JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - islamytring09

ARTIKEL FRA JERNESALT - 16.3.06.

Uholdbar indskrænkning af åndsfriheden

Rigsadvokaten afslører fatal fejl i loven om beskyttelse af religion

Til stor skuffelse for de muslimske kredse med Islamisk Trossamfund i spidsen der har indgivet anmeldelse af Muhammed-sagen til politiet har rigsadvokat Henning Fode i går meddelt offentligheden at han ikke finder grundlag for at ændre den beslutning om tiltalefrafald som Statsadvokaten i Viborg tidligere har truffet. Det vil med andre ord sige, at den øverste anklagemyndighed i Danmark har resolveret at der ikke skal rejses tiltale mod Jyllands-Posten for nogen krænkelse af muslimernes religiøse følelser.

En af de skuffede muslimer har ovenikøbet udtalt at han føler sig ført bag lyset af statsminister Anders Fogh Rasmussen, fordi denne fra sagens begyndelse har henvist de krænkede muslimer til at gå til domstolene med deres klage. Den pågældende medunderskriver af den oprindelige anmeldelse, Asmaa Abdol Hamid, har fejlagtigt opfattet Foghs udtalelser derhen at man personligt kunne anlægge sag, men det kan man jo netop ikke, da man ikke kan føre civilt søgsmål mod nogen ud fra straffeloven. Sag om eventuelle overtrædelser af straffeloven kan nu engang kun rejses af anklagemyndigheden. Og borgerne kan følgelig kun bede denne myndighed om at rejse sagen ved at anmelde den. Men helt forudsigeligt helmer anmelderne i den konkrete sag ikke før de får ret. Derfor deres bebrejdelse mod Fogh og videreførelse af klagen til Menneskerettighedsdomstolen.

Også andre - heriblandt professor Eva Smith - har beklaget at rigsadvokaten ikke fandt grundlag for at lade sagen prøve ved domstolene. Men stort set er der ellers tilfredshed med afgørelsen, fordi den dels er særdeles udførligt begrundet, dels er forsynet med en understregning af at straffeloven faktisk efter sin formulering indeholder en begrænsning i ytringsfriheden. Således beskyttes religiøse følelser udtrykkeligt mod spot og forhånelse i § 140, og grupper af personer mod hån og nedværdigelse (fx på grund af tro) i § 266b. Blot har rigsadvokaten altså ikke fundet at tegningerne i den konkrete sag har overtrådt disse bestemmelser.

Man må næsten kalde rigsadvokatens velbegrundede afgørelse for en salomonisk dom, for den lader på smukkeste vis begge parter få både ret og uret. Jyllands-Posten får ret i at tegningerne ikke overtrådte straffeloven, og anmelderne får ret i at loven principielt beskytter dem mod decideret spot, forhånelse og nedværdigelse. Samtidig fastslås at tegningerne ikke er af så grov karakter at de falder ind under bestemmelserne, men at Jyllands-Posten dog på den anden side har uret i at der slet ikke skulle være grænser for ytringsfriheden.

Det siger sig selv, at Jyllands-Posten og regeringen samt alle frie medier og frie mennesker i landet har grund til at være tilfredse med afgørelsen, fordi den for det store flertals vedkommende er til at leve med som ganske besindig juridisk fortolkning og samtidigt lader forstå at vi med hensyn til religiøse følelser er inde på et gebet, hvor vi er overladt til moralsk skøn og fortolkning af hvad der er ret og rimeligt i den for demokratiet nødvendige frie debat.

Men når dette er slået fast må også straks konstateres, at afgørelsen har perspektiver langt ud over den konkrete sag, ikke blot som præcedens for eventuelle nye sager af lignende karakter, men så sandelig også for en nødvendig, men hidtil ikke særligt fremtrædende principiel debat om forholdet mellem ytringsfrihed og åndsfrihed. Af gode grunde tager rigsadvokatens afgørelse afsæt i ytringsfriheden, fordi denne og kun denne er en juridisk defineret størrelse, mens åndsfriheden er et langt mere omfattende og sammensat eksistentielt eller religiøst begreb.

Muhammed-sagen og dens påfaldende voldsomme rejsning af i vidt omfang ustyrlige religiøse følelser blandt muslimer, navnlig i Mellemøsten, har imidlertid med al ønskelig tydelighed, men også med alt andet end ønskeligt had eller ønskelig vold vist at ytringsfriheden ikke er en selvfølgelig og uindskrænkelig del af den for kulturlivet i et frit og demokratisk land grundliggende åndsfrihed. Dels er den anfægtet af muslimerne selv på grundlag af tegninger der efter dansk målestok er harmløs humor. Dels er den anfægtet af danskere der uanset deres personlige forhold til religion, men i modstrid med deres hidtidige praksis når det gælder kristendom og kristne menneskers følelser har fundet det anstødeligt, at muslimernes religion og religiøse følelser nu krænkes i forsøget på at modarbejde en ulidelig selvcensur. Gennem mindst 100 år er det lykkedes det danske samfund at vænne kristne mennesker til at tåle kritik, hån og latterliggørelse af deres følelser, forestillinger og normer, men af en eller anden grund findes der nu et relativt talstærkt mindretal af humanister og intellektuelle der mener at vore muslimske indvandrere skal nyde en respekt for deres religiøse følelser som forlængst er droppet for andre religioners vedkommende, og at vi skal lade muslimerne selv definere hvad der er krænkende og ikke-krænkende.

Dette er en reel indskrænkning af ytringsfriheden, men endnu værre: det er også en reel undergravning af åndsfriheden, for den selvcensur der bliver følgen af en sådan begrænsning af ytringsfriheden medfører automatisk en udbredt frygt for at tale og tegne frit der igen betyder at Danmark ikke længere er et land hvor vi kan ånde frit. Åndsfriheden er nemlig i modsætning til ytringsfriheden ikke en juridisk ret, som kan nærmere defineres, men tværtimod en basal fornemmelse af at man kan tænke, tro, tale og tegne frit uden at skele til om der er nogen i nærheden der er for sarte til at kunne tåle det eller som har identificeret sig så fuldstændigt med den størrelse der er genstand for ytringerne at det er umuligt at sige noget kritisk om den uden at det vil medføre at vedkommende føler sig såret. Resultatet er ganske enkelt, at det ikke længere er muligt at udtale sig frit om en tro eller religion nogen identificerer sig med i absolut forstand. Og det er jo dette der er problemet med muslimerne, ikke deres religion i og for sig.

Men dermed er vi havnet i den situation at selve demokratiet og sekulariseringen er angrebet på sin livsnerve, for demokratiet fungerer ikke uden en sekularisering der adskiller religionen fra al magtudøvelse. Og sekulariseringen er ikke mulig uden den relativisering af religionen og de politiske ideologier der ophæver deres absolutte sandhed og tillader tvivl og flertydighed, ja hån og spot. Eller sagt på en anden, mere konkret måde: Hvis muslimernes religion, deres hellige bøger og profeter skal være omgærdet af et sådant tabu mod analyser, kritik og humoristisk kommentering at den bliver abolut uantastelig, så mister det danske demokrati sin karakter af sekularisering, og taber dermed hele det fremskridt der er sket siden Grundloven af 1849. Vi bombes så at sige halvandet hundrede år tilbage i udviklingen.

Skal dette modarbejdes, må vi tage konsekvensen af rigsadvokatens salomoniske dom og konstatere, at der ikke længere er anden udvej end at afskaffe straffelovens beskyttelse af religiøse følelser (blasfemiloven) og om nødvendigt at undsige Den europæiske menneskerettighedskonvention af 1950 (med diverse tillæg).

De fleste mennesker kan være enige i at konventionen er med til at understrege mange gode, fornuftige og for demokratiseringens og sekulariseringens udbredelse nødvendige menneskerettigheder og give de underskrivende lande pligt til at overholde dem og fællesskabet mulighed for at gribe ind, når de ikke bliver det. Men når den kan bruges til at beskytte religiøse følelser der åbenlyst er knyttet til absolutte sandheder, så tjener konventionen ikke længere sit oprindelige formål, men er blevet en belastning for demokratiet i de frie lande.

11. september 2001 og dagene i slutningen af februar 2006 har vist med uhyggelig kraft at visse fanatiske tilhængere af en ganske bestemt religion i verden for øjeblikket fører sig så aggressivt frem, at de er blevet en trussel mod den frie verden. Gennem deres kyniske udnyttelse og påberåbelse af ytringsfriheden og andre menneskerretigheder er de de facto i fuld gang med en undergravning af de vestlige landes frihed og demokrati. Dette må der nødvendigvis sættes en stopper for med alle midler, og hvis det er nødvendigt at gøre op med Den europæiske menneskerettighedskonvention for at få den nødvendige frihed til at forsvare friheden med, så må selv dette beklagelige skridt tages.

Som udviklingen har udartet de sidste måneder, må menneskerettighederne - så velmenende de end er udformet - siges at være blevet utidssvarende. De fastholder en i bund og grund reaktionær absolut respekt for selv den værste religiøse tro og fanatisme. Derfor er den ganske enkelt fatal i det nuværende sammenstød mellem vestlig kultur og muslimsk fanatisme.

Jan Jernewicz

Henvisninger:

Muhammed-sagen (oversigt over artiklerne fra og med 20.10.05.) Klik

Til toppen Til forsiden PrintVersion Tip en ven

utils postfix clean