Jernesalt
Dynamisk komplementær helhedsrealisme
Samfund Eksistens Sekularisering DRAMAER E-Bøger
SAMFUND
 
EKSISTENS
 
SEKULARISERING
 
2009-FILOSOFIEN
 
LEKSIKON
ESSAYS
DRAMAER
RETORIK
ONTOLOGI
VIRKELIGHED
ENFOLDIG TALE
SKIDT OG KANEL
REDAKTION
PROGRAM
INTRODUKTION
INSPIRATORER
OVERSIGTER
EMNEINDEX
PERSONINDEX
LINKS
E-MAIL
 
utils prefix normal Forside    Oversigter    Redaktion    At læse Jernesalt    Sendemand    Vrangsiden    Kontakt   
 
JERNESALT - aandogvirkelighed

ARTIKEL FRA JERNESALT - 29.7.07.


Ånd og virkelighed
Ånd er selve den eksistentielle føling med virkeligheden

Dagligsprogets udtryk om det åndelige
Spiritualitetens former
Ordet ånd
Metafysiske forestillinger
Ånd kontra stof
Ånd som eksistentiel føling med virkeligheden
Henvisninger



Dagligsprogets udtryk om det åndelige    
Til toppen  Næste

Når der er grund til i serien om virkeligheden at se specielt på forholden mellem ånd og virkelighed, skyldes det ganske enkelt at begrebet ånd på den ene side er mangetydigt og spænder fra livsgivende princip og livsånde til panteistiske forestillinger om ånden i naturen eller religiøse forestillinger om et særligt liv i troen, men på den anden side er begrebet umuligt at undvære i sproget, fordi det mere end noget andet udtryk peger på noget essentielt i tilværelsen som lige præcis gør virkeligheden til noget helt andet og mere end det rent materielle. Mangetydigheden er derfor ikke blot noget vi må leve med, men når alt kommer til alt afgørende for hele vores virkelighedsforståelse. Vil vi være realistiske, kommer vi ikke uden om en åndelig dimension i tilværelsen ved siden af en mere verdslig, prosaisk eller materiel.

Dagligsproget vrimler med udtryk der peger på det åndelige i tilværelsen som adskiller dette fra det materielle i den måde vi opfatter fænomenerne på. Det åndelige er det modsatte af det legemlige og fysiske, ligesom det er det modsatte af det verdslige, jordiske, sanselige og 'kødelige'. Luther skelnede mellem det verdslige og 'det åndelige regimente', hvad der siden er blevet knæsat i vore dages yderst uheldige opfattelse af religion som en privatsag. Vi siger 'åndeligt talt' som modsætning til 'bogstaveligt talt'. Vi ser noget 'i ånden', dvs for vores indre. Vi 'opgiver ånden', når vi dør. Vi taler om at være åndsnærværende eller åndsfraværende, om at nogle er åndssvækkede eller ligefrem åndssvage, og det sidste dækker både dem vi nu om dage kalder evnesvage eller retarderede og det man populært kalder tåbelige eller fjollede mennesker. De er 'åndeligt smalsporede' eller platfodede og kan end ikke simulere åndsfriske.

At ånden kommer over én betyder som regel, at man er blevet inspireret til at digte eller male - eller gøre sit arbejde som en leg. Men vi betragter også nogle mennesker som åndsmennesker til forskel fra almindelige dødelige og jordbundne individer. De er specielt begavede med kreative og intellektuelle evner, men er ofte også i besiddelse af 'højere bevidsthed'. Disse åndsmennesker kan være beskedne som fx. Dalai Lama, men de har det undertiden med at understrege forskellen. Så taler man om åndshovmod som når en person hos Molière pointerer at "Ingen er åndfulde - undtagen vi og vore venner". Helge Rode hørte til slagsen og kunne stolt sige: "Mit liv var ånd". Han var ingen tørvetriller, men tilhørte åndsaristokratiet - og det er noget meget fint. Ligefrem en åndsfyrste vil man dog ikke kalde digteren i vore dage.

Går det åndelige i religiøs retning, får folk 'et åndeligt liv', hvilket nogle også kalder 'et rigt indre liv'. Adskiller de sig bevidst fra andre, kaldes de nedsættende 'gudelige' eller 'hellige'. De har deres egne 'åndelige sange', men ofte også en adfærd der skiller dem fra andre, og som vittighedstegnere og revyskuespillere har nemt ved at gøre grin med. De er klare modsætninger til de ugudelige, ligesom de troende er til de vantro. De første vil helst ikke omgås de sidste på andet end formelt eller forretningsmæssigt plan. En missionsmand ville i gamle dage ikke omgås en grundtvigianer. Jehovas Vidner omgås ikke folk uden for sekten privat. Det de gudelige forkynder i skrift og tale bliver ofte 'opbyggeligt', dvs beregnet på at fremme andres åndelighed eller sædelighed.

Er man åndelig af profession, hører man til gejstligheden, dvs præstestanden, der i gamle dage også adskilte sig markant fra andre stænder og fra godtfolk. De gik anderledes klædt, førte fin tale - og læste bøger i deres studerekamre. Svenske Albert Engström gjorde gerne grin med dem i tegninger og fortællinger. En ny præst ville fx dupere sin menighed med sin store bogsamling, men det eneste han fik ud af det var en spydig bemærkning fra de uimponerede bønder, der kunne fastslå at den gamle præst kunne sine ting og ikke behøvede bøger at støtte sig til.



Spiritualitetens former    
Til toppen   Næste

Spiritualiteten er et kapitel for sig, da den tenderer mod mere specielle åndelige oplevelser, nemlig sådanne der fremkommer gennem særlige øvelser som yoga, meditation, faste, stilhed og ensomhed. I buddhismen og kristendommen dyrkes den særligt af munke og nonner, i islam af sufier. Fra kristendommens første tid kendes såkaldte 'søjlehelgener' eller 'stylitter', hellige mænd der søgte Gud i isolationen på en høj søjle. Men i moderne tid er der dukket et væld af friere, konfessionsubundne metoder op, ikke mindst i kølvandet på den amerikanske new age-bevægelse fra 1960'erne, der hurtigt forplantede sig til Europa. Den udgik fra hippiekulturen og førte ofte til spirituelle bofællesskaber og økologisk livsførelse. Fællesnævneren var opgøret med den materialistiske tænkning og troen på en ny harmoni mellem åndelighed og videnskab, altså en holistisk forestilling.

Et populært eksempel på praksis er den amerikanske skuespillerinde Shirley MacLaines bøger, film og terapeutiske virksomhed. Et andet er de LSD-eksperimenterende folk som den amerikanske forfatter og psykolog Timothy Leary, der profetisk talte om den psykideliske religions forestående æra. En mere seriøs del af udforskningen knyttede sig til bl.a. psykiateren Stanislaw Grofs virksomhed på Esalen Institute i Californien og idéhistorikeren og bevidsthedsforskeren Jes Bertelsens udfoldelse på Vækstcentret i Nr. Snede.



Spiritismen er en helt anden, men helt modsatrettet underart af 'åndeligheden'. Den dyrker kontakt med 'ånderne', dvs afdøde menneskers sjæle, og dette sker gennem 'medier', mennesker der har eller foregiver at have særlige evner til denne kontakt. Karakteristisk for fænomenet er at medierne påstår at de ved at skabe kontakt med ånderne kan få materielle ting som borde til at bevæge sig. Og dette har gennem tiderne, men navnligt i årene omkring 1900, ført til offentlige forevisninger af fænomenerne, hvor skeptiske mennesker blev inviteret til kontrol. I de fleste tilfælde blev fænomenerne afsløret som fup, men det mest ejendommelige er nok, at der overhovedet er mennesker der indlader sig på invitationer af denne art, når det tydeligt fremgår at seancerne er bygget hemmelighedsfuldt op med direkte henblik på at sløre de faktiske forhold, altså fuldstændigt som det sker i regulær tryllekunst. Af kendte spiritister kan nævnes den engelsk forfatter Conan Doyle og den danske Jacob Paludan.



Ordet ånd    
Til toppen   Næste

Den store Ordbog over det danske sprog har som man kunne forvente adskillige spalter om ordet 'ånd', men det skal huskes, at bindet med disse spalter stammer fra 1919, idet ordet dengang stavedes med to a'er og således bragtes i det allerførste bind. I det følgende er der derfor medtaget anvendelser af ordet efter 1919. Men ordbogen udmærker sig jo ved at ordne de registrerede anvendelser af ordene på en systematisk måde der viser begrebernes ofte store betydningsspredning. Systematikken kan indimellem anfægtes, men det kan til gengæld ikke selve det redaktionelle princip om at afholde sig fra enhver form for stillingtagen til om anvendelsen af et ord er videnskabeligt holdbar eller ej. Det er slet ikke ordbogens formål, og det ville også have gjort den værdiløs. Hvad angår ordet ånd klarer man nøgternheden ved at bruge formuleringen at en bestemt virkning af ånd er tænkt, dvs noget man har forestillet sig. Dette forhindrer dog ikke andre, inklusive undertegnede, i at tage stilling til sprogbrugen i de konkrete tilfælde.



Ordet ånd spænder i betydning fra det helt elementære: livsånde eller livsprincip til det flygtige stof som kendetegner vinånd eller 'buket' (bouquet). Men det står dernæst for selve den ulegemlige del af menneskets natur, dvs betingelsen for menneskets bevidsthed. Her er ordet nærmest synonymt med sjæl. Ånd kan også gå på bevidsthedslivet som helhed, dvs betyde sindelag, eller på forskellige sindstilstande eller -stemninger. Det betegner også den del af menneskets væsen som tænkes udødelig.

Ånd kan betyde stemning eller tanke som er karakteristisk for et menneske, et samfund, en tidsperiode eller et nærmere angivet fænomen. 'Vikingeånden' (krigens eller erobringens ånd) adskiller sig fra 'ånden fra 48' (sejrens stolte ånd) og denne fra 'ånden fra 64' (nederlagets bitre ånd). Generelt tales om 'tidens ånd' (en fremherskende tendens), 'lovens ånd' (til forskel fra lovens bogstav) og 'sprogets ånd' (et bestemt tungemåls sjæl eller tone).

Man kan endog tale om 'sportens ånd', selvom det i disse 'Tour de France'- eller 'Tour de Farce'-tider kan synes helt umuligt eller dybt forældet. Men faktisk har det siden den moderne sports fremkomst i den engelske overklasse i slutningen af 1800-tallet været således, at udøvelsen af idræt med et klart konkurrencelement var omgærdet af forestillingen om 'fair play'. Det gjaldt nok om at vinde, men ikke med alle metoder. Man skulle holde sig inden for rammerne af aftalte regler - nøjagtigt som i erhvervslivet, hvor konkurrencen var en væsentlig del af markedsøkonomien, men hvor friheden kun kunne sikres gennem en vis regulering. Dette er man både i erhvervslivet og den professionaliserede sportsverden ofte ved at glemme - ud fra forestillingen om at folk simpelthen foretrækker den uregulerede konkurrence på grund af dens større underholdningsværdi. Men dette spørgsmål er jo en del af den til hver en tid standende værdikamp.



Ånd betegner imidlertid også det højere bevidsthedsliv til forskel fra det almindelige sjæleliv, dvs tænkeevner og andre sjælelige evner som er hævet over de prosaiske interesser. Grundtvig kunne derfor tale om 'ånd som den højere livskraft'. Kierkegaard mente at det sovende var udtryk for åndens fraværelse, hvad der rimer meget godt med at denne intellektualistisk indstillede mand ikke interesserede sig synderligt for drømme; de kommer ellers i sovende tilstand og viser at ånden - til forskel fra bevidstheden - ikke er fraværende under søvnen. Men når digteren Christian Winther skrev sangen 'Herrer vi ere i åndernes rige, vi er den stamme der evigt skal stå', så udtrykker det noget ganske andet, nemlig akademikerens overbevisning om i kraft af den fine uddannelse og gerning at være noget særligt i forhold til jævne mennesker der fx er tvunget til at ernære sig ved håndens arbejde.

Ånd kan gå på den intellektuelle side af bevidsthedslivet, men også betyde fremragende, skabende tankevirksomhed, det man også kalder genialitet. Eller det kan betegne viddet, evnen til at få øje på nye tankeforbindelser og give dem udtryk i sikre og skarpe replikker. Går ordet på den religiøse følelser, peger ånd på den styrke der ligger i følingen med det guddommelige. Som eksempel angiver ordbogen ordene fra Johannes-evangeliet om at tilbede 'i ånd og sandhed'. Men dette vender vi tilbage til.



Ordet ånd kan være synonymt med personlighed og altså betegne en person som udmærker sig ved ånd. Positivt kan der være tale om en ædel ånd, negativt fx om en urolig ånd. En fritænker kunne engang kaldes en stærk ånd, fordi han havde mod til at gå imod majoriteten, men i dag er ateismen nærmest en trend, så det er de religiøse ånder der må betegnes som de stærke. En skønånd dyrker litteratur og kunst. Men for Kierkegaard stod det at være ånd for at være af en særlig usynlig herlighed som var forbeholdt mennesket. For at være ånd eller af ånd var for ham at være Gud lig. Men en historiker som A.D. Jørgensen kunne ikke forlige sig med at den fremragende naturforsker og grundlægger af den moderne geologi Niels Stensen som katolik kunne tro på Jomfru Maria: Hvorledes kan det ske at den klare ånd kunne hildes i troen på en undergørende Maria, spurgte han.



Metafysiske forestillinger    
Til toppen  Næste

En ganske særlig gruppe betydninger gælder forestillingerne om 'fornuftsvæsener uden legeme'. Herunder findes de almene religiøse forestillinger om engle eller himmelske budbringere. De kan være af guddommelig art, dvs knyttede til guderne, fx Helligånden der i den kristne dogmatik er en del af den treenige guddom. Eller der kan være tale om onde ånder, djævelen, fanden, dæmoner eller andre mørkets ånder, der kan besætte mennesker. Hvis et sådant usynligt væsen tænkes at følge et menneske taler man om en 'skytsånd' - eller på gammelt nordisk sprog en 'fylge'. Er ånden knyttet til en naturgenstand får vi ringens ånd eller lampens ånd. Afdøde menneskers ulegemlige skikkelser hedder spøgelser eller gengangere, og de kan bo i åndernes land eller 'åndernes hus' (romantitel af Isabel Allende). De huserer særligt i 'åndetimen' - ligesom også varulve har deres foretrukne tid på natten. De spiritistiske forestillinger hører under denne rubrik.

I overført betydning tales om fredens ånd, ufordrageligheden eller forfølgelsens ånd. Men de panteistiske forestillinger om ulegemlige væsener som styrer verdensordenen skal tages ganske bogstaveligt. I romantikken talte naturforskeren og filosofffen Henrik Steffens om 'en ordnende og bestemmende ånd', digteren Baggesen om at "naturens kræfter er ånden", og H.C. Ørsted om 'ånden i naturen'. De var alle overbeviste om at en sådan kraft gjorde sig gældende i hele verdensaltet. Man kalder det 'organismetænkning', fordi verdensaltet opfattes som et levende organ. Et moderne udtryk er 'holisme', der går på selve helhedsopfattelsen. En væsentlig anden udgave af en sådan forestilling om et dynamisk princip der udfolder sig i verdenshistoriens forløb var den tyske filosof G.W. F. Hegels idé om 'den absolutte ånd'. Hegel blev den moderne idealismes grundlægger som Karl Marx senere gjorde front imod, og dette skete ved at vende Hegels system på hovedet, så materien blev basis og ideerne det afledede.



Hvis ånd står for den kraft der tænkes virkende i menneskets indre og dermed råde over dets tænke- og handlemåde, så tales om Guds ånd, den hellige ånd eller kraften fra det høje.

Fra bibelen kendes udtrykket "ikke ved magt og ikke ved styrke, men ved min ånd". Det er såmænd Kristeligt Dagblads slogan, men er generelt udtryk for at ånden bruger helt andre midler end magten til at fremme sine interesser. Den bruger ikke tvang, men oplysning og overtalelse, hvad der dog som bekendt ikke har forhindret hverken jøder, kristne eller muslimer i at bruge sværdets metode til at vinde det de hver for sig har opfattet som Guds sag. Men det kan fastlås at noget sådant altid er magtmisbrug og misbrug af Guds navn, jf. første bud i De ti bud.

"Salige er de fattige i ånden (dvs de enfoldige), thi himmeriges rige er deres", hævdede Jesus, og dermed mente han at det ikke var et spørgsmål om viden eller intellektuel indsigt at komme ind i kærlighedens og tillidens rige. Han talte også om at 'synden mod ånden' er den virkeligt alvorlige og utilgivelige synd, og dette ligger igen i at den ikke er en overtrædelse af en eller anden specifik moralregel, men et brud med det hellige som sådant. Den der sætter sig op mod den hellige ånd, accepterer ikke helligheden ved tilværelsen eller den kendsgerning at der er forhold i tilværelsen som man ikke kan sætte sig op imod uden at forråde sig selv eller det man med et moderne dybdepsykologisk udtryk ville kalde den indre konsistens.

Paulus vidste fra sig selv at "ånden er redebon, men kødet skrøbeligt", hvad der vil sige at viljen kan være god nok, men sanserne har let ved at falde for fristelser der leder viljen på afveje. Hos Paulus hedder det også at "bogstaven slår ihjel, men ånden gør levende", og her betyder bogstaven loven (dvs. Moseloven som er jødernes vej til retfærdiggørelse), mens ånden betyder troen på Kristus (som er kristendommens vej til frelse).



Men at bogstaven kan slå ihjel kendes også fra mere verdslige anliggender, nemlig juraen, hvor et gammelt ord netop hedder Summum jus, summa injuria: Den højeste ret kan være den højeste uret. Det bliver den let når der pukkes på den bogstavelige betydning af paragrafferne, men ses bort fra den ånd de er skrevet i, hvilket vil sige den dybere hensigt med dem. Det er ulykken ved alt juristeri, at denv tenderer mod bevisførelse i meget bogstavelig retning i stedet for at holde sig til et fornuftigt skøn. Forfatteren Johannes Jørgensen nævner i sin bog om Frans af Assisi et gammelt tysk ord der lyder: 'Juristen sind böse Christen'. Det fremgår ikke hvor det stammer fra, men meningen er god nok: I og med at juristerne i deres retfærdighedsmageri pukker på bogstaven, så spærrer de for den barmhjertighedens ånd der kendetegner eller burde kendetegne kristne mennesker.

Akademikere har også brug for at skelne mellem ånd og sandhed, og derfor blev der engang i 1890'erne anbragt et bestemt motto på talerstolen i festsalen på Københavns Universitet, nemlig 'I ånd og sandhed'. Det blevet skrevet med græske bogstaver som alle studenter dengang kendte, fordi græsk var obligatorisk i gymnasiet uanset studieretning (Niels Bohr hørte til den sidste studentergeneration af matematisk linje der måtte lære græsk). Men i dag er der ikke mange der uden videre kan læse indskriften, og næppe heller mange der overhovedet véd hvad meningen med den er. Dette blev dog ved festsalens indvielse forklaret af den daværende rektor, der tilfældigvis var teologisk professer. Han udlagde ordene fra Johannes evangeliet på den måde, at uden ånd er der ingen sandhed, og uden sandhed ingen ånd. Dermed ønskede han at tilkendegive, at man ikke kan søge nogen videnskabelig, endsige eksistentiel sandhed uden at have respekt for det hellige, hvilket i denne sammenhæng først og fremmest vil sige for den kendsgerning at intet menneske sidder inde med den absolutte sandhed. Ikke engang den videnskabelige sandhed kan findes alene gennem iagttagelse, eksperimenter og logik. Der kræves altid også et skøn der accepterer usikkerheden og foreløbigheden i konklusionerne - og vel i sidste ende også selve det forhold at videnskab og eksistens ikke er det samme.



Ånd kontra stof    
Til toppen   Næste

Ånd kontra stof eller materie er det gamle modsætningspar i naturfilosofien, og det harmonerer smukt med menneskets ældgamle sondring mellem det levende og det livløse, en sondring der jo bestemt heller ikke er ukendt for en kattekilling eller en rovfugl og altså ikke forudsætter sprogligt formulerede synspunkter, teorier eller videnskab. Det er simpel praktisk erfaring. Først i det øjeblik mennesket på bevidsthedens plan begynder at filosofere over tingene og ved sprogets hjælp sætte etiketter på fænomenerne, bliver det er problem at vælge de rette begreber så man undgår at falde i sprogets fælder så som at forhekse forstanden med dualistiske forestillinger af absolut art.

I dag bør man som udgangspunkt anvende den naturvidenskabelige sondring mellem energi og stof og acceptere det bohrske komplementaritetssynspunkt at den energetiske og den stoflige eller partikelmæssige synsvinkel på naturens fænomener begge er meningsfulde, brugbare og gavnlige, selvom de er logisk uforenelige. Panteistiske synspunkter såvel som moderne holistiske synspunkter kan være smukke set fra et ensidigt æstetisk synspunkt, men de er ufrugtbare i anden sammenhæng, fordi de skjuler eller slører dynamikken i naturen og tilværelsen og ikke animerer til yderligere udforskning.

I psykologien er det afgørende at energien er forudsætningen for alt sjæleliv, al sjælelig forandring, dynamik og udvikling. Men sjælelivet fungerer ikke uafhængigt af kroppen, dvs af fysisk håndgribelige legemer. Man kan som Descartes drage den slutning ud fra den umiddelbare iagttagelse, at sjælelivet, det åndelige, til forskel fra det legemlige er uudstrakt, men det er en forhastet slutning der kun medfører uløselige filosofiske problemer. Det fornuftige er at acceptere Peter Zinkernagels klare sprogregler:

1) Elementære tingsbetegnelser og betegnelser for handlemuligheder kan ikke anvendes uafhængigt af hinanden. 2) Psykologiske udtryk kan ikke anvendes uafhængigt af de personlige stedord. 3) De personlige stedord kan ikke anvendes uafhængigt af kropsbetegnelser og dermed af tingsbetegnelser.

Ved at holde sig til disse sprogregler undgår man fælden at forestille sig den åndelige kraft som uafhængig af mennesker eller dyr. Men selve det dynamiske i det sjælelige ligger i energien, i den psykiske energi der må formodes på en eller anden måde at hænge sammen med den fysiske energi. Det samme gør fænomenet ånd, men her bliver vanskelighederne straks større.



Ånd forudsætter energi, men i dag er det erkendelsesmæssigt en fordel at forbeholde begrebet ånd for de fænomener der forudsætter bevidsthedsliv hos højerestående dyrearter, netop dyrearter i flertal, for vi bør ikke tro at det er forbeholdt mennesket. Ingen har som biologen og filosoffen Konrad Lorenz gjort sig anstrengelser for at påpege at begejstring (af tysk Geist: ånd) hænger nøje sammen med den grundlæggende aggressivitetsdrift som er fælles for mennesker og andre højerestående dyr, inkl. de gæs han selv studerede grundigt. Begejstringen bliver refleksagtigt udløst i situationer der kræver kampindsats for sociale interesser, hos mennesket især for sådanne der er helliget gennem kulturel tradition. Den situation der udløser optimal begejstring er truslen mod fælles værdier, en besnærende førerskikkelse og det størst mulige antal med-henrevne.

Begejstring er ifølge Lorenz simpelthen et af menneskets ægte instinkter med sin egen adfærd og sine egne udløsningsmekanismer, og den kan med hans egne ord frembringe en så overordentlig befriende oplevelse, at dens fristelse er næsten uimodståelig. Den kan misbruges til demagogiske formål som den blev af nazisterne og kommunisterne i forrige århundrede og af islamisterne i dette, men ikke destomindre gælder at begejstringen og dermed aggressivitetsdriften er uundværlig til opnåelse af alle høje menneskelige mål, herunder venskab, kærlighed, selvagtelse og - latter. Det vil altså være alt andet end fornuftigt at prøve at bekæmpe begejstringen, blot fordi den fysiologisk har rod i aggressivitetsdriften. Med andre ord: ånd kommer ikke af intet, den har rod i noget så prosaisk, dyrisk og instinktivt som aggressivitetsdriften.



Hvad der imidlertid mangler hos såvel Konrad Lorenz som de fleste andre behandlinger af fænomenet ånd, er den dybdepsykologiske forståelse for at fænomenet hænger uløseligt sammen med fænomenet 'det kollektivt ubevidste'.

Dette begreb stammer som bekendt fra C.G. Jung og består - i modsætning til det personligt ubevidste - af et fællesmenneskeligt område af psyken som er struktureret af 'arketyper' og derfor også kan kaldes indbegrebet af alle de arketypiske forestillinger. Disse forestillinger dukker op i individerne i form af drømme eller kreative ideer, og deres universalitet fremgår af at de dukker op i alle kulturers og religioners myter i ret ensartede former. Den bedste vej til en forståelse af dem er følgelig at sætte sig ind i mytologien.

I forbindelse med behandlingen af åndsbegrebet er det ret afgørende, at fænomenet ånd bliver afmystificeret hvis man ser det som udslaget af det kollektivt ubevidste i menneskets liv og kultur. Der er ikke længere behov for nogen forestilling om endsige teori om at ånden skulle være en kraft der har gennemtrængt hele naturen fra universets tilblivelse - og eventuelt kommer fra en udenforstående faktor. Tværtimod er den klart en kraft der først dukker op med menneskets skabelse som frit væsen, hvad der næppe skete for mere end 20 eller 30 tusind år siden. Til gengæld er åndens opdukken som emergent fænomen i evolutionen ensbetydende med menneskets enestående karakteristikum i at opfatte alting som værdiladet. Der ligger ingen teoridannelse eller filosofi bag denne opfattelse. Den sker spontant, umiddelbart og selvfølgeligt. Tilværelsen er fra starten fuld af mening såvel som meningsgivende faktorer som guder. Først tusinder af år senere dukker muligheden op for at skille virkelighed og mening fra hinanden.



Ånd som eksistentiel føling med virkeligheden    
Til toppen  Næste

En klog mand som psykiateren Ib Ostenfeld, der både var en nøgtern klinisk iagttager og en indsigtsfuld eksistentiel fortolker, udgav i 1948 en bog om kampen mellem hjernen og hjertet, som han kaldte 'Det besjælede univers', og her påpeger han at der neden under hver enkelt menneskes bevidste jeg, der giver det frie menneske en ganske betydelig magt og formåen, findes en anden, intimere virkelighed som mennesket står i rapport til. Her modtages indtrykkene ikke gennem sanserne, men med hengivelse, lytten og dyb bekræftelse. Det er en hemmelighedsfuld kommunikation, der ikke overflødiggør jegets rolle, men giver sjælen dybde. Ostenfeld vælger at kalde denne virkelighed for det besjælede univers, fordi det til forskel fra den ydre virkelighed er helt og holdent afhængigt af kommunikationen mellem jeget og den hemmelighedsfulde virkelighed.

En sådan sprogbrug vil støde mange, især mennesker der har problemer med at tænke komplementært eller som opfatter den animistisk (som en påstand om at også tingene er besjælede), men den er lige så vigtigt som Konrad Lorenz' påvisninger, fordi den peger direkte på den eksistentielle side af sagen.



Det samme gør religionshistorikeren Vilh. Grønbechs filosofi der lige som Lorenz' i høj grad blev formuleret i et opgør med den europæiske kulturs ensidighed.

I 1946 skrev Grønbech en artikelserie i sit eget tidsskrift 'Frie Ord' om 'Atombomben', og her spørger han hvorfor videnskaben i den grad har misforstået sin opgave (at den bl.a. har skabt atombomben). Og han svarer selv: Det er et historisk problem om den virkelighed som forskeren tydede i sin videnskab. Nærmere betegnet ligger problemet i at ånden er fordrevet fra forskningen, endog fra psykologien som bedriver sjælelære uden ånd. Og modforanstaltningen hedder derfor en genindsættelse af ånden i videnskaben og menneskeverdenen.

Men det var vel at mærke ikke blot den moderne naturvidenskab og teknologi Grønbech harcellerede over. Også den kristne teologi og filosofi fik sin bekomst, fordi den hyldede det grundprincip at ånden kommer til udefra og har sin egen oprindelse. Den tanke at livet skulle ligge inden i tingene og udgøre deres væsen var falsk, ja, hedensk. Hele pilgrimstanken var ham derfor også inderligt imod - ligesom alt åndaristokrati. For Grønbech var ånd noget helt anderledes nærværende, selvfølgeligt og fordringsfuldt.

"Ånd forlanger førstepladsen, den vil dominere i alle livets forhold, også arbejdet. Den er livet. Ånd betyder simpelthen at være menneske og fornemme sin næste og tingene udenom som levende væsener." Dette betyder ikke, at Grønbech så bort fra realiteterne - og skulle kunne regnes til idealisterne. Han kunne i sin religionshistoriske forskning udmærket skelne mellem historiske fakta og religionshistoriske fakta, idet de første beror på deres overensstemmelse med hvad der kan måles og vejes, de sidstnævnte derimod på deres eksistentielle betydning for mennesker. Han var helhedsrealist, men det er den eksistentielle betydning der er afgørende for menneskelivet og -kulturen. Derfor hedder det også at fakta og 'virkelighed der kun åbner sig for ånden' er to vidt forskellige ting. De første kan vi drive naturvidenskab og forretning på. Den sidstnævnte er det kun muligt at forholde sig til i og med at hele personligheden engagerer sig i forholdet og tager det fulde ansvar for det. Religionshistorisk betød det at Grønbech grundliggende så religion som direkte føling med den fulde virkelighed. Grønbechs radikale kulturopgør er netop afsløringen af at ånden er blevet en fritidsbeskæftigelse og at ansvarligheden dermed er gået fløjten - med katastrofal virkning for kulturens og historiens udvikling.



Mod Grønbech kan indvendes at han ikke havde nogensomhelst forståelse for den bohrske komplementaritet. Han opponerede faktisk heftigt imod, men satte sig i realiteten aldrig ind i den. Han var helhedsrealist i en betydning der kommer det holistiske nærmere. Men bortset fra dette har Grønbech afgørende ret i at menneskelivet og -kulturen mister sin varme, sit lys, sit håb og sin fremtid uden et eksistentielt engagement der fastholder det fulde ansvar for alt hvad der sker på kloden. Han har ret i, at ånd helhedsrealistisk set er at betragte som selve den eksistentielle føling med virkeligheden.

Vi kan i praksis skelne mellem det åndelige og det verdslige eller mellem det åndelige og det materielle - og det kan føre en utrolig mængde mere eller mindre overflødig filosofi med sig. Men det at vi er åndsvæsener betyder eksistentielt set at vi aldrig stiller os uden for nogen del af virkeligheden, men som hele mennesker tager ansvaret for den hele og uafkortede virkelighed.

Jan Jernewicz



Denne artikel er den femte i serien om virkeligheden. De øvrige er:

Fysikken og virkeligheden  (26.6.07.)
Tiden og virkeligheden  (5.7.07.)
Rummet og virkeligheden  (12.7.07.)
Livet og virkeligheden  (22.7.07.)
Sproget og virkeligheden  (4.8.07.)
Humor og virkelighed  (20.8.07.)
Samlet oversigt



Henvisninger:    
Til toppen

Litteratur:

Ordbog over det danske sprog.
T. Vogel-Jørgensen: Bevingede ord. (Gad)
Konrad Lorenz: Det såkaldt onde. (Schultz. 1965)
Ib Ostenfeld: Det besjælede Univers. (Nyt Nordisk Forlag. 1948)
Vilh. Grønbech: Atombomben og andre Essays.
('Frie ord' 1946 og særskilt udgave på Gyldendal 1957)



Relevante artikler på Jernsalt:

Stanislaw Grof
Jes Bertelsen
De ti bud
Konsistens-etik
Peter Zinkernagels sprogregler
Konrad Lorenz' kulturopgør
Det kollektivt ubevidste
C.G. Jung
Myte, ord og billede
Ib Ostenfeld
Vilh. Grønbech



Artikler om Samfund
Artikler om Etik
Artikler om Erkendelse
Artikler om Eksistens
Artikler om Sund fornuft
Artikler om Religion
Artikler om Sekularisering



At læse Jernesalt
Introduktion til Jernesalts filosofi
Komplementaritetssynspunktet
Helhedsrealismen
De psykiske grundprocesser
Konsistens-etikken



Til toppen   Til forsiden   PrintVersion   Tip en ven  


utils postfix clean
utils postfix normal Opdateret d. 20.9.2015