JERNESALT - foghbrev
ARTIKEL FRA JERNESALT - 7.4.06.
Åbent brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen -
om rigets stilling og muligheder
efter krisen omkring Muhammed-tegningerne
Kære Anders Fogh Rasmuussen
Som konsekvent og trofast støtte for din og regeringens håndtering af den vanskelige og helt uvante sag der opstod i kølvandet på Jyllands-Postens offentliggørelse af tolv humoristiske Muhammed-tegninger den 30. september 2005 henvender jeg mig som almindelig borger til dig med dette åbne brev for at tilkendegive at jeg har savnet en klarere og mere offensiv strategi for åndsfrihedens styrkelse i Danmark. Jeg har tillige savnet en mere positiv og bevidst forståelse for nødvendigheden af at give religionen i almindelighed, men kristendommen i særdeleshed den plads i det offentlige rum de fortjener. Jeg anser en ændring på dette punkt som en forudsætning for en langvarig løsning af såvel integrationspolitiken i Danmark som en velfærds- og kulturpolitik der vil kunne bidrage til at placere Danmark som et forbilledligt demokrati i verden og dermed genoprette landets normalt gode, men for øjeblikket noget blakkede internationale ry.
Henvendelsen bygger på et stærkt håb om at du vil overveje situationen og mulighederne grundigt i lys af de perspektiver jeg påviser og naturligvis allerhelst at du vil finde anledning til at justere din strategi derefter.
Jeg skal koncentrere mig om følgende vigtige områder: 1) forsvaret for ytringsfrihed og åndsfrihed - såvel indenrigs- som udenrigspolitisk,
2) religionens placering i det offentlige rum,
3) afklaring af forholdet mellem frihedstanken og ligheds/tryghedstanken,
4) velfærdsudspillets udvidelse til offensiv kultur- og religionspolitik
med inddragelse af potentialet i kristendommen,
5) Dansk Folkepartis rolle i dansk politik og regeringsførelse - og
6) råd af helt personlig karakter.
(1) Forsvaret for ytringsfrihed og åndsfrihed Til toppen Næste
Dit forsvar for ytringsfriheden har sådant set været upåklageligt konsekvent, også set i forhold til dit såvel som dit partis liberale grundsynspunkter, men jeg mener ikke destomindre at det alligevel har afsløret en utilstrækkelig forståelse for åndsfriheden, derved at du har fundet det nødvendigt at tage indirekte afstand fra Jyllands-Postens tegninger ved i tv at gøre opmærksom på at du ikke personligt ville have lavet sådanne tegninger. Og du har i det store interview på en arabisk tv-station fundet det påkrævet at understrege at danskerne i almindelighed nærer respekt for muslimerne og deres religiøse følelser.
Det er indlysende at presset på dig i betragtning af omfanget af de muslimske reaktioner har været så stort at du har fundet det uhensigtsmæssigt at sige noget der kunne optrappe krisen og altså har valgt at sondre mellem den uantastelige ytringsfrihed og en eller anden, ikke klart defineret hensyntagen til muslimernes religiøse følelser. Men derved har du i realiteten undladt at forsvare åndsfriheden, for den kan ikke tage specielle hensyn til folks religiøse følelser i almindelighed, for noget sådant ville indebære at vi skulle gå rundt og være bange for at sige hvad vi mener om andre folks religioner og kulturer.
Ordet ‘ånd' har både på dansk og græsk sprogligt at gøre med det ‘at ånde' i den simple betydning at trække vejret. Og det vil igen sige at vi populært sagt kun har åndsfrihed hvis vi føler vi kan trække vejret frit. Dette vil igen for ytringsfrihedens vedkommende sige at vi må kunne tænke, tro og tale samt tegne frit uden frygt for repressalier fra magthavere her i landet eller i udlandet.
Hensyn til folks følelser bør vi tage i de særlige tilfælde hvor folk af naturlige grunde må være særligt sårbare, fx hvis de er syge, døende, handikappede, mindreårige eller tilhører vanskeligt stillede minoriteter - men aldrig til generelle fænomener som religioner og ideologier eller lignende.
Desuden ligger det i åndsfriheden at den indebærer frihed til at tænke i utraditionelle, alternative og provokerende baner, og derfor omfatter alle former for humor. Om noget er netop humorens frihed et bærende element i åndsfriheden. Humoren kan være god eller dårlig, horisontsprængende eller banal, plat og vulgær, men den står aldrig i fundamental modsætning til genuin religion, dvs religion forstået som åndsfaktor. Humor har således aldrig været i fundamental modsætning til hverken jødedommen eller kristendommen. Tværtimod gælder hvad den jødiske filosof Martin Buber meget rammende har sagt, at humoren er troens fosterbroder.
Og hvad angår påstande om at nogle af de tolv famøse Muhammed-tegninger skulle være barnagtige eller pubertetsagtige er det simpelthen sagen totalt uvedkommende. Al humor bryder mere eller mindre ‘barnagtigt' med tilvante forestillinger ved ganske enkelt at spille på modsætningen mellem de primære psykiske grundprocesser, hvor alt kan have fri association til alt muligt andet på fuldstændig uhæmmet ‘barnlig' vis, og de sekundære psykiske grundprocesser, hvor alle mulige rationelle, moralske og tillærte logiske bindinger træder i kraft.
Skal åndsfriheden forsvares i sit fulde omfang må den frie humor også forsvares. Derfor er det direkte forkasteligt at moralister af alle slags fra fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen og pensionerede danske ambassadører med Herluf V. Hansen i spidsen til internationale navne som Kofi Annnan, Bill Clinton, Jímmy Carter og Desmond Tutu falder Danmark i ryggen ved at fordømme tegningerne. Og det er dybt beklageligt at du ikke for dit eget vedkommende har fundet det betimeligt eller nødvendigt at forsvare tegnernes humor ubetinget og ladet alle muslimer i verden forstå, at ingen religion kan være forskånet for humor.
Jeg finder det også dybt beklageligt at udenrigsminister Per Stig Møller tilsyneladende har anset det for sin fornemste opgave personligt og gennem sine diplomater at lade udlandet, FN og EU og de enkelte lande i Europa, Mellemøsten og Amerika få det indtryk at den konkrete humor ikke skulle være udtryk for normal dansk indstilling til autoriteterne. Jeg anerkender fuldtud Per Stigs dygtighed og energi - ja, jeg har meget stor sympati for manden personligt, herunder også for hans underfundige humor. Men han har i denne krise gjort dansk udenrigspolitik til en simpel forlængelse af diplomatiet. Det bør udenrigspolitik aldrig være, men det er katastrofalt at den bliver det i en sag som denne, fordi det giver muslimerne det indtryk at vi danskere skulle have nogetsomhelst at skamme os over. Det har vi ikke. Og de der alligevel føler det, må have misforstået sagen. Den gennem tegningerne udfoldede respektløshed for muslimernes religiøse følelser er tværtimod en nøgle til forståelsen af selve vores foruroligelse over den fanatisme og absolutisme muslimerne lægger for dagen, og som er den fundamentale grund til det aktuelle modsætningsforhold mellem ikke-sekulariseret muslimsk kultur og sekulariseret vestlig kultur.
Jeg finder tiden inde til at du inden for et års tid finder en udenrigsminister der uforbeholdent vil forsvare ikke blot oplysningsideen, men selve åndsfriheden. Jeg finder det af samme hensyn nødvendigt at du arbejder for udskiftning af EUs udenrigspolitiske koordinator Javier Solana og for afløsning af Koffi Annan når dennes embedsperiode udløber.
Jeg mener du skal arbejde for at EU afbryder forhandlingerne med Tyrkiet om optagelse i EU, men at du til gengæld personligt satser stærkere på at opbygge tætte relationer mellem Danmark, Tyskland og Polen.
For Mellemøstens vedkommende bør det arabiske initiativ afløses af et ‘dansk initiativ', hvad der naturligvis ikke skal indebære nogen form for kristen mission eller propageren for ‘danske værdier' i området, men ganske enkelt at det gøres klart for alle muslimske ledere at vejen til fred går gennem en forvandling af muslimsk had og frustration til en tilgivelsens ånd og en uforbeholden anerkendelse af staten Israels eksistens.
Det danske engagement i Irak må fastholdes, men ses og begrundes officielt med en langt klarere tilkendegivelse af at engagementet har historisk rækkevidde - og ikke udelukkende hænger sammen med ønsket om en proces mod demokratisering i snæver forstand, men om en proces mod sekularisering og fuldstændig åndsfrihed. De danske soldater der er faldet i Irak bør æres på linje med de faldne i Mindelunden i Ryvangen.
Åndsfriheden må være det afgørende ideal for såvel indenrigs- som udenrigspolitik. Du har på forbilledlig vis tilkendegivet din modstand mod samarbejdspolitikken med det nazistiske Tyskland. Og jeg går ud fra at du helt og holdent bakker op om det slogan der blev motto for den nye danske udenrigspolitik efter 1945, nemlig sloganet ‘Aldrig mere en 9. april'. Men jeg savner en klar tilkendegivelse af, at du deler den opfattelse, at mottoet ikke længere dækker dansk udenrigspolitik, hvis ikke blot ytringsfriheden, men også åndsfriheden i videste forstand forsvares - uanset hvad det umiddelbart og på kort sigt måtte koste af eksportkroner og goodwill. Skal Danmark forhindre en ny 9. april, må landet og regeringen uforbeholdent støtte retten til fri humor.
(2) Religionens placering i det offentlige rum Til toppen Næste
Så vidt jeg kan se hænger dine udtalelser bl.a. i DR1's Profilen om at du gerne ser religionen holdt mest muligt uden for det offentlige rum ret nøje sammen med din i mine øjne utilstrækkelige forståelse for åndsfrihed og ånd. Men den synes desværre også at hænge sammen med en meget ensidig opfattelse af selve religionsbegrebet.
Religion er og har altid været både et personligt og et kollektivt fænomen. Den personlige form for religion drejer sig om det personlige gudsforhold - og dette må og skal i ethvert demokrati være en privatsag for den enkelte, således at ingen myndighed eller autoritet blander sig i, hvad man tror på eller om man overhovedet tror på noget.
Men religion er også et kollektivt fænomen, idet den religiøse tro altid søger fællesskab med andre og derfor indgår i institutionaliserede forhold, dvs trossamfund af forskellig art. I demokratierne betyder religionsfriheden, at enhver skal kunne tilslutte sig anerkendte trossamfund og dér dyrke deres gud i fællesskab med andre. Men den betyder naturligvis også at ingen er forpligtet til overhovedet at tilhøre et trossamfund (i Danmark dog bortset fra monarken). Det er der vitterligt mange der benytter sig af, men man skal ikke derfor tro at religion ikke betyder noget for dem. De kalder bare ikke deres dybeste værdier for religiøse. Derfor vil man ofte se fx ideologier udarte til religionserstatninger. De er ikke ægte religioner med gudsforestillinger, men de har afguder og ukrænkelige skrifter som religioner - og de mangler totalt forestillingen om en instans over mennesket som er i evig kritisk dialog med mennesket og samtidig aldrig kan kontrolleres.
Den religiøse kollektivitet må altså religionshistorisk og dybdepsykologisk defineres på en sådan måde at religion forstås som en helhedsrealisme der omfatter alle dele af samfunds- og kulturlivet, herunder alle dets æstetiske, etiske og erkendelsesmæssige sider. Helhedsrealismen kan sagtens løsrive sig fra religiøse institutioners og autoriteters kontrol, og fx i de sekulariserede vestlige samfund i vid udstrækning gøre sig gældende i ateistisk eller agnostisk gevandt. Men den forbliver grundlæggende et i alle mennesker dybt følt behov for at se de store sammenhænge i tilværelsen. I denne forstand er religionen altid en del af det offentlige rum. Den kan simpelthen ikke fortrænges fra det offentlige rum.
Noget andet er naturligvis den religiøse fanatisme, der i historien kendes fra alle de tre hovedreligioner der har bestemt udviklingen i Europa, Amerika og Mellemøsten, nemlig jødedom, kristendom og islam. Men i den vestlige verden og i Israel har folkene forstået at demokratiet og åndsfriheden ikke kan eksistere uden den relative sekularisering der indebærer en skarp adskillelse mellem religion og politisk magt, men aldrig forhindrer religiøs interesse for eller indblanding i alle offentlige anliggender på kritikkens, debattens og dialogens niveau.
De ubehagelige erfaringer med den religiøse fanatisme i tidligere tiders totalitære kristendom, i ideologiernes hærgen i forrige århundrede og i islamismens fremturen i disse år har imidlertid medført den meget forståelige, men alligevel højst uheldige fejlslutning, at ideologier og religioner er noget bras. Det er en utilladelig og fatal mangel på differentiering, som udelukker forståelse for at de positive sider ved den religiøse helhedsrealisme ikke kan hverken undværes eller udryddes.
For Danmarks vedkommende gælder i den nuværende situation, at den religiøse fanatisme vi møder fra muslimsk side (overvejende fra islamistisk side, men desværre også i form af demagogi og massehysteri) er ubehagelig og uacceptabel. Men modgiften mod den hedder ikke udelukkende oplysning og rationalisme samt militært forsvar. Den hedder også en helhedsrealisme der på demokratisk og sekulariseret vis kan hamle op med modstanderen eller konkurrenten. Det kan imidlertid hverken ateismen og agnosticismen eller den udvandede kirkelige kristendom som er dominerende i folkekirken. Det kan kun en dansk kristendom der aktivt kan trække på de energiressourcer der ligger i de kristne myter. Derfor er det ikke en udvej af den aktuelle, af Muhammed-tegningerne foranledigede kulturelle og politiske krise at negligere religionen og fortrænge dens påtrængenhed. For også mange ikke-fanatikere blandt både indvandrere og etniske danskere savner og søger følingen med disse religiøse energiressourcer.
Første skridt til en ændring af situationen hedder derfor at anerkende religionen i det offentlige rum og se en fordel i dens sunde udfoldelse i det sekulariserede demokrati.
(3) Afklaring af forholdet mellem frihedstanken og lighedstanken Til toppen Næste
Debatten forrige år om uligheden i Danmark fik en brat og uheldig afslutning, fordi socialministerens ikke særligt heldige ytringer om at større ulighed i samfundet kun var en fordel for alle ved at skabe dynamik og udvikling blev manet i jorden med din klare udmelding om at Venstre ikke ser større ulighed som et mål for udviklingen i landet. Påstanden er selvfølgelig ikke isoleret set forkert, men den er helt igennem utilstrækkelig. Den afslører nemlig at problemet lighed/ulighed eller bedre problemet lighed/frihed slet ikke er gennemtænkt i Venstre.
Det er også velkendt at nyliberalismen er på mode i visse kredse inden for erhvervsliv og økonomisk tænkning. Det giver sig udtryk bl.a. i de indlæg og forslag der kommer fra den liberale tænketank Cepos der blev etableret for et års tid siden. Eller det har givet sig udslag i de ti teser som en kreds af Venstre-folk med Søren Pind i spidsen lidt provokerende lancerede forrige sommer uden hensyn til at Venstre har vedtaget at vente med en debat om principper til senere.
Men problemet er at du for dit eget vedkommende ikke ser ud til at have afklaret de filosofiske spørgsmål da du i nært samarbejde med daværende partisekretær og nuværende beskæftigel-sesminister Claus Hjort Frederiksen benyttede valgnederlaget til Nyrup Rasmussen i 1998 til at lægge Venstres strategi om fra en ensidig liberalistisk tankegang med minimalstaten som mål til en klart midtersøgende tankegang med principiel accept af velfærdsstaten. Du har åbent sagt, at I var inspirerede af den tredje vej der blev lanceret i Storbritannien af Labour's Tony Blair. Og det er fint nok alt sammen, men filosofien er ikke klar nok og har vist sig hverken at kunne imødegå kritikken fra den ensidige liberalismes side eller imødekomme ønsket fra folk på midten der gerne vil have mere entydighed.
Set ud fra den komplimentære helhedsrealismes synspunkter er svaret imidlertid enkelt. Der er nemlig klar komplementaritet mellem frihedstanken og ligheds- eller tryghedstanken. Det betyder at friheden og ligheden hver for sig er værdifulde idéer eller principper, som bør tilgodeses på rimelig vis i moderne, dynamiske samfund, men at de grundliggende er og bliver modsætninger der aldrig vil kunne bringes til at gå op i en højere enhed eller syntese der er logisk konsistent. Komplementaritetssynspunktet løser problemet ved at gøre begge principper ligeberettigede og lade den løbende justering af den politiske, økonomiske, sociale og kulturelle udvikling sørge for at samfundet ikke havner i nogen ensidighedens grøft, men trods alle modsætninger og al dynamik bevarer fællesskabet og sammenhængen i kulturen.
Friheden skal med andre ord have sit, således at kreativiteten og innovationslysten kan sikre fremskridt og udvikling. Men lighedstanken eller tryghedstanken skal også have sit, så solidariteten med de svage og fællesskabet i det hele taget kan bevares på trods af al ulighed.
Komplementariteten indebærer at der altså heller ikke én gang for alle skal vælges mellem liberalismen og socialismen. Der er rigtige ideer eller rimelige hensynstanker i begge. Men da borgerne i et demokrati deler sig efter anskuelse vil der naturligvis være nogle der lægger mere vægt på den ene tendens end på den anden. Socialisterne har vist hvor galt det kan gå, når ligheds- og tryghedtendensen bliver for stærk. Liberalisterne har andre steder vist fejlen ved for ensidigt hensyn til den frie individuelle og markedsøkonomiske udfoldelse. Ensidig fokusering på lighed og tryghed kvæler kreativiteten og dynamikken. Ensidig fokusering på den frie udfoldelse tenderer mod undergravning af fællesskabet.
Venstre har valgt den rigtige vej på midten i dansk politik, og står fortsat som et overvejende liberalt parti der lægger stor vægt på friheder som ytringsfriheden og økonomisk frihed. Og det slår stærkt på at friheden altid skal være under ansvar. Men partiet har ikke formuleret sin filosofi tilstrækkeligt klart, så komplementariteten kommer til sin ret.
(4) Velfærdsudspillets udvidelse til offensiv kulturpolitik Til toppen Næste
Da regeringens udspil til velfærdsreformer først er forelagt tirsdag den 4. har jeg endnu ikke kommenteret det på Jernesalt. Men jeg regner med at regeringen vil være i stand til at få en rimelig og fornuftig reform igennem der bl.a. tør røre ved den generelle pensionsalder og også tør justere den efter min egen mening værdifulde efterlønsordning så den fortsat vil være tilgængelig for alle arbejdsløshedssikrede mennesker. Men som ventet koncentrerer den samlede reformpakke sig om sociale, sundhedsmæssige, uddannelsesmæssige, beskæftigelsesmæssige og forskningsmæssige initiativer og de dermed forbundne finansielle problemer. Hvorimod reformerne ikke ser ud til at gå særligt dybt med hensyn til overordnet kulturpolitik eller religionspolitik.
Da jeg imidlertid aldrig har troet på den socialdemokratiske opfattelse af at velfærd er lig med store sociale ydelser og en stor offentlig sektor, men grundliggende mener, at velfærd hører nøje sammen med kultur og religion, og altså aldrig kan tilgodeses tilfredsstillende udelukkende med sociale, sundhedsmæssige og uddannelsesmæssige tiltag, så gentager jeg mit tidligere, efter valget i 2005 på Jernesalt fremsatte foreslag om at regeringen benytter anledningen til at sammenlægge kirkeministeriet og kulturministeret til et nyt kultusministerium. Formålet skal være at forstærke den samlede indsats på det kulturelle og religiøse område så niveauet bliver hævet og der samtidigt gives nye muligheder for at tilføre både de enkelte borgere, deres mange grupperinger og subkulturer og landets samlede monokultur den nødvendige, men i øjeblikket ikke eksisterende sammenhængskraft. Et kultusministerium har vi tidligere haft i landet (1848-1916). Ordet har den fordel at det ikke kan genere hverken jøder, muslimer eller ateister.
Det siger sig selv, at kristendommen i den tidligere forklarede ikke-dogmatiske udgave skal have en central placering i opgaven, fordi dens potentiale er stort og i virkeligheden også samlende på tværs af konfessioner og konfessionsløshed. Jeg undlader ikke at pege på, at Venstre i sin politiske ordfører Jens Rohde har en både ung og energisk mand der er et musisk menneske med fuld loyalitet over for dit projekt. Jeg er ikke i tvivl om at han vil kunne inddrages fuldt ud i det udvidede projekt jeg foreslår.
Af konkrete opgaver der burde løses i forbindelse med udvidelsen af dit projekt skal som konkret eksempel nævnes en endelig lovliggørelse af Fristaden Christiania inden for et års tid - og med skyldig hensyntagen til christianitternes egne ønsker.
Men først og fremmest kunne regeringen sætte sig som mål at gøre Nørrebro til en mønsterbydel for integration af indvandrere her i landet. Der bør etableres et stort kulturcenter og en integrationshøjskole ved Blågårds Plads samt bygges en eller flere smukke moskeer i området, ikke pompøse bygninger med minareteter, men bygninger af passende størrelse i forhold til de lokale grupperinger og af høj arkitektonisk kvalitet der tager hensyn til bydelens struktur. Der bør til opgaverne nedsættes et råd af fornuftige mennesker uden småligt hensyn til partipolitiske sympatier. Folk som Naser Khader, Manu Sareen, Kåre Bluitgen, Lars Olsen, Bjørn Nørgaard og Per Nørgård kunne nævnes. Kulturcenteret og højskolen burde se det som en opgave at udforske mulighederne for at udvikle en islamisk identitet der kan knytte sig til dansk historisk tradition i grundtvigsk (men ikke grundtvigiansk) forståelse af ordene.
(5) Dansk Folkepartis rolle i dansk politik og i regeringsarbejdet Til toppen Næste
Det har jo lige siden Fremskridtspartiets indtog på Christiansborg i 1973 været erfaringen at Mogens Glistrup og hans protestparti ikke var til at stole på i praktisk politik. Men selvom Pia Kjærsgaard og tre andre folketingsmedlemmer i 1995 brød ud af partiet og dannede Dansk Folkeparti har disse erfaringer hængt ved det nye parti som fordomme, som navnlig socialdemokraterne og de radikale har gjort hvad de kunne for at opretholde.
Men Dansk Folkeparti er markant forskelligt fra Fremskridtspartiet. Det er fortsat som dette lidt småborgerligt og provinsielt, men det er forlængst blevet et ansvarligt parlamentarisk parti det er muligt af lave forlig med og som er villigt til at indgå de nødvendige kompromisser for at kunne lave forligene. Partiet har i Pia Kjærsgaard haft en leder der har formået støt og roligt at gøre partiet troværdigt. Hun har tilmed sikret Venstre og Konservative muligheden for en stabil regering over mere end fem år. Hun er i realiteten en gave til såvel dansk folkestyre som Venstre. Det politiske mønster er ændret omtrent lige så meget på grund af hende som på grund af din egen nye strategi fra 1998.
Kjærsgaard har nu også gjort sit parti regeringsdueligt, omend der fortsat er problemer forbundet med forholdet til EU og globaliseringen. Ikke desto mindre vil jeg anbefale dig og dit parti at satse på forhandlinger med Dansk Folkeparti der gør dette parti mere åbent, europæisk og globalt og dermed modent til at blive inddraget i regeringssamarbejde allerede efter næste valg
Det skal understreges at Dansk Folkeparti ikke skal erstatte Konservative som samarbejdspartner, men ligestilles. Den borgerlige modstand i dit eget parti men især i Det Konservative Folkeparti mod Dansk Folkeparti bør brydes. DF er et borgerligt midterparti med god føling med jævne mennesker. Derfor hører partiet naturligt med i Venstres midterstrategi.
De velfærdsforhandlinger der nu indledes og vil fortsætte foråret og sommeren igennem må føre til forlig med DF og socialdemokraterne, gerne naturligvis også med de radikale, hvis det bliver muligt. Derefter bør der udskrives folketingsvalg, så der kan komme datoer på de reformer der gøres afhængige af valgresultatet. Men sejrer V, K og DF bør der dannes en treparti-regering. Det vil sikre ro i en ny fire-års periode til reformernes gennemførelse og regeringsstrategiens justering efter de ny mål der er foreslået her - og det må ske med en vis personfornyelse.
Men skridtet må tages fuldt ud, så Dansk Folkeparti får fuld anerkendelse for sin ansvarliggørelse og bruddet med socialdemokraternes førerposition i dansk politik samtidigt bliver konfirmeret.
(6) Afslutningen med et par råd af personlig karakter Til toppen Næste
De vidtgående ideer og forslag der er anført i det foranstående er ikke grebet ud af den blå luft som følge af Muhammed-krisen. De har tværtimod for fleres vedkommende været ventileret før i artikler om din person og din politik, bl.a. i forbindelse med udgivelse af Thomas Larsens og Anne Sofie Krags hver for sig fortrinlige bøger om dig. Men idéerne og forslagene er unægteligt blevet radikaliseret af den helt nye og specielle situation landet er kommet i efter muslimernes stærke reaktion i slutningen af januar og begyndelsen af februar på Muhammed-tegningerne.
Ikke mange iagttagere har kunnet være i tvivl om at du personligt har været ikke blot stærkt påvirket af situationens alvor, men lige i starten også synligt rystet. Rystet af den pludselig rejsning af voldsomme ‘ustyrlige kræfter' som du selv karakteriserede dem, dvs massepsykologiske eller massehysteriske reaktioner på en hændelse i et dansk dagblad som efter vore egne standarder var nærmest bagatelagtig og faldt fuldstændigt ind under helt normal dansk humor. Men også rystet af den åbenbare bevidste og målrettet planlagte aktion fra herboende muslimske imamers og diplomaters side for at påvirke politiske og religiøse demagoger i muslimske lande, som Danmark ellers har været på god fod med diplomatisk, kulturelt og handelsmæssigt.
Faktisk er der mange der slet ikke er utilfredse med udviklingen, men som tværtimod tror at den på trods af de umiddelbare negative følger på længere sigt vil være til stor gavn ikke blot for Danmark og danske interesser, men også for de muslimske indvandrere der ikke på forhånd har stillet sig i hadefuld position til sekulariseret dansk kultur og derfor modarbejder reel integration. På længere sigt kan Danmark vinde på sagen, hvis den bruges til en erkendelse af nye muligheder og af behov for en ny strategi af den art der er skitseret ovenfor.
Men forudsætningen for at vinde på sagen er naturligvis at regeringen og flertallet af de politiske ledere og medier ser muligheden og undgår at gå i den fælde som de muslimske demagoger har stillet op og som hedder at bøje sig for deres religions ukrænkelighed gennem påberåbelse af respekten for religiøse følelser. Det er der gjort klart op med i det foregående. Men den vigtigste forudsætning for at vende sagen til det positive og gavnlige er at du som landets statsminister ser mulighederne i øjnene og tør vælge en klar justering af din strategi.
Jeg skal ikke udtale mig om dine egne inderste forhåbninger og ambitioner, da jeg ikke kender dem, men da det har været fremme flere gange i medierne i den sidste tid, at du skulle gå og ærgre dig over at dine muligheder for en toppost i international politik skulle være stærkt forringede efter Muhammed-sagen, vil jeg ikke undlade at betone, at din fremtidige politiske rolle efter min bedste overbevisning fortsat helt og holdent ligger i Danmark.
Skal du imidlertid kunne løse ikke blot de forestående forhandlinger om velfærdsproblemerne, vinde det næste valg og vove dig i regeringssamarbejde med både De Konservative og Dansk Folkeparti, men også gå i spidsen for den kulturelle og religiøse offensiv jeg har talt om, da kræver det nytænkning fra din side. Og vil jeg, så stærkt jeg kan, henlede din opmærksomhed på, at den nødvendige nyerkendelse i en så perspektivrig retning aldrig kan vindes ved nogen slags fortrængning af de meget store ubehageligheder der har været forbundet med Muhammed-krisen, men kræver direkte konfrontation med dem og dybtgående overvejelse af dem i dit eget sind. Faktisk kræver en ny erkendelse ikke blot sædvanlig logisk og rationel bearbejdning, men dyberegående indsigt, ja, strengt taget en visdom af en art der aldrig nås ad rationalitetens vej alene, men kræver ‘tragisk' erfaring, dvs fuld forståelse for, at vi umuligt kan kontrollere alt med vor fornuft og at vi umuligt kan få vor vilje i alt hvad vi foretager os. Vi må tværtimod bøje os for den kendsgerning at vi i vid udstrækning er underlagt irrationalitetens tilskikkelser og derfor skal lade være med af lutter vane at kæmpe imod denne irrationalitet. En klog græsk tragedieskriver har formuleret det på den måde, at visdom har det som sorgen, den kommer over mennesket imod dets vilje.
Jeg har i det foregående peget på nødvendigheden af at der fremover bliver givet tilstrækkelig plads i det offentlige rum til religion og helhedsrealisme, så også al politik, kultur og etik kommer ind under det store historiske perspektiv, hvor der ikke blot ses på umiddelbare fordele og økonomiske interesser.
Hvis du for din egen persons vedkommende vil skaffe dig bedre forståelse for disse tanker, og hvad der fremføres på uddybende bilag, kan jeg anbefale en sjælden, men umådeligt smuk og givende metode som blev brugt for tusind år siden, da lovsigemanden på Island, hedningen Torgeir, fik til opgave at afgøre om Island skulle kristnes eller landet føres ud i en ulyksalig krig mellem hans hedenske fæller og de kristne. Han trak sig tilbage, trak sin skindkappe over hovedet og tænkte en dag og en nat - og traf derefter den vise beslutning at Island skulle gå over til kristendommen, men hedningene have lov til fortsat at dyrke de gamle guder.
Du står faktisk i samme situation i dag i året 2006 og skal afgøre om religion i moderne, sekulariseret dansk udgave med vægt på åbenhed og åndsfrihed skal spille den nødvendige centrale rolle i dagens samfund eller om vi skal imødese en dybtgående splittelse af vort samfund som følge af den muslimske indvandring og de spor den allerede har sat sig og vil fortsætte med at sætte sig. Jeg anbefaler dig derfor at du trækker dig tilbage til dine egne gemakker i nogle dage for i uforstyrret ro at tænke over sagerne og mulighederne - og derefter træffe det rigtige og vise valg.
Det vil blive dit livs afgørelse.
Jeg henleder opmærksomheden på, at et åbent brev om kristendommens stilling i folkelivet efter i påsken sendes til biskop Karsten Nissen, Viborg, og at det derfor under alle omstændigheder vil være mest hensigtsmæssigt at du venter med en reaktion til efter påske.
Med mange venlige hilsener og ønsket om en god påske og en god tænkepause
Jan Jernewicz
redaktør af Jernesalt
PS: Det ovenfor nævnte brev blev sendt 20.4. - se:
Åbent brev til biskop Karsten Nissen, Viborg, om kristendommen stilling i folkelivet
Henvisninger: Til toppen
Oversigt over artikler i Muhammed-sagen
DF, konservative og erhvervsledere (23.3.06.)
Jelved og Kjærsgaard i Deadline (15.3.06.)
Jelved kan ikke synke dybere (13.3.06.)
Dansk Folkeparti på fremmarch (3.3.06.)
Fogh Rasmussens position (1.3.06.)
Religion på dagsordenen (24.2.06.)
Nej til mægling og nej til undersøgelse (23.2.06.)
S, DF og Venstre i forskudt spændingsfelt (21.02.06.)
Religiøse følelser ikke uantastelige (6.2.06.)
Det er åndsfriheden det gælder (2.2.06.)
Klar besked fra Fogh Rasmussen om Venstres fremtidsvisioner (30.11.05.)
Er danskerne socialdemokrater i hjertet? (28.11.05.)
Uligheden i Danmark - og uafklaringen i Venstre (22.9.05.)
Fogh Rasmussen II (20.2.05.)
Valget en stor sejr for regeringen (10.2.05.)
Fogh og liberalisterne (4.2.05.)
Anders Fogh Rasmussens vej, mål og begrænsninger (3.12.04.)
Anders Fogh Rasmussens visioner (30.11.04.)
Midten i dansk politik (25.10.04.)
Christiania - utålelig for borgerskabet? (30.3.04.)
Øvrige artikler om Danmark (i kronologisk orden)
Alle artikler om Mellemøsten
Alle artikler om samfund
Alle artikler om religion
Liberalismen og socialismen som komplementære fænomener
Individ og samfund som komplementære fænomener
Helhedsrealismen
Komplementaritetsynspunktet
Se også Værdimanifestet (forkortet version)
Til toppen
Til forsiden
PrintVersion
Tip en ven
utils postfix clean
|
.jpg)
