JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - df02

ARTIKEL FRA JERNESALT - 23.3.06.

DF, konservative og erhvervsledere

At hele den såkaldte venstrefløj inklusive Det radikale Venstre - trods statsminister Anders Fogh Rasmussens officielle erklæring om den gamle klassekamps definitive død - ønsker en anden regering og specielt ønsker regeringens støtteparti, Dansk Folkeparti, hen hvor peberet gror, er ingen nyhed endsige sensation. Men at såvel medlemmer af Det konservative Folkeparti som fremtrædende repræsentanter for dansk erhvervsliv har fået ondt i den nøgterne politiske bedømmelse og er begyndt offentligt at kritisere regeringens samarbejde med Dansk Folkeparti er så påfaldende, at det ikke kan siddes overhørigt.

Helt ud i det groteske er det, at den tidligere landsformand for de radikale, den meget velmenende Asger Baunsbak-Jensen i Politiken har luftet drømmen om en RK-regering der sætter DF uden for indflydelse sammen med SF, men dømmer Venstre til samme sekundære rolle som socialdemokraterne. Den slags fortjener kun latter og hovedrysten. Men når et af de konservative medlemmer af Europa-parlamentet, Gitte Seeberg, finder det belejligt sammen med Frederiksbergs konservative borgmester Mads Lebech at lægge afstand til Dansk Folkeparti fordi dette parti ser globaliseringen mere som en trussel end en udfordring, og at de ligefrem kalder partiet kolonihave-agtigt lukket om sig selv, så må det siges klart og tydeligt, at de konservative til hver en tid har ret til at markere deres forskellighed fra Dansk Folkeparti, og at det iøvrigt ikke er helt forkert at se en hel del provinsialisme i dette parti.

Sagen er bare, at det hverken forhindrer et fornuftigt regeringssamarbejde, som der ikke er noget alternativ til, eller en konstruktiv løsning af de problemer der knytter sig til globaliseringens udfordringer eller til landets EU-politik. Dansk Folkeparti er ganske vist betydeligt trægere i bevægeligheden end andre partier på disse punkter, men det bevæger sig faktisk. Og intet tyder på at bevægeligheden bliver mindre de næste år. For den er ganske enkelt nødvendig for regeringens og dermed Danmarks muligheder for at gøre sig gældende internationalt, men den er også nødvendig for Dansk Folkepartis muligheder for at blive regeringsdueligt ved næste valg. Og det er noget der tæller.

Desværre hænger der utroligt mange fordomme ved partiet, fordi det jo vitterligt er udgået fra Fremskridtspartiet og dettes kontroversielle primus motor, Mogens Glistrup. Og ham kunne en borgerlig regering hverken stole på, samarbejde med eller have nogensomhelst fornuftig dialog med. Men Dansk Folkeparti under Pia Kjærsgaard har støt og roligt udviklet sig til et pålideligt, stabilt og samarbejdsvilligt parlamentarisk parti, der ønsker indflydelse og er villig til for indflydelsens skyld at bevæge sig, hvad der igen vil sige at det også evner at få sine medlemmer og vælgere til at bevæge sig. Og dette gør en kolossal forskel.

Man taler rask væk om polarisering i dansk politik, for det er jo en kendsgerning at der er afmægtige mennesker på den fløj der tidligere havde regeringsmagten der ser rødt, hver gang de ser blåt og gult eller sort eller hvad farve de nuværende regerings støtter end måtte have. Disse folk afskyr både regeringen og Dansk Folkeparti og taler om blokpolitik hvor der reelt er tale om fornuftig midterpolitik. Polariseringen er med andre ord mest af alt et synsbedrag eller en retorisk floskel der kun tjener propagandaøjemed.

Bevares, Dansk Folkeparti har hele tiden været og er fortsat mere kritisk over for en indvandrerpolitik der ikke vil kendes ved rimelige grænser og som derfor direkte undergraver homogeniteten i dansk kultur og reelt blokerer fuld integration. Men dels er det overvejende flertal af befolkningen tilhængere af stramningerne, fordi de kan se deres nødvendighed, dels er stramningerne ikke udtryk for racisme eller religiøs diskriminering, men blot for sund fornuft der stiller rimelige krav til indvandrernes villighed til integration.

Provinsialisme kan man gerne tale om i den forbindelse, men så må det straks tilføjes, at provinsialisme bekæmper man ikke med hverken moralisme eller menneskerettighedsjura, men kun med oplysning, uddannelse, kontakt med fremmede kulturer og simpelt købmandsskab.

Anderledes må man bedømme kritikken fra visse erhvervsledere som direktør Lars Kolind og Grundfoss' koncernbestyrelsesformand Niels Due Jensen, der i Politiken 22.3. åbent har erklæret at regeringens samarbejde med Dansk Folkeparti er skadeligt for vort ellers gode renommé som danskere og i høj grad skadeligt for dansk erhvervsliv på de internationale markeder. For her er der ikke alene tale om en forståelig reaktion fra de dele af erhvervslivet der har følt sig direkte ramt på omsætning og ekspansionsmuligheder af den boykot af danske varer og interesser som den verserende Muhammed-sag har resulteret i (og som Dansk Folkeparti faktisk er helt uden skyld i), men også om en totalt manglende forståelse for, hvad hele denne højst besynderlige sag dybest set drejer sig om.

Den drejer sig nemlig aldeles ikke om tonen i den danske indvandrerdebat eller om to demokratiske folketingsvalgs udpegning af et klart regeringsflertal og et efterfølgende fornuftigt og målrettet samarbejde mellem tre forskellige partier, men derimod om visse danske muslimers kyniske og systematiske modarbejde af demokrati og sekularisering - og deres samtidige sammensværgelse med politiske og religiøse fanatikere i Mellemøsten.

Det er fuldstændigt grotesk, at danske erhvervsledere - uanset hvor hårdt de måtte være ramt af den muslimske boykot - giver sig til på wesselsk vis at rette smed for bager ved at give Dansk Folkeparti skylden for noget partiet ikke har forårsaget, men til gengæld forsvarer de muslimer der har forårsaget alle ulykkerne.

Hertil kommer imidlertid to andre væsentlige aspekter.

For det første gælder at globaliseringen i almindelighed kræver både en fornuftig indvandrerpolitik og en aktiv integrationspolitik i Danmark. Ingen af disse to politikker har i øjeblikket alvorlige fejl, og ingen af dem er hævet over nødvendige justeringer. Bølgen af had og fanatisme har været så voldsom, at den ikke har kunnet undgå at smitte af på indstillingen til indvandrerne i landet. Den slags tager det tid at komme over, men det må ikke glemmes at det fra de muslimske anti-demokraters side var ønsket at skærpe modsætningerne. Men de øjeblikkelige vanskeligheder udelukker ikke på længere sigt integration af herboende indvandrere eller indvandring af arbejdskraft vi måtte savne. Regeringen gør hvad den kan for at fremme begge dele. Og den har principiel støtte hertil hos Dansk Folkeparti. Skulle der rundt omkring i landet være nogle der frygter for deres arbejdspladser, da er det forståeligt, og man kan roligt regne med at de fleste af dem er enten socialdemokrater eller tilhængere af Dansk Folkeparti. Sådan er vilkårene. Det ændrer bare ikke regeringens muligheder.

For det andet gælder at Danmarks internationale ry ikke realistisk kan bedømmes på udtalelser eller målinger der sker i den øjeblikkelige, ophedede situation, hvor religiøse fanatikere i Mellemøsten direkte gejler befolkningen op til protester mod et land og en regering hvis frihedsrettigheder, humor og kultur de ikke kender eller fatter. Fornuftige folk i de berørte områder bryder sig ikke om hvad der er sket - og synes heller ikke protesterne har været retfærdige over for et land der i årtier har arbejdet for fred, fordragelighed og samarbejde mellem kulturer og religioner. Det kan betragtes som mest sandsynligt at stemningen lidt efter lidt vil ændre sig til Danmarks fordel i disse lande. Men det kan tage tid - og det forhaler i højere grad den ønskede udvikling at danske erhvervsledere kritiserer deres egen regering, end at denne samarbejder med et parti der har sine fordomme og sine træge vælgere, men dog lader sig flytte og rent faktisk flytter sig.

Altafgørende i den nuværende kritiske situation er at regeringen fastholder sit klare forsvar for ytringsfriheden og altså undlader enhver leflen for moralister der himler op om krænkelse af muslimernes religiøse følelser, selvom krænkelse af kristne følelser aldrig har generet dem, og som i realiteten slet ikke forstår at muslimernes krav på respekt for deres religiøse følelser dækker over deres had mod at få deres absolutte sandheder underkastet normal dansk respektløshed. Disse muslimer modsætter sig principielt og praktisk hele den sekularisering som er betingelsen for demokratiet og åndsfriheden. Til den hører ubetinget humor.

Det tåbeligste regeringen kan gøre i denne situation er at give køb på ytringsfriheden i den tro at imødekommenhed over for muslimernes religiøse følelser vil indebære noget i retning af en opblødning af muslimernes fuldstændige og håbløse identificering med absolutte sandheder. Det er ikke tilfældet. Al imødekommenhed vil virke modsat. Hvad der kræves er at åndsfrihedens forsvarere ubetinget står fast, men ikke forsømmer nogen lejlighed til at fortælle åndsfrihedens modstandere at de er galt afmarcheret og kun nærer had og fanatisme og bagstræb med deres absolutisme.

De erhvervsledere og de medlemmer af Det konservative Folkeparti der kritiserer regeringen for at stå fast på ytringsfriheden, de tænker på kort sigt - helt imod deres egen intention om at fremme globalisering og fornuftig dansk udenrigspolitik på længere sigt. Danmarks internationale ry må aldrig afhænge af leflen for modstand mod åndsfrihed.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

DF, K og R på kant - og på spil (24.4.06.)