JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - religiondagsorden

ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.2.06.

Religion på dagsordenen

I Jyllands-Postens iøvrigt fortjenstfulde modstand mod uansvarlig selvcensur, når det gælder muslimers religion og religionsmisbrug, forekommer det lidet fremsynet, at chefredaktør Carsten Juste nu påstår at der er for megen religion i samfundet.

Det ville naturligvis være helt uacceptabelt at muslimer skulle have særrettigheder på grund af deres fanatiske reaktion på den påståede krænkelse af deres religion, men det er en illusion at tro, at vejen ud af miseren skulle være at give religion i almindelighed ringere plads i det offentlige rum. Og det gør bestemt ikke illusionen mindre at også statsminister Anders Fogh Rasmussen, der - de svære omstændigheder taget i betragtning - har tacklet hele kriseforløbet ganske udmærket, udtrykte sig på lignende vis i Profilen på DR1 den 15.2. Han frygter at samfundet splintres, hvis religion kommer til at fylde for meget. Han vil fastholde den danske tradition for at religion som udgangspunkt er et personligt anliggende.

Statsministerens frygt er selvfølgelig ikke uforståelig på baggrund af de totalt proportionsløse reaktioner vi har set i de muslimske lande og som tidligt fik Fogh til at tale om 'ustyrlige kræfter'. For sådanne er vitterligt farlige og passer slet ikke ind i kontrolmennesket Foghs drøm om en rationel verden der kan styres med gode rationelle metoder.

Men drømmen er en utopisk forestilling, der vel at mærke ville gøre tilværelsen til et helvede for alle mennesker, om den blev opfyldt. For sagen er at alle værdier der gør tilværelsen meningsfuld for os er irrationelle. De foreligger før rationaliteten træder i funktion, de er af før-sproglig og før-logisk art, og de beror på intense følelser og forestillinger hvis særkende er at de er ustabile.

Rationaliteten kommer ind i billedet med de såkaldte psykiske sekundærprocesser, hvis mindsteenheder af følelser og tanker er relativt svage i manifestationen, men til gengæld stabile over tid. Det er den al socialisering, al sprogtilegnelse, al opdragelse, uddannelse, erhvervsudøvelse, videnskab, teknologi og oplysning samt opbygningen af det civile samfund beror på. Og dette ligger der altsammen store værdier i. Oplevelsen af dybe og eksistentielt afgørende værdier i kærlighedslivet, i kunsten, forskningen, religionen og humoren samt legen beror imidlertid fortsat på de intense følelser. Intet voksent menneske kan erfare disse værdier uden midlertidigt at kunne suspendere fornuften.

Når religionen i særlig grad gennem hele historien har givet basis for de største spændinger mellem det irrationelle og det rationelle (altså mellem de to slags psykiske grundprocesser), så skyldes det naturligvis at den efter hele sin natur og mening aldrig kan slippe det irrationelle. For dette ville indebære at den slap den umiddelbare føling med den hele virkelighed. Men naturligvis kan enhver religion tilpasse sig et civilt og borgerlig samfund og dettes nøgterne, praktiske og rationelle grundpræg. Blot har det intet med tilpasning at gøre at sætte religionen uden for det offentlige rum. Det er derimod virkelighedsfornægtelse og livsforsagelse.

Religion er ikke et privat anliggende, har aldrig været det og vil heller aldrig blive det. Prøver politikere, religionsforagtere eller andre oplysningsfanatikere med magt, lovgivning eller propaganda at gøre religion privat, opnår de intet andet end at gøre ideologier til religionserstatninger, sådan som det fx skete med kommunismen og nazismen eller sker med islamismen.

Misforståelsen ligger i forvekslingen af religion med personligt gudsforhold. Dette sidstnævnte er selvfølgelig en privat sag - og er i demokratiske og sekulariserede samfund beskyttet som sådan. Ingen er forpligtet til at oplyse noget til nogen om sit gudsforhold eller mangel på samme. Lutherdommen understregede tværtimod uigenkaldeligt det almindelige præstedømme, at enhver er sin egen præst - og derfor principielt uafhængig af formidling gennem præst eller pave. Følgen på vore breddegrader er naturligvis, at folks gudsforhold ikke bliver nogen hindring for deres borgerlige liv eller karriere.

Men religion er og har altid og alle steder været meget mere end et personligt gudsforhold. Den er efter sin natur altid også et offentligt anliggende, og dette skyldes ikke blot det forhold at religionerne altid har organiseret sig i offentlige institutioner der har draget omsorg for gudsdyrkelsen som kollektivt fænomen. Ej heller blot at disse institutioner som alle andre organisationer tenderer til at blive magtorganer i samfundet og dermed kommer i konkurrence med andre samt underlagt alle magtorganers almindelige lov om korruption. Nej, det skyldes primært at religioner grundliggende er udtryk for selve den umiddelbare føling med hele virkeligheden, dvs med såvel den rationelle som den irrationelle dimension af virkeligheden, i religiøst sprogbrug kaldet henholdsvis den timelige og den evige dimension.

Mennesket er indrettet sådan at det allerede fra fødslen (ja strengt taget nogle måneder forinden) har den umiddelbare føling med helheden - og bevarer denne føling livet igennem, også selvom rationaliteten og borgerligheden nedprioriteterer den og i visse tilfælde næsten dræber den. Der var ingen leg, kunst, erotik, humor eller forskning - kort sagt ingensomhelst kreativitet - i verden uden denne føling med den skabende og meningsgivende energi i psyken.

Religion kan følgelig aldrig nogensinde reduceres til privat anliggende. Og når rationalister kan rende rundt og tro dette, skyldes det at de er uoplyste om elementære sider af tilværelsen, herunder om de psykiske grundprocesser og udogmatisk eller før-teologisk religion. Begge dele ved vi utroligt meget om i dag, takket være dybdepsykologien og religionshistorien. Men denne viden er endnu ikke trængt tilstrækkeligt igennem, og derfor ser vi bl.a. at dansk religionsforskning gennem de sidste 50 år har været ét langt forræderi mod den banebrydende forskning som religionshistorikeren Vilh. Grønbech stod for fra 1911- 48.

Vi ser også et forræderi mod den dybe og ægte religiøse forståelse som N.F.S. Grundtvig repræsenterede og som i vid udstrækning blev reduceret til ukendelighed af epigonerne i den grundtvigianske bevægelse, men ikke destomindre levede videre langt op i det 19. og 20. århundrede. Kernen i den var en ejendommelig, men uhyre frigørende og kreativ tro på det ubevidste som noget godt i mennesket - jf. artiklen Grundtvigianismen i det 20. årh.

Denne folkelige tro fandtes længe i Venstre og til dels hos udbryderne i Det radikale Venstre. Begge partier har altid haft to sideordnede stammer i sig: den folkelige og den bymæssige, praktiske og erhvervsøkonomiske. Men i begge partier synes den ene stamme visnet hen. Især Det radikale Venstre er i dag helt ukendeligt fra det partiet var for bare tredive år siden, men også Venstre er nødlidende. Dansk Folkeparti kunne være arvtager til den sunde folkereligiøsitet og har med sin brede folkelig appel faktisk potentiale til det. Men paradokset er at partiet kirkeligt lader sig styre af tidehvervspræster hvis intellektuelle kristendomsforståelse er en direkte fornægtelse af al folkereligiøsitet.

Hvad muslimerne angår er det oplagt at deres tilstedeværelse og stigende antal uundgåeligt sætter religionen på dagsorden med en sådan styrke, at alle forsøg på at mane fænomenet i jorden igen på forhånd må anses som virkningsløse. Demokratiske Muslimer er en nydannelse der lover godt for integrationen fremover, men også de hylder tanken om religion som en privatsag og vil ikke formå at give det fuldgyldige svar på det påtrængende problem for muslimerne om en sekulariseret og fordansket islam. Vejen frem er heller ikke en imam-uddannelse på danske universiteter, for universiteterne har en bunke nyttige kundskaber om religion, bare ikke den centrale forståelse. Vejen for danske muslimer hedder kontakt med kollektiv dansk ubevidsthed!

På mere filosofisk plan må peges på den løsning på tidens religiøse udfordringer som ligger i den eksistentielle forståelsesramme der hedder den komplementære helhedsrealisme. Realismen går på den nøgterne realitetsprøvelse baseret på de stabile, sekundære processer. Helhedssynspunktet går på accept af den psykiske kendsgerning at 'helheden er vort inderste jeg', som det ville være katastrofalt for os at få svækket, da det er alle værdiers kilde. Komplementariteten er forståelsen af at alle de modsætningsforhold i verden som vores logik fortolker som uforenelige kan gøres sideordnede, så fx modsætningen mellem det timelige og åndelige eller mellem det liberale og det sociale ikke bliver ødelæggende, men gensidigt befrugtende.

Den komplementære helhedsrealisme har ydermere den fordel at den forstår ateismen og agnosticismen på lige fod med de etablerede, traditionelle konfessioner. Alle har nemlig grundliggende værdier der gør livet meningsfuldt - og som går tilbage til før-dogmatiske, ikke-sproglige erfaringer som er fælles for alle mennesker, hvorimod dogmerne og absolutismen splitter og forvrider alt. I denne helhedsrealisme får relativismen derfor mening, fordi den ikke benægter værdierne, men forstår dem som subjektivt sande der udmærket kan trives ved siden af andre subjektive sandheder. Her er der mening med sekulariseringen i relativistisk forstand: Klar adskillelse mellem politisk og religiøs magt, men ingen urealistisk udelukkelse af religiøse forestillinger fra sproget, samfundet eller den menneskelige eksistens.

Danmark er på grund af en sjælden sammenkobling af humor og tilfældigheder kommet i centrum for demagogers usandheder og misbrug af Guds navn. Det har givet visse erhvervsmæssige og kulturelle tilbageslag. Men dansk kultur har ikke lidt skade, tværtimod. Og internationalt har Danmark faktisk fået chancen for nu at gå foran i ny forståelse af religionen i betydningen helhedsrealisme.

Danmark kan blive et foregangsland for religiøs nyfortolkning - til gavn for såvel kristne som jøder, muslimer og ateister. Men det kræver at religionen forbliver på dagsordenen - og at vore politiske ledere såvel som vore chefredaktører og kulturredaktører hører definitivt op med at betragte religionen som en perifer ting eller en uvedkommende privatsag.
Jan Jernewicz

Henvisninger:

Muhammed-sagen (oversigt over artiklerne fra og med 20.10.05.) Klik

S, DF og Venstre i forskudt spændingsfelt (21.02.06.)

Religion, humor og tragedie (19.02.06.)

De psykiske grundprocesser
Vilh. Grønbech
Grundtvigianismen i det 230. årh.
Den komplementære helhedsrealisme

Artikler om religion
Artikler om sekularisering
Artikler om eksistens
Artikler om samfund

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean