JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - df03

ARTIKEL FRA JERNESALT - 24.4.06.

DF, K og R på kant - og på spil

Dansk Folkepartis felttog mod fødevareminister Lars Barfoed blev lidt af en fuser, fordi partiet begik den fejl at gå efter manden i stedet for efter bolden, dvs de åbenlyse problemer i den danske fødevarekontrol. Usikkerheden for forbrugerne er så stor at der selvfølgeligt bør strammes op på kontrollen, men dette er ministeren også indstillet på. Problemerne er ikke jo ikke nogle han har skabt, men tværtimod nogle han har arvet. Både statsministeren og vicestatsministeren gav derfor DF klar besked. Enten accepterer man Barfoed som minister eller også må man vælte hele regeringen! - Jf artiklen S, R og Dansk Folkeparti i ombrydning (9.4.06.)

Det sidste har DF af gode grunde ingen ønsker om, men partiet er i takt med meningsmålingernes stigende tilslutning blevet frustreret over at visse konservative politikere har luftet en vis afstandtagen til DF og peget på mulighederne for at skifte partiet ud med Det radikale Venstre som regeringspartner, nu hvor også de radikale går frem og har mistet tiltroen til socialdemokraternes formand.

Men det er sigende for uroen at de konservastive udmeldinger om DF kontra R overvejende kommer fra lokalpolitikere som har et godt samarbejde med de radikale i flere kommuner. Det har bare ingen betydning på folketingsplan, for her er DF uundværligt som regeringsstøtte, mens de radikale på de fleste områder er nærmest ubrugelige. Det har statsministeren da også slået fast med syvtommersøm på sin første pressekonference efter påskeferien. Og han er blevet bakket op af både Bendt Bendtsen og Lene Espersen samt Helge Adam Møller.

Konservativ beklagelse er også kommet fra EU-parlamentarikeren Gitte Seeberg, men det tæller heller ikke rigtigt, for Seeberg kan have megen ret i at DF's forbehold over for EU (og globaliseringen) er en svaghed, men stadigvæk rokker det ikke ved balancen i folketinget.

Bendt Bendtsen har forsøgt at dæmpe DF's frustration ved at invitere Pia Kjærsgaard på kaffe, så alt det 'personhalløj' kan få en ende, men det er ikke nok for Kjærsgaard, og det af helt indlysende grunde: DF har nu i mere end fem år været det sikre parlamentariske grundlag for VK-regeringen; det har demonstreret så stor driftssikkerhed og kompromisvillighed at det i den henseende er blevet regeringsdueligt; og det har i meningsmåling efter meningsmåling efter Muhammed-krisen vokset sig større og større, ja reelt distanceret sig markant fra De konservative og nærmet sig konkurrencen med S om andenpladsen efter Venstre. Alt dette placerer partiet som selvskreven regeringspartner efter det kommende folketingsvalg. Og derfor er det ikke en hyggelig snak med Bendt Bendtsen over en kop kaffe Pia Kjærsgaard har brug for. Hun har nu krav på at blive taget alvorlig som kommende regeringspartner og inddraget i mere systematiske trepartsforhandlinger på højeste plan.

At uviljen mod DF er størst hos de konservative er forståeligt, for de konservative har fine fornemmelser og kan ikke rigtigt vænne sig til dette opkomlingepartis solide position. De er ikke så tåbelige som Poul Nyrup Rasmussen at de ikke regner DF som stuerent, men deres forbehold smager i allerhøjeste grad af at de ikke regner DF på kvalifikationsniveau med de radikale. Der er nok flere medlemmer af den nye kreative klasse blandt de radikales vælgere end blandt DF's. Men måske skulle den allersidste Catinet-måling alligevel få de konservative til at tænke sig om en ekstra gang, for den giver DF fremgang på konservativ bekostning. Regeringsflertallet på 94 mandater holdes, fordi DF står stærkt.

Svaghederne i Dansk Folkeparti skal fortsat ikke forbigås i tavshed. De drejer sig ikke blot om forbeholdet over for EU og globaliseringen, men også om en mere småborgerlig frygt for såvel alt fremmed som alt nyt - hvad enten det er i form af indvandrere eller ny kunst og ny teknologi. Det er svagheder som DF i egen interesse burde se lidt efter lidt at skaffe sig af med, men det er sandelig også svagheder som Venstre og Konservative kunne hjælpe med til at få fjernet ved i højere og højere grad at inddrage DF i målrettede samtaler på højt plan.

Venstre er her særligt forpligtet, fordi dette parti vandt sin store sejr i 2001 ved at gøre op med den ensidige liberalistiske politik partiet gik til valg på og tabte på i 1998. Anders Fogh Rasmussen valgte - klart inspireret af Labours Tony Blair - den tredje vej, dvs midterlinjen der tiltrækker flere og flere vælgere, fordi flertallet befinder sig på midten. Her kan man se fordele ved såvel en vidtgående fri økonomi som en rimelig social velfærd, og man vil derfor hverken have ensidig liberalisme eller ensidig socialisme. Men det er også karakteristisk for den brede midte (her defineret som omkring 60 % af befolkningen), at den omfatter mange jævne mennesker, dvs veluddannede, erhvervsaktive borgere der har hus og bil, men som hverken er ledere eller akademikere. En del af disse mennesker har hidtil følt sig mest knyttet til socialdemokraterne, men da det er karakteristisk for dem at de slet ikke føler tilknytning til arbejderbevægelsen eller fagbevægelsen, har de i stigende grad vendt sig mod Dansk Folkeparti som det nye, friske og ubundne parti. Det spiller uden tvivl en stor rolle for folks præferencer, at der også er forskel på om folk er offentligt ansatte eller ej.

Men det burde være indlysende for ethvert medlem af VK-regeringen, at flertallet kun kan sikres ved at fastholde Venstres midterlinje og acceptere Dansk Folkeparti som naturligt regeringsgrundlag.

På lidt længere sigt - dvs bare to valgperioder frem - er det derfor spændingsfeltet mellem Venstre og Dansk Folkeparti der er og bliver det dynamiske felt, hvad enten de konservative kan lide det eller ej. Det er stort set DF der må konkurrere med socialdemokraterne om den jævne mands gunst, og derfor også Venstre og Konservative der må acceptere en vis grad af småborgerlig tankegang hos samarbejdspartneren. Men man kan ikke i længden tillade sig at holde DF uden for regeringsansvaret, for så håner man ikke alene DF's dygtige ledelse, men også DF's almindelige vælgere. - Jf. Åbent brev til statsminister Anders Fogh Rasmussen (7.4.06.).

Det radikale Venstre skal man i denne forbindelse ikke kere sig så forfærdeligt meget om. Partiet kører idealistisk sololøb - og det er kun godt for den politiske debat i landet, eftersom der altid bør være kvalificeret humanistisk modspil til enhver regering i et demokrati. Men idealisme og appel til humanistisk kreativitet og kritik fører ikke til ministertaburetterne. Det gør kun realpolitik, og den har de radikale fjernet sig mere og mere fra under Marianne Jelved. En VKR-regering er ikke alene en utopi, den er også en 'contradictio in adjecto', en modsigelse i selve betegnelsen. Derfor er det helt forkert når en kommentator som Berlingske Tidendes Thomas Larsen den 22.4. har hævdet at de radikale har muligheder for at markedsføre sig som dem der kan skabe mere balance i dansk politik ved at trække VK-regeringen mod midten og mindske DF's indflydelse. Det er det modsatte der gælder: VK og DF befinder sig på midten - og al markedsføring af de radikale som nogle der skaber mere balance i dansk politik ved at mindske DF's indflydelse er ren illusion. Den kan uden tvivl give de radikale gevinst ved valget, men det er fordi dets vælgere er idealister der gerne vil bedrages af deres egne livsløgne.

Midterlinjen i dansk realpolitik hedder et nært samarbejde mellem Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. Og det bør derfor i tide forud for næste folketingsvalg udbygges med frokostmøder der for alvor bringer parterne på fortrolig fod med hinanden på højeste plan.

Jan Jernewicz

Henvisninger: