ARTIKEL FRA JERNESALT - 28.12.04.

Arbejde, forskning og religion

Indledning
Arbejdet
Forskningen
Religionen
Afslutning
Henvisninger

Religionshistorikeren Vilhelm Grønbech påstår et sted, at kulturen har tre hovedkilder, nemlig arbejdet, forskningen og religionen. Men umiddelbart kan det se mærkeligt ud, at religionen placeres på linje med arbejdet og forskningen.

At arbejdet er en hovedkilde ligger næsten i sagens natur. Kultur betyder opdyrkelse af jorden og dens ressourcer samt udvikling af færdigheder, og begge dele kræver arbejde, ofte endda hårdt og langvarigt arbejde.

At forskningen er en hovedkilde er lige så klart, for forskning betyder ny erkendelse og ny teknologi og begge vil medføre ændringer i kulturlivet og -mønsteret.

Men religionen? Er den ikke stilstand eller blot og bar bekræftelse på gamle værdier? Nej, netop ikke ifølge Grønbech. Den er i hans øjne tværtimod en aldeles afgørende og uudtømmelig kilde til kulturfornyelse, fordi den dybest set er alt andet end statisk eller konserverende. Den er evig tilblivelse eller genskabelse. Dette vidste han fra studiet af såkaldt primitiv kultur - og denne indsigt var grundlaget for hans kritik af den europæiske kultur.

Men lad os se på kilderne én efter én.

Gennem arbejdet udvikles og opdyrkes nyttige og effektive færdigheder til sikre rutiner som skiller professionelle folk markant fra amatører eller lægfolk. Dette muliggør arbejdsdeling og specialisering på højt niveau og danner dermed fundamentet for hele det rigt varierede og komplekse moderne erhvervs-, forsknings- og administrationsliv som vi kender i dag og alle direkte eller indirekte nyder godt af.

Produktionen fører på den ene side til forbrug, velstand og velfærd. På den anden side til magtkamp og politik, fordelingspolitik og markedspolitik, skattepolitik og socialpolitik.

I det moderne kapitalistiske samfund sker der en opsplitning mellem dem der går ind for liberalismens ideer om størst mulig frihed til den enkelte, og dem der går ind for socialismens ideer om størst mulig lighed eller tryghed for alle. Fællesskabet må opretholdes gennem en slags afbalancering af disse modsætninger, der strengt taget slet ikke kan gå op i en højere enhed, da de er af komplementær, dynamisk art. Men kampen om vælgerne står i det moderne samfund på den brede og høje midte af det politiske spektrum. Det er de små forskydninger i denne kamp der tilsammen giver afbalanceringen - uden at fjerne dynamikken.

I vore dage er arbejde ofte af stillesiddende, intellektuel eller administrativ art - næsten altid forbundet med computerens muligheder og tvang. Og det sætter naturligvis et noget andet præg på et menneske end det gamle fysiske, håndværksmæssige arbejde. Det giver ikke samme ro og tålmodighed som den sunde kropslige udfoldelse i håndværket og sker ydermere ofte under direkte stressgivende tidspres, ikke mindst hvad e-mails angår.

Det enkelte menneske får gennem sit erhvervsarbejde et et meget vigtigt fællesskab og socialt netværk som den arbejdsløse helt må savne. Specielt hvad angår integration af flygtninge gælder, at erhvervsarbejde er den eneste sikre vej til social, økonomisk og sproglig integration. En væsentlig grund til den store desintegration har været årtiers manglende indvandrerpolitik og navnlig manglende effektivitet med hensyn til at få flygtninge og indvandrere i arbejde.

For samfundet som helhed er der først og fremmest tale om at det organiserede arbejdsliv er grundlaget for hele den produktion af materielle værdier og tjenesteydelser som bærer de enkelte menneskers underhold. Men det medfører samtidigt en differentiering og en social lagdeling, fordi de enkelte menneskers evner, flid og dygtighed er meget forskellig. Nogle bliver overordnede, andre underordnede. Nogle er nøjsomme og sparsommelige, andre fråser og flotter sig. Nogle bliver rige, andre fattige. Nogle kan leve i luksus, andre må kæmpe for at overleve.

Og nogle bliver arbejdsnarkomaner! De kan simpelthen ikke lade være med at arbejde. De bliver rastløse uden at bestille noget. Ja, de kan undertiden se arbejdet som livets eneste mening.

Det gjorde bl.a. den franske reformator Jean Calvin (1509-64) der med hele sin prædestinationslære var med til at udforme det der senere er blevet kaldt protestantismens etik, men rettelig burde hedde minoritetsprotestantismens etik, fordi kombinationen af flid og nøjsomhed var og er nødvendig for minoriteters overlevelse.

Ifølge Calvin er mennesket sat på jorden for at arbejde i nøjsomhed og gudsfrygt og uden fest og fornøjelser. Resultatet af et sådant arbejde bliver rigdom, som ikke må bruges til nydelser af nogen art og derfor hobes op. Alt er en klar og betryggende dokumentation af Guds forudbestemte velbehag som samtidig satte skel i Europas historie - ved at skabe kapitalismen. De lande der særligt nemmede denne etik, og jo stadig kulturelt og kirkeligt er præget af den, Holland og England, blev økonomiske stormagter. Men sin største triumf fejrede metoden i USA.

Kunsten indplacerer sig ellers fint i arbejdets filosofi, fordi den under alle omstændigheder er håndværk. Den kræver altid opdyrkelse af evner og færdigheder der primært er af hændværksmæssigt art. Men den er meget mere. For den er også led i forskning for så vidt den fører til nye indsigter gennem overskridelse af gamle grænser. Og den besidder endelig også religiøsitetens dimension, fordi den ofte trækker på og medvirker til at fastholde arketypiske forestillinger af religiøst tilsnit.

Mennesket har altid været drevet af en stor nysgerrighed, og modsat dyrenes så ophører den ikke med barneårene, men forstærkes tværtimod ganske betydeligt i puberteten, der på grund af samfundenes stadigt øgede komplexifikation bliver længere og længere. Den begynder tidligere og slutter senere end før.

Syndefaldsmyten fortæller den sande fortælling om menneskets grundliggende 'synd' der adskilte det fra symbiosen med ophavet, nemlig at det spiste af kundskabens træ. Det er en historie om både det enkelte individ og om slægten.

Mennesket er et transcendent væsen der søger ud over sine egne grænser, går på opdagelse i både naturen og den indre sjælelige verden. Erkendelsen fører til stadigt flere valgmuligheder, dvs. stadig større frihed, men også stadigt større ansvar. Der er ikke alene mulighed for at vælge det gode og nyttige som er gavnligt for alle, men også for at vælge det unyttige og direkte skadelige. Selve det ondes mulighed i verden skyldes menneskets frihed.

Videnskaben er således den diametrale modsætning til de former for psykisk kontakt med andre sider af eksistensen som findes i kunst, seksualitet og religion, og som først og fremmest tenderer mod oplevelse af intense, men ustabile følelser.

Videnskab er i denne henseende den systematiske videreudvikling af den nøgternhed der ligger i dagligdagens stilfærdige og ofte monotone beskæftigelse med de hårde realiteter, mens kunst, sex og religion søger ud over denne dagligdag. De sidstnævnte fænomener fører ofte til erkendelse af nye, hidtil upåagtede sammenhænge, men deres mål er den følelsesmæssige intensitet, ekstasen.

Videnskaben er ikke fremmed for intense erkendelser af nye sammenhænge, de vigtigste erkendelser vil tværtimod ofte have karakter af åbenbaringer for enkelte personer efter lang tids krævende analyse af bestemte faglige problemer, og sådanne åbenbaringer kan være drivkraften for forskerne, men målet er teoridannelser af stabil følelsesmæssig art som principielt er fælles for alle.

Hertil kommer at den såkaldte grundforskning, forskningen der direkte sigter på erkendelse af basale sammenhænge i naturen eller samfundet - uanset deres umiddelbare praktiske anvendelighed, ifølge sagens natur ofte fører til resultater, hvis værdi og eventuelle anvendelighed først vil komme for dagen længe efter at de er vundet. Dette medfører normalt ikke etiske problemer, før anvendelsen bliver aktuel (som eksempel kan nævnes atomfysikken der udover atomkraftværker og andre teknologiske fremskridt også gav atombomberne). Af samme grund anses grundforskningen principielt altid for et gode.

Men selvom enkelte forskere vælger at sidde og hygge sig med studier i deres elfensbentårne, så svæver forskningen eller videnskaben som sådan ikke desto mindre aldrig i det tomme rum. Den har både ved sin tilknytning til de teknologiske fremskridtsmuligheder og ved sin udvidelse af den generelle menneskelige viden om universet, den biologiske udvikling, samfundsudviklingen og menneskets psykiske indretning og kulturelle udfoldelse m.m. en kolossal betydning for samfundet og kulturlivet.

De største skikkelser i forskningens historie har derfor som hovedregel været sig fuldt bevidste om deres ansvar, hvad der for eksempel viser sig tydeligt i de aktiviteter der finder sted under de forskellige Videnskabelige Selskabers regi. Eller i de politiske tilkendegivelser der i sin tid kom fra Albert Einstein og Niels Bohr.

De fleste mennesker der kommer i festsalen kan hverken læse de græske ord eller overhovedet forstå hvad de indeholder. Men de betyder altså noget afgørende for om forskningen vil vedkende sig det fulde ansvar for at hverken den naturvidenskabelige eller den humanistiske forskning løber af sporet ved at blive ideologi, sværmeri eller fagidioti. Den må have det høje ideal både at være sandhedsøgende frem for illusionsbekræftende og være åndspræget frem for åndløs.

Det sidste punkt er i dag langt sværere at leve op til, fordi ånden som begreb er kommet i miskredit. Det anses af mange som rent vås, at der er noget i mennesket der er højere end mennesket selv. Men dette noget er ånden, der igen dybdepsykologisk må forstås ganske ligetil som spændingsfeltet mellem jeget og selvet.

Det lyder måske umiddelbart mærkeligt eftersom især naturvidenskaben for længst har sprængt alle tidsmæssige rammer og givet sig i kast med begivenheder i universets udvikling der menes at ligge 15-20 mia år bagude. Det er ikke desto mindre en misforståelse at tro, at den derved er kommet bag om samfundet. For sagen er, at det allerede sprogligt ikke er muligt at komme bag om samfundet. Formuleringen af hypoteserne om universets opståen og udvikling sker i nutidens sprog og med nutidens begrænsede viden.

Vi hænger i sproget, som Niels Bohr ofte sagde. Og det betyder at vi i sidste ende altid er bundet af at måtte beskrive forskningens projekter og resultater ved hjælp af det stabile, men vage dagligsprog, som igen er at betragte som det menneskelige samfunds afgørende bindemiddel. I kvantemekanikken beskæftiger man sig med stoffets drilske mindstedele, men de kan kun undersøges ved hjælp af et apparatur der følger den klassiske fysiks love og dermed kan beskrives i dagligsproget.

Bohr og Heisenberg bestred - i modsætning til bl.a. Einstein - at vi overhovedet kan erkende naturen som den er uden vore iagttaglse og uden at medinddrage vores iagttagelsessituation i beskrivelsen. Vi mennesker er på en og samme gang skuespillere og tilskuere i livets drama. Videnskaben kan ikke undersøge naturen eller virkeligheden som sådan, men ene og alene den del af naturen den stiller konkrete spørgsmål til, og dette sker igen ved hjælp af dagligsproget og i den til hver en tid aktuelle forskningssituation.

Konkret betyder dette, at teorierne om universets opståen er og bliver hypoteser, der er spændende i sig selv og kan bruges til videreudvikling (forfinelse) af videnskaben selv, men aldrig vil kunne fortælle os andet, end hvad vi i nutiden stiller af relevante spørgsmål. Det er slet ikke muligt at føre årsagskæderne tilbage til en første årsag og en tidsmæssig nul-tilstand. Alle hypoteser herom havner i selvmodsigelser. Påstande om at alt kommer af 'det store intet', er det rene vrøvl. Og det hjælper ikke at kalde den første årsag for Gud, for hvor kommer han fra? Gud kan overhovedet ikke bruges som forklaring nogetsteds i naturvidenskaben.

Grønbechs udsagn om at samfundet aldrig kommer bag om samfundet er en væsentlig radikalisering af Niels Bohrs synspunkter, men helt på linje med dem. Udsagnet dækker det forhold, at også videnskaben er en del af den menneskelige eksistens, og at denne er af subjektiv art. Vi kan aldrig sættes os uden for eksistensen og iagttage eller beskrive den objektivt udefra. For der er ikke noget 'derude' derude, som John Wheeler morsomt sagde.

Religion betragtes i vort sekulariserede samfund ofte som en privatsag, som ikke alene bør holdes skarpt adskilt fra den politiske magtkamp, men allerhelst også adskilt fra det offentlige, kulturelle og selskabelige rum. Folk der er religiøse betragtes som mere eller mindre overspændte særlinge der fx går i kirke både i tide og utide, som det engang er blevet formuleret.

Men sådan har det ikke altid været, og sådan vil det formentligt heller ikke blive ved at være, for ved at lukke religionen ude fra det offentlige og kulturelle rum, mister den menneskelige eksistens en væsentlig kilde til orientering, selvforståelse og mening.

Religion er ikke flugt fra realiterne eller opium for folket, men tværtimod virkelighedstroskab i højeste potens.

Men som ofte påpeget på Jernesalts sider er de religiøse myter at forstå som fortællinger om grundlæggende eksistentielle kendsgerninger, og deres sandhedsværdi afhænger følgelig ikke af om naturvidenskaben kan bekræfte dem, men af om de fortsat siger noget væsentligt om den menneskelige eksistens. Beviser er simpelthen intet værd i eksistensen. Her tæller kun erfaring, personlig erfaring.

De gamle skabelsesmyter skal således slet ikke sammenlignes med den moderne astrofysiks teorier om universets skabelse, for man havde på myternes tid ingensomhelst anelse om at universets alder kunne gå 15 eller 20 mia år tilbage i tiden.

De bibelske, græske og nordiske myters skabelse er sket for 10-30 tusinde år siden og handler om skabelsen af 'Kosmos' eller 'Midgård', dvs den velordnede og meningsfulde verden som ethvert barn fødes ind i, hvis det overhovedet har forældre til at tage sig af det. Ethvert barn går uden videre ud fra, at verden og forældrene har eksisteret altid forud for det selv. Enhver generation går ud fra det samme.

'De første mennesker' var de første der gav sig til at filosofere over forholdet og måtte drage deres konklusion i analogi med det enkelte menneskes, at den ordnede verden fandtes i forvejen, skabt på én gang af en magt der var større end dem selv.

Denne magt, dette overmenneskelige, himmelske ophav, var ikke en teoretisk konstruktion, men tværtimod en arketypisk forestilling og som sådan netop af både spontan og universel karakter. Den går med variation igen i alle gamle religioner, og kan ikke manes i jorden af forstandens logik og beviser.

Man kan ud fra moderne naturvidenskab sagtens bestride overnaturlige fænomener, ja man gør skam klogt i det, hvis man ellers vil fastholde at forskningen aldrig kommer bag om samfundet og sproget, og aldrig får et arkimedisk iagttagelsespunkt uden for universet. Men at bestride eller benægte de arketypiske forestillinger er det samme som at bestride den ene halvdel af sproget, den eksistentielt vigtigste halvdel, og udelukke selve åndens spændingsfelt mellem jeget og selvet. Og det får katastrofale følger for mennesket i form af tab af retning og mening i livet.

Kunstnere har gennem tiderne ofte været med til fuldt bevidst at fastholde sådanne billeder. Eksempelvis kan nævnes de mange byzantinske mosaikker, de mange russiske og græske ikoner eller Michelangelos freskoer i det sixtinske kapel. Eller de utallige kalkmalerier i de gamle danske kirker.

Fra nyere tid kan nævnes bibelillustrationer af Marc Chagall eller Salvador Dali. Store kirkeudsmykninger som Joakim Skovgaards fresker i Viborg Domkirke eller Carl-Henning Pedersens fresker, mosaikker og ruder i Ribe Domkirke. Bjørn Nørgaards, Arne Haugen Sørensens og Peter Brandes altertavler i Knebel, Dalbyneder og Vejleå kirke (Ishøj) eller Maja Lise Engelhardts altertavler i bl.a. Holsted kirke og Hylleholt kirke samt hendes serie af 'Den nye pagt', netop udstillet på Nivågård-samlingen.

Arkitektonisk må fremhæves kirkebygninger fra såvel gammel tid (romansk og gotisk stil) som fra nyere tid. Store kirker som Sankt Peters kirken i Rom eller katedralen i Chartres. Den klassicistiske Slotskirke ved Christiansborg kan nævnes. Eller mindre danske kirker som de gamle landsbykirker i Jerne eller Hvam, de moderne som Nørrelandskirken i Holstebro og Allan Havsteen-Mikkelsens usædvanligt smukke Hjerting kirke ved Esbjerg - med udsmykning af Robert Jacobsen.

Det særlige ved vellykkede kirkebygninger er at de i sjælden grad kan danne hvad der må kaldes 'selvets rum', dvs rum der ved deres blotte udformning maner til stilhed og højtid og åbenhed over for det der er større end jeget.

Fest af denne art og dimension er på ingen måde forsvundet fra det moderne samfund, den har blot søgt andre veje og steder. Den sker i dag overvejende i teatret, og navnlig i musik- og sportsdyrkelsen.

Grunden er ligetil. For den menneskelige aggressivitetsdrift er således indrettet, at den giver meget høje belønninger for begejstring i form af intense, dionysiske eller orgasiastiske totalfølelser. Og i vore dage er det altså i teatret, i musikhallerne og i sportsarenaerne at disse belønninger kan opsøges. Det er her den religiøse kult finder sted, blot uden at folk forbinder den med religion, og naturligvis uden at den på nogen måde officielt bliver forbundet med dogmatik eller ritualer der opfattes som snævert kirkelige.

Men selvom de intense følelser og fællesskabet opleves disse steder, og folk derved i høj grad får bekræftet meningen med tilværelsen, så mangler der naturligvis noget i forhold til den oprindelige kult, nemlig stilheden, højtiden og gudsfrygten.

På samme måde virker al højtid på mange mennesker enten latterlig eller skræmmende, selvom også den er betingelsen for kontakt med det der er større end jeget. Mange ved ikke eller forstår i dag ikke, at det er gavnligt for udviklingen af kontakt med selvet at der er tider på året og specielt tider af ugen der forbeholdes denne kontakt og i den forstand bliver højtid.

Helligholdelsen af en ugentlig fridag er følgelig også efterhånden gledet ud som noget overflødigt eller rent ud sagt latterligt. Mange ved ikke at sabbatten ikke nødvendigvis betyder tvangsindlæggelse til kedsomhed, men ret forstået tværtimod kan betyde at finde hvile i kontakten med alt åndeligt livs kilde.

Gudsfrygten misforstås ofte som gammel slavefrygt for en autoritet der forlængst er pensioneret eller forkastet. I stedet for at forstå den ret som ærefrygt for den nutidige og levende arketypiske forestilling der er større end mennesket selv og ligger uden for menneskets kontrol.

Kulten, den religiøse fest, det religiøse drama, kan ikke udryddes fra mennesket kultur. Så lidt som de arketypiske forestillinger. Men de ville vinde ved større bevidsthed om deres væsen og virkemåde.

Til fremme af en sådan større bevidsthed ville det gavne med oprettelsen af et nyt kultusministerium til erstatning for det eksisterende kirkeministerium og kulturministerium. Det ville kræve politisk nytænkning. Men tiden er inde til at overveje ideen, når det kommende valg er overstået og vi kommer ind i en ny valgperiode. Den gamle højskole-tanke kunne i denne forbindelse igen blive relevant.

Det vil i det hele taget blive i stadig højere grad aktuelt i den løbende kulturkamp og politiske kamp at stille spørgsmål om en ny religion eller en religionsfornyelse.

Vilhelm Grønbech talte allerede for mere end 60 år siden profetisk om kampen for en 'ny umiddelbar religiøs realitet' til erstatning for den gamle der forsvandt med det 19. århundrede, men vedblev at spøge gennem hele det 20. århundrede i kraft af ideologiernes falske utopier og filosofiens fortabelse i logik og sproganalyse.

Takket være Grønbech selv, men også banebrydende tænkere som Freud, Jung, Einstein, Niels Bohr, Konrad Lorenz, Erling Jacobsen og Jes Bertelsen har vi i dag de allerbedste betingelser for at forstå, hvad den reelle kulturkamp og religionskamp egentlig går ud på. Men desværre hænger mange fast ved idealer fra netop det 19. århundrede, det gælder bl.a. de danske kulturradikale der ikke er kommet længere end til den Georg Brandes der var en udmærket litteraturforsker og inspirator, men som helt og holdent tilhører det 19. århundrede. Forvirringen på den fløj af kulturkampen er lige så stor som den tilgængelige informationsmængde.

Det der i dag er brug for er en komplementær helhedsrealisme der ubønhørligt fastholder komplementariteten mellem den ydre verden og den indre, mellem videnskab og religion, og mellem de psykiske primærprocesser og de psykiske sekundærprocesser. Og som fastholder både den strenge realisme i form af princippet om korrespondens mellem hverdagserfaring og -sprog på den ene side og den eksistentielle eller religiøse erfaring/sprog på den anden side - og accepten af det forhold at helheden psykologisk set er og forbliver vort inderste jeg.

Kampen for et fremtidigt fællesskab, hvor jorden og himlen, timeligheden og evigheden, arbejdet og lidenskaben, økonomien og festen, forskningen og gudsdyrkelsen, alvoren og humoren er den umiddelbare realitet føres stadig, men har mange odds og stærke kræfter imod sig. Tiden er efterhånden inde til at komme til klarhed over hvad kampen gælder.

Introduktionsserien afsluttes med en artikel om
Politik, magt og afmagt   (30.12.04.)

Tidligere artikler i introduktionsserien:

Kristendommen passé?  (26.12.04.)
eller har den potentiale til fornyelse?

Selvet - sjælen - ånden   (23.12.04.)
om det kollektivt ubevidstes funktion i eksistensen

Hvad er virkelighed?  (20.12.04.)
ny film om Niels Bohr, Københavnerfortolkningen og komplementariteten

Vilh. Grønbechs kulturopgør

Jes Bertelsens etik
Jes Bertelsens verdensbillede

Etik og eksistens
essay om etikkens placering i den menneskelige eksistens,

Kan moral begrundes?

William Blake's univers
Konrad Lorenz' kulturopgør

Værdimanifestet i forkortet udgave  (med sagregister)

Værdimanifest i komplet udgave
med nærmere specifikation af indhold under de enkelte afsnit.

Nietzsches sjæl
Peter Zinkernagels filosofi
Vurdering af det 20. århundrede