ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.4.03.

Fogh og Per Stig

Tv-holdet fik lov at følge statsministeren på allernærmeste hold i de hektiske dage og videregive optagelserne i en koncentreret form der for første gang formidlede det direkte indtryk af de afgørende rådslagninger der fandt sted mellem formanden og hans nærmeste rådgivere eller hans forhandlingsparter.

Det blev lyd og billeder vi ikke er forvænte med, men som vi åbenbart vil få mere af fremover - fordi de i modsætning til de traditionelle og trivielle velkomstseancer er åbninger ind til selve beslutningsprocessen, uden dog at røbe deciderede fortroligheder. Dette ville naturligvis være uacceptabelt for forhandlerne, som vi på forhånd véd er nødt til at spille en slags pokerspil hvis de ellers vil have deres politik igennem. Den højtbesungne og principielt ideelle åbenhed vil altså fortsat have sin grænse ved den hemmelighedsfuldhed der er forudsætningen for hele det taktisk-psykologiske spil i al politik.

Som bekendt har et par sekvenser dog givet anledning til kritik af statsministeren der har haft fuld ret til at fravælge scener han måtte finde diplomatisk uheldige. Kritikken gælder scenerne hvor den voldsomme tyrkiske offensiv til tyrkernes store skuffelse bliver sat grundigt på plads af Anders Fogh, og den hvor den tyske udenrigsministers dobbeltspil om Tyrkiets optagelse røbes af Per Stig Møller. De forhenværende udenrigsministre Niels Helveg Petersen og Mogens Lykketoft var hurtigt ude med fordømmelser, men fx Informations og Berlingske Tidende chefredaktører, David Trads og Niels Lunde, har ikke kunnet se noget diplomatisk kontroversielt i klippene (Deadline DR2 22.4.).

Men nægtes kan det ikke, at dokumentarfilmen som helhed udstiller forskellen mellem statsminister Anders Fogh Rasmussen og udenrigsminister Per Stig Møller på en måde der er lidet flatterende for sidstnævnte. Optagelserne, de udvalgte scener og montagen virker som om Per Stig Møller stort set har været uden afgørende indflydelse på Fogh Rasmussens taktiske overvejelser, ja, at han nærmest har stået i vejen for Foghs åbenlyse effektivitetsstræben. På et tidspunkt affejes et argument fra Per Stig med en inappelabel kort og meget sigende dom: Det skal vi ikke tærske langhalm på i en sen aftentime.

Afstanden mellem de to personer er så påfaldende, at den ikke alene kan ses som et helt naturligt led i konkurrencen mellem statsministeriet og udenrigsministeriet i spørgsmålet om, hvem der bestemmer dansk udenrigspolitik, for denne kamp og dens ledsagende jalousi fra udenrigsministeriets side har stået på i årtier og er det uundgåelige resultat af at EU-politikken er blevet en stadigt vigtigere del af såvel ministrenes som embedsmændenes gerning. Det periodiske formandskab ligger nu engang hos statsministeren. Det er ham og ham alene der i sidste ende må trække i trådene så et resultat kan hales i land.

Nej, det er oplagt at kemien mellem de to topministre er elendig, og at udenrigsministeren aldrig indgår som egentlig rådgiver for statsministeren endsige som fortrolig medspiller, men naturligvis tåles som mellemled hvor dette er nødvendigt.

Dokumentarfilmen har da også 24.4. udløst en leder i Berlingske Tidende der påpeger, at Fogh end ikke gider simulere høflighed i omgangen med Per Stig, ja lige ud påstår, at Fogh udviser en kynisme over for samarbejdet med de Konservative som på længere sigt kan blive fatal for videreførelsen af VK-regeringen.

Der må efter lederskribenten Niels Lundes mening være ophobet ganske betydelige frustrationer i det konservative bagland efter denne tv-udsendelse, og han råder derfor Fogh til at udvise respekt for sin koalitionspartner, hvis regeringen vil gøre sig håb om at forsætte en rum tid endnu.

Men Lunde lægger dog ikke skjul på den anden side af sagen, nemlig at de Konservatives profil er uklar, og at ministerpræstationerne generelt ikke er imponerende. De Konservative opfordres derfor med rene ord til at tage sig sammen.

Endnu hårdere i sin dom er faktisk BT's chefredaktør Erik Meier Carlsen, der under overskriften "Fjender for livet" på den ene side finder det brutalt og unfair at Fogh på den givne måde har udleveret Per Stig som fjollet fnisende og småsur, ja reduceret ham til en ydmygende sekunda-position, men på den anden side tegner et skånselsløst billede af denne toppolitiker som en mand med begrænsede politiske evner, manglende situationsfornemmelse og vaklende moral, dertil uligevægtig, opfarende, forfængelig og nærtagende - og først og fremmest som "en teoretiker der har meget svært ved at omsætte sine indsigter i praksis".

Som det fremgår af "Fogh bag facaden" og iøvrigt af hele Foghs politiske karriere og førelse af statsministeriet siden december 2001, så er Anders Fogh Rasmussen en målrettet, handlekraftig og handlingsorienteret mand der arbejder hårdt og effektivt og forlanger det samme af sine ministre og embedsmænd. Han er samtidig en sand puritaner der aldrig slapper af eller slipper tøjlerne over sig selv. Han ryger ikke og drikker ikke, men tager sine daglige løbeture - også under topmøderne (så sikkershedsvagten dårligt kan følge med). Han tilstræber fuldstændig kontrol over sig selv, hvad der viste sig til fuldkommenhed, da en "global rod" overfaldt ham og Per Stig i Folketinget med rød maling. Fogh fortrak ikke en mine, men forlod blot stedet i roligt tempo - modsat udenrigsministeren der bandede og svovlede.

Dokumentarfilmens titel er derfor i grunden ikke uden ironi, for faktisk kommer den på ingen måde bag Foghs følelsesmæssige facade eller kontrol- og korrektheds-panser. Han er naturligvis ikke et menneske uden følelser eller medmenneskelige sympatier, men han skilter ikke med den slags, hans forsæt er tværtimod at bevare beherskelsen i enhver situation. I denne forbindelse at tale om kynisme fra hans side i ordets almindelige forstand er derfor at gå over gevind. Der er intet sjælsråt i hans væsen eller adfærd, men derimod denne stadige viljeskontrol der udelukker at han viser følelser - og som iøvrigt også totalt udelukker humor. Underfundige eller formildende bemærkninger er ikke Foghs sag - en befriende latter kender han heller ikke. Altid kontrol. Altid kølig afstand til begivenhederne og menneskene.

Per Stig Møller derimod er et meget reflekterende menneske der ikke blot som Anders Fogh Rasmussen har gennemført et akademisk studium, men fra starten valgte et humanistisk sådant, og som siden har udfoldet sig som forsker og forfatter til litteraturhistoriske og filosofiske skrifter. Det var ingen selvfølge at han skulle være politiker, selvom begge hans forældre var det. Poul Schlüter, der i sin tid gjorde ham til miljøminister, syntes han var længe om at vælge politikken.

Som bekendt førte Hans Engells trafikuheld og fald som formand for de Konservative Per Stig frem i forreste linje i partiet. Men det var ikke et lykkeligt valg, for dels "faldt" han selv på et misforstået og mislykket forsøg på at benægte en spiritusdom, der var så gammel at den overhovedet ikke længere ville have forhindret hans politiske karriere, dels var han modsætningen til Hans Engell i handlekraft og ligefremhed, og han fandt aldrig nåde for dennes eller dennes fløjs øjne i partiet.

De Konservatives magre valgresultat i 1998 var den direkte årsag til at det ikke lykkedes Venstres daværende leder Uffe Elleman Jensen at blive statsminister for en borgerlig regering. Bendt Bendtsen måtte tage over - uden at have noget der blot tilnærmelsesvist lignede Hans Engells karisma. Resultatet blev derefter, dvs et valgresultat i 2001 der lå under Dansk Folkepartis - og situationen er ikke siden ændret afgørende. De Konservatives profil er fortsat lav - og kan aldrig knokles bedre, ligegyldigt hvor god viljen måtte være.

Men det er og bliver en skæbnens ironi, at Anders Fogh Rasmussen skal trækkes med en reflekterende og humoristisk anlagt udenrigsminister som Per Stig Møller, når tiden var til to så afgørende politiske hurdler som EU-formandskabet og Irakkrigen, situationer som begge krævede beslutsomhed og handlekraft og ikke de endeløse og sofistikerede forhandlinger som ligger godt for Per Stig.

Hvad Irakkrigen angår lå det fra starten klart, at Per Stig i klar modsætning til Anders Fogh til det sidste holdt på det såkaldte FN-spor og dermed i virkeligheden lå mere på linje med Frankrig end med Storbritannien, ja i grunden som reflekterende europæer, humanist og oplysningsmenneske falder ind under den kategori den amerikanske forsvarsminister Rumsfeld ironisk kaldte ‘det gamle Europa', mens Anders Fogh hører til det nye og handlekraftige, der vil påtage sig ansvaret for ubehagelige indgreb i den omgivende verden - uanset om det er populært eller ej.

Næppe nogen ville have fortænkt Per Stig Møller i ved denne lejlighed at sige fra og tage sit gode tøj og gå, men det gjorde han altså ikke, og han bliver vel så siddende tiden ud, uden at kemien mellem ham og statsministeren nogensinde bliver bedre - og uden at de Konservatives profil på nogen måde bliver klarere.

Der bør naturligvis i Danmark som i Europa være plads til reflekterende politiske typer som Per Stig Møller. Danmark var ikke Danmark og Europa ikke Europa uden disse mennesker der på god humanistisk vis tør besinde sig på deres arv og udfolde deres kritiske sans.

Men omvendt gælder også at politik er at ville og at handle - og det vil faktisk en gang imellem, ja temmelig ofte, sige at skære igennem og suspendere videre overvejelser. Beslutning og overvejelse er som Niels Bohr engang var inde på komplementære fænomener: de udelukker hinandens samtidighed.

VK-regeringen under statsminister Anders Fogh Rasmussen blev valgt til at handle og i en periode suspendere meget af det gamle vrøvl vi til ulidelighed kender fra det nedslidte socialdemokrati og fra det evigt diskuterende og selvprøvende Radikale Venstre.

Det er derfor i fuld overenstemmelse med sin store vælgertilslutning at Anders Fogh Rasmussen påtager sig et handlekraftigt lederskab af landets indenrigspolitik og udenrigspolitik. Og han vil givetvis ved næste valg blive bedømt på i hvor høj grad han har levet op til forventningerne. Hvad de Konservative vil gøre i denne situation er ikke godt at vide. Men de må i det mindste gøre sig klart at de konkurrerer med en mand der véd hvad han vil.

Fogh og Per Stig II  (31.10.03.)
Den historiske EU-udvidelse
Fra snak til aktivt indgreb
Dansk politik under forvandling