JERNESALT - dataset

Jernesalt

Dynamisk

komplementær

helhedsrealisme

Samfund

Eksistens

Sekularisering

Coronakrisen

E-Bøger

SAMFUND

Danmark

Flygtningekrisen

Muhammed-sag

EU og EUROPA

USA

Mellemøsten

Terrorismen

Miljø og klima

Medier

Polen

EKSISTENS

Værdier

Værdimanifest

Livskvalitet

Musik

Film

Kunst

Kunstblade

Etik

Litteratur

Psykologi

Erkendelse

SEKULARISERING

Verdsliggørelse

Virkelighed

Afdogmatisering

Oplysning

Sund fornuft

Ideer og ideologier

Frihed

Religion

Humor

2019-FILOSOFIEN

Forord

Krisen

Udfordringen

Håbet

Efterskrift

ESSAYS

RETORIK

ONTOLOGI

VIRKELIGHED

ENFOLDIG TALE

SKIDT OG KANEL

REDAKTION

PROGRAM

INTRODUKTION

INSPIRATORER

OVERSIGTER

EMNEINDEX

PERSONINDEX

LINKS

E-MAIL

utils prefix normal Forside Oversigter Redaktion At læse Jernesalt Sendemand Vrangsiden Kontakt

JERNESALT - Kompl Sjæl og legeme

ARTIKEL FRA JERNESALT - 12.6.02.

Komplementariteten: Sjæl og legeme

Fra gammel tid har dagligsproget haft et skel mellem sjæl og legeme, der naturligt nok afspejler skellet mellem idé og materie eller mellem energi og stof, overført på levende væsener.

Legemet er den fysiske del af helheden som vi kan tage og føle på og iøvrigt sanse med alle sanser. Legemet opretholdes gennem et stofskifte, der på grundlag af den indoptagne ilt og føde ny- og gendanner cellerne og tilfører energi. Legemet er i lægevidenskaben genstand for naturvidenskabelig forskning, idet man fra begyndelsen systematisk og metodisk har set bort fra andre sider af legemets funktioner, fejl og sygdomme end de kvantitativt målelige, og først med psykologiens udvikling som selvstændig forskningsgren i slutningen af 1900-tallet er begyndt tøvende og modvilligt at indse og acceptere at sjælelige forhold har indvirkning på et menneskets helbredstilstand.

Sjælen er den til et givet legeme uadskilleligt hørende indre bevidsthedsmæssige forestillingsverden, der i sine specifikke funktioner benytter sig af såvel aktuelle sansedata som oplagrede erindringsspor og indhøstede erfaringer, men som først og fremmest er et subjektivt felt som fungerer i kraft af et yderst ejendommeligt og fra intet andet empirisk fænomen kendt spil mellem det bevidste, det underbevidste og det ubevidste. Karakteristisk for denne forestillingsverden er også den subjektive fornemmelse af, at den opretholder og udvikler sig dynamisk og organisk i et indre rum, som opfattes analogt med det ydre sanselige rum.

Det er ikke nogen urimelig antagelse at gå ud fra, at der til alle bevidsthedsprocesser svarer fysisk-kemiske hjerneprocesser, men koblingen er hverken afdækket eller afdækkelig. Man véd, at der i hjernen er centre for fx hørefunktion og talefunktion, idet man kan konstastere bestemte stofskifteaktiviteter og elektriske mønstre i hjernen ved sådanne funktioner. Men der er her tale om statistisk grove målinger af relativt enkle funktioner og ikke om det afgørende: en præcis og til mindste detalje påviselig sammenkobling af ganske bestemte fysisk-kemiske hjerneprocesser med ganske bestemte komplicerede bevidsthedsprocesser som kunstnerisk kreativitet, etisk ansvarlighed eller politiske eller religiøse afgørelser på højt niveau og med langsigtede virkninger. Og der er vel at mærke intet grundlag for at tro, at koblingen nogensinde vil blive afdækket, for teknologiske fremskridt afhjælper ikke de principielle grænser for den menneskelige erkendelse som er sat af naturen gennem selve signalhastighedernes betydning for sansbarheden.

Der kan ikke herske begrundet tvivl om, at bevidsthedsprocesserne i sidste ende foregår på kvantemekanisk niveau, hvilket vil sige med signalhastigheder der nærmer sig lysets og derfor unddrager sig måling i tid og rum. Og da bevidsthedsprocesserne ydermere ikke er enkle processer, der vil kunne afgrænses og eventuelt forstærkes i undersøgelsesøjemed uden derved at blive forvandlet til andre objekter end dem der skulle undersøges (som fx en enkelt elektrons afskydning gennem et tågekammer fra en elektronkanon til en fotografisk skærm kan afgrænses), men tværtimod er et astronomisk stort antal signaler der har mulighed for at passere et astronomisk stort antal "huller" eller "døre" i netværket af det astronomisk store antal forbindelser mellem dendritter og aksoner, er mulighederne for dannelse af "referensmønstre" også så astronomisk stort, at det er vanvid at tro, at de ville kunne afdækkes naturvidenskabeligt.

Hvis vi bliver i den didaktisk-pædagogiske analogi, kan vi godt gøre os vage forestillinger om sjælelivets art og kompleksitet ved at sige, at den subjektive fornemmelse af det indre rum og af bevidsthedens muligheder for at være bevidst om sig selv, ligger i det høje niveau som det astronomisk store antal referensmønstre i hjernen indebærer. Det der gør bevidsthedsprocesesserne til noget helt specielt er den høje kompleksitetsgrad i kombination med de høje signalhastigheder, der gør det muligt i et vist omfang af følge processerne introspektivt under forudsætning af veludviklede sekundærprocesser, men samtidigt gør det umuligt at undersøge dem ekstrospektivt og instrumentalt.

Norbert Wieners og Piet Heins forestilling om, at det principielt vil være muligt at sende et menneske fra sted til sted pr. telegraf i form af kæder af simple bits, der både giver DNA-strukturen og den sjælelige struktur, er bestemt en morsom tanke, men den er uholdbar, fordi den ser bort fra legemet (der er andet og mere end DNA-struktur) og reducerer det særlige ved sjælen (kompleksitetsgraden af referensmønstre) til kæder af nuller og et-taller, og dermed abstraherer fra det afgørende, om man vil "kvantespringet" i udviklingen: den specifikke selvbevidsthed.

Computermodeller af neurale netværk er velegnede til lokalisering af de fysisk-kemiske processer der ledsager sanseprocesserne, men bidrager ikke det fjerneste til afklaring af selve bevidsthedsprocesserne. Forsøg på at skabe computermodeller for neurale netværk der reproducerer de referensmønstre på højeste niveau som bevidsthedsprocesserne med stor sandsynlighed kan antages at være, ville svare til at skabe maskiner der kan være bevidste om sig selv - og forudsætter en mod alle empiriske data stridende benægtelse af bevidsthedens specifikke natur som primært fænomen (elementær irreducibel kendsgerning).

Det skal i denne forbindelse igen understreges, at bevidsthedsprocesser ikke er det samme som sanseprocesser, tankeprocesser eller viljesprocesser, selvom sådanne naturligvis ofte indgår i dem som elementer. Dette bør man have in mente ved bedømmelse af den amerikanske hjerneforsker Benjamin Libets berømte forsøg i 1979, der viste, at en spontan beslutning om en given handling (den yderst simple refleksagtige handling at bevæge en finger på givet signal) sætter målbart ind i nervesystemet ca. et halvt sekund efter, at det såkaldte beredskabspotentiale, målt på elektriske mønstre i nervecellerne, er sat i gang. Korrekt fortolkede Libet forsøget derhen, at den højere nervemæssige initiering af selv en spontan viljesmæssig handling af den undersøgte art normalt begynder ubevidst. Og forsøget bekræfter således på smukkeste vis vort hverdagsbillede og vort dagligsprog. Langt de fleste af vore daglige handlinger foregår ubevidst i betydningen uden om den rationelle tankes overlæg; det ville være fuldstændigt ulideligt for os at skulle besvære fornuften med overvejelser og beslutninger om simple ting som at række hånden ud efter telefonrøret, når telefonen ringer, eller at sætte den ene fod foran den anden og læne sig en anelse forover, når man vil gå nogle skridt. Den slags foretages vi os 'automatisk' eller 'på rygraden', når vi først har lært dem.

Fornuftens overvejelser er naturligvis forbeholdt valgsituationer, situationer hvor der er både grund og tid til overvejelse. Det er dette der ligger i dagligsprogets skelnen mellem viljesakt og refleks - eller mellem overlæg og spontanitet; og til fx den juridiske skelnen mellem overlagt mord og affektdrab eller andre utilsigtede eller uagtsamme handlinger der tilfældigvis får døden til følge.

Libet indtager klart det standpunkt, at bevidsthed er et elementært eller primært fænomen, der ikke kan reduceres til noget andet. "Bevidst oplevelser, forstået som en opmærksomhed på en ting eller en begivenhed", er efter hans mening "kun tilgængelig for det individ der har oplevelsen, ikke for en ekstern iagttager." Og omvendt gør han gældende, at "ethvert adfærdsmæssigt vidnesbyrd, der ikke kræver en overbevisende introspektiv rapport, kan ikke antages at være tegn på bevidst, subjektiv oplevelse."

Det helt centrale i forståelse af det sjælelige fænomen er at fastholde dagligsprogets vage, men til gengæld omfattende bestemmelse af sjælen som en irreducibel helhed. Psykologien er ud fra denne bestemmelse forsat en videnskabelig lære om sjælen, der anerkender alle empiriske kendsgerninger uden begrænsninger, og ikke en falsk lære om bevidstheden, der forsøger at se bort fra eller nedvurdere betydningen af det ubevidste og det underbevidste.

Subjektivt er sjælelivet en konstant strøm af billeder, symboler, ord og begreber, hvis enkeltheder den subjektive, individuelle og vågne opmærksomhed kan vælge at fokusere på gennem en på sekundærprocesserne hvilende forsætlig viljesakt med tilhørende sproglig fastholdelse og rationel organisering, men som overvejende forløber som en på primærprocesserne hvilende og helt fri associationsrække, der igen afspejler det uhyre komplekse spil mellem det aktuelt bevidste og det underbevidste (den gennem livet konstant voksende fond af kreative muligheder, erfarings- og erindringsspor) såvel som det ubevidste (medfødte drifts- eller instinktmæssige anlæg) og således irrationelt peger langt mere på muligheder og ikke-linær logik end rationelt på fastslåede kendsgerninger og lineær logik.

Komplementariteten mellem sjæl og legeme ligger i, at det er muligt at betragte den menneskelige helhed fra henholdsvis en energetisk og en stoflig-materiel side, at begge betragtningsmåder er givende og nødvendige for hvert sit formål, at de tilsammen giver den eneste virkelighedstro totalopfattelse, og at det er umuligt at afgøre, hvilken af de to sider der er 'basis' for den anden.

Af psykologiske grunde er det stabile stoffer der er forudsætninger for stabile føle-tanke-kvanters etablering og udvikling, men dette er jo ikke det samme som at sige, at disse i ontologisk henseende er basis for det energetiske. Tværtimod kan det på intet ontologisk plan afgøres, om det energetiske til syvende og sidste er forud for det stofligt-materielle eller omvendt. Men fejlslutningen er desværre blevet meget udbredt, takket være den positivistiske reduktionisme.

Komplementaritetssynspunktets værdi ligger i at fastholde de empiriske kendsgerninger såvel som dagligsprogets virkelighedstroskab på en sådan måde, at dynamikken i den menneskelige betragtning af sig selv som en helhed både bevares og til stadighed leder frem til fortsat udvidelse af vor erkendelse på bredest mulige måde.

Læs også artiklen Sjæl og hjerne

Til toppen Til forsiden Printversion

utils postfix clean