JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - sende11helhed

ARTIKEL FRA JERNESALT - 5.3.06.

Helhedsrealismens fortrin

Om noget har Muhammed-sagens forløb afsløret så tydeligt som overhovedet muligt at de gængse journalistiske, politiske, psykologiske, moralske, teologiske og religionsvidenskabelige forståelsesrammer er fuldstændigt utilstrækkelige til at forklare hvilke kræfter der er sat i bevægelse, hvad der umiddelbart kan og må stilles op med dem, og hvad der på længere sigt kan gøres for at løse konflikten og forebygge gentagelse.

Der er naturligvis fremkommet mange gode og relevante betragtninger over de sociale, kulturelle og politiske problemer der har muliggjort eller ligefrem determineret uroen såvel som over de egenartede religiøse dogmer, normer og følelser der bestemmer selve det grundliggende modsætningsforhold mellem den muslimske kultur og religion på den ene side og den frie, demokratiske og sekulariserede vestlige kultur på den anden side. Men de fleste kommentatorer og analytikere fokuserer temmelig ensidigt på enkelte problemstillinger. En overordnet sammenhængende og konsistent forståelsesramme der formår at tage fordomsfrit fat på alle vigtige årsager og forudsætninger og sætte dem ind i et fremtidsperspektiv der rummer muligheder og håb for en fælles løsning glimrer ved sit fravær alle andre steder end her på siderne.

Kun den komplementære helhedsrealisme tilbyder en tilstrækkelig vid og dyb og samtidig konsistent forståelsesramme der kan inddrage alle sider af problemkomplekset uden på noget tidspunkt at havne i en fastlåst, ideologisk, konfessionel eller videnskabelig dogmatik. Tiden synes derfor nu inde til at påpege helhedsrealismens særlige fortrin ved behandling af så store problemkomplekser der her er tale om. Men først må nogle hovedtræk ridses op.

Filosofien kaldes helhedsrealistisk, fordi den på den ene side er realistisk i den forstand, at den overalt har jordnær praksis som et afgørende kriterium for virkelighedsprøvelsen og derfor afviser enhver overnaturlig, metafysisk, spekulativ eller absolut tydning eller forankring af den menneskelige tilværelse. Men den spænder på den anden side - og i modsætning til naturvidenskaben - over den hele, uafkortede og irreducerede virkelighed, dvs over såvel den materielle side af virkeligheden, som vi kun har tilgang til via sansningen, som den åndelige side af virkeligheden, som vi kun har tilgang til via bevidstheden.

Der ligger i udtrykket helhedsrealistisk desuden en forhåndsaccept af det forhold, at virkeligheden i eksistentiel henseende må betragtes som en helhed, skønt den ikke kan betragtes således i naturvidenskabelig henseende. Denne betragtning, der ikke må forveksles med holisme, hænger nøje sammen med det dybdepsykologiske forhold, at helheden, med Vilh. Grønbechs udtryk, "er vort inderste jeg". De såkaldte psykiske primærprocesser kommer i tid før sekundærprocesserne, og de er netop kendetegnet af helhedsbetragtning, dvs suspension af begrebsmæssige sondringer.

Hele begrebsrammen bryder radikalt med den gængse europæiske filosofi således som denne er udviklet fra renæssancen og den moderne naturvidenskabs gennembrud i 1600-tallet til og med 1900-tallets naturvidenskabelige fuldbyrdelse gennem relativitetsteorien og kvantemekanikken. Men bruddet sker ikke ved at fornægte naturvidenskabens landvindinger, men tværtimod ved at tage konsekvenserne af dens fuldbyrdelse og overføre de vigtigste erkendelsesteoretiske erfaringer til filosofien som helhed. Herved opnås en gensidig relativering af naturvidenskaben og humanvidenskaben eller bedre eksistensvidenskaben i og med, at der åbnes mulighed for, at eksistensvidenskaben endelig efter 400 års stadig tydeligere udplacering kan genvinde sin fulde ligeberettigelse med naturvidenskaben som værende lige så rationel (logisk, systematisk, og metodisk), lige så empirisk (på erfaringer og kendsgerninger baseret), lige så konsistent (teoretisk sammenhængende og modsigelsesfri) og lige så åben, uafsluttet og selvkritisk som denne. Først ved at genvinde denne ligeberettigelse vil det - som andetsteds nævnt - være muligt at komme videre i kultur- og videnskabssudviklingen i bredere forstand.

Det for helhedsrealismen afgørende - fra Niels Bohr overtagne - komplementaritetssynspunkt indebærer generelt en praktisk overvindelse af enhver tilsyneladende logisk modsigelse på et hvilket som helst område, hvor to modsatrettede synspunkter eller principper gør sig gældende uden at man kan afgøre, hvilket der er bedst, og uden at man kan finde en fælles overordnet syntese for dem. Den praktiske og dynamiske overvindelse består i at trodse den indgroede psykiske tilbøjelighed til at opløse modsætningerne eller at vælge den ene frem for den anden. I stedet fastholdes begge synspunkters ligeværdighed i en ikke-harmoniseret spænding og en frugtbar udveksling.

Af helt centrale komplementære modsætninger skal nævnes modsætningen mellem eksistens og videnskab, der igen hænger nøje sammen med modsætningen mellem de indre, subjektive og psykiske forestillinger og erfaringer og de ydre, objektive og materielle ting og forhold. Det er sammenknytningen af indre forestillinger og ydre genstande der muliggør såkaldt 'genstandsbevidsthed', og denne der muliggør senere jegbevidsthed og endnu senere den konsekvente opbygning af de stabile psykiske grundprocesser med deres sikre logik og sondringer. Herpå hviler al realitetsprøvelse, sprogudvikling, socialisering og nøgternhed. Men værdierne i tilværelsen og meningen med livet hviler på de ustabile, ofte intense psykiske primærprocesser, fordi det er selve intensiteten der giver den i grunden mystiske oplevelse af fylde, helhed og jeg-suspension som vi forbinder med værdier og mening. Den umiddelbare føling med denne virkelighedsdimension ligger bag al religion, kunst, musik og humor.

Det siger sig selv at der næsten uundgåeligt vil være konflikt mellem de meningsgivende indre erfaringer og de samfunds- og kulturskabende realerfaringer - både på individuelt og kollektivt plan. Men de er i bund og grund komplementære til hinanden, og ethvert forsøg på at fremme og favorisere den ene side på den andens bekostning vil ende galt. Sættes nytten og borgerligheden over alt andet, forsømmes eller undertrykkes kreativiteten. Men prioriteres de intense religiøse eller mystiske oplevelser øverst, bliver resultatet enten eskapisme (herunder narkomani) eller en ekstase der kan føre direkte til fanatismen og massehysteriet. Komplementaritet mellem de to sider af tilværelsen er derfor vigtig for kulturens og civilisationens udvikling.

Det er også centralt for helhedsrealismen at den deterministiske tankegang afvises. Udviklingen er ikke en kæde af årsager der entydigt kan afgrænses og derfor bestemme fremtiden. Der er tilfældigheder i al udvikling, ligesom der er emergens. Nye ting som aldrig har været der før dukker op på uforklarlig vis. Det gjaldt livets opståen, bevidsthedens, sprogets og samfundets opståen. Og det har i historiens løb givet sig udtryk i utallige 'spring' i udviklingen inden for alle områder af den menneskelige tilværelse: lovgivningen, styreformerne, kunsten, musikken, religionen og videnskaben.

Det betyder at mulighederne for den fremtidige samfundsudvikling er åbne. Og dette gør igen det åbne samfund langt mere overlevelsesdygtigt og attraktivt for menneskene end det lukkede, totalitære samfund.

Af væsentlig betydning for den menneskelige tilværelse og følingen med virkeligheden i sin fulde helhed og mangfoldighed er dagligsproget, fordi det i sin mangel på præcision og entydighed - til forskel fra fagsprogene og den videnskabelige sprogbrug - besidder en kolossal fleksibilitet og tilpasningsevne. Det kan ubesværet omfatte såvel alle ord og begreber fra det praktiske liv som alle ord og begreber fra det indre liv. Det kan fastholde inspirationen fra alle de arketypiske forestillinger som fx gudsforestillingerne samtidigt med at det kan operere frit med muligheder og underfundigheder, hypoteser, perspektiver og utopier. Det er 'vores fælles spil mod forvirringens kræfter' - som Norbert Wiener sagde - og det sikrer fremfor alt med Grønbechs udtryk 'det fine tyste spil mellem bevidst og ubevidst'.

Umiddelbart kan det synes at være en hæmsko at fastholde religiøse begreber og forestillinger i beskrivelse og analyse af eksistentielle, kulturelle og politiske problemer, men faktum er at disse slet ikke kan behandles eller omtales på adækvat og tilfredsstillende vis uden brug af dagligsprogets gamle ordforråd. Tværtimod må det idag siges at være et uomgængeligt krav for al dækkende og tilbundsgående analyse af eksistentielle forhold at det religiøse, symbolske og dybdepsykologiske sprog generobres og almengøres. Da der i de sekulariserede vestlige samfund efterhånden har udviklet sig en fatal tilbøjelighed til at betragte religion som en privatsag der helst skal holdes mest muligt ude af det offentlige rum, er der ingen tvivl om at en ny folkeoplysning er påkrævet, hvis grundproblemerne skal kunne løses. Helhedsrealismen er her den bedste hjælp, fordi den både uforbeholdent accepterer naturvidenskabens fortolkninger af naturens objektive lovmæssigheder og omfatter alle subjektive eksistensfortolkninger uden hensyn til accept eller rejektion af gudsforestillingerne.

Det siger sig selv, at den komplementære helhedsrealisme totalt udelukker ethvert forsøg på i løsningen af sociale, politiske eller kulturelle problemkomplekser at se bort fra religionens afgørende rolle i den menneskelige eksistens. Det ville nemlig være at prøve at løse problemerne ved at fjerne værdier og mening fra menneskelivet.

Derimod er den komplementære helhedsrealisme velegnet til at angribe det grundliggende problem ved religionsudøvelsen der hedder dogmatismen og absolutismen. Helhedsrealismen påpeger ubarmhjertigt at de sproglige præciseringer og afgrænsninger der ligger i dogmerne eller trossætningerne ikke blot i bedste fald kan være nyttige redskaber til brug for tankens afklaring, men først og fremmest er yderst problematiske redskaber for magthavere af alle kategorier til at adskille tilhængere fra modstandere, og derfor i værste fald truer selve åndsfriheden og give basis for totalitarismens undertrykkelse og ensretning. Det sås inden for kristendommen tydeligt i den skolastiske tænkning i middelalderen der endte med inkvisitionen. Det fandtes også i de totalitære politiske ideologier som nazismen og leninismen/stalinismen i det 20. århundrede. Og det ses i dag i uhyggelige grad i islamismen, det 21. århundredes allerstørste totalitære trussel.

Netop i en kamp eller et sammenstød som det foreliggende mellem muslimernes ikke-sekulariserede kultur og religion på den ene side og den frie, sekulariserede vestlige verdens kultur på den anden side er det den komplementære helhedsrealismes allerstørste force, at den er i stand til at hæve modsætningerne mellem konfessionerne indbyrdes og modsætningen mellem gudstro og ateisme op over alle dogmatiske stridigheder ved at pege på løsninger hinsides de dogmatiske og absolutte sandheder. Det vil sige ved at gøre eksistensforståelsen og virkelighedsopfattelsen til et spørgsmål om at gå bag om dogmerne og de absolutte sandheder for at få umiddelbar føling med de forestillinger der reelt og empirisk besidder fri og uudtømmelig inspirationskraft for såvel individerne som kollektivet.

De forestillinger der er knyttet til det kollektivt ubevidste er universelle - og kan derfor afgive psykiske energi til alle - uanset alder, køn, race, religion, socialt eller nationalt tilhørsforhold. Problemerne og konflikterne kommer af lokale, tidsbestemte, vilkårligt valgte udlægninger og fortolkninger af de arketypiske forestillinger, og de kan derfor forebygges og undgås gennem relativiseringens metode. Eksistentielle sandheder skal efter denne metode betragtes som subjektive sandheder der ikke kan gøre krav på objektiv sandhed, men ikke desto mindre i praksis kan fungere lokalt og tidsbegrænset som fuldt meningsbærende og retningsgivende i tilværelsen. Der er ingen moralsk opløsende 'kulturrelativisme' forbundet med den. Fordelen er derimod at al ødelæggende absolutisme undgåes - og dermed al pukken på at sidde inde med de urokkelige dogmatiske sandheder og have ret til at forlange dem respekteret som sådanne af andre.

Hvad specielt ateismen angår er der grund til at nævne at helhedsrealismen som den eneste forståelsesramme gør denne fuldt ligeværdig med alle religioner der er knyttet til gudsforestillinger. Gudsforestillinger er nemlig nok en grundlæggende bestanddel af det basale dagligsprog, men de er i uhyggelig grad blev miskrediteret gennem fundamentalistiske religionsfortolkningers indsnævring til brug for magtkampen. En sådan indsnævring er i virkeligheden misbrug af Guds navn, og reaktionen mod misbruget kan derfor siges at gå alt for vidt når det ender i forsøg på helt at afskaffe forestillingens brug (Stalin dekreterede ligefrem i 1934 et forbud mod anvendelsen af ordet Gud, men helt forgæves), men spørgsmålet burde i oplyste, demokratiske og sekulariserede samfund betragtes som mere akademisk end eksistentielt. Det forstår absolutisterne ganske vist ikke. De betragter vantro som det værste af alt. Men det bliver deres problem - ved siden af en lang række andre problemer på vejen til relativisering.

Den komplementære helhedsrealisme er et originalt og emergent eksistensfilosofisk tilbud der kan løse op for alle de religiøse og kulturelle problemkomplekser der i dag udgøres af modsætningen mellem troende og ikke-troende, sekulariserede og ikke-sekulariserede samt oplyste og obskurante. Den fastholder de universelle værdier såvel som de arketypiske forestillinger i hele deres uudtømmelige kreativitet. Den fastholder samtidigt den sproglige sammenhængskraft i alle kulturer og religioner. Den fastholder en konsistens-etik der i modsætning til pligtetikken og måletikken gør kravet om overvægt af det gode, varme og lyse i tilværelsen til al etiks basale krav. Og den fastholder et perspektiv og et håb for fremtiden der kan betyde destruktive modsætningers og konflikters ophør. Helhedsrealismen er samtidigt dybt forbundet med humor, ja den betragter - med Martin Bubers udtryk - humoren som troens fosterbroder. Begge er dybest set at betragte som umiddelbar føling med den virkelighed der ikke lader sig indsnævre til ensidige, endimensionale eller fastlåste dogmer, men strømmer frit ud i inspirende og fortolkelige billeder, myter og fortællinger.

Hermed er den sidste uges artikler omkring principielle sider af Muhammed-sagen søgt afrundet med overordnede filosofiske betragtninger. For nærmere oplysninger om helhedsrealismen henvises til nedennævnte artikler, herunder introduktionsserien. Og forhåbentlig kan andre emner herefter komme stærkere på banen.

I al enfoldighed

Peer Sendemand

Henvisninger