ARTIKEL FRA JERNESALT - 20.3.04

Regeringens forårspakke -
Rykker den ved beskæftigelsen?

"Opsvinget er på vej, men det kommer for langsomt, for svagt. Derfor vælger vi at sætte skub i opsvinget", sagde statsministeren.

Ideen med jobplanen er på næsten socialdemokratiske vis, det vil primært sige ud fra John M. Keynes teorier, at fremme beskæftigelsen ved at stimulere forbruget gennem skattelettelser og offentlige investeringer. Men vel at mærke sker det denne gang - i modsætningen til mange socialdemokratiske planer - uden at det ødelægger den forholdsvis stramme økonomi. Der er plads til skubbet inden for rammerne af budgetterne for indeværende og følgende år.

Skattelettelserne sker ved fremrykning til 1. januar 2004 af de skattelettelser der ellers først skulle ske fra 1. januar 2005. De vil i år give yderligere 4 mia i disponible indkomster for skatteyderne, navnlig ved forhøjelse af mellemskattens grundbeløb.

Yderligere 4 mia kommer de beskæftigede til gode ved at de i år og i 2005 slipper for at skulle betale den Særlige Pensionsordning på 1 procent af indkomsten, som Nyrup-regeringen indførte i 1998.

Boligbyggeri og offentlige investeringer bliver fremskyndet så de i 2004 og 2005 forventes at kunne give 2,5 mia til øget aktivitet.

Endelig afsættes 500 mio direkte til omskoling og opkvalificering af kortuddannede arbejdsløse og af faglærte med læse- og staveproblemer.

Derimod er oppositionen imod den. De radikale, fordi de - ligesom visse økonomer og Nationalbanken mener det er overflødigt at kickstarte opsvinget. For det kommer under alle omstændigheder snart - og der er ikke grund til at løbe risiko for overophedning, så man eventuelt skal til at stramme finanspolitikken igen senere. Socialdemokraterne er imod af den stik modsatte grund. De mener, at planen er alt for dårlig i sammenligning med deres egen, ja, at man kunne få tre gange så stor forbedring af beskæftigelsen for de samme penge, hvis man koncentrerede sig om at sætte boligbyggeri og offentlige investeringer i gang. Hertil kommer, at man naturligvis finder det forkert, at kun 1,4 millioner familier efter socialdemokraternes skøn får glæde af de nye skattelettelser (andre har dog allerede fået gavn af de allerede gennemførte lettelser!). Og SF og Enhedslisten er naturligvis imod af nogenlunde samme årsager.

Uanset spørgsmålet om regeringsplanens faktiske effekt på beskæftigelsen resten af året, så er der - som beskæftigelsesministeren ikke har lagt skjul på - tale om en ideologisk forskel mellem regeringens og socialdemokraternes planer. Den første vil give skattelettelser og lade markedet om selv at tilpasse sig den nye forbrugssituation. Socialdemokraternes vil være tro mod deres gamle idé om at øge det offentliges forbrug og dermed gøre den offentlige sektor endnu større end den er.

Tidspunktet for regeringsplanens fremkomst er naturligvis ikke tilfældigt valgt. Faktisk kom den på selvsamme dag som socialdemokraterne skulle lancere deres egen plan - og stjal altså simpelthen billedet fra dem. Hertil kommer, at der er valg til Europa-parlamentet allerede til juni - og her frygter regeringen ud fra de sidste måneders meningsmålinger simpelthen - og formentlig med god grund - at de vil tabe terræn, hvis ikke der sker noget nu. Derimod ventes der først folketingsvalg til efteråret 2005, så i den forbindelse kunne man sagtens have afventet opsvingets komme i kraft af forbedringen af de internationale konjunkturer og de allerede gennemførte skattelettelser for indeværende år.

For det første kan man ikke med sikkerhed vide, hvilken effekt skattelettelserne i sig selv vil have på forbruget, eftersom det er muligt for de berørte skatteydere at bruge den ekstra disponible indkomst til andet end at købe dansk fremstillede varer for. Fx. kan man spare noget af den op - og det vil nok give pengeinstitutter og pensionskasser flere penge til investeringer, men ikke nødvendigvis til investeringer der fremmer beskæftigelsen. Eller man kan købe biler og elektronisk udstyr m.m. der er fremstillet i udlandet.

For det andet sker der i disse år en markant strukturændring i den vestlige verdens økonomi der betyder, at en stigende del af produktionen flyttes fra de vestlige lande med høje lønninger til østlige lande med lave lønninger. Det er det der i ti år eller mere er sket med bl.a. dansk tekstilindustri og har ført til massive afskedigelser af tekstilarbejdere i Danmark. Og det er hvad der i disse år sker inden for den elektroniske branche, hvor væksten er stor, men beskæftigelsen flytter til udlandet. Der er generelt - også i USA hvorfra det internationale opsving gerne skulle brede sig - tale om en risiko for 'jobløs vækst', som man ikke kan se bort fra. Eksperterne er uenige om hvad den egentlig vil betyde på langt sigt, for det er selvfølgeligt isoleret set et gode at vi får billige varer (og udviklingslandene gode ordrer), men betyder det, at vi i den sidste ende kommer til at sidde tilbage med en stadigt større pukkel af lavtuddannede arbejdsløse som er så dårliget kvalificerede, at de aldrig kommer i arbejde for den mindsteløn der gælder på det danske arbejdsmarked?

Effekten af regeringens plan kan i hvert fald ikke forudsiges med absolut sikkerhed. Der er tydeligvis tale om en lovgivning der vil få bivirkninger der slet ikke er tilsigtede og måske til en vis grad vil være uønskede. Derfor må beskæftigelsesministeren kaldes optimist, når han i bl.a. Deadline den 16.3. i diskussionen med Pia Gjellerup udtrykte fuld og fast overbevisning om, at beskæftigelsen inden årets udgang vil være forbedret med 22.000 mand. Ministeren slap iøvrigt ikke alt for heldigt fra diskussionen, for han gik konsekvent uden om Martin Breums direkte spørgsmål om tallenes holdbarhed. Claus Hjort Frederiksen er ikke skrap til at parere nærgående spørgsmål, for han er tilbøjelig til at køre frem med den lektie han har lært hjemmefra, dvs med de gode hensigter og prognoser, men at se bort fra usikkerheden.

Ingen kan på nuværende tidspunkt påstå, at tallet 22.000 er ved siden af. Det er og bliver bare et skøn. Og derfor er det eneste sikre man kan foretage sig - i hvert fald her fra sidelinjen - at se tiden an, før man dømmer. Får regeringen ret, vil den uden tvivl få gevinst i meningsmålingerne - og måske til sin tid kunne vinde folketingsvalget. Men får den uret, ser det ikke så godt ud for den. Sådan er vilkårene for en regering hvis økonomiske planer er afhængige af de internationale konjunkturer - og det gælder hvad enten regeringen er borgerlig eller socialdemokratisk.

VK-regeringen er i sin gode ret til at prøve at kickstarte opsvinget i håb om at fremme den beskæftigelse der er og bliver kardinalpunktet i bedømmelsen af regeringen. Den har ret til det, fordi økonomien grundliggende er så god, at der er plads til skattelettelser uden nogen forringelse af finanspolitikken. Regeringen kan muligvis redde et mandat eller to ved det kommende EU-parlamentsvalg på denne konto. Men risikoen for en skuffelse er til stede. Hovedsagen er dog nok, at regeringen med jobplanen har genvundet noget af det initiativ der ellers syntes at være gået tabt - hvad oppositionen har forstået af udnytte ganske godt.

Igen gør man dog klogt i ikke at undervurdere statsminister Anders Fogh Rasmussens strategiske evner. EU-parlamentsvalget betyder en hel del, bl.a. fordi regeringen nødigt ser flertallet i parlamentet vippe. Men det der betyder allermest er trods alt folketingsvalget næste år. Og her gælder, at det er tidsnok hvis dét der nu sættes i gang først for alvor viser resultat sidst på året og i begyndelsen af det næste år.

Udfaldet af folketingsvalget næste år vil dog også afhænge af den videre udvikling i Irak - hvad der vil blive behandlet særskilt i anledning af 1-års dagen for USA's angreb. Og valget vil også afhænge af udviklingen i værdidebatten. Her savnes i allerhøjeste grad nye perspektiver fra regeringens side.

Hvad nytte er det til - det danske forsvar?  (15.3.04.)
Kommunalreform bliver nu alvor  (12.1.04.)
Foghs nytårstale  (4.1.04.)
Status over året 2003  (31.12.03.)