ARTIKEL FRA JERNESALT - 30.12.04.

Politik, magt og afmagt

Som det vil fremgå af artiklen om 'Arbejde, forskning og religion', er arbejdet en af kulturens hovedkilder - både på personligt og samfundsmæssigt niveau.

Samfundsmæssigt betyder arbejdet produktion af daglige fornødenheder, vareudveksling og handel, altså produktion til forbrug, velstand og velfærd. På den anden side fører produktionen i sidste ende til magtkamp, kamp mellem klasser, stænder, interessegrupper og køn samt fordelingspolitik og markedspolitik, skattepolitik og socialpolitik m.v. inden for landets grænser og handelspolitik og udenrigspolitik udadtil.

Politik kan betragtes som magtkamp, men den foregår i modsætning til krigshandlinger med fredelige midler, og det vil i demokratiske lande med ytringsfrihed og fri presse sige gennem fri debat og frie valg, dannelse af flertalsregeringer samt parlamentarisk debat, udvalgsarbejde og lovgivning.

Det siger sig selv, at god politisk kultur der kan forhindre skadelig polarisering forudsætter parternes gensidige respekt. Det er demokratiets væsen at man deler sig efter anskuelser, men også at man respekterer andres anskuelser, så man kan forblive i dialog og undgå voldelig bekrigelse af hinanden. Det er ikke opsplitningen i partier der bevirker den politiske uenighed og kamp, men derimod denne opsplitning der muliggør civiliseret kamp.

Magtkampen er primært kampen om de økonomiske midlers kanalisering og det fysiske magtapparats anvendelse og kan følgelig ende i misbrug og korruption, hvis kampens vindere bliver stærke nok til at tilsidesætte eller i værste fald helt undertrykke mindretallets rettigheder og ønsker. En sådan udvikling sker typisk i de egentlige diktaturer, men er ikke ukendt i demokratier, når et enkelt parti sidder for længe ved magten.

Den politiske magt er hverken i demokratiet eller diktaturet nogensinde total. Selv den totalitære stat, hvis herskere har uindskrænket magt over borgerne, kan aldrig hæve sig fuldstændigt over lovmæssigheder i den store udvikling der i højere grad ligger i det psykologiske, kulturelle og sociologiske end i det juridiske, økonomiske og militære.

Hverken sovjetkommunismen eller nazismen var i stand til at overleve fundamentale fejl i deres egen strategi. Nazismen faldt relativt hurtigt på grund af en sindssyg ekspansion der indebar folkemord i stor målestok og vakte massiv international modstand. Sovjetkommunismen faldt - efter kriseårene i 30erne og 40erne og konsolideringen i forbindelse med anden verdenskrigs afslutning - overraskende hurtigt som følge af støt voksende stagnation. Man havde systematisk fjernet grundlaget for fornyelse indefra ved at undertrykke den fri debat og forskning og det frie initiativ.

I demokratierne er problemstillingen mere kompliceret. Her begrænses magten til hver en tid af ressourcernes faktiske begrænsning. Og problemet løses vel at mærke ikke gennem en fortsat økonomiske vækst, tværtimod forstærkes problemerne kun gennem væksten, fordi denne er ensbetydende med teknologiske landvindinger der øger muligheder og behov, fx. på sygehusområdet.

Hertil kommer at alle regeringer - uanset partifarve og grundindstilling - er afhængige af de internationale konjunkturer såvel som de internationale sikkerhedsmæssige forhold. Et lands eksportmuligheder og dermed også dets beskæftigelsessituation afhænger i høj grad af den økonomiske udvikling hos samhandelspartnerne. Og krige eller terrorisme influerer negativt på mulighederne.

Den teknologiske og navnlig den specifikke informationsteknologiske udvikling har stor indflydelse på et lands forhold, men er principielt uforudsigelig ligesom globaliseringen. Et lands regering kan og bør bestræbe sig på at være på forkant med udviklingen, ikke mindst gennem bevillinger til forskningen, men den kan aldrig være sikker på at investeringerne er de mest optimale. Andre landes regeringer har jo tilsvarende mål. Og ingen overhovedet kan nogensinde forudberegne slutresultatet af forskning.

Endelig spiller naturkatastrofer og miljøforandringer ind. De er nævnt samtidigt fordi ingen regering eller international instans er herre over nogen af dem.

Helt aktuelt betyder den enorme flodbølge efter jordskælvet i den bengalske bugt den 26.12.04. ikke alene titusinder af dødsfald, men også indgreb i mange landes økonomi og udvikling, som var og er helt uforudsigelig, og som det vil tage år at rette op.

Miljøforandringer har i modsætning til naturkatastroferne særdeles meget med den menneskelige kultur at gøre, hvad ikke mindst fremgår af problemerne med CO²-udslippene. Men som den voldsomme og til tider tåbeligt fanatiske diskussion om disse problemer viser, så er teorierne om dem mange. Der kan ikke entydigt peges på simple årsager og endnu mindre på simple løsninger. Specielt er det uafklaret i hvor høj grad naturen selv vil regulere sig frem til en for mennesket tålelig løsning af problemerne. Man kan lave internationale aftaler om de nationale reguleringer, men ikke alle lever op til dem. Under alle omstændigheder er det uden for de enkelte landes egen magt at løse problemet.

Naturen bør ligesom samfundet betragtes af mennesket som helligt, dvs som noget der i kraft af sin overordnede betydning for de enkelte mennesker og nationer bør betragtes med passende ærefrygt og ansvar. Hverken naturen eller samfundet kan behandles efter forgodtbefindende. Det er tværtimod de ansvarlige politikeres opgave at sørge for opretholdelsen af begge på en sådan forsvarlig måde, at kommende generationer kan være tjent med det.

En bæredygtig udvikling må være idealet for enhver ansvarlig regerings miljøpolitik.

Det moderne samfund er karakteriseret af en forholdsvis stor offentlig sektor, hvad der igen er ensbetydende med at det erhvervsliv der skal præstere produktionen af de basale materielle livsfornødenheder kommer under meget stærkt pres, fordi virksomhederne ikke alene skal konkurrere indbyrdes om markedsandele, dvs om kunderne, men også leve op til medarbejdernes, fagforeningernes og de offentlige myndigheders stigende krav, altsammen vel at mærke uden som i gamle dage at have et politisk flertal i ryggen.

Ingen ansvarlig regering er naturligvis interesseret i at øge presset på virksomhederne ud over rimelighedens grænser hvad angår skatter, miljøkrav og andre restriktioner eller administrative byrder, men forskydningen i de sociale tilhørsforhold i retning af færre privatansatte og flere offentligt ansatte eller offentligt forsørgede forvrider det private erhvervslivs vilkår.

De private virksomheder er afhængig af private investeringer og derfor også af evnen til at kaste udbytte af sig for overhovedet at kunne klare sig i konkurrencen og forny sig gennem innovation, men jo flere offentligt ansatte der skabes, jo klarere bliver tendensen mod at se skævt til store afkast til aktionærer og investorer og helt abstrahere fra risikofaktoren.

Dette influerer på diskussionen om velfærdssamfundet og statens rolle i dette.

Velfærdssamfundet er pr. definition et gode som intet parti principielt kan gå imod uden at sætte sig uden for indflydelse. Alle anser såvel økonomisk vækst som rimelig fordeling af goderne som en forudsætning for at samfundet kan fungere uden alt for store sociale spændinger.

De gamle klassemodsætninger har mistet deres betydning, fordi det store flertal af befolkningen tilhører den brede midte af rimeligt vellønnede og veluddannede funktionærer. Naturligvis har borgerne forskellige interesser på forskellige områder og forskellige tidspunkter, og dette kommer til udtryk gennem stigende mobilitet i vælgermasserne. Men partierne er ikke længere deciderede klassepartier. De slås alle sammen stort set om de samme vælgeres gunst.

Dette kan give sig nogle undertiden morsomme eller ligefrem groteske udslag i gensidige beskyldninger om at stjæle politiske ideer og programpunkter fra hinanden, men faktum er, at de sociale og økonomiske modsætninger i samfundet er blødet ganske betydeligt op gennem de seneste årtier, således at det er en fornuftig og ansvarlig samt hensyntagende økonomisk konsensus-politik de fleste vælgere ønsker.

Dette betyder dog ikke at forskellene mellem partierne er totalt bortraderede eller betydningsløse. Der er fortsat en grundlæggende uenighed mellem på den ene side de socialdemokratiske og folkesocialistiske partier og på den anden side de borgerlige partier om statsmagtens rolle i det politiske spil.

Alt andet lige ønsker de borgerlige partier mindst mulig stat til at blande sig i borgernes anliggender, mens de ikke-borgerlige ønsker sig om ikke størst mulig stat, så alligevel en omfattende statslig regulering.

Det bemærkelsesværdige er, at den offentlige sektors kolossale vækst fra midten af 1960erne til i dag, hvor det offentlige råder over stort set halvdelen af borgernes indtægter, indeholder det paradoks som Jørgen S. Dich påpegede i sin bog fra 1973 om 'Den herskende klasse', nemlig at væksten betyder klientgørelse af flere og flere, selvom den egentlig skulle have større ansvarlighed som mål. Grunden ligger i professionaliseringen af det sociale arbejde.

Særforsorgen bliver et kulturfænomen, som han sagde. Det betyder at den 'klassiske' opfattelse af menneskets individuelle ansvar for sin tilpasning til samfundet erstattes af en humanitær opfattelse, der fritager de enkelte for ansvar og dermed også for de individuelle følger af manglende tilpasning, og giver plads for det offentliges ansvar og pligt til at yde hjælp på humanistisk grundlag - uden nogen betingelse om egen indsats. Jf. artiklen   Den herskende klasse.

Dette er bagsiden af velfærdssamfundet, som i nyere tid desværre også kendetegner indstillingen til indvandrere og flygtninge. Der var længe ingen grænser for hvor mange der kunne sluses ind i systemet, og der stilledes længe ingen krav til de indslusede om hurtigst muligt at tage ansvaret for deres eget liv gennem nyttigt arbejde. Følgerne af denne misforståede humanisme blev manglende integration af alt for mange mennesker, dvs. alt for mange sociale tabere. Men der skulle en politisk trussel fra først Fremskridtspartiet og siden Dansk Folkeparti til at henlede opmærksomheden så meget på problemet, at det blev taget alvorligt.

Dette burde ikke have været nødvendigt, eftersom det ligger i sagens natur, at et samfund ikke kan fungere tilfredsstillende og overleve i længden, hvis ikke der er klar overvægt af personlig ansvarlighed hos dets borgere.

Her kommer den gamle komplementære modsætning mellem individuel frihed og social tryghed eller lighed ind i billedet.

Siden de amerikanske og franske revolutioner i slutningen af 1700-tallet har sloganet 'Frihed, Lighed, Broderskab' stået som bannermærket for oplysning, fremskridt og demokrati. Friheden betyder såvel frihed til at tænke, tro og ytre sig som frihed til at skabe, arbejde, drive virksomhed og tjene penge - og endda skrabe formuer sammen. Lighed betyder lighed for loven, men også fraværet af en ulighed der skaber unødige og samfundstruende kløfter mellem folk, og det vil i realiteten sige at lighed også betyder basal tryghed for alle.

Men frihed og lighed går aldrig op i en højere enhed af fællesskab, for friheden er en dynamisk faktor der hele tiden vil sprænge de gamle rammer for at give plads for nyskabelser. Frihed betyder altid differentiering. Og den skal derfor begrænses af ansvaret for andre og for fællesskabet, for ellers ender den i alles kamp mod alle, dvs i jungleloven og de svages marginalisering eller undergang. Omvendt gælder at ligheden og trygheden tenderer mod stilstand og tilfredshed med det opnåede. Den tenderer mod at kvæle initiativet - og er derfor i yderste konsekvens til skade for helheden.

Tilsvarende gælder at der er komplementaritet mellem individets interesser og samfundets. Disse to interesser går heller aldrig op i en højere enhed, hvor der kan postuleres en ideel balance. Der vil til stadighed være en dynamisk modsætning, der gør det nødvendigt på den ene side at forsvare individets interesser mod overgreb fra statens side, men på den anden side også at sikre samfundets interesser i deres overordnethed. Det er samfundet og dets funktionsduelighed og integritet der i sidste ende er forudsætningen for individets overlevelse og udfoldelse.

Politisk vil der altid være borgere, vælgere og partier der lægger større vægt på friheden end på trygheden og ligheden, og andre der prioriterer modsat. Netop fordi en balance aldrig kan nås, vil det i et demokrati være ganske naturligt at lade de to ideologiske holdninger skiftes til at besidde regeringsmagten.

Da den politiske midte bliver bredere og bredere, vil et stigende antal vælgere kunne se fordelen i at lade friheden og ligheden være principielt ligeberettigede som ægte komplementære størrelser. De fleste er i vore dage i grunden socialliberale, men netop fordi en ideel balance er principielt udelukket, kan der ikke tages patent på socialliberalismen som sådan. Det vil altid forholde sig således at de to sider af modsætningsparret på skift vil have størst aktualitet. Jf.   Komplementariteten mellem liberalisme og socialisme

Det moderne demokratiske samfund er karakteriseret ved at borgerne er veluddannede og mange endda højtuddannede. Tendensen har derfor i mange år været, at der bliver flere og flere akademikere mellem parlamentarikerne. Dette indebærer igen, at disse demokratisk set ikke længere kan siges at være fuldgyldige repræsentanter for borgerne. Der sker en gradvis og utilsigtet udvikling henimod ekspertstyre, der vil forstærkes, hvis ikke de politiske ledere er opmærksomme på problemet og siger fra.

En statsministeriel advarsel mod smagsdommeri er i denne henseende gavnlig, fordi den ikke undsiger uundværlige råd fra eksperterne, men understreger, at disses teoretiske analyser ikke står over folkets meninger eller fornemmelser. Ventilen i hele denne udviklingskedel hedder protestpartier.

En kløft i det moderne oplyste samfund er også lidt efter lidt dannet mellem almindelige mennesker med begge ben på jorden og intellektuelle mennesker med så høje humanistiske idealer at de synes at svæve et stykke oppe i luften.

Almindelige mennesker kræver 'noget for noget', og er meget imod snylteri på det offentliges bekostning såvel som imod ubegrænset indslusning af flygtninge og indvandrere der ikke kan klare sig selv. Humanisterne er tilbøjelige til at mene at det offentlige er forpligtet til at hjælpe så mange som muligt - uanset om det går ud over de finere balancer i samfundet.

Alle går principielt ind for lov og orden, men almindelige mennesker ønsker mere orden end humanisterne og følgelig strengere straffe for lovovertrædelser. Problemet kan anskues ud fra komplementaritetssynspunktet. Lov, orden og retfærdighed står i modsætning til overbærenhed og barmhjertighed, men ingen af delene kan undværes i et civiliseret og humant samfund, der ønsker at tage rimeligt hensyn til at nogle mennesker vitterligt har sværere ved at leve op til samfundets krav end andre.

De fleste menneskers retsfølelse kræver, at lovovertrædelser straffes med rimelige sanktioner - og med strengere straf, jo værre forbrydelsen er. Det støder de fleste, at voldsmænd kan blive løsladt få timer efter anholdelsen, fordi retssagerne må udskydes. Og de fleste fornemmer et misforhold mellem straffene for grove forbrydelser som drab, voldtægt og spritkørsel og straffene for berigelsesforbrydelser.

De fleste mennesker forstår udmærket godt, at det ofte kan være dårlige sociale kår, uheldig psykisk konstitution og rene tilfældigheder der fører enkelte mennesker ind på forbrydelsernes vej, men der synes også i visse kredse at have bredt sig en opfattelse af, at samfundet strengt taget slet ikke kan tillade sig at afsondre forbrydere effektivt for længere tid endsige totalt afskrive dem. Problemet er, at de få individers interesse på denne måde sættes over det store flertals og samfundets. Med det stigende antal alvorlige forbrydelser er det ikke underligt, at tiden efterhånden er inde til at stramme såvel straffeloven som kriminalforsorgens arbejde betydeligt.

Et problem der endnu ikke er kommet til offentlig debat herhjemme er dødsstraffen og dens eventuelle genindførelse. Den anses af de fleste for uacceptabel allerede på grund af dens uigenkaldelighed. Og erfaringerne med de dybt inhumane tilfælde i USA med dødsdomme der først eksekveres årtier efter afsigelsen, gør ikke debatten lettere.

Men dødsstraffen burde ikke længere være et totalt tabu i Danmark, fordi der vitterligt begås så grove forbrydelser, at det efterhånden må anses for inkonsekvent i forståelsen af forbryderens uheldige udviklingshistorie eller i påberåbelse af det enkelte menneskes absolutte værd at fastholde det synspunkt, at selv det individ der begår den groveste og mest bestialske forbrydelse fortsat hører til inden for det civiliserede samfunds ellers vide rammer.

Reelt er bestialske forbrydelser mod samfundet en helligbrøde mod samfundet, og de bør straffes derefter - på linje med dødsdommene over besættelsestidens stikkere.

Dødsstraf er under alle omstændigheder et alvorligt etisk problem der skal være en absolut undtagelse. Men det er ikke i længden holdbart at se bort fra, at visse grove forbrydelser er et direkte attentat mod selve samfundets opretholdelse.

Det samme gælder al terrorisme.

Terrorismen er blevet det 21. århundredes store svøbe, der ikke blot rammer enkelte udvalgte mål, men generelt er en alvorlig trussel mod alle åbne, demokratiske samfund. Terrorismen har i sit had til de vestlige værdier fået en ny, men meget klar undertone af uhelbredelig kulturel og religiøs fanatisme.

Igen skorter det fra humanistisk side ikke på påpegning af undertrykkelse og fattigdom som årsager til terrorismen. Men man ser bort fra at kernen i den er hadet til vestlige normer og værdier, ganske specielt til sekulariseringen som sådan.

Et sådant had bekæmpes ikke med forståelse eller økonomisk bistand, men alene med en fasthed der gør det fuldstændigt klart for de hadende terrorister, at de ikke vil få held til at undergrave den vestlige kultur og dens værdier, men må vælge mellem fortsat destruktivitet, selvmord og bekæmpelse af sund fornuft og fremskridt - eller gøre op med sig selv, bekæmpe eget had og søge konstruktive løsninger på problemerne. Hadere forandres aldrig ved indrømmelser udefra. Jf. artiklen   Had og demokrati.

Dette betyder for det første at Vestens politiske ledere har pligt til at værne om egne værdier og bekæmpe ekstremistiske anslag imod dem med egnede militære og sikkerhedsmæssige midler. Men det betyder for det andet at de samme politikere har pligt til at gøre hvad de kan for at sætte en udvikling i gang i de lande der fortrinsvis udklækker terrorister, så en demokratiseringsproces kan komme i gang. Og det betyder endelig at de politiske ledere må bestræbe sig for at bane vej for at noget nyt fælles helligt sættes i stedet for den gamle Gud der faldt i forrige århundrede.

Såvel internationaliseringen i almindelighed som globaliseringen i særdeleshed skaber helt nye udfordringer og relationer for de enkelte lande i det nye århundrede.

Der er igen ikke tale om at internationaliseringen og globaliseringen står i nogen fundamental, absolut uforligelig modsætning til national kultur og udvikling, men tværtimod om to komplementære fænomener, der begge har deres berettigelse og begge skal varetages på betryggende måde. Globaliseringen må lige så lidt havne i globalismens falske ideologi som nationalfølelsen i nationalismens falske ideologi.

Betingelsen er, at det moderne samfund forstår sig selv som åbent samfund.

Det åbne samfund viser sin styrke over for det lukkede, autoritære samfund netop ved at fastholde komplementariteten og give plads til dynamikken og mangfoldigheden. Det har sin svaghed i åbenheden over for kræfter der er åbenlyst antidemokratiske. Det er imidlertid en misforståelse, at et samfund ikke skulle have ret til at værne sig imod undergravende kræfter med de midler der er nødvendige, herunder forbud, retsforfølgelse og udelukkelse.

Den politiske dynamik hænger nøje sammen med den åbne debat om mål, midler og værdier. Debatten om værdier er en stadig besindelse på grundlæggende værdier, men også en stadig aktualisering og fornyelse af disse værdier gennem en stigende bevidstgørelse. Derimod kan en værdidebat afspores ved at gøre den til en kamp mellem fløje i det politiske spektrum eller ligefrem til et moralsk opgør om fortidens fejl og forsyndelser.

Det historiske perspektiv i international politik er kommet stærkt frem efter terrorangrebet på World Trade Centeret i New York den 11. september 2001. Præsident Georg W. Bush tog konsekvensen af terroristernes forbindelse til Al-Queda-bevægelsen, optrappede krigen mod talibangrupperne i Afghanistan og gik i gang med forberedelserne til en krig mod Saddam Hussein.

Bush formulerede året efter sin doktrin om USA's ret til i kampen mod den globale terrorisme "at forsvare USA, det amerikanske folk og vores interesser hjemme og i udlandet ved at identificere og tilintetgøre truslen, før den når frem til vore grænser."

USA ville, tilføjede han, foretrække at gå i aktion i alliance med det internationale samfund. Men "Vi vil ikke tøve med, om nødvendigt, at handle alene, for at udøve vor ret til selvforsvar ved at handle på forebyggende vis." I originalen bruges udtrykket 'pre-emptively' der egentlig handler om at komme fjenden i forkøbet. Jf. artiklen om   Bush-doktrinen.

Doktrinen satte hurtigt sindene i kog og førte navnlig efter indledningen af krigen mod Irak - udenom FN's Sikkerhedsråd - til splittelse i det internationale samfund i almindelighed og i Europas forhold til USA i særdeleshed.

De fleste kritikere af doktrinen vil ikke være ved, at FN ikke alene svigtede i det konkrete tilfælde om Irak, men generelt er ude af stand til at føre effektiv kamp mod terrorisme og anden modarbejdelse af demokratiseringen, fordi organisationen internt er dybt splittet mellem frihedens forkæmpere og modstandere.

Den førte krig i Irak og den efterfølgende indsats for en genopbygning og demokratisering af landet har desværre været præget af uhyggelige fejl og forsømmelser, inkl. de moralsk forkastelige forhørsmetoder i Abu-Ghraib-fængslet, men den må alligevel betegnes som fuldt forsvarlig ud fra overordnede og langsigtede historiske interesser. USA, Storbritannien, Danmark og andre lande påtog sig et forsvar for de vestlige værdier hvis endelige bedømmelse ligger mindst ti år ude i fremtiden.

Men det historiske perspektiv burde også være stærkt i den nationale politik.

På trods af vores store velfærd er der nemlig i dag behov for langt større politisk lederskab, politisk overblik, mod og beslutsomhed end der længe har været. Lidenskab og engagement hos politikerne mangler ikke, men store ideer og visioner samt høje, langsigtede mål der bygger på troen på fundamentale værdier glimrer alt for ofte ved deres fravær.

Som hovedregel skyldes det, at politikerne sjældent er filosofisk eller psykologisk funderede eller interesserede. De har ofte meget ringe respekt for det irrationelle og religiøse og ofte meget ringe forståelse for mangfoldighed, alternativitet, kompleksitet, komplementaritet og helhed. Og de har yderst sjældent et fast og nødvendigt greb om symbolerne.

Men greb om symbolerne er nødvendigt, også i et moderne og sekulariseret demokrati. For demokratiske og konstruktive politiske ledere der vil gøre sig håb om at føre vore demokratier videre til nye og endnu højere stadier er det absolut nødvendigt at kunne finde og anvende de forvandlingens symboler der kan gribe folket og føre det frem ad rette vej.

Manglen på visioner og historisk perspektiv hænger i vid udstrækning sammen med en udbredt misforståelse af sekulariseringen. Den opfattes ikke blot korrekt som en for demokratiseringen absolut nødvendig adskillelse mellem den politiske og den religiøse (kirkelige) magt, men også fejlagtigt som en total verdsliggørelse af hele samfunds- og kulturlivet. Og dette sidste indebærer netop, at samfundslivet og kulturlivet kommer til fuldstændigt at savne de visioner og perspektiver der kan hæve dem over de nære økonomiske og kortsigtede interesser.

På kulturlivets område ses miseren på den udbredelse den overvejende æstetiske postmodernisme har fået. Positivt er naturligvis at de æstetiske værdier kommer til deres fulde ret ved siden af alle andre, for dette fremmer kreativiteten. Negativt er, at både det etiske og det religiøse tilsidesættes. Kulturen bliver overfladisk og modebestemt. Postmodernismen umuliggør etisk konsistens.

Dette ses også tydeligt i den fremherskende ungdomskultur. Et alvorligt problem blandt de unge af i dag er det stigende forbrug af alkohol, hash og hårde stoffer. Støt og roligt er der opstået en kultur der er i stand til at udfolde sig på sine egne præmisser i kraft af stigende velstand i samfundet og markedskræfternes frie spil, mens de opdragende parter - forældre, skole og myndigheder - må se til og stort set begrænse sig til råd og formaninger samt indgreb i de alleralvorligste tilfælde.

Hele denne ungdomskultur er et eklatant udtryk for, at de unge allerede fra 10-års alderen går ind i den frigørelsesproces der i religiøst sprog hedder 'syndefaldet' og som består i en frigørelse fra forældreautoriteten. Dette er i sig selv en god og nødvendig ting, men ulykken er, at de unge ikke automatisk får udviklet den for deres situation absolut nødvendige indre autoritet samtidigt med frigørelsen - og følgelig heller ikke fuldtud kan leve op til ansvaret.

De unge mangler i hele denne skæbnesvangre fase af deres liv nogle ordentlige holdepunkter i deres tilværelse, herunder fornuftige samtalepartnere der kan vise vej til den ansvarlige frigørelse. Forudsætningen herfor er at forældre og lærere og andre der har med de unge at gøre selv er afklarede med hensyn til livets mening og formål, og at de selv er klar over hvordan etikken overhovedet er forbundet med psykologien i konsistens-etikken.

Skal der igen skabes en ny fællesetik og fællesånd for det moderne sekulariserede samfund kræves der en ny forståelse for dybdepsykologiens, konsistensetikkens og religiøsitetens rolle i samfundet.

Dybdepsykologien kan som det eneste påpege den fulde forståelse for at mennesket og samfundet til alle tider lever på værdier og mening i livet, som ikke er objektivt konstaterbare eller videnskabeligt bevisbare, men alene kan erkendes og opretholdes gennem subjektiv tilegnelse.

Konsistensetikken kan vise, at individet såvel som samfundet altid må sørge for overvægt af det gode i livet. Alt er ikke lige godt. Nihilismens negation, postmodernismens overfladiskhed og ungdommens kåde leg med stoffer og sprog duer ikke i det lange løb.

Religiøsitetens store og afgørende rolle ligger i selve evnen til at bevare såvel troskaben mod den fulde, mangedimensionale virkelighed som den helhedsopfattelse der er psykisk nødvendig, men videnskabeligt set er en ulogisk og uhåndterlig størrelse.

Religion og religiøsitet er i vid udstrækning kommet i miskredit på grund af faktisk misbrug og fanatisme gennem tiderne, men betraget som helhedsrealisme er den en simpel forudsætning for at bevare et samfunds og en kulturs sammenhæng gennem fælles værdier og kult.

Denne helhedsrealisme er på disse sider nært forbundet med det komplementaritetssynspunkt der forebygger al skadelig forhekselse af forstanden ved at bestride absolutte dualistiske modsætninger, og i stedet fremmer forståelsen for ligeberettigelsen mellem størrelser som individ og samfund, følelse og fornuft, videnskab og religion eller retfærdighed og barmhjertighed.

Komplementaritetssynspunktet kan i virkeligheden opfattes som en naturlig konsekvens af demokratiet, netop fordi det stiller krav til både oplysning og gensidig respekt. Hertil kommer, at det i allerhøjeste grad er forbundet med humor, nemlig den form for humor der udelukker absolutte, fundamentalistiske og ekstremistiske holdninger og i stedet omslutter relative, pragmatiske og midtersøgende holdninger.

Humor er ikke mindst nødvendig når det gælder en åben erkendelse af magtens begrænsning.

Det er nævnt, at magten også i demokratierne er begrænsede af ressourcer, konjunkturer, teknologier, naturforhold, miljøhensyn og andre landes politik. Men hertil kommer visse mere logiske eller abstrakte lovmæssigheder.

Eksempelvis gælder for al politik, hvad historikeren Paul Johnson mesterligt har påpeget, at alle handlinger udover tilsigtede virkninger altid også har utilsigtede virkninger, som man endda i vid udstrækning slet ikke kan forudsige. Helt banalt kan de fulde virkninger af et økonomisk indgreb aldrig forudsiges til mindste detalje - og allermindst store reformer som kommunalreformen. Der vil altid dukke uventede bifølger op som endda i værste fald kan gøre indgrebet helt forfejlet. Internationalt kan en fuldt berettiget og forsvarlig krig mod et diktatur som Saddams Husseins give helt utilsigtede virkninger, som en lang overgang kan true hele formålet med operationen.

Filosoffen Johs. Witt-Hansen har i sin tid formuleret nogle afmagtspostulater af samme art som den matematiske sandhed, at det er umuligt at måle længden af diagonalen i et kvadrat i et lige antal af de enheder man måler siden med. Og han har bl.a. selv postuleret, at det er umuligt at løse internationale konflikter eller klassekonflikter med nukleare våben, eftersom anvendelsen af disse våben medfører totaldestruktion af de stridende parter. Våbnene er så at sige inkommensurable med den genstand de skal måle.

Han fremfører desuden Karl Poppers postulat om, at det er umuligt at forudsige historiens fremtidige forløb, for den historiske proces påvirkes i høj grad af væksten af den menneskelige viden, og vi kan ikke ved rationelle eller videnskabelige metoder forudsige den fremtidige vækst af vor videnskabelige viden.

Utallige andre afmagtspostulater kunne nævnes, herunder umuligheden af at skabe lighed for alle eller frihed for alle; umuligheden af at løse alverdens flygtningeproblemer gennem spærring af grænserne; umuligheden af at løse ressourcernes begrænsning gennem øget vækst; umuligheden af at sætte fantasien til magten; eller umuligheden af undgå stratifikation eller hierarkisk opbygning af frie samfund.

En lang række af sådanne afmagtspostulater er remset op i særskilt artikel (Klik). Formålet er ikke at postulere menneskets totale afmagt over for alle problemer, men tværtimod at påpege at begrænsningen er en realitet, der må give enhver realpolitiker ydmyghed over for opgaven - og humor nok til at kunne tåle konkrete afmagtssituationer.

Afmagten og afmagtsfølelsen må under ingen omstændigheder give sig udslag i politisk opgivelse eller ansvarsforflygtelse. Regeres skal der som bekendt. Og regeret bliver der. Men det er trods alt aldrig ligegyldigt hvem der regerer eller hvordan der regeres.

Specielt skal her til sidste pointeres, at Ideer, visioner og store mål for fremtiden aldrig må mangle i den politiske kamp. Et folk må ikke gå i stå. Lykkelige nationer har ingen historie, som en stor amerikansk politiker engang sagde.

Tidligere artikler i introduktionsserien:

Arbejde, forskning og religion  (28.12.04.)
som kulturens tre hovedkilder

Kristendommen passé?  (26.12.04.)
eller har den potentiale til fornyelse?

Selvet - sjælen - ånden   (23.12.04.)
om det kollektivt ubevidstes funktion i eksistensen

Hvad er virkelighed?  (20.12.04.)
ny film om Niels Bohr, Københavnerfortolkningen og komplementariteten

Hovedartikel om den komplementære helhedsrealisme

Værdimanifestet i forkortet udgave  (med sagregister)
og særskilte afsnit om naturen, samfundet, individet, erkendelsen, etikken, politikkken, historien, kunsten, musikken, religionen og sekulariseringensn samt den dybdepsykologiske indsigt.

Værdimanifest i komplet udgave
med nærmere specifikation af indhold under de enkelte afsnit.

Se desuden hovedrubrikken Samfundet
med underrubrikkerne:

Danmark
Polen
EU - Europa
USA
Mellemøsten
Terrorismen
Globaliseringen
Miljøet
Medier