ARTIKEL FRA JERNESALT - 17.12.02.

Medierne og topmødet

Kvalitativt set trækker det som sædvanligt fra, at alle medier viede anti-EU-demonstrationerne og den massive politimæssige imødegåelse af dem enorm og aldeles ufortjent opmærksomhed, ud fra primitive billedmæssige kriterier. Det er nu engang langt lettere at lave blikfængende billeder af folk der demonstrerer i gaderne med spraglede bannere og udklædninger og som konfronteres med en massiv mur af hjelmklædte betjente, end det er at vise sigende og signifikante billeder fra mødelokaler, foyerer og interimsstudier af politikere der sålænge der forhandles kun kan ytre sig forsigtigt og forbeholdent.

Men der var her som ved tidligere lejlighed overvægt af de spektakulære fotografiske skud, som de personer og organisationer der står bag alternativiteten altid spekulerer bevidst i. Et eneste lille eksempel kan stå for alle. Da det var lykkedes en af hovedmændene fra Globale Rødder på topmødets andendag, fredag den 13., at passere den ellers stærke politispærring ved Bella-Centret, blev han af TV2 - tror jeg det var - spurgt, hvorfor han havde gjort det, når han alligevel ikke ville gå videre, men tværtimod trække sig frivilligt og fredeligt tilbage igen: "Jo," var hans svar, "for ellers havde du ikke vist det!" Og det er jo sandheden.

De mange organisationer bag demonstrationerne - og de er for hovedpartens vedkommende fredelige og velmenende - er dybt frustrerede over, at de ikke kan komme igennem med deres idealistiske budskaber. Det er galt, når folk fra det autonome miljø og andre der primært spekulerer i vold, ødelægger demonstrationerne for de ikke-voldelige, som det ofte er sket - bl.a. katastrofalt i Göteborg - men det er også galt, hvis der slet intet sker. Denne gang var deltagelsen i demonstrationerne forholdsvis beskeden. Det var hundekoldt. Politiet havde klogeligt anholdt potentielle udenlandske ballademagere allerede ved grænsen. Og den massive politistyrke og regulære barrikadering af Bella-Centret og Christiansborg (det sidste viste sig at være overflødigt) forhindrede enhver kontakt mellem demonstranter og politikere. Så frustrationen hos EU-modstanderne var selvsagt stor. Og det mere eller mindre antikapitalistiske budskab var vel også - når alt kommer til alt - noget malplaceret, når topmødet vitterligt som hovedsag havde selve den udvidelse af EU der ville betyde en historisk heling af Europas sår fra 2. verdenskrig.

Men medierne kører bare videre på rygmarven. Ingen spørger om det på en eller anden måde kan gøres anderledes, således at berettiget demokratisk opposition kommer til orde på en fornuftig og passende måde. Tiden er vel efterhånden løbet fra meget af den alternative kritik og gammeldags EU-modstand, men det er trods alt en objektiv kendsgerning, at afstanden mellem EU-systemet og befolkningerne er blevet for stor.

Mediernes simple refleksautomatik gjaldt også den tyrkiske storfoffensiv (se link) der betød at hele den første dag af topmødet, torsdag den 12., kom til at stå i den tyrkiske halvmånes tegn, fordi den nyvalgte tyrkiske regering under Det muslimske parti AKP havde sat sig i hovedet, at nu skulle EU-piben have en anden lyd. Nu skulle topmødet ikke fokusere på den programsatte optagelse af de ti europæiske ansøgerlande, hvis ansøgninger har været på tapetet i årevis, men på optagelsen af et ikke-europæisk land, hvis kandidatur er og bliver højst tvivlsomt.

Tyrkiet er ganske vist i 1999 - gudhjælpeos alle - blevet kandidatland for at give tyrkerne håb for fremtiden - eller i hvert fald en narresut. Men det står af gode, naturlige grunde politisk, økonomisk og kulturelt så langt fra europæisk standard, at det selv i bedste fald vil tage årtier at få en optagelse bragt i nærheden af det teknisk realiserbare.

Men nu skulle d'herrer Gül og Erdogan med bistand af præsident Bush vise Anders Fogh Rasmussen, hvordan EU skulle skæres - og hele pressekorpset hoppede på dansemusikken: "Tyrkiet dominerer topmødet", stod der med store bogstaver på Berlingske Tidendes forside den 13. Og det selvom Anders Fogh Rasmussen udtrykkeligt havde sagt - og ingen havde rimelige grunde til at tro at han ikke også skulle være fast i forsættet - at han hverken lod sig presse af tyrkerne eller amerikanerne, men ville fastholde den oprindelige tidsplan og drejebog. Hvad der da også skete. Tyrkerne tabte, og medierne tabte.

Men når vi så ellers når frem til mediedækningen af topmødets afgørende andendag, må man lade presse og tv, at dækningen var både tæt og god. Dagbladene havde glimrende oversigtssider om problemerne og de mulige løsninger - og havde ugerne i forvejen også bragt udmærkede artikelserier om ansøgerlandene (her bør Jyllands-Posten fremhæves særskilt). DR1 og TV2 havde gode reportere og kommentatorer på pletten i Bella-Centret og hver en enkelt korrespondent i Warszawa.

Af væsentlige indslag bør særligt nævnes Mette Fugls interview med Europa-Parlamentets formand, Pat Cox (DR1), Fugls interview i DR1 og Connie Hedegårds i DR2 Deadline med den erfarne, tidl. generalsekretær for EU's ministerråd Niels Ersbøl og Connie Hedegårds interview i DR2 med chefredaktøren af International Herald Tribune, David Ignatius, (lørdag) og udenrigsminister Per Stig Møller (søndag). Desuden fortræffelige kommentarer i TV2 af Svenning Dalgaard og forskningschef Lykke Friis fra DUPI (fra det nye år Dansk Industri), der også blev interviewet i polsk fjernsyn.

Men det blev TV2 der løb med fredagens to store clous: Thorkild Dahl fik fanget den svenske statsminister Göran Persson på vej ud fra et møde, hvor han som den første kunne bekræfte, at aftalen med Polen var på plads. Persson reagerede først ikke rigtigt på Dahls tilråb og ville skynde sig videre, men fik at vide at det var 'direkte' - og gav sig så tid til 30-40 sekunders forklaring. Fint klaret af begge.

Det andet var Ulla Terkelsen i Warszawa, hvor vi fik hendes interview med ingen ringere end den polske præsident Alexander Kwasniewski, der udtrykte sin store glæde over aftalen med ordene: "Endelig er vi definitivt kommet til Europa og Europa til os. Endelig kan vi definitivt komme over vore sår. Og endelig er Europas deling slut." Og interviewet var vel at mærke optaget kun kort tid efter, at præsidenten var blevet interviewet direkte til polsk tv. Det var flot!

Da Jes Dorph Petersen bagefter spurge Terkelsen, hvordan i alverden hun havde båret sig ad med at få interviewet i stand, svarede hun, at hun have stået med mikrofon og fotograf nede foran præsidentens bolig, og så havde denne tilfældigvis kigget ud af vinduet og spurgt en medarbejder, hvem det var der stod dernede og frøs, og om det ikke var bedre at hun kom ind i varmen. Og det kom hun altså så. I mere en én forstand.

Men dækningen af Polens aftale var iøvrigt mangelfuld. Thorkild Dahl styrtede sammen med hundrede andre pressefolk ind til den polske premierminister Leszek Millers pressekonference, men reportagen fra den tætpakkede og alt for lille sag sluttede brat med Millers og følges ankomst. DR2 Deadline lod senere Claus Hagen Petersen (historiker af fag) interviewe om sit indtryk fra samme pressekonference, og han havde følt historiens vingesus, selvom han ikke forstod hvad der blev sagt. Og han uddybede indtrykket af det for ham store øjeblik. Men vi fik end ikke her (kl. 23) lejlighed til at høre, hvad Miller havde sagt. DR1 havde et lille indslag med kludder i tekstningen, og TV2's Gunilla Rojer havde et miniinterview på engelsk med Miller, men ellers måtte den interesserede fange begivenheden ‘live' på polsk fjernsyn, hvis han ellers havde adgang til den polske satelitkanal - eller læse om den i avisen dagen efter.

De danske tv-kanaler var i det hele taget træge med den polske tolkning - og afstod sandsynligvis af den grund fra at komme de polske forhandlere nærmere, på trods af, at alle på forhånd vidste, at det polske spørgsmål ville bleve aldeles afgørende for topmødets forløb og succes. DR1's Steen Knudsen havde - som TV2s Ulla Terkelsen - udmærkede almindelige indslag fra Warszawa. Og han kunne bl.a. fortælle at han havde talt med den mest indædte modstander af Polens indtræden i EU, nemlig lederen af det nye succesrige bondeparti, men vi fik ikke selve indslaget, ja ikke engang navnet på bondepartiet (Samoobrona eller Selvforsvarspartiet) eller på manden (Andrzej Lepper).

Heller ikke den polske landbrugsminister Jaroslaw Kalinowski der var medforhandler i København og den der gav sig allersidst, blev interviewet til dansk tv. Man kunne end ikke oplyse, hvem der sad ved siden af Leszek Miller på pressekonferencen i Bella-Centret, da man senere viste redigerede klip fra seancen. Det var foruden chefforhandleren på embedsmandssiden udenrigministeren, vicepremierministeren, Europaministeren, finansministeren og nævnte landbrugsminister. Navnene er ikke nogen statshemmelighed - de har garanteret kunnet findes med et enkelt opslag i pressematerialet fra topmødet. Ellers er de lette at finde på internettet. - En enkelt gang viste man et klip med en af forhandlerne på vej gennem gangene i Bella-Centret - og nyhedsoplæseren påstod frejdigt, at det var den polske premierminister, men det var den litauiske. Bagatel, ja vist, men det viser lidt om prioriteringen og forberedelsen.

Og så én klage mere til allersidst - og den må også rettes til det danske formandskab og dets pressechef. Det var dog en tam afslutning på et så historisk topmøde og så hektiske dage. Vi fik det store gruppebillede og klip af Anders Fogh Rasmussens korte tale, men ingen umiddelbar opfølgning i form af interviews med de to ubestrideligt vigtigste personer, den danske statsminister og den polske premierminister. Og sidstnævnte taler ellers engelsk, så sproget var ingen undskyldning.

Men alt i alt nogle spændende dage med god mediedækning på sidstedagen.

Den historiske EU-udvidelse
13. december 2002
Tyrkisk storoffensiv