ARTIKEL FRA JERNESALT - 4.2.05.

Fogh og liberalisterne

Det har åbenbart vakt furore, at formanden for Venstre, Danmarks Liberale Parti, statsminister Anders Fogh Rasmussen, på et møde forleden på Aarhus Universitet, arrangeret af Danmarks Liberale Studerende, åbent har tilkendegivet, at han er vokset fra sit oprindelige politiske ståsted. De dér firkantede ideologier hører måske til i det 20. århundredes industrielle tankegange. Men moderne mennesker gider ikke finde sig i standardløsninger, skal han have sagt ifølge BT og Berlingske Tidende 1.2. og Politiken 3.2.

Han ville ifølge de samme kilder hellere tage sit udgangspunkt i det enkelte menneske i stedet for at sætte alle sine løsninger ind i en liberalistisk tankegang.

Politiken påstår nu, at udtalelserne har skabt voldsomt røre i Foghs eget bagland. I hvert fald kan bladet henvise til kommentarer fra tre Venstre-folk. Borgmester Søren Pind, der selv før Venstres landsmøde i september i samarbejde med meningsfæller gjorde sig bemærket med entydige liberale teser, siger nu at man selvfølgelig skal passe på med at overfortolke statsministerens udtalelser, men når man siger ting der kan minde om Poul Schlüters ofte citerede ord om ideologier som noget bras, skal man ifølge Pind passe på at man ikke støder de idealistiske kræfter fra sig. Man risikerer at de mere ideologisk bevidste folk vælger sofaen eller forlader politik.

Den liberale ideolog Christopher Arzrouni, der skal have været rådgiver for Fogh Rasmussen, kalder Foghs udmelding for fuldstændigt unødvendig.

Og medstifteren af selskabet 'Libertas', Mikael Bonde Nielsen, der som ung forlod de konservative i skuffelse over Schlüters opfattelse, stempler nu Foghs brøde som større end Schlüters, for denne havde aldrig reflekteret dybt over det ideologiske, men det har Fogh. Det tilkendegav han med bogen 'Fra minimalstat til socialstat' der kom i 1993, og som Libertas beærede med Den danske Adam Smiths Frihedspris.

Det uafhængige internetmagasin 'Liberator' debatterer Foghs udtalelser. Og det forlyder fra Politiken at en gruppe skal være gået i gang med at undersøge grundlaget for et nyt liberalt parti.

Da Anders Fogh Rasmussen dengang blev formand for Venstre i stedet for Uffe Ellemann-Jensen, lagde han i samarbejde med daværende partisekretær Claus Hjort Frederiksen grunden til partiets nye ideologi. Fogh lagde én gang for alle hele minimalstatstanken bag sig og bevægede sig og partiet ind på den midte i dansk politik, der er ikke-ideologisk, men accepterer såvel liberale som sociale synspunkter i realpolitikken.

Skulle de ophidsede sjæle have levet længe i uvidenhed om forholdet, så burde den i det mindste være totalt bortvejret, da Thomas Larsen kom med sin bog 'Anders Fogh Rasmussen - i godtvejr og storm' (Gyldendal 2000) og Anne Sofie Krags med sin 'Fogh - historien om en statsminister' (People's Press. 2004).

Af Anne Sofie Krags bog fremgår med al ønskelig tydelighed, at Fogh umiddelbart efter at være blevet formand for partiet i 1998 lagde sit højideologiske opgør med velfærdsstaten på hylden og bekendte sig til velfærdssamfundet. Jyllands-Posten skrev lige ud, at Venstre var på vej til at foretage et dramatisk kursskifte og bryde med partiets hidtidige linie. Nu gjaldt det samarbejde med midterpartierne.

Ingen der har fulgt med i Anders Foghs Rasmussens udtalelser siden 1998 - først som partiformand og fra november 2001 også som statsminister - kan være uvidende om sagen. At oppositionspartierne, Politikens kommentatorer og vittighedstegnere samt DR2-Deadlines Martin Krasnik og andre ikke har taget skiftet til efterretning, men tror det hele blot er opportunisme, er ikke så underligt, for de må jo se en mediemæssig eller politisk fordel i at fastholde det gamle billede af Fogh som minimalstatstilhænger eller hulemand. Det er nemlig det letteste. Men hans partifæller og vælgere burde have fået øjnene op. For ellers sover de simpelthen.

Det allerseneste eksempel på den totale fejlvurdering af Anders Fogh Rasmussens politiske filosofi er Politikens leder i dag 4.2., hvor det under overskriften 'Exit liberalismen' gudhjælpemig står skrevet, at Venstres leder skulle have droppet sit kompas! Lederen slutter med følgende selvafslørende passus: "Men konsekvensen af at ophæve generationers politiske søkort og kompas er ikke kun udtryk for en naturlig modernisering. Slår det an, rummer det store, svært overskuelige og måske endda foruroligende perspektiver for vores politiske system".

Klarere han et reaktionært synspunkt vanskeligt formuleres i 2005. Lederen er formentlig skrevet af Per Michael Jespersen der forleden ønskede Mogens Lykketoft tillykke med at alle var blevet socialdemokrater. Men som Jernesalt skrev i anledningen, så viser det blot hvor lidt Politikens redaktør egentligt forstår af udviklingen. - Jf artiklen: Politiken, valget og livsløgnene  (2.2.05.)

Pudsigt nok bringes dagens leder i selvsamme nummer af bladet som indeholder Anders Rou Jensens fortræffelige interview med statsministeren, hvor denne i sin nyvundne erkendelse af, at et tæt samspil mellem private og offentlige kræfter er nødvendigt i en ny tids samfundsform, med forståelig forsigtighed netop taler om, at vores samfundsform, bl.a. fordi moderne mennesker har en bedre uddannelse, har nået et højere udviklingstrin. Han siger endvidere at politik altid for ham har været en kombination af vision og dagligt politisk håndværk. Og at konsekvensen af at de store ideologiske systemers tid er forbi, er at politikerne må opgive at lave samfundsændringer gennem lovgivningen. Det er ændringen af folks holdninger der gør udslaget, og derfor værdidebatten er væsentlig.

Klarere kan det ikke demonstreres, at statsministeren aldeles ikke har mistet den politiske retning, men derimod har droppet reaktionær dogmatisk systemtænkning. Og da avisen nedenunder bringer Rasmus Emborgs interview med Mogens Lykketoft, kan enhver gennem simpel sammenligning se, at det er Fogh der har visionerne for det nye århundrede!

Denne nye midterfilosofi, den tredje vej, er selve den filosofi der én gang for alle kan aflive hele den forældede klassekamp med dens skel mellem de priviligerede klasser og proletariatet. For disse klasser i gammeldags forstand eksisterer ikke længere på vore breddegrader. Midten i dansk politik er den store brede befolkning af veluddannede og rimeligt lønnede samt fuldt ansvarlige borgere der gerne vil have vækst, fremskridt og reformer, men hverken stilstand eller revolution.

Så langt er Fogh Rasmussen endnu ikke kommet, men det vil være betingelsen for at han med held kan føre sine visioner igennem de næste fire år. Og til det formål får han absolut ingen hjælp fra liberalismens bannerførere, endsige fra socialdemokraternes eller de kulturradikales illusioner.

Niels Bohr nåede frem til sit synspunkt som eneste mulige løsning på det problem der opstod i kvantemekanikken, at man i sin praktiske forskning måtte vælge mellem om elektroner var bølger eller partikler. Begge synsvinkler førte til brugbare resultater, men kunne ikke forenes i én enkelt syntetisk logik. Bohr kunne imidlertid se komplementariteten som løsning.

Den samme mulighed gælder for en mængde andre modsætningspar som retfærdighed og barmhjertighed, følelse og fornuft eller sjæl og legeme. Men for samfundsforholdene gælder det først og fremmest for modsætningsparrene individ/samfund og frihed/lighed eller liberalisme/socialisme.

Det fører naturligvis for vidt her at redegøre udførligt for disse modsætninger og deres løsning, men det bør i den aktuelle anledning understreges, at netop modsætningen frihed/lighed er af den komplementære art, at frihed alt andet lige indebærer ulighed, og at lighed alt andet lige indebærer ufrihed.

Dette betyder igen, at social stratifikation og ulige fordeling af rigdom og ejendom er den uundgåelige omkostning ved frihed, men omvendt også at ensretning og stilstand er den uundgåelige omkostning ved lighed eller tryghed. Kørt ud i sin yderste konsekvens fører frihedstanken til junglelov, mens lighedstanken fører til det totalitære samfund.

Skal samfundet hænge sammen så der grundliggende er både frihed og tryghed for dets borgere er det nødvendigt med en afbalancering af de to principper. En sådan kan imidlertid ikke ad teoretisk vej beregnes eller konstrueres som en fast, entydig størrelse. Det harmoniske ligevægtssamfund som 'Oprør fra midten' lancerede er en illusion. Der vil altid forblive en vis ubalance i et dynamisk samfund, men fællesskabet opretholdes kun i længden hvis de ansvarlige tager hånd om den og forhindrer al ideologisk ekstremisme.

Det kunne for en umiddelbar betragtning se ud til at den fornuftigste løsning på problemet ville være socialliberalismen, men det er en illusion, for denne benægter modsætningernes uforenelighed og dermed selve komplementaritetens løsningsmodel.

Alligevel kan man godt tillade sig at sige, at vi alle i det moderne velfærdssamfund i en vis forstand er blevet socialliberale, i hvert fald hvis vi undlader at hænge os for meget i ordets uheldige associationer i retning af det alt for fredsommelige eller alt for konfliktsky. Konflikter kan ikke undværes i det moderne samfund, men de skal og kan holdes i ave, så fællesskabet kan bevares.

Det må hilses med allerstørste glæde, hvis statsminister Anders Fogh Rasmussens utvetydige udmelding, når valget er overstået og der igen bliver tid til refleksion, vil føre til en nødvendig afklaring af Venstres politiske filosofi med komplementaritetssynspunktets hjælp.

Links til: Liberator og Libertas

sjæl/legeme,
individ/samfund
liberalismen/socialismen

Klar besked fra Fogh Rasmussen om Venstres fremtidsvisioner  (30.11.05.)
- men endnu ikke tidssvarende afklaring af den grundliggende filosofi

Valget en stor sejr for regeringen  (10.2.05.)
men må alligevel føre til overvejelser i Venstre

Politiske parametre  (6.2.05.)
helhedsrealistisk principper for politisk vurdering

Fogh og liberalisterne  (4.2.05.)
- dristig, men rettidig udmelding fra Venstres formand om liberalismen

Haarder og Dybkjær om socialrådgivere  (3.2.05.)

Haarder og Dybkjær om socialrådgivere  (3.2.05.)
Politiken, valget og livsløgnene  (2.2.05.)
Radikal manipulation med Haarders ord  (31.1.05.)
Politiken, valget og livsløgnene  (2.2.05.)
Deadline under lavmålet - i interviews med Fogh og Lykketoft
Valget i medierne (løbende serie)
Folketingsvalgets perspektiver  (19.1.05.)

E k s i s t e n t i e l t   v æ r d i m a n i f e s t

Komplet udgave   -    Forkortet udgave    -     Sagregister