ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.11.03.

Er religion en privatsag?

Europas befolkning har tidligere i allerhøjeste grad lidt under religionskrige, herunder ikke mindst dem fra 1618-48, der går under betegnelsen Trediveårskrigen, og som blev et naturligt tema for Bert Brechts teaterstykke ‘Mutter Courage'. Krigen var en meningsløs magtkamp mellem katolikker og protestanter og mellem pavemagt og verdslig fyrstemagt - og den gik som alle kampe af denne art mest ud over menigmand. Man skønner at alene den tyske befolkning under krigen blev reduceret med 1/3.

Ved den westfalske fred i 1648 blev den hellige tysk-romerske magt endeligt sat på plads, og der var efterfølgende fred i hundrede år. Princippet om adskillelse mellem stat og kirke vandt hævd. Staten skulle ikke længere styres af kirken eller repræsentanter for kirken, men opfattes som et verdsligt samfund, hvor folk skulle have lov at dyrke deres religion og staten som de ville.

Da samtidig oplysningstanken fra 1690 til 1780 i stigende grad gjorde sig gældende med vægt på fornuften og frigørelsen fra snærende sædvane og tradition, blev resultatet den revolution der først slog igennem i USA i 1776 og siden i Frankrig i 1789, men hvis ideer hurtigt bredte sig til de øvrige europæiske lande og hurtigt knæsatte princippet om, at staten i religionsmæssig henseende skulle være en neutral overhøjhed.

De franske oplysningsfolk med Voltaire i spidsen angreb skarpt kirken med slagordet "Écrasez l'infâme!" (Knus den infame eller nederdrægtige!, hvilket ville sige det kirkelige magtapparat). Og i det 19. århundrede blev hele den socialdemokratiske arbejderbevægelse på samme vis båret af en meget forståelig afsky for religion som "opium for folket".

Socialdemokraterne satte mennesket i centrum, og det vil sige det enkelte menneskes frihed og frihedsrettigheder, herunder retten til at dyrke hvilken religion man ville - bare det skete privat og ikke generede andre mennesker. Man kæmpede også for fællesskab og solidaritet, vel at mærke inden for egne rækker. Samfundet som sådan blev betragtet som et undertrykkende system og ikke som en forudsætning for det enkelte menneske.

Også i Danmark gjorde socialdemokraterne den skarpe adskillelse mellem stat og kirke til et princip for sin politik, udtrykkeligt fornyet under påvirkning af hele indvandrerdebatten og terrorspøgelset så sent som ved Poul Nyrup Rasmussens sidste åbningstale i folketinget i oktober 2001, lige efter 11. september og kort tid før valgnederlaget.

Men princippet deles af de øvrige partier og ligger også til grund for Fogh-regeringens modstand mod at indflette bemærkninger om Gud eller kristendommen i præamblen til den nye forfatningstraktat for EU. Udenrigsminister Per Stig Møller er helt på oplysningstankens side og ser hellere at præamblen glider ud end at den fastholdes med religiøse henvisninger. Hverken han eller statsministeren vil være ved, at der i det nye 21. århundrede er særdeles gode grunde til at tage hele problemet op til ny vurdering og formulering, ud fra den betragtning, at også politik hviler på irrationelle grundværdier.

Men efter den 11. september 2001 kan ingen dog nægte eller tillade sig at se bort fra, at en bestemt fremmed religion har trængt sig på i den moderne, sekulariserede verden på en så aggressiv måde, at det i dag er aldeles uholdbart at betragte religion som en ren privatsag. Man kan naturligvis fortsat mener, at religion bør være en privatsag, men man kommer ikke uden om at måtte forholde sig til at specielt muslimer faktisk gør deres religion til et offentligt politisk anliggende. Alle må følgelig gøre sig klart, hvordan man skal tackle denne udfordring.

En af initiativtagerne, professor i international ret Ole Wæver var i Deadline 2. sektion søndag den 16. november for at fremlægge sine synspunkter og debattere dem med Politiken-journalisten Anders Jerichow. Det kom der til en start fornuftig meningsudveksling ud af, men hurtigt løb debatten ud i sandet, fordi ingen af de to debattanter eller studieværten Connie Hedegaard var i stand til at se, at deres begreber og præmisser var helt utilstrækkelige til en afklaring

Ole Wæver har engang været enig i synspunktet, at religion burde være en privatsag, men han er blevet klogere, og hans hovedsynspunkt i dag er, at den gamle doktrin ikke længere er holdbar, fordi problemet i dag slet ikke er sammenstødet mellem religioner, men sammenstødet mellem dem der ønsker en nedtoning af det religiøse og dem der ønsker mere religion. Sekularismens doktrin er blevet for selvsikker når den ligefrem hævder at religiøse argumenter slet ikke må bruges i politik, for så afskærer den på forhånd dialog med dem der i den politiske eller værdimæssige kamp henviser til deres religion, og det går ikke, for til syvende og sidst beror alle vore værdier på religiøse, dvs. irrationelle forestillinger.

Folk må altså efter Wævers mening gå ind på den politiske arena med de synspunkter de hver for sig måtte mene er de fornuftigste og de rigtigste, og der må ikke på forhånd være forbud mod synspunkter der er religiøse og dermed irrationelle. Vi må ikke køre en særregel der blokerer for de religiøse synspunkter, eftersom også de politiske synspunkter i sidste ende er irrationelle.

Wæver indrømmer dog, at der er et problem med de islamiske fundamentalister, eftersom disse anser os vestlige mennesker for at være materialistiske, rationelle og sekulariserede, og vi på vores side afviser fundamentalisterne fordi de påberåber sig begrundelser der står i Koranen, ligesom vi afviser kristne fundamentalister der henviser til hvad der står i Bibelen.

Han mener derfor, at der må skelnes mellem almindelige muslimer og fundamentalistiske islamister, for de førstnævnte kan acceptere frihed og demokrati og dermed en sådan form for sekularisering som bl.a. ses i Tyrkiet, mens de sidstnævnte er imod demokratiet og ønsker et teokrati, hvor præsteskabet står for det politiske styre som i Iran.

I hele dette magtspil er der imidlertid et spænd af mange forskellige fortolkninger af islam, herunder også fortolkninger der fuldtud kan acceptere sekulariseringen i betydning adskillelse mellem stat og religion. Faktisk er der i den muslimske verden - med Iran som undtagelse kun verdslige regimer. Demokrati i vestlig forstand er der derimod kun tilnærmelsesvist i Tyrkiet. Demokrati og sekularisering må derfor ikke forveksles.

Ole Wæver fastholdt, at set ud fra ønsket om konfliktløsning er det væsentligt at skelne mellem islam, islamisme, fundamentalisme og terrorisme. Men at problemet er, at fundamentalisterne føler sig truet af sekulariseringen i en sådan grad, at de mener det forsvarligt, ja nødvendigt at bruge ekstreme midler for at forsvare islam mod den vestlige påvirkning.

Jerichow på sin side fastholdt, at fundamentalisterne ikke er truet af sekulariseringen, men derimod af moderniseringen, dvs af alle de moderne tendenser mod mere frihed, demokrati og udvikling. Skal vi i bedre dialog med muslimer, skal vi ikke fokusere på deres religion, men på de strukturer i de muslimske lande der er forbundet med magt og som forhindrer frihed, udvikling og demokrati.

Det er også værd at gøre opmærksom på, at en liberal jødisk rabbiner ved navn Tovia Ben-Chorin fra Zürich (men israelsk statsborger og aktiv i fredsbevægelsen) i et længere interview på 3SAT fornylig kunne berette om et møde mellem liberale og ortodokse jøder i Jerusalem, hvor de sidstnævne på forespørgsel åbent indrømmede, at de simpelthen frygtede de liberale!

Dette viser noget helt centralt, nemlig at fundamentalister af alle religiøse og ideologiske arter dybest set styres af en bestemt frygt, nemlig frygten for at en opgivelse af deres egen fundamentalistiske klamren sig til deres absolutte dogmer vil være ensbetydende med moralsk, etnisk, politisk og religiøs opløsning. Og det er nok den værste frygt et menneske overhovedet kender.

Men dette betyder igen, at det helt afgørende for bedømmelsen af en religion eller ideologi er hvorledes dens tilhængeres tro psykologisk er baseret, mere konkret om den er baseret på det snævre viljeskontrollerede jegs love eller på det åbne og relativerede selvs (totalpsykens)love. Baseres troen på jegets love, så bygges al identitet op omkring styrkelse af dette jeg og dets vilje, og resultatet bliver, at enhver tvivl om dettes jegs sikkerhed, kontrol og besiddelse af den absolutte sandhed er ensbetydende med en rædselsvækkende risiko for eller trussel om opløsning af eller svækkelse af dette jeg. Baseres troen derimod på selvets love, så bygges identiteten ikke op omkring det snævre jeg, men omkring det relativerede jeg, og for dette gælder, at det ikke næres af at få ret og blive bekræftet endsige af at opleve magt, men tværtimod af at give og yde, og af at lære og erfare og udvide horisonten, altså ikke af frygt, men tværtimod af humor.

Set ud fra dette synspunkt bliver spørgsmålet om en religions (eller en ideologis) private eller offentlige karakter et helt andet end hvis man ser det ud fra den gamle sekularismes uholdbare og utidssvarende doktrin om, at al religion tilhører privatsfæren.

Ingen religion eller ideologi tilhører nemlig privatsfæren og kun den, eftersom religioner og ideologier (herunder også antireligiøse, ateistiske ideologier) i sidste ende ligger bag ethvert værdigrundlag som mennesker måtte have og som de gør gældende i den politiske, moralske, videnskabelige, æstetiske og eksistensfilosofiske debat.

Men hvis religionen eller ideologien bygger på tro på absolutte sandheder af den art som kun jeget kan opbygge, så vil de til hver en tid være en fare for menneskets tros- og tankefrihed, herunder naturligvis også for den politiske, kunstneriske og videnskabelige frihed og udvikling.

Demokrati i vestlig forstand sikrer tros- og tankefriheden netop ved aldrig at bygge på absolutte religiøse, etiske, videnskabelige eller æstetiske sandheder, men kun på relative. Moderniteten består ikke i at afskaffe eller benægte religiøse, etiske, videnskabelige, æstetiske eller eksistensfilosofiske sandheder og værdier, men i at fastholde alle værdiers relativitet og subjektivitet og dermed tillade fri meningsudveksling om dem.

Sekularisering kan derfor ikke længere som hidtil opfattes som en simpel verdsliggørelse af samfundet der henviser alle religiøse og ideologiske sandheder og værdier til privatsfæren, men derimod som en meget mere kompliceret verdsliggørelse af samfundet der fuldtud anerkender religiøse og ideologiske sandheders nødvendighed både i det private og det offentlige rum, men som sikrer en fri og åben debat om dem ved at anse disse sandheder som udtryk for subjektivitet og derfor som udtryk for relativitet.

I det omfang muslimer virkeligt ønsker og higer efter frihed, demokrati og udvikling vil de før eller siden gå sekulariseringens vej, hvad enten de er bevidste om det eller ej, og hvad enten de accepterer betegnelsen eller ej. Men i det omfang de fastholder fundamentalisme og tro på absolutte sandheder vil de modvirke sekulariseringen og moderniseringen.

Da fundamentalisterne som hovedregel er uden for rækkevidde af ægte dialog, så skal moderne, sekulariserede og demokratiske mennesker ikke nære illusioner om at kunne overtale fundamentalisterne til at vælge sekulariseringens vej. Men omvendt må det også slås fast, at overalt hvor det er muligt at etablere ægte dialog mellem sekulariserede mennesker og endnu ikke-sekulariserede mennesker der ønsker frihed, demokrati og udvikling, dér vil sekulariseringen komme i gang - og dermed muligheden for gensidig respekt og fredelig sameksistens.

Dér hvor fundamentalister af alle slags først og fremmest tager fejl er og bliver i spørgsmålet om opløsningen af de gamle værdier. Det er deres største fejltagelse overhovedet, at de ikke kan forestille sig, at sekulariserede mennesker kan bygge deres tilværelse på solide menneskelige værdier, og at de derfor frygter disse sekulariserede mennesker som djævelen selv og derfor bekæmper dem med alle midler, selv de mest ekstreme.

Og for den vestlige verdens vedkommende er det vel i det hele taget den største fejltagelse, at den i misforstået kulturrelativisme har undermineret sin tro på egne værdier i stedet for at styrke denne tro gennem en stadig dybere forståelse af alle værdiers subjektive og personlige karakter.

Ulempen i hele diskussionen om religion som privat eller offentlig anliggende er, at de fleste mennesker i den sekulariserede vestlige verden i dag uden videre - og i strid med al religionshistorisk erfaring, men systematisk vildledt af overfladisk rationalistisk filosofi - har reduceret religion til et spørgsmål om privat tro og privat kult, i stedet for at se religion som det den dybest set er: en helhedsrealisme der omfatter hele tilværelsen, dvs både tilværelsens rationelle og irrationelle sider. En sådan helhedsrealisme bliver aldrig et rent privat anliggende, men er til gengæld et offentligt anliggende der er fuldt foreneligt med tros- og tankefrihed, demokrati og udvikling.

Værdier i etisk, politisk, religiøs og psykologisk belysning
- en skitsering af det for vor tid nødvendige værdigrundlag (16.9.03.)

Sekularisering og religiøs krise  (Verdsliggørelse - 2.6.02.)

Gud, sprog, sekularisering og religionsskifte  (Religion - 18.6.03.)

Afdogmatisering - ikke afmytologisering  (Afdogmatisering -18.6.02.)

Jeget og selvet

Link:

Københavns Universitet projekt: Religion i det 21. århundrede