ARTIKEL FRA JERNESALT - 25.10.04.

Midten i dansk politik

Tilsyneladende kunne det se ud som om der de senere år er blevet langt større trængsel på midten end førhen, men det er en fejlslutning, for sandheden er at der er særdeles god plads på midten eftersom midten i betydningen middelklassen er blevet stadig større siden 2. verdenskrig. Det er denne middelklasse - og ikke arbejderklassen, bondestanden eller rigmandsstanden, endsige adelen og præstestanden - der afgør udfaldet af de demokratiske valg.

Middelklassen er naturligvis ikke en fuldstændigt homogen masse, men tværtimod en meget sammensat og differentieret samfundsgruppe der har mange forskellige personlige værdier og interesser, men som først og fremmest ønsker stabilitet, orden og vækst i økonomien og udbygning af velfærdssamfundet. De fleste vælgere føler sig ikke bundet til et enkelt parti eller nogen blok. De opfatter de gamle højre-venstre skel som passé og placerer deres stemme hvor det i den konkrete valgsituation forekommer bedst for dem - ud fra en blanding af personlige interesser og vurdering af den siddende regering og den angribende opposition. Såvel kortsigtede som langsigtede mål indgår i vurderingerne.

Derfor ser man ikke blot de konservative, men også de radikale og socialdemokraterne, Kristendemokraterne, Venstre og Dansk Folkeparti og såmænd også Socialistisk Folkeparti på forskellig vis og med forskelligt held appellere til de samme vælgere og signalere vilje til 'samarbejde hen over midten' og dermed realpolitisk og konsensuspræget ansvarlighed. For at profilere sig undlader partierne selvfølgelig ikke at understrege deres mærkesager eller at kritisere konkurrenterne, herunder næsten demagogisk at spille på den gamle venstre-højre-opdeling ved at lægge klar afstand til partier der ud fra en snæver betragtning kan påstås at være yderligtgående eller ikke-stuerene.

Socialdemokraterne har taget til efterretning, at vælgerflertallet - den store brede befolkning - ønsker en stram udlændingepolitik, men er afhængige af de radikales velvilje for eventuelt at vinde regeringsmagten tilbage. Derfor er det et problem for dem, at de radikale lægger så stor vægt på de universelle menneskerettigheder, at det forhindrer en dansk udlægning der gør den stramme udlændingepolitik mulig. Mogens Lykketoft har sagt, at stramningen ikke er til diskussion, men det har ikke forhindret stramningens varmeste fortaler i partiet, Karen Jespersen, i at forlade folketingsarbejdet i protest. Iøvrigt lige efter den kongres der afstod fra stillingtagen til Tyrkiets optagelse i EU og vedtog partiets nye principprogram, der ikke for ingenting er kommet til at hedde 'Hånden på hjertet'.

De pæne og velmenende mennesker i Det Radikale Venstre har måttet lide den tort at blive kaldt ekstremistiske af de borgerlige på grund af holdningen til de humanistiske princippper. Men det er en komplet misforståelse. Der ligger ingen ekstremisme i humanistiske principper, men derimod idealisme. Og idealismen har den naturlige mulighed indbygget i sig, at den kan gå hen at blive verdensfjern og urealistisk og altså stå i modsætning til den realpolitik der ellers fra starten har været et kendemærke for de radikale. Den fulde konsekvens heraf vil i praksis blive, at partiet bevæger sig længere og længere væk fra indflydelse. Formentlig så langt væk, at der skal et partilederskifte til, før kursen ændres. Og dette kommer kun hvis VK-regeringen ikke får sit mandat forlænget ved næste valg.

Dansk Folkeparti er vitterligt blevet et midterparti, der har vist sin realpolitiske ansvarlighed ved at være et udmærket, men kritisk støtteparti for VK-regeringen. Det har stor føling med hvad der foregår i almindelige, dvs ikke-akademiske mennesker med jævn indkomst. Dette parti appellerer derfor med succes til mange ældre socialdemokrater og kan faktisk gå sammen med socialdemokraterne på udvalgte områder. Det har tydeligere end noget andet parti vedkendt sig danskheden som naturlig forudsætning for dansk politik. Men det har samtidigt fastholdt sin modstand mod EU-samarbejdet og dermed sat sig principielt uden for muligheden for at deltage i et egentligt regeringssamarbejde. Fejlen er ikke kritikken af EU og visse af EU's tiltag (fx med hensyn til Tyrkiet) eller visse sider af den nye EU-traktat (der peger mod mere centralisering). Fejlen er den manglende forståelse for at det nationale og det internationale (inkl. det globale) ikke behøver at udelukke hinanden, men tværtimod kan være komplementære størrelser der må have hvert sit for fuldstændighedens skyld.

Nøjagtigt den samme fejl begås i Socialistisk Folkeparti, der var med i det store nationale kompromis om EU-traktaten af 1993 om Edinburghaftalen, der gav Danmark de efterhånden snærende fire forbehold, men i dag ved partiet ikke rigtigt hvilket ben det skal stå på. Statsminister Anders Fogh Rasmussen vil gøre sit yderste for at få SF med i et nyt nationalt kompromis, og alt tyder på, at partiets formand Holger K. Nielsen vil trække sig som formand, hvis partiets afstemning om tilslutning til den nye EU-traktat ender med et nej. Et sådant nej vil ikke alene påvirke muligheden for at få traktaten vedtaget ved den kommende folkeafstemning i Danmark, men også negativt påvirke SF's muligheder for regeringssamarbejde med socialdemokraterne. Eller med andre ord: Afstemningen i SF vil afgøre om partiet fremover definitivt vil være at finde på midten eller om der fortsat skal være intern diskussion i partiet om de store linjer. Det er naturligvis som i alle andre partier, først og fremmest de unge medlemmer der kræver rene, idealistiske linjer.

Det mest bemærkelsesværdige ved formandens tale på landsmødet var den direkte appel til Marianne Jelved og de radikale. "Vi konservative ønsker et samarbejde hen over midten. Så lad være med at søge ud på venstrefløjen, Jelved. Kom ind mod midten igen. Dér hvor man har politik indflydelse", sagde Bendtsen.

Talen var et utvetydigt forsøg på at signalere at man i grunden hellere vil samarbejde med de radikale end med Dansk Folkeparti, og i hvert fald sikre sig nye forhandlingsmuligheder, hvis et valg skulle give et usikkert resultat - og hvis DF's bejlen til socialdemokraterne bærer frugt. Det har DF's bejlen foreløbig ikke gjort, og den lille konfrontation mellem Bendt Bendtsen og Marianne Jelved i Deadline søndag aften tydede heller ikke på, at Bendtsens bejlen har gjort indtryk. Studieværten Anja Westphal formåede heller ikke at bringe en ægte dialog i stand. Men Bendtsen på sin side virkede heller ikke særligt overbevisende i sine forsøg på at fastslå at det ikke var de konservatives politiske linje der var ændret, men derimod deres måde at kommunikere budskabet på.

Den slags taler alle partier om, når de ikke rigtigt har held til at slå igennem vælgermæssigt. Man vil gerne markere sig bedre, profilere sig bedre, kommunikere bedre osv. Man bruger spindoktorer (dvs. journalistiske stjerner) til mod høj betaling at lave formuleringer for sig. Eller man hyrer reklamebureauer til at skabe ny identitet på bedste marketing-vis. I den nævnte Deadline-udsendelse tonede Bendt Bendtsen frem med løs hvid flip i stedet for den sædvanlige slipseknude. 'Blød mand' ville han - den tidligere politibetjent - dog have sig frabedt at blive kaldt. Og det forstår man godt. Der må være en grænse, selv for en mand der har sat sig for at prøve appellen til de kvindelige midtervælgere. Det forstod Westphal bare ikke.

Man kan more sig lidt over stilfornyelsen - eller man kan påpege farerne ved den, således som Ralf Pittelkow gør i sin kommentar i Jyllandsposten 24.10. Det er efter hans mening udmærket med de konservatives fornyelse, når de nu vitterligt har taget fuldstændigt fejl af begrebet midte, ved så længe at holde fast i geometrien fra den klassiske højre-venstre opdeling. Men der er visse faldgruber, nemlig at de traditionelle ideologiske skabeloner bare bliver skiftet ud med en ny slags der oven i købet virker skrivebordsagtige. Desuden kan fornyelsen skabe signalforvirring og give et almindeligt indtryk af opportunisme - og endelig er det uheldigt, hvis de nye signaler ikke omsættes i praktisk politik. Det er bl.a. ikke nok at partiet får en konservativ miljøminister, hvis ikke der kommer konkrete og iøjnefaldende miljøpolitiske initiativer.

Tiden får vise, om den nye stil overhovedet gør en forskel. Eller om den blot kommer til at virke som Mogens Lykketofts ansigtstrimning. Det er vel når alt kommer til alt substansen i et partis politik der burde tælle.

Det er så at sige velfærdssamfundet der har skabt dette afgørende midterfelt. Bl.a. derfor er velfærdssamfundet som sådan slet ikke til diskussion, men alene den konkrete udformning af det i den udvikling der både nationalt og globalt betyder store udfordringer og muligheder, men også stigende krav om økonomisering og ikke mindst hård prioritering af de ønskede opgaver.

Stadigvæk findes der i det moderne velfærdssamfund fattige og udstødte eller ikke-integrerede mennesker, som det er samfundets helt naturlige sociale opgave at tage sig af og om muligt få inddraget i samfundslivet. Men egentlig klassekamp hører fortiden til. Det gør fremskridtet derimod ikke.

Fremskridtet baner sig fortsat vej på alle kulturens områder, lige fra videnskab og teknologi til kunst og religion. Det er som altid overvejende de unge der baner vej for det, mens de ældre ofte er tilfredse med det opnåede. Ja, Hartvig Frisch har megen ret i, at "det evige fremskridt til alle tider bryder sig vej som et kulturtab, hvorover samtidens skønånder udøser deres jammer." (i indledningen til 'Europas Kulturhistorie'). Men det bør dog tilføjes, at de ældre, hvis de ellers er kloge nok, trods alt accepterer udviklingen. Dette gælder også hele den moderne informationsteknologi - med internet og mobiltelefon - som frem for alt andet er med til at globalisere samfundet i dag.

Fremskridtets modsætning er den reaktion der stemmer sig imod enhver forandring med alle hænder og fødder. Modsætningen er derimod ikke rodfæstetheden eller forankringen i det nationale eller religiøse, medmindre man på forhånd definerer det nationale og religiøse på fundamentalistisk vis som det engang for alle fastlagte.

Jo mere oplyst en befolkning er, jo nemmere har den ved at gennemskue al uægthed. Derfor er det fortsat det bedste aktiv for et parti og dets ledere at være troværdige, mene hvad de siger, holde deres løfter, og stå ved hvad de siger og gør.

Optakt til fortsat arbejde for velfærden   (13.10.04.)
Kongekabale  (11.10.04.)
Hatten af for Karen Jespersen  (10.10.04.)
Valgoptakt i Danmark  (14.9.04.)
Er de radikale blevet ekstremister?  (17.8.04.)

Men se også Værdimanifestets afsnit om
samfundet, individet, politikken og historien under:

Værdimanifestet