske lande, der på få år ét efter ét blev systematisk og brutalt staliniseret og aldrig siden - trods jævnlige oprørsforsøg - fik friheden eller demokratiet tilbage, før selve systemet brød sammen indefra.

EU-udvidelsen er derfor ikke blot en aftale der bringer disse hårdt prøvede østeuropæiske lande hjem til det vestlige demokratiske system, hvor de hører hjemme i kraft af deres egen historie, men også en heling af Europa, der nu igen - når lige bortses fra at Bulgarien og Rumænien af praktiske grunde må vente nogle år endnu - fremtræder som et fællesskab af vidt forskellige nationer med hver sin særegne fortid, men med rod i et fælles, modificerbart, selvkritisk, men levedygtigt og fremtidsorienteret værdigrundlag.

Der blev derfor skrevet historie i København den 13.12.02., selvom de ti ansøgerlande først skal igennem de sædvanlige, men ret sikre parlamentariske godkendelsesprocedurer og lidt mere usikre folkeafstemninger.

Topmødet blev således en triumf for det danske formandskab under statsminister Anders Fogh Rasmussen, udenrigsminister Per Stig Møller, Europaminister Bertel Haarder, departementschef Niels Bernstein og ambassadør Poul Skytte Christoffersen, der formåede i tæt samarbejde med EU-kommissæren for udvidelsen, Günter Verheugen, at lede de 15 gamle medlemslande og de ti ansøgerlande gennem måneders hårde og seje forhandlinger frem til den fælles aftale ved en kæmpemæssig arbejdsindsats, kombineret med opfindsomhed, flexibilitet, evne til at lytte og drage konklusioner, skære igennem og stå fast - samt intelligens og humor. Det var flot klaret, er blevet fuldt anerkendt og vil givetvis styrke Anders Fogh Rasmussens position i både indland og udland. På få måneder har han skabt tætte kontakter med 25 landes regeringschefer, som det normalt ville tage flere år at opbygge.

Topmødets første dag blev skæmmet af den nyvalgte tyrkiske regerings umådeligt aggressive og frastødende forsøg på at komme ind i den europæiske varme og springe 20 eller 30 eller endnu flere års økonomisk og politisk udvikling såvel som mange EU-landes principielle skepsis for ikke at tale om uvilje mod tyrkerne over med ét slag. Både den nye og aldeles uerfarne premierminister Abdullah Gül og den egentlige tyrkiske leder, den langt mere slebne AKP-leder Tayyip Erdogan, troppede op og havde møder med formandskabet og øvrige statschefer. Tyrkerne havde indrykket store annoncer i alle de europæiske aviser for at påvirke stemningen, og de havde allieret sig med præsident George W. Bush der også øvede pression - af geopolitiske grunde som er EU totalt uvedkommende. Det vakte altsammen kun irriation og afslørede afstanden mellem europæisk statsraison og andre landes. Og det virkede naturligvis mod hensigten. Tyrkiet fik ikke engang en dato for optagelsesforhandlingernes eventuelle begyndelse, men kun en dato for en eksamination af deres opfyldelse af de mest elementære betingelser.

De alternative organisationer, Globale Rødder og hvad de nu hedder, forsøgte også at stjæle billedet, og havde delvis held med det, eftersom medierne altid er villige til at fokusere på det spektakulære. Men i realiteten havde de intet andet ud af deres aktioner end deres selvbekræftelse på egne ideer. De lever bogstaveligt i en alternativ verden og kan end ikke opvise så megen takt og forståelse for historiens dimension, at de kunne afholde sig fra tom demonstration mod optagelsen af de østeuropæiske lande som brændende ønsker at komme med i EU. Dog må man give dem, at alt i det store hele forløb fredeligt - modsat topmøderne i Gøteborg og Genua. Men det skyldtes også en fremragende politimæssig opdækning.

Forhandlingerne om en aftale holdt hårdt til det sidste, fordi et enkelt land, Polen, havde og har store problemer i hjemlandet og internt i regeringen. Polakkerne havde sat forventningerne og kravene alt for højt - og havde forsømt i tide at gøre noget radikalt og effektivt ved deres egne landbrugsproblemer ligesom EU på sin side havde forsømt i tide at beskære sin landbrugsstøtte. Det vil svie mange år endnu til begge parter. Det var til det sidste den polske landbrugsminister, Jaroslaw Kalinowski fra det lille bondeparti PSL (9 % af stemmerne ved valget 2001), der nægtede at acceptere Anders Fogh Rasmussens kompromisforslag og derfor gennemtvang et forsøg på at skaffe yderligere penge til polsk landbrug.

Fogh Rasmussen gik på et tomandsmøde med den polske premierminister Leszek Miller med til at gøre et sidste forsøg på at skaffe disse penge på udtrykkeligt løfte om at Polen så ville acceptere tilbudet, selv om det stadig lå langt fra polakkernes krav. Og sådan blev det - med hjælp fra specielt den tyske forbundskansler Gerhard Schröder der gerne ville stå som den generøse giver - og den svenske statsminister Göran Persson, der står på god fod med både Miller og Schröder. Det forlød, at Fogh Rasmussen forhandlingstaktisk hemmeligholdt det tyske tilbud et par timer for om muligt at presse polakkerne til en accept uden ekstra penge, men Miller stod fast, fordi hans regering ellers var blevet sprængt.

Forhandlingerne trak på denne måde nogle timer længere ud end beregnet, og det resulterede i aflysning af middagen på Christiansborg, men champagnen kom da frem og Anders Fogh Rasmussen kunne som formand for statscheferne udtale både glade og stolte ord om Europas samling:

"Vi har lukket et af de blodigste og mørkeste kapitler i Europas historie. Vi har besluttet at hele vort kontinent og skabe ét Europa. Vi har åbnet et nyt kapitel, hvor Europa spreder sine vinger i frihed, fremgang og fred. Det er i sandhed et stolt øjeblik for Den Europæiske Union. Det er en triumf for frihed og demokrati. Til vore nye medlemmer siger vi: Velkomne i vores familie. Vort nye Europa er født."

Og ordene er ikke for store. Det var i sandhed det definitive punktum for anden verdenskrig og totalitære systemers hærgen i Europa. Problemer vil der blive mange af fremover, blandt andet fordi det i sig selv bliver sværere at håndtere et EU med 25 medlemmer end et med kun 15. En eller anden form for forenkling af systemet og procedurerne blive nødvendig, men det er jo også hvad det siddende konvent vil komme med forslag om. Om det så vil kunne samle alle 25 lande er et åbent spørgsmål.

Men det bør altsammen ikke fordunkle selve den kendsgerning, at Europa endeligt har lagt det 20. århundredes rystende katastrofer bag sig og nu har muligheder for opbygningen af et fællesskab som aldrig har været kendt i europæisk historie før.

Drømmen gik i opfyldelse  (Polen - 17.12.02.)
Den 13. december 2002  (15.12.02.)
Medierne og opmødet   (Medier - 17.12.02.)
Tyrkisk storoffensiv  (16.12.02.)
EU-udvidelsen ind i sidste fast  (8.12.02.)
Mon Polen kommer med?  (23.11.02)